Petersen og Mathiesen i RÆSON SØNDAG: Taleban-regeringen i Afghanistan er et faktum, som Vesten må forholde sig til

25.03.2023

Det internationale samfund kan drage nytte af at identificere og forbedre relationer til de mere moderate, pragmatiske og internationalt orienterede fraktioner i Taleban. Ikke for at slå en kile i organisationens sprækker, men for i stedet at indgå i dialog med de parter, som kan påvirke Talebans retning indefra. På den måde vil Taleban gradvist kunne ændres i en retning, der er gavnlig for Vesten.

RÆSON SØNDAG af Rasmus Greffrath Damgaard Petersen og Jens Vesterlund Mathiesen, Forsvarsakademiet

I august 2021 genvandt Taleban magten med Afghanistan i kølvandet på USA og NATO’s kaotiske tilbagetrækning. Dermed skiftede Taleban fra i 20 år at have været en oprørsbevægelse til de facto regeringsmagt i det selvproklamerede Islamiske Emirat i Afghanistan (IEA). Forestillingerne om, hvem eller hvad Taleban er, i hvor høj grad de er splittet som bevægelse, og hvad deres mål og intentioner er, er mange og farvede af adskillige års krig, der har påvirket Vestens forståelse af bevægelsen. Da Taleban overtog kontrollen, var der derfor heller ikke mange, der spåede dem en chance for at opretholde orden og stabilitet i Afghanistan, og endnu mindre at kunne drive et nogenlunde fungerende statsapparat. Analysen var nærmere, at Afghanistan sandsynligvis ville bryde ud i en regulær borgerkrig ligesom efter Sovjetunionens kollaps i 1991.

Talebans første 19 måneder som regering i Afghanistan indikerer imidlertid, at de er kommet for at blive. Gruppen har dannet et regeringskabinet med omkring 20 ministerier, der har etableret faste indtægtskilder, betaler de offentligt ansatte, bevogter grænserne og forhandler internationale aftaler på plads med blandt andet Rusland, Kina og Iran. Når det er sagt, har Taleban i det store hele ikke gjort noget godt for det afghanske samfund.

På trods af et nogenlunde fungerende statsapparat er Taleban-regeringen ikke i stand til at brødføde befolkningen, hvor omtrent 28 millioner afghanere – det, der svarer til ca. 2/3 af befolkningen – anslås at risikere at sulte, hvis ikke de modtager humanitær bistand i 2023. Dertil har Talebans drakoniske og fundamentalistiske lovgivning gjort Afghanistan til verdens mest kvindeundertrykkende land ifølge FN. Meget tyder dog på, at Taleban er kommet for at blive, og at Afghanistan højest sandsynligt ikke kommer til at kollapse. Taleban har, om man vil det eller ej, formået at skabe relativ stabilitet og fred. Ifølge United States Institute for Peace (USIP) er antallet af civile og militære tab og konfliktrelaterede internt fordrevne, samt omfanget af ødelæggelse af central infrastruktur lavere sammenlignet med før august 2021. Afghanistan er fortsat slemt plaget af terrorangreb, men de borgerkrigslignende tilstande som herskede med Taleban som oprørsgruppe er ovre.

Afghansk isolation

Ingen stater i verden har dog formelt anerkendt Taleban som den legitime regering i og repræsentant for Afghanistan. Det skyldes grundlæggende, at Taleban ikke lever op til de krav for anerkendelse, der er blevet nedfældet i henholdsvis aftalen mellem USA og Taliban fra februar 2020 – kendt som ’Doha-aftalen’ – samt FN’s Sikkerhedsråds Resolution fra september 2021. De to aftaler fremsætter tre krav: 1) at Afghanistan ikke må blive et tilflugtssted for terrorgrupper, som derved kan planlægge og udføre angreb uden for Afghanistan, 2) at Taleban skal iværksætte en dialog i Afghanistan med henblik på at danne en inkluderende og repræsentativ regering, og 3) at Taleban skal opretholde basale menneskerettigheder og særligt sikre beskyttelsen af kvinders rettigheder. Imidlertid vurderes Afghanistan stadig at være en sikker havn for terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat. Taleban har pure nægtet at danne en inkluderende regering, som afspejler Afghanistans mange etniciteter, med det argument, at den nuværende konstellation faktisk er repræsentativ for Afghanistan. Dertil har Taleban kontinuerligt begrænset de afghanske kvinders rettigheder i form af adgang til uddannelse, beskæftigelse og generel færden i det offentlige rum til et niveau, som ligner det før 2002. Taleban lever således ikke op til nogle af kravene, som de fremgår af både Doha-aftalen og FN’s resolution, og det vil de sandsynligvis aldrig komme til

 

Afghanistan er fanget i en tragisk humanitær, politisk og sikkerhedsmæssig tilstand, hvor landet i store træk er isoleret fra omverden. I midten af dette står Taleban-regeringen
_______

 

Taleban er på den baggrund blevet pålagt en række sanktioner af blandt andet USA, FN og senest EU i form af indefrysning af aktiver og rejseforbud. Foruden sanktioner er Taleban i udstrakt grad blevet gjort til en international paria, isoleret af Vesten, der har begrænset sit engagement til levering af humanitær bistand. Denne isolations- og sanktionstaktik synes imidlertid blot at have forstærket den nuværende udvikling i Afghanistan og forværret Talebans kvindefjendske politik, da konservative kræfter i bevægelsen i højere grad kan samle sig imod Vestens principper. Taleban-regeringens politik ikke bare spejler sig i Vesten, men ser denne som sin antitese. Både det internationale samfund og Taleban er fastlåst i en position, hvor begge aktører er trængt op i et hjørne, og hvor ingen vil slække sine krav.

Vesten bliver dog nødt til at forholde sig til, at den nuværende Taleban-regering givetvis er kommet for at blive. Et skifte i den vestlige tilgang til Taleban skal ikke nødvendigvis indebære en anerkendelse af regimet, men man må acceptere, at en fortsat politisk isolation af Taleban ikke nødvendigvis er i Vestens interesse, og at andre former for engagement kan afsøges. Det skyldes, at et manglende internationalt engagement med Taleban ikke blot vil forværre problemerne i Afghanistan, men sandsynligvis også vil øge terrortruslen mod Vesten og potentielt indebære flere migrantstrømme, fordi det efterlader Taleban som et svagt regime, der ikke har evnerne til at bekæmpe trusler fra terrorgrupper som fx Islamisk Stat. Kort sagt er Afghanistan fanget i en tragisk og kritisk humanitær, politisk og sikkerhedsmæssig tilstand, hvor landet i store træk er isoleret fra omverden. I midten af dette står Taleban-regeringen på ene side og det internationale samfund på den anden.

Fraktionaliseret, men ikke fragmenteret

Efter magtovertagelsen i august 2021 har der været en række historier om interne stridigheder i Taleban, hvor sprækkerne i tapetet har vist sig i bevægelsen. Graden af splittelse i Taleban-bevægelsen har været debatteret i årtier, hvor nogle analytikere og eksperter peger på en høj grad af sammenhængskraft, mens andre argumenterer for, at Taleban aldrig har eksisteret som en sammenhængende bevægelse med en central ledelse. Pointen er, at uenigheder og splittelse i Taleban ikke kan beskrives sort-hvidt. Vestlige aktører har været tilbøjelige til at anse gruppen som gennemgående splittet, da det understøttede fjendebilledet af en oprørsbevægelse uden et samlet mål og retning. Det er dog mest præcist at beskrive Taleban som yderst fraktionaliseret uden at være fragmenteret. Taleban er inddelt i forskellige grupperinger med divergerende baggrunde, holdninger og mål, men tilstedeværelsen af disse fraktioner hæmmer ikke ubetinget Talebans evne til at gennemføre politik og lede Afghanistan. Taleban er således ikke bare en etpartiregering, men en bred koalitionsregering som holdningsmæssigt spænder bredt over det politiske spektrum. Det kommer blandt andet til udtryk i spørgsmålet om piger og kvinders skolegang, hvor forskellige fraktioner er udtalt uenige, men hvor bevægelsens samlede linje alligevel besluttes og fastholdes af Mullah Akhundzada, Talebans øverstkommanderende.  

Fraktionerne i Taleban er både delt op mellem såkaldt ’moderate’ og ’konservative’ Talebanere samt mellem de politiske og militære fløje i bevægelsen. Disse fraktioner kan også spores geografisk. Hvor Talebanere fra Kandahar i det sydlige Afghanistan, herunder bevægelsens leder, typisk er konservative og fundamentalistiske baseret i Deobandi-læren, kan fraktionerne i Kabul og de, der blev stationeret i Doha i forbindelse med fredsforhandlingerne, beskrives som mere internationalt orienterede og pragmatiske. De interne uenigheder drejer sig helt overordnet om, hvilken bevægelse Taleban skal være. Det relaterer sig til en identitetskamp mellem dem, der stadig anser bevægelsen for en sejrrig jihadistisk oprørsgruppe og dem, der pragmatisk argumenterer for, at Taleban er nødt til at opføre sig som en moderne stat og vedligeholde sine relationer til omverden. Dette kommer konkret til udtryk i den omfattende begrænsning af kvinders rettigheder, idet netop dette politikområde både har stor betydning, når det kommer til overholdelsen af Islamiske værdier og samtidig for muligheden for at blive anerkendt som den legitime regering i Afghanistan.

 

På trods af, at ingen stater officielt har anerkendt Taleban-regeringen, har den formået at opbygge relativt standardiserede diplomatiske forhold med en lang række lande
_______

 

Et interessant eksempel på Talebans interne uenigheder er indenrigsminister Sirajuddin Haqqani, der for nyligt gik offentligt i rette med Talebans lederskab, som han beskyldte for at monopolisere magten i bevægelsen. Haqqani er én af de aktører i Taleban, der har haft en mere moderat tilgang til kvinders rettigheder og en pragmatisk tilgang til forhandlinger med det internationale samfund. Således kunne man fristes til at identificere ham som en mulig indgangsvinkel i Afghanistan og Taleban for vestlige stater. Det paradoksale er dog, at Haqqani, der også leder det magtfulde Haqqani-netværk, er på USA’s terrorliste, har tætte forbindelser til al-Qaeda og husede terrorgruppens nu afdøde leder, Ayman al-Zawahiri. I virkeligheden er det faktum, at Haqqani er blevet den pragmatiske stemme og endda fortaleren for kvinders rettigheder i Afghanistan et tragisk symbol på Afghanistans og særligt afghanske kvinders fremtid – eller mangel på samme.

Talebans diplomatiske problemer

På trods af, at ingen stater officielt har anerkendt Taleban-regeringen, har den formået at opbygge relativt standardiserede diplomatiske forhold med en lang række lande – særligt i den omkringliggende region. Siden august 2021 har Taleban afholdt over 378 diplomatiske møder med mere end 35 lande, de har indgået flere bilaterale handelsaftaler med lande som Kina, Rusland, Pakistan og Iran, og de har for nylig formelt overtaget ansvaret og udsendt en diplomatisk mission til Afghanistans ambassade i Iran (det samme gør sig gældende i Pakistan, Kina, Rusland, og Tyrkiet samt andre centralasiatiske lande). Taleban-regeringen har således opnået en ”uformel” eller ”blød” anerkendelse, som på sigt kan lede til den ”formelle” eller ”hårde” del af slagsen. Til sammenligning har Vestens engagement i Afghanistan hovedsageligt været begrænset til en svindende humanitær bistand koblet med en politisk isolation af Taleban. Der er få eksempler på vestligt engagement, herunder EU’s særlige repræsentant til Afghanistan, der også har et konsulat i Kabul og løbende har afholdt møder med Taleban, samt USA der har opretholdt diplomatisk kontakt gennem det politiske kontor i Qatar.

For Taliban kan situationen bedst beskrives som en diplomatisk krise. Den politiske isolation af Afghanistan medfører en lang række konsekvenser for bevægelsen, herunder en besværliggørelse af levering af international monetær og humanitær bistand til Afghanistan samt en fortsættelse af sanktioner pålagt højtstående Talebanere, som har fået indefrosset sine aktiver og har indrejseforbud i store dele af verden. Taleban har imidlertid ikke tilpasset sig det internationale samfund yderligere – tværtimod er deres position på flere områder blevet endnu mere konservativ.

Dette skyldes sandsynligvis Akhundzadas ultrakonservative linje, som størstedelen af bevægelsens medlemmer sværger troskab til. Internt i Taleban hersker der en frygt for, at bevægelsens interne sammenhængskraft vil blive stærkt svækket hvis Taleban ”bøjer sig” for kravene fra det internationale samfund og dermed associerer sig med det Vesten, som de ser sig selv som antitesen til. Visse politikområder, såsom kvinders rolle i samfundet konflikter i for høj grad med Talebans grundlæggende byggesten, Deobandi-læren, til, at de kan afsøge kompromisser. Ironisk, men ikke overraskende, er dette typisk de samme politiske områder, hvor det internationale samfund, særligt vestlige lande, er tilsvarende kompromisløse i deres tilgang.

 

Det handler grundlæggende om at være diplomatisk kreative og afsøge nye veje i tilgangen til Taleban-regimet, som ikke indebærer at anerkende Taliban-regeringen
_______

 

Kunsten at tale med Taleban

Den internationale isolation af Taleban forårsager – direkte og indirekte – en lang række negative konsekvenser, der med tiden også vil kunne ramme Vesten, herunder Danmark og danske interesser. En fortsat politisk isolation af Taleban vil skabe et større rekrutteringsgrundlag for Islamisk Stat i Khorasan (ISK) grundet stigende fattigdom og armod i den afghanske befolkning, og idet terrorgruppen uden en nævneværdig kontraterrorindsats vil have den fornødne ro til at opbygge sine kapaciteter. Forsvarets Efterretningstjeneste påpegede i sin rapport, Udsyn 2022, at ISK udgør ”i stigende grad både en regional og en global terrortrussel”. I marts 2023 udtalte chefen for USA’s Central Command mere præcist, at ISK vil være i stand til at angribe vestlige interesser uden for Afghanistan inden for seks måneder, med kort eller intet varsel.

De forværrede humanitære og sikkerhedsmæssige omstændigheder for afghanere vil desuden tvinge flere på flugt. Naturkatastrofer såsom jordskælv og oversvømmelser vil kun forstærke denne tendens, hvor afghanere tvinges fra hus og hjem og fratages deres levebrød. Det underbygges ligeledes i FE’s rapport, der beskriver, at der igen vil” være et stigende [migrations]pres fra Afrika, Mellemøsten og en række lande i Asien, som Afghanistan og Pakistan.” Endelig vil en fortsat isolation af Taleban og yderligere interne stridigheder i bevægelsen risikere at skabe en ond spiral, hvor ultrakonservative fraktioner af Taleban i forsøget på at bibeholde magten vil demonstrere deres tætte tilhørsforhold til gruppens ideologiske standpunkt. Historisk har Taleban aldrig reageret konstruktivt på isolation eller andre former for pres fra det internationale samfund – særligt ikke fra vestlige lande. I stedet graves grøfterne mellem Taleban og det internationale samfund dybere, mistilliden forstærkes, og troen på dialog og diplomati forsvinder langsomt.

Det kan derfor være gavnligt for det internationale samfund, herunder Danmark, at gentænke sit engagement i Afghanistan og sin tilgang til Taleban-regeringen. Det handler grundlæggende om at være diplomatisk kreative og afsøge nye veje i tilgangen til Taleban-regimet, som ikke indebærer at anerkende Taliban-regeringen. Først og fremmest vil man kunne drage nytte af at identificere og forbedre relationer til de mere moderate, pragmatiske og internationalt orienterede fraktioner i Taleban samt bevægelsens bureaukrater. Ikke for at slå en kile i Taleban-organisationens sprækker, men for at indgå i dialog med de parter, som kan påvirke Talebans retning indefra. På den måde vil Taleban gradvist kunne ændres i en retning, der er gavnlig for Vesten. Dette engagement bør ikke fokusere på Talebans politiske ledelse, men på personer fra bevægelsen i lavere positioner gennem uofficielle dialoger mellem ikke-statslige repræsentanter. Med denne fremgangsmåde kan man indgå i dialog og forhandling uden at være tvunget til formelt at anerkende Taleban-regeringen Dernæst kan man fx fokusere på mindre sensitive politikområder såsom narkotikabekæmpelse, katastrofeberedskab eller klima- og miljødagsordenen. Selvom emnet er enormt vigtigt, vil det efter alt at dømme ikke føre nogle steder at insistere på først at tale om fx kvinders rettigheder. Samarbejde og dialog på mere tålelige politikområder kunne på sigt skabe momentum for større forandringer og udvide dialogen – og dermed handlerummet – med Taleban.

Hvad der imidlertid står til troende er, at en fortsat vestlig isolation af Taleban koblet med interne uenigheder i bevægelsen vil have vidtrækkende negative konsekvenser for ikke blot Afghanistan og Central- og Sydasien, men også på sigt for Vesten og Danmark i form af en øget terrortrussel, flere migrantstrømme og en forværret humanitær situation i Afghanistan. Der er ingen tvivl om, at politisk engagement med Taleban-regering vil blive udnyttet til at styrke bevægelsens legitimitet og narrativ om, at de besejrede Vesten og skabte fred i Afghanistan. Men den fortsatte isolation indebærer, at dem, der ultimativt taber, er den afghanske befolkning og særligt de afghanske piger og kvinder. ■

 

Fortsat vestlig isolation af Taleban koblet med interne uenigheder i bevægelsen vil have vidtrækkende negative konsekvenser for ikke blot Afghanistan og Central- og Sydasien, men også på sigt for Vesten
_______

 

Rasmus Greffrath Damgaard Petersen (f. 1996) er studentermedhjælper ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, hvor han arbejder med stabiliseringsprojekter i Afghanistan og Pakistan. For nærværende skriver han speciale om Talebans adfærd efter august 2021 ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Jens Vesterlund Mathiesen (f. 1993) er specialkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier. Han arbejder til daglig med stabiliseringsprojekter i Afghanistan og Pakistan, og forsker til daglig de sikkerhedspolitiske dynamikker i regionen og danske stabiliseringsoperationer.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland