24.01.2023

Dansk Folkeparti har som det eneste parti i Folketinget fra begyndelsen stået 100 procent på Taiwans side. Det er nu mit store håb, at et samlet folketing vil bakke Taiwans frihed op, og vi aldrig vender tilbage til den tid, hvor man måtte gå stille med dørene, hvis man som politiker plejede omgang med den demokratiske østat.

Kronik af Pia Kjærsgaard, MF og fhv. formand for Dansk Folkeparti samt næstformand i Dansk-Taiwanesisk Selskab

TAIWAN er et imponerende land. En østat, hvor mere end 23 millioner indbyggere er samlet på blot 32.000 kvadratkilometer. Målt på BNP indtager østaten en 19. plads i verden. Fra Taiwan udgår vigtig højteknologisk produktion af fx mikrochips til alt fra computere til biler. Men Taiwan er også kernen i en årtier lang strid med Kina.

Sådan har tilstanden været siden 1949, da ”Den Kinesiske Republik” tabte borgerkrigen og flyttede hovedstaden til Taipei. Indtil 1971 repræsenterede Taiwan eller ”Republic of China” (ROC) hele Kina i FN, hvorefter Folkerepublikken Kina tog over. Men det lykkedes aldrig at skabe to kinesiske stater. Et-Kina-politikken eksisterer stadig formelt i både Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan).

Realiteten er i dag, at Taiwan er et demokratisk Kina, og at Folkerepublikken Kina er et totalitært diktatur, hvor præsident Xi Jinping siden sin tiltrædelse i 2013 ikke alene har strammet politikken over for mindretal som fx uighurerne eller undertrykker Hongkong, men i stigende grad også opfører sig truende over for Taiwan.

Kinas hetz og trusler

Og mens Taiwan bekender sig til vestlige værdier og demokrati, hører overtrædelser af menneskerettighederne til dagens orden i Kina. Reelt ved man intet om, hvor mange mennesker, der hvert år bliver henrettet, man antager, at det måske kan tælles i tusinder, eller hvor mange koncentrationslejre, der findes i landet.
Folkerepublikkens udelukkelsespolitik over for Taiwan har eksisteret siden borgerkrigen, og jeg mindes meget tydeligt, at enhver venskabelig forbindelse med Taiwan altid har været forbundet med trusler og protester fra Kina. Meget sørgeligt accepterede de fleste, at sådan var forholdene – ikke mindst skiftende danske regeringer.

Dansk Folkeparti har som det eneste parti i Folketinget fra begyndelsen stået 100 procent på Taiwans side, og jeg har selv haft lejlighed til at besøge østaten fire gange og mødt præsidenten. Ja, faktisk begyndte det allerede i Fremskridtspartiet. Dansk Folkeparti har flere gange presset på for at give Taiwan adgang til Verdenshandelsorganisationen WTO, og krævede dette så tidligt som i 1999.

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang blev inviteret til Taiwan. Det var i 1988, og det var bestemt ikke ”comme il faut” at besøge landet. Der blev lagt afstand. Man skulle slet ikke besøge landet, og politikere, der havde besøgt østaten turde dårligt nok fortælle om det til pressen. Opbakningen var lig nul.

 

Da jeg var formand for Folketinget, oplevede jeg selv Kinas raseri og hetz. Det samme skete i øvrigt tidligere, da Dansk Folkeparti på Kulturnatten havde Taiwan som tema et år
_______

 

Skiftende regeringer lagde ligeledes afstand til Taiwan, fordi man under ingen omstændigheder ønskede at komme på kollisionskurs med Kina. Da jeg var formand for Folketinget, oplevede jeg selv Kinas raseri og hetz. Det samme skete i øvrigt tidligere, da Dansk Folkeparti på Kulturnatten havde Taiwan som tema et år. Dengang klagede Kina til Folketingets Præsidium, hvor vi havde Poul Nødgaard siddende. Harmløs kalligrafi og gammel kinesisk kultur udløste næsten en storkonflikt.

Vores nskabelige forbindelser med Taiwan har vi haft alle år. Vi har altid stået last og brast den demokratiske østat, og heldigvis blæser der nu endelig nye vinde.

Nye vinde efter Ukraine

Nu kan Taiwan i værste fald blive det næste Ukraine. Det glæder mig derfor, at den amerikanske formand for Kongressen, Nancy Pelosi, havde modet til at besøge Taiwan, og det glæder mig endnu mere, at tidligere statsminister og NATO-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er trådt ind i kampen for Taiwan som formand for ”Alliance of Democracies”.

Anders Fogh Rasmussen blev i Deadline den 17. januar spurgt, om man kunne kalde ham ”lobbyist”, men slog med vanlig selvsikkerhed fast, at han er ”rejsende i demokrati”. Ja, netop en rejsende i demokrati er der i høj grad behov for. Historien burde for længst have lært os, at demokrati ikke er nogen selvfølge – og at vi måske alt for længe har risikeret en gentagelse af 1930’ernes ”appeasement”-politik over for Hitler.

Ligesom i tilfældet med Ruslands invasion handler det om at trække en tydelig streg i sandet over for Kina. Anders Fogh Rasmussen benægter ikke, at dette kan have en pris – vi eksporterer i stor stil til Kina, hvor også danske virksomheder er repræsenteret i stor stil.

Men måske er tiden inde til at lægge afstand. Det er klart, at dette ikke kan ske med det samme. Men Kina må bringes til en erkendelse af, at Vesten ikke vil tøve med at reagere, hvis Taiwan bliver truet militært. Men risikerer vi ikke en tredje verdenskrig, lød et af spørgsmålene til Anders Fogh Rasmussen, som var hurtig til at svare, at hvis man ønsker fred, må man være forberedt på krig.

Hvilken fremtid ville i øvrigt blive Taiwan til del, hvis østaten blev indlemmet i Kina? Ja, her kan man passende se på den tidligere britiske koloni Hongkong, som i 1997 blev indlemmet i Kina med det løfte, at byen skulle forblive ”semiautonom” efter et ”ét land –to systemer”-princip indtil 2047. Men det kinesiske styre har adskillige gang udfordret den aftale med brutal undertrykkelse.

Med en ny sikkerhedslov har Kina reelt suspenderet Hongkongs autonomi, og flere fra den demokratiske opposition i Hongkong er blevet drevet i eksil, mens andre er blevet fængslet af det kinesiske regime.

 

Kina må bringes til en erkendelse af, at Vesten ikke vil tøve med at reagere, hvis Taiwan bliver truet militært
_______

 

Samlet folketing bør bakke Taiwan op

Eksemplet med Hongkong viser, at Kina ikke er til at stole på. Demokrati eksisterer muligvis i skåltaler, men ikke i virkeligheden. Derfor skal der heller ikke åbnes for en eneste forhandling med Kina omkring Taiwans status som et vestligt præget og selvstændigt demokrati. Hvis Kina får så meget som en lillefinger, tager landet hele armen.

Det er nu mit store håb, at et samlet folketing vil bakke Taiwans frihed op. At vi aldrig vender tilbage til den tid, hvor man måtte gå stille med dørene, hvis man som politiker plejede omgang med Taiwan. Forhåbentlig kan vi blive lige så enige om at hjælpe Taiwan, som vi er om at yde assistance til Ukraine.

Kina er – indrømmet – en formidabel modstander. Landet har købt sig ind i vigtig europæisk infrastruktur som fx havnen i Hamborg, og Kina agerer som en verdensmagt globalt – ikke mindst i Afrika. I det danske Rigsfællesskab skal vi prise os lykkelige over, at Kina endnu ikke har involveret sig med virksomheder Grønland. Nu bør vi som minimum være på vagt over for, at det sker.

Èn ting er at trække sig ud af Kina. Det kan vise sig svært og være forbundet med tab. Men vi bør allerede nu være enige om at forebygge ethvert yderligere dansk engagement i Kina. Og vi skal modarbejde fremtidige kinesiske opkøb og lignende.

Meget tyder på, at slyngelstaterne er ved at finde sammen og alliere sig. Det gælder Rusland og Kina. Det gælder også Nordkorea og Iran, hvis roller i konflikten bestemt ikke harmonerer med vestlige interesser.

Men hvis slyngelstater allierer sig, må Vesten gøre nøjagtigt det samme. Dermed handler Ukraine og Taiwan langt fra kun om to frihedselskende lande og befolkninger. Det handler i høj grad også om os selv og vores egen vilje til at bevare demokrati og frihed for kommende generationer.

 

Derfor skal der heller ikke åbnes for en eneste forhandling med Kina omkring Taiwans status som et vestligt præget og selvstændigt demokrati. Hvis Kina får så meget som en lillefinger, tager landet hele armen
_______

 

Pia Kjærsgaard (f. 1947), MF og fhv. formand for Dansk Folkeparti. Hun er desuden næstformand i Dansk-Taiwanesisk Selskab og tidligere formand for Folketinget.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland