Phillip Kjær Luscombe: Med forsvarsforliget køber danske politikere sig tid i håbet om, at truslen går væk

03.10.2023

Med forsvarsforliget køber politikerne sig tid i håbet om, at trusselsbilledet ændrer sig, og at de helt slipper for at bruge så mange penge på Forsvaret. For hvad betyder sikkerhed og suverænitet, så længe der er orden i Excel-arket?

Phillip Kjær Luscombe i RÆSON OPINION

Da Folketingets politikere i 1883 debatterede forsvarsbevillingerne og befæstningen af København, udtalte Radikale Venstre-politiker og senere medstifter af Politiken Viggo Hørup fra Folketingets talerstol: ”Hvad skal det nytte?”. En mentalitet, der har hjemsøgt dansk forsvarspolitik lige siden.

Selvom Hørups udtalelse emmer af pacifisme, var det i mindre grad en moralsk ytring. Snarere var den udtryk for en udbredt opfattelse blandt tilhængerne af ”fredssagen”, der vandt frem i kølvandet på nederlaget i 1864, som satte spørgsmålstegn ved det militære instruments nytteværdi som et middel til at nå Danmarks sikkerhedspolitiske mål.

Med det nye forsvarsforlig, der blev indgået den 28. juni, kunne man fristes til at tro, at vi stadig lever i den opfattelse, at Forsvaret er et sted, hvor det ikke haster med bevillingerne. For selvom et bredt folketingsflertal afsætter 143 milliarder kroner over de næste ti år, har forløbet omkring forliget været for langsomt. Og fremfor alt er indfasningens tempo for uambitiøst.

Hvis vi fortsat skal være en troværdig allieret, skal vi leve op til kravene fra vores NATO-partnere, herunder alliancens styrkemål og målsætningen om, at forsvarsudgifter skal udgøre minimum to procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det er forudsætningen for det kollektive forsvar og Danmarks sikkerhed.

 

Danmark kunne både spare penge på Forsvaret og høste indflydelse og status for en mere aktiv brug af samme
_______

 

Men vi skal også genopbygge og opruste Forsvaret, fordi det er i vores egen interesse. Politik handler om prioriteter, og groft sagt kan politikere vælge at prioritere tre ting: velfærd, skattelettelser og forsvar. Men i virkeligheden er det en kunstig modsætning, for frihed, sikkerhed og suverænitet er en forudsætning for, at folkestyrets beslutninger kan føres ud i livet. Et robust militær, der lever op til vores allianceforpligtelser og kan yde et troværdigt forsvar af landet, er en præmis for øvrige politiske områder.

Fra unipolaritet til multipolaritet

Bagtæppet for det nye forlig er en udvikling, der har fundet sted siden Den Kolde Krigs afslutning. Efter Sovjetunionens fald indtog USA rollen som global unipol. Det skabte en regelbaseret verdensorden, som i høj grad tilgodeså små, europæiske stater som Danmark. Den umiddelbare trussel mod dansk territorie var minimeret, og skiftende danske regeringer indledte en omkalfatring af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Strategien byggede på kombinationen af deltagelse i internationale operationer og en omstilling fra et bredt territorialforsvar til et mindre, specialiseret ekspeditionsforsvar.

Omstillingen tillod politikerne at høste den såkaldte ”fredsdividende”. I 1990 udgjorde forsvarsbudgettet således to pct. af BNP. Denne andel blev gradvist lavere frem til 2014, hvor de danske forsvarsudgifter nåede sit laveste niveau på 1,11 pct. – samme år Rusland invaderede Krim, og NATO vedtog sin toprocentsmålsætning på topmødet i Wales.

Den store kasernestruktur fra Den Kolde Krig blev omlagt. Antallet af værnepligtsindkaldelser blev reduceret, og værnepligtens længde efterhånden afkortet til de nuværende fire måneder. I 2004 nedlagde et flertal i Folketinget ubådsværnet. Flyvevåbnet afskaffede luftværnssystemet Hawk. Og ammunitionslagrene blev reduceret, hvilket vi mærker konsekvenserne af i dag.

Denne strategi med et mindre, specialiseret forsvar, som indgik i en dansk ”international aktivisme”, har dannet fundament for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i tre årtier. Og det har ikke været uden succes.

Gennem deltagelse i internationale operationer i blandt andet Irak, Afghanistan og Libyen har skiftende regeringer opnået indflydelse og status i NATO og særligt hos amerikanerne. Med andre ord kunne Danmark både spare penge på Forsvaret og høste indflydelse og status for en mere aktiv brug af samme. Det var en politisk win-win-situation, hvor man kunne få mere til den halve pris.

Isoleret set gav rationalet mening ud fra de daværende omstændigheder. Men det var en kortsigtet logik, som ikke tog højde for, at truslen mod NATOs territorielle integritet ville vende tilbage.

 

Den manglende evne til at tage forsvaret af vores eget land seriøst lader til at være en indgroet del af vores politiske kultur
_______

 

Det seneste årti er verden blevet mere multipolær. Det betyder mere stormagtskonkurrence, mere global usikkerhed og flere trusler.

Putins invasion af Ukraine markerer kulminationen på en bevægelse tilbage mod nødvendigheden af territorialforsvaret. Og den er udtryk for, at regimerne i nogle af verdens største lande ser diktatur, vold og invasioner som legitime midler til at nå politiske mål.

Mod NATOs østlige flanke overfalder regimet i Kreml således ufortrødent suveræne stater med rå magt. I Arktis er Kongeriget Danmark fanget i et stormagtsspil mellem amerikanerne, kineserne og russerne. Samtidig vil behovet for europæisk engagement mod syd vedblive at vokse i takt med, at USA fortsætter sit fokusskifte mod Stillehavsregionen.

Tager vi forsvaret af Danmark seriøst?

”Hvad skal det nytte”-mentaliteten har trukket dybe spor gennem den forsvars- og sikkerhedspolitiske danmarkshistorie. Det kom blandt andet til udtryk ved tilpasningspolitikken og afmilitariseringen i forbindelse med Anden Verdenskrig. Under Den Kolde Krig blev Danmark ofte anset som en ”allieret med forbehold” på grund af vores pragmatisme over for Sovjetunionen og manglende samarbejdsvillighed med vores allierede.

Vi er heldigvis for længst ude over neutralitetspolitik og pacifisme. Det viser vores store militære støtte til Ukraine – hvor Danmark trods sin størrelse er blandt de 10 største absolutte bidragsydere ifølge Kiel Institute for the World Economy – samt vores deltagelse i militære operationer de seneste 30 år.

Men det seneste årti er kravene til at øge forsvarsbevillingerne steget. Først fra amerikanerne hvor presset nænsomt tog til under Barack Obama, inden det blev massivt under Donald Trump. Og dernæst af ydre omstændigheder, da Rusland den 24. februar 2022 iværksatte den største krig på europæisk jord i 80 år.

Alligevel halter det stadig med investeringsvilligheden på forsvarsområdet, og den manglende evne til at tage forsvaret af vores eget land seriøst lader til at være en indgroet del af vores politiske kultur. Der er derfor behov for et paradigmeskifte i måden,vi anskuer forsvarspolitikken.

”Vi har et fattigt forsvar”

Beslutningstagerne har været for langsomme til at tilpasse Forsvaret det nye og farligere sikkerhedspolitiske landskab, Danmark befinder sig i. Konsekvenserne ser vi i dag. Som en af mine venner, der arbejder i Hærens stående styrke, for nylig sagde til mig: ”Vi har et fattigt forsvar.”

Alle, der har haft berøring med Forsvaret, har mærket systemets utilstrækkeligheder. For politikere, embedsværk og den brede befolkning blev udfordringerne endeligt klarlagt efter offentliggørelsen af det såkaldte ”kasseeftersyn”, som blandt andet kortlagde problemer med rekruttering og fastholdelse, større nedslidning af materiel end forventet og forsinkede forligsinitiativer.

 

De øgede forsvarsudgifter skal ses i lyset af de sidste 30 års nedskæringer og nedslidning
_______

 

En rapport fra NATO afslørede i sommer, at Danmark ligger sidst i alliancen, når det kommer til materielinvesteringer. Og i NATOs evaluering fra oktober 2022 modtog Danmark også en sønderlemmende kritik for at investere ”alt for lidt og alt for langsomt”. I alt leverer vi kun fuldt på tre ud af 17 styrkemål.

Eksempelvis lever vi ikke op til tidsplanen for kortrækkende luftværn til Hæren eller luftforsvarsmissiler til fregatterne. Sidstnævnte skulle have været på plads i 2018. Og vi har heller ikke planer for indkøb af yderligere kampfly, selvom indkøbet af blot 27 enheder betyder, at kun 15 vil være operative og til enhver tid klar til at gå i luften.

En hockeystav til Forsvaret

Det for nyligt indgåede forsvarsforlig er desværre meget ukonkret, og særligt hastigheden, hvormed genopretningen og oprustningen kommer i stand, er foruroligende. Det gælder ikke kun processen for forligsforhandlingerne og de tilhørende delaftaler, men især indfasningen af midlerne til Forsvaret.

At der i sig selv gik halvandet år fra Putins invasion, til det nye forlig kom på plads, vidner om en alarmerende langsom reaktionstid.

Ser man på aftalen, er den fyldt med hensigtserklæringer og uklare formuleringer. Derimod står der meget lidt om, hvordan man faktisk har tænkt sig at genopbygge og udbygge det danske forsvars kampkraft. Samtidig vil vi stadig med forliget være blandt de sidste til at nå NATOs toprocentmålsætning.

I alt afsætter partierne en økonomisk ramme på cirka 143 milliarder kroner til initiativer over de næste 10 år. Mange synes, det er et stort beløb. Det er det måske isoleret set, men for at sætte det i perspektiv, brugte vi sidste år 265 milliarder på sundhedssektoren.

De øgede forsvarsudgifter skal ses i lyset af de sidste 30 års nedskæringer og nedslidning. De giver ikke garanti for opfyldelse af NATOs styrkemål. Og de bringer os heller ikke op på et ”historisk højt niveau.” Under Den Kolde Krig gik en væsentlig større del af BNP til forsvarsudgifter.

I starten af forligsperioden går det meste af finansieringen til at håndtere de ophobede udfordringer, som blandt andet blev identificeret i kasseeftersynet. Således bliver der i 2024 afsat 4,4 milliarder kroner stigende til 4,6 milliarder i 2025, hvorefter midlerne til at ”udfylde hullerne” gradvist falder.

Ser vi på den samlede økonomiske ramme og særligt på investeringer i nye initiativer, introducerer man ligesom med CO2-reduktionerne på klimaområdet en såkaldt ”hockeystav”, hvor pengene først for alvor tilføres fra slutningen af dette årti. Til næste år og i 2025 er der afsat under 2 milliarder kroner årligt til nye forsvars- og sikkerhedspolitiske initiativer. Som forsvarsekspert Jeppe Trautner noterer, er det en plan, der gør ”så lidt som muligt så sent som muligt”.

Tabel: Samlet økonomisk ramme fordelt på de tre overordnede udgiftsområder. Kilde: Forsvarsministeriet, 2023.

Det passer givetvis Finansministeriet fint. Så snart krigen i Ukraine får sin afslutning, vil man sandsynligvis argumentere for, at den trussel, der måtte have været i Danmarks nærområde, nu er væk, og at der derfor ikke er grund til at bruge så mange penge på Forsvaret. Man håber givetvis også på, at tyskerne vil nedskalere deres ambitioner fra det såkaldte ”Zeitenwende” om at investere 100 milliarder euro i Bundeswehr og varigt nå to pct. På den måde vil man igen kunne lægge sig lunt i skyggen af den store nabo mod syd, og dermed undgå at blive udstillet.

Ved at lægge indfasningen af størstedelen af midlerne til sidst i forligsperioden, køber man sig dermed tid i håbet om, at trusselsbilledet ændrer sig, og at man helt slipper for at bruge så mange penge på Forsvaret. For hvad betyder sikkerhed og suverænitet, så længe der er orden i Excel-arket?

For regeringen betød aftalen, at statsministeren kunne tage til NATO-topmøde i Vilnius og vise sine kollegaer, at vi i Danmark – på papiret – gør noget for at leve op til vores forpligtelser overfor alliancen. Forsvaret må derimod vente. I første omgang indtil dette efterår, hvor forhandlingerne om delaftalerne og dermed konkrete tiltag begynder. Og soldaterne må vente endnu længere.

Sikkerhed er forudsætningen for velfærd og skattelettelser

Forliget er udtryk for en lang tradition i det danske politiske system og centraladministrationen, hvor man ser Forsvaret som noget, der ikke giver mening for et lille land som Danmark at tillægge høj finanspolitisk prioritet.

Vi har simpelthen svært ved at tage forsvaret af vores eget land seriøst, når først det gør ondt på pengepungen. Så længe vi tror, vores allierede vil komme os til undsætning, er det nok. Vi er absolut ikke pacifister, men vi sejler gerne under bekvemmelighedsflag.

Men hvad skal det egentlig nytte at bruge alle de penge på Forsvaret?

Tænk hvis alle vores allierede tænkte sådan? Strammer vi ikke op, risikerer vi at blive set som en snylter i NATO. Og fremfor alt underminerer vi vores egen forsvarsevne i en situation, hvor trusselsbilledet er på sit alvorligste niveau i 30 år.

Vi er nødt til at ændre vores grundlæggende antagelser om Forsvarets rolle i samfundet. Skattelettelser og velfærd forudsætter et stærkt og troværdigt forsvar. Der skal et paradigmeskift til, hvor vi begynder at se Forsvaret som fundamentet for folkestyrets ve og vel.

Det starter med, at politikerne hurtigt fremlægger en konkret køreplan for, hvordan Forsvaret skal genopbygges og oprustes. Derudover bør man sikre en hurtigere og mere ambitiøs indfasning af midlerne i forliget. Vi skal nå to procent før 2030 og uden brug af smarte regnefinter. Vi skal leve op til NATOs styrkemål. Og fremfor alt skal Forsvarets behov være styrende.

Det skal vi ikke kun gøre, fordi vores allierede kræver det. Vi skal gøre det, fordi sikkerhed er en præmis for, at folkestyret kan træffe demokratiske beslutninger. Og netop derfor nytter det at investere i Forsvaret. ■

 

Vi har simpelthen svært ved at tage forsvaret af vores eget land seriøst, når først det gør ondt på pengepungen
_______

 

Phillip Kjær Luscombe (f. 1996) er Project Manager hos konsulentvirksomheden Rasmussen Global. M.Sc. Security Risk Management fra Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Danske soldater under træningsøvelsen Crystal Arrow i Letland, marts 2023

 

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden