Peter Meedom i RÆSONs nye trykte nummer: Afkobling giver ikke fred – tværtimod

05.07.2023

Bag snakken om ,strategisk autonomi’ og Zeitenwende gemmer sig et stadigt svagere Europa, som synes uden strategisk evne til at håndtere egen sikkerhed nu og i fremtiden.

Af Peter Meedom

FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.

Lydafspiller

En større konventionel krig ved Europas østlige grænse gjorde det klart for de europæiske politikere, at 2010’ernes nødløsninger – teknokratiske indgreb, kompromiser med nabodiktatorer for at holde problemerne i skak og fokus på eksportkonkurrenceevne – ikke længere ville fungere.

Den union, der opstod efter Maastricht- og Lissabon-traktaterne i 1990’erne og 2000’erne, var stærkt engageret i frihandel, en begrænset rolle for staten, balancerede budgetter, små væbnede styrker samt harmonisering og integration af lovgivning. Men betingelserne for det EU, der blev skabt med Maastricht-traktaten – stadig mere globalisering og ingen stormagtsrivalisering af betydning – er nu endegyldigt revet væk, dels af et revanchistisk Rusland, dels af USA’s rivalisering med Kina. Den nye virkelighed står i geoøkonomiens tegn, hvor også teknologi og økonomi i højere grad anskues som sikkerhedspolitik af de to supermagter.

For blot få år siden var håbet, at Bruxelles primært ville udøve global indflydelse via ,Bruxelles-effekten’, dvs. ved at udbrede normer og regler og optræde som fortaler for menneskerettighederne. Den nuværende ,geopolitiske kommission’ (lanceret i 2019) under ledelse af Ursula von der Leyen har imidlertid i løbet af få år godkendt og legitimeret kulstoftakster, EU-dækkende priskontrolmekanismer, omfattende økonomiske sanktioner, ny industripolitik, generel oprustning i NATO-regi – og forøgede underskud. EU’s internationale orientering er således blevet tydeligere og mere fremme i skoene, men evnen til at drage de nødvendige konklusioner af den igangværende geopolitiske udvikling synes fortsat at være underudviklet. Samtidig er EU blevet relativt mindre magtfuldt end USA på tværs af økonomi, teknologi og forsvar over det seneste årti, hvilket tænketanken ECFR påpegede tidligere i år.

Og trods lovninger om øgede forsvarsbudgetter og stærkere sammenhold mod Rusland peger alt imidlertid på, at Ruslands krig mod Ukraine kun har gjort Europa mere afhængigt af USA.

Macrons upopulære budskab

At Europa er afhængigt af USA for at varetage sin egen sikkerhed, har været en konstant i 80 år. Lige så sikkert har det været, at dette forhold har skabt alvorlige brydninger – efter årtusindskiftet mest spektakulært i form af den fransk-tyske modstand mod den katastrofale Irak-krig og i opgøret om den af Trump unilateralt skrottede JCPOA-aftale med Iran.

Som europæerne nødtvungent indså under Trump, kan Europa ikke regne med amerikansk lederskab i en uendelig fremtid. „De tider”, sagde kansler Angela Merkel på et valgkampsmøde i 2017, „hvor vi kunne stole fuldstændig på hinanden, er i en vis udstrækning forbi”. Men da Rusland (gen)invaderede Ukraine i 2022, var europæerne som flest glade for, at de kunne lægge sig i kølvandet på USA, og priste sig lykkelige over, at præsidenten hed Biden og ikke Trump.

Som i så mange kriser under Den Kolde Krig og krigene på Balkan gik USA i spidsen og bidrog med størstedelen af ressourcerne. Fra sine europæiske allierede udbad amerikanerne sig blot politisk accept samt militære og finansielle bidrag.

Hvad angår våbenleverancer og militærstøtte til Ukraine, ligger EU’s cirka 19 mia. euro frem til udgangen af februar 2023 langt efter de mere end 43 mia. euro i udstyr og militærstøtte, som USA har lovet. I betragtning af USA’s militære produktionskapacitet er dette forventeligt. Men et resultat af overførslen af våben- og ammunitionslagre til Ukraine er, at de europæiske hære står tilbage med et behov for at forny sine egne forsyninger – og har få andre leverandører end den amerikanske og britiske forsvarsindustri. Ambitionen om at opbygge en uafhængig europæisk forsvarsindustri må derfor udsættes, selvom netop dette er en af ambitionerne med forsvarssamarbejdet i EU.

Krigen i Ukraine ser ud til at trække ud, og Ukraine formår næppe at tvinge russerne ud af landet med udgangen af 2024.

Efter præsidentvalget i USA i 2024 kan europæerne derfor stå meget mere alene med en kontinental storkrig, samtidig med at USA vil presse på, for at Storbritannien og EU skal følge USA’s konfrontative Kina-strategi, hvilket flere europæiske lande har det svært med, herunder Frankrig. „Vores prioritet er ikke at tilpasse os andres dagsordener i alle verdens regioner”, understregede Macron på vej hjem fra Kina i april. I bedste de Gaulle-stil formåede Macron at fremkalde lige dele undren og raseri blandt europæiske ledere, der gerne vil fastholde amerikanerne i Europa.

Og den næsten hysteriske reaktion på interviewet illustrerer, at Macron ramte en nerve – nemlig at mange europæiske ledere udmærket godt ved, at USA søger at mindske engagementet i Europa, så snart det er muligt, for at kunne stå stærkere over for Kina. Heroverfor forbliver europæernes tilgang den samme; hold amerikanerne i Europa, men dette fortjener næppe benævnelsen ,strategi’.

 

USA’s nye industripolitiske foranstaltninger har givet anledning til tænderskæren i Bruxelles – for hvordan skal europæerne bevare deres egne strategiske industrier?
_______

 

Den overhængende risiko i de kommende år er, at de strategiløse europæere ikke får styr på sikkerheden i eget hus og for alvor får bidraget til øget sikkerhed og udvikling i Mellemøsten og Afrika, før amerikanerne kræver, at europæerne vælger deres side med alt, hvad det indebærer i konfrontation mod Kina. „Enten er I med os, eller også er I imod os”, som George Bush sagde ved indledningen af den såkaldte ,krig mod terror’. Noget lignende kan vi forvente at høre fra Det Hvide Hus igen.

USA’s geostrategiske dilemma og Europas manglende strategi

Europa kom godt ud af Den Kolde Krig, så hvad er egentlig problemet med afhængighed af USA frem for at anstrenge sig for at opnå noget, der minder om et partnerskab?

Fra 1945 til 1989 var Europa en frontlinjeregion – det er vi ikke i magtkampen mellem USA og Kina. Vores velstand og militære styrke er ikke i samme grad centrale for amerikanerne.

USA’s nationale sikkerhedsstrategi, der blev offentliggjort i oktober 2022, beskriver klart, at Rusland er en akut, men IKKE langsigtet trussel – i modsætning til Kina, der „er den eneste konkurrent, der både har til hensigt at omdanne den internationale orden og i stigende grad har den økonomiske, diplomatiske, militære og teknologiske magt til at gøre det”.

Kina er mere integreret i den globale økonomi, end Sovjetunionen var (og Rusland nogensinde har været), og har placeret sig i hjertet af mange kritiske forsynings- og værdikæder, som USA og dets allierede er afhængige af. Samtidig har Kina defineret sig selv i kulturel og ideologisk modsætning til USA – og til ideen om demokrati – og har brugt sin nye rigdom til at sprede teknikker til autoritær kontrol verden over.

I hvert fald siden 2018 har vurderingen i Pentagon været, at de amerikanske styrker ikke er i stand til at sejre i to samtidige stormagtskrige. Dette har skabt et geostrategisk dilemma – en afvejning mellem de europæiske og østasiatiske operationsområder, hvor ressourcer og kapaciteter, der er investeret i det ene område, ikke kan bruges i det andet.

I stedet for at tage USA’s stærke støtte for givet bør europæerne gå ud fra, at denne støtte kan variere betydeligt afhængigt af den fremtidige udvikling i det østasiatiske teater. Hvordan ville en strategi, der tager højde for dette, se ud?

Strategi handler om mål og midler. Europa har ikke midlerne – i form af samordnede militære styrker – til at føre en selvstændig sikkerhedspolitik – men heller ikke de tydelige forenende mål til at rykke i én og samme retning.

Den europæiske sikkerhedsarkitektur består af tre niveauer: nationalstater, EU og den europæiske del af NATO. Som nationalstater er Storbritannien og Frankrig de to stærkeste lande, men ingen af dem kan varetage europæisk sikkerhed – hverken hver for sig eller sammen. EU’s forsvarssamarbejde er stadig in spe, og på afgørende indsatsområder, som fx forsvarsindustrien, har der ikke været mærkbare gevinster endnu i form af samordning og stordriftsfordele.

Den europæiske del af NATO forventes at få et markant løft i den nære fremtid. Ikke kun med tilføjelsen af Finland (og senere Sverige), men Vilnius-topmødet i juli vil også indvarsle større NATO-formationer på kortere beredskaber, der hovedsageligt skal sikre østflanken og afskrække Rusland fra yderligere forsøg på at genvinde sit tabte imperium. En tidligere øverstbefalende for den amerikanske hær i Europa udtalte i 2018: „USA har brug for en meget stærk europæisk søjle […] USA har ikke kapacitet til at gøre alt, hvad der skal gøres i Europa og Stillehavet for at håndtere den kinesiske trussel. At der er en europæisk del af NATO, er dog langtfra ensbetydende med, at denne del er organiseret efter at varetage regional 360-graders sikkerhed.

Hvad få europæiske ledere stadig synes at forstå, er, at i hvor høj grad den europæiske NATO-søjle bliver orienteret efter regionale sikkerhedsprioriteter, har alt at gøre med, hvordan forsvarsressourcerne organiseres, og ikke med, hvor mange penge der bruges. Det evige omkvæd om 2 pct. over et strategisk vakuum: Hvad er de konkrete mål, de midler skal anvendes til, og hvordan fremmer det regional sikkerhed? Blindt at øge forsvarsbudgetter lugter stadig af den traditionelle ikkestrategi om bare at betale aflad i form af et højere forsvarsbudget, for at amerikanerne så ikke forlader Europa. Der mangler en europæisk strategi til at dimensionere, hvor mange midler der bør anvendes – og til hvilke formål.

Hvis pengene bruges, som Tyskland har gjort det siden genforeningen, kommer der ikke meget sikkerhed ud af det i sidste ende. Milliarder og atter milliarder er blevet spildt af Tyskland på hverken at kunne eller skulle noget med sit forsvar – blot at have det på papiret. Siden årtusindskiftet er det tyske forsvar blevet til grin i flere ombæringer pga. af manglende investeringer. I 2014 fremhævede forsvarets interne rapport ressourcemangel over hele linjen: Under en NATO-øvelse havde soldaterne malet kosteskafter sorte og sat dem på pansrede mandskabsvogne af mangel på rigtige maskingeværer. I 2017 var Tyskland foruden ubåde, da deres sidste duelige ubåde stødte på grund i Skagerrak.

Risikoen for en dobbeltfront

Samtidig må europæerne indtænke risikoen for en dobbeltfront i deres sikkerhedsstrategi. Eftersom Rusland allerede har åbnet en første front i Europa, bliver Taiwan-faktoren en mere væsentlig variabel i europæisk sikkerhed. Selvom Kina i øjeblikket ikke er i stand til at invadere Taiwan på kort sigt, mener mange iagttagere, at landet vil være i stand til at gøre det allerede i 2027, hvilket er en afgørende milepæl i Folkebefrielseshærens (PLA) moderniseringsproces.

Konsekvenserne for den europæiske sikkerhed er todelt. For det første bør amerikanere og europæere se deres militære støtte til Ukraine ikke kun som støtte til ukrainsk suverænitet og territorial integritet, men også som et middel til at svække den russiske offensive kapacitet på lang sigt. Målet bør være, at Rusland i 2027, altså når Kina er i stand til at åbne en anden front, ikke længere skal være en større trussel i Europa.

For det andet bør en europæisk del af NATO og EU orientere sig efter at kunne håndtere regional sikkerhed. Når Kina bliver i stand til at invadere Taiwan, vil den potentielle omfordeling af USA’s indsats mellem de forskellige operationsområder dermed ikke efterlade Europa i en sårbar position.

Eller med andre ord: Senest i 2027 vil europæerne være nødt til at gå forrest i den vestlige militære støtte til Ukraine og i forsvaret af Europa mod Rusland. I tilfælde af en større krise i Mellemøsten eller Afrika, selvom den involverer Rusland eller Kina, skal europæerne også være i stand til at reagere uden at være afhængige af et stærkt amerikansk lederskab til at trække hele læsset.

Og foruden en strategi, der skal håndtere denne geopolitiske virkelighed, skal Europa også ruste sig til, at den globale økonomiske og teknologiske udvikling i stigende grad bliver betragtet som sikkerhedspolitik af Kina og USA.

Det nye geoøkonomiske kapløb

USA har under Biden bevidst vedtaget en strategisk industripolitik, der sigter mod amerikansk genindustrialisering og teknologisk dominans over Kina. Da disse politikker har potentiale til at reducere den økonomiske vækst i Europa, forårsage afindustrialisering eller endog nægte europæerne dominerende positioner i fremtidens nøgleindustrier, kan de forventes at skabe alvorlig modstand i hele EU.

Det har de faktisk allerede gjort. Vedtagelsen i USA af nye industripolitiske foranstaltninger, som fx Inflation Reduction Act (IRA) og CHIPS and Science Act, har givet anledning til megen tænderskæren i Bruxelles og andre hovedstæder – for hvordan skal europæerne bevare deres egne strategiske industrier? I kølvandet på disse lovforslag konkluderede Det Europæiske Råd i december 2022, at EU skal føre ,en ambitiøs europæisk industripolitik for at gøre Europas økonomi klar til den grønne og digitale omstilling og reducere den strategiske afhængighed, især på de mest følsomme områder’.

 

Sanktioner og andre restriktive geoøkonomiske instrumenter kan synes at være et klogt valg i den nuværende krig mod Rusland, men det er næppe et sikkert valg i alle fremtidige geopolitiske kriser
_______

 

Den geoøkonomiske eskalation mellem USA og Kina kommer til at ramme europæisk erhvervsliv markant særligt inden for grøn energi, nye teknologier, elektronik, medicin, bilindustrien og meget mere. Værdikæder og forsyningskæder kommer i stigende grad under pres i sikkerhedsliggørelsen af den økonomiske og teknologiske udvikling. Det betyder, at enhver konfrontationspolitik har langt højere økonomiske omkostninger for EU’s økonomi end for den amerikanske. Og Europa er som økonomisk blok langt mere afhængig af udenrigshandel end USA. Et IMF-studie fra april noterede, at Europas BNP ville falde med 2 pct. i et afkoblingsscenarie sammenlignet med 1 pct. i USA’s tilfælde. Europas børsnoterede virksomheder henter 8 pct. af deres omsætning i Kina, hvor det kun er 4 pct. for USA’s virksomheder. Mest udsat er Tyskland, hvor det, der svarer til 10 pct. af deres BNP, hentes i Kina ifølge The Economist.

Pga. USA og dollarens betydning for verdenshandlen er Europa tvunget til at følge, snarere end at føre an, når det gælder brugen af geoøkonomiske midler som sanktioner og eksportrestriktioner, og USA vil i stigende grad kræve, at EU marcherer i takt i anvendelsen af geoøkonomiske instrumenter mod Kina, herunder eksportrestriktioner. Det så vi tidligere i år, da bl.a. Holland på foranledning af USA gik med til at indskrænke deres eksport af avanceret teknologi til Kina, hvilket er gået ud over indtjeningen for deres flagskibsvirksomhed ASML Holding, der er Europas største producent af udstyr til halvlederproduktion.

Sanktioner og andre restriktive geoøkonomiske instrumenter kan synes at være et klogt valg i den nuværende krig mod Rusland, men det er næppe et sikkert valg i alle fremtidige geopolitiske kriser. På trods af deres relative blødhed sammenlignet med direkte militære konflikter er geoøkonomiske instrumenter som sanktioner underlagt helt den samme eskaleringsdynamik. Når først de er indledt, vil Europa således være fanget i en tendens til dannelse af geoøkonomiske blokke, som regionen ikke længere vil være i stand til at kontrollere. Dette vil uundgåeligt føre til øgede politiske, økonomiske og sociale omkostninger og militære risici, da det europæiske kontinent er langt mere sårbart over for bivirkningerne af inddæmning og gradvis afkobling, end det er tilfældet i USA.


Cangzhou, 11. maj 2023: Præsident Xi Jinping besøger en hvedemark. Kina er verdens førende producent af hvede, der i disse år handles til meget høje priser [FOTO: Li Xueren Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]

Den farlige illusion: Frakobling er ikke sikkerhed

Ud over at den fortsatte risiko ved ikke at have en strategi for europæisk regional sikkerhed er en af tidens akutte farer, haster de vestlige politikere fra illusionen om fredelig indbyrdes afhængighed til en ny illusion, nemlig ideen om, at afkobling fra Kina vil øge stabiliteten. Men dette er en fejlslutning baseret på falske modsætninger: Bare fordi gensidig afhængighed indebærer risici, betyder det ikke, at afkobling skaber et mindre risikabelt miljø.

Der er mindst tre problemer med strategien om økonomisk afkobling: Man omfordeler spændingerne, øger de globale uligheder og svækker afskrækkelsen.

Mens økonomisk isolation reducerer spændinger i international politik, rykker de ofte over i andre områder: Militær eskalation, territoriale krav og udbredelsen af kulturelle og ideologiske værdier vil fortsætte på trods af isolationen. Selvom nogle af de risici, der er forbundet med økonomisk udveksling, kan undgås, vil den generelle reduktion af samspillet mellem samfundene som følge af afkoblingen sandsynligvis føre til nye misforståelser. Det giver også meget mere plads til nationalistisk alarmisme og sikkerhedspanik.

Hvordan vil stormagterne vide, hvad de hver især gør, hvis deres civilsamfund og borgere kun interagerer i de globale mediers stærkt forvrængede sfærer? Reduktionen af økonomisk samkvem betyder ringere gensidig forståelse og sløvere følehorn til at registrere og reagere på problemer.

Det, som afkoblingen ser ud til at føre med sig for verdens lav- og mellemindkomstlande, er en hårdere konkurrence om knappe ressourcer og en kaskade af gælds-, betalingsbalance- og valutakriser. Er det underligt, at disse lande ikke bifalder de vestlige sanktioner mod Rusland og udsigten til fremtidige sanktioner mod Kina? Ved at gå med til sådanne tiltag vil de forværre deres allerede vanskelige situation i den globale økonomi.

De menneskelige omkostninger ved disse problemer er høje nok. Men enhver strategi, der bevidst øger disse risici på globalt plan, er ikke den sikkerhedsfremmende strategi, som den hævder at være. Især Europa burde vide det nu: Afrikas og Eurasiens problemer er Europas egne – og afkobling vil ikke få dem til at forsvinde.

Og Afrika og Mellemøsten er gode eksempler på Europas svindende indflydelse i områder, hvor USA har mistet interessen. I stedet er Ruslands og Kinas indflydelse kun øget, hvilket afspejler sig i mange afrikanske landes manglende interesse for Ukraine-krigen – og i den udbredte fortolkning af, at solidaritet med Ukraine er lig med støtte af en – i deres perspektiv – arrogant og hyklerisk hegemon, USA.

I modsætning til USA vil Europa være tvunget til at samle regningen op for ustabilitet og underudvikling i nærområdet. Derfor er det afgørende, at Europa strategisk ikke kun forholder sig til USA, Kina og Rusland, men netop også Afrika og Mellemøsten.

Det sidste aspekt af afkoblingen, som fortjener særlig opmærksomhed, er dens manglende evne til at fremme afskrækkelse. De mest effektive økonomiske sanktioner i historien har været dem, der virkede ved selve truslen om anvendelse, men som aldrig blev effektueret – eksempelvis da Folkeforbundet forhindrede en grænsekrig på Balkan i henholdsvis 1921 og 1925. Men for at truslen om sanktioner kan være troværdig, skal der være en betydelig økonomisk udveksling mellem landene. En verden uden betydelig handel mellem de store politiske blokke er også en verden, hvor sanktioner har begrænset effekt. Sanktionerne mod Rusland efter 2014 formåede netop ikke at ændre på Kremls strategiske beslutningstagen. Årtiers vestlige sanktioner mod Iran har heller ikke rykket meget ved landets betydning for Mellemøsten eller mindsket den indenlandske undertrykkelse. Heller ikke sanktionernes oprindelige motivation, Irans atomprogram, er forsvundet. Tværtimod – den kendsgerning, at en ny atomkrise truer, hvis Teheran producerer tilstrækkeligt beriget uran, viser, at sanktionsbaserede strategier kun vil være af begrænset nytte til at håndtere nye geopolitiske spændinger i det 21. århundrede.

Økonomisk indbyrdes afhængighed alene kan ikke garantere fred. Men en reduktion af den gensidige afhængighed indebærer nye risici, først og fremmest en konkurrencemæssig nulsumsnationalisme, som med tiden vil fremkalde sine egne konflikter.

Vi bør derfor alvorligt overveje, om en verden med uhæmmet økonomisk blokdannelse ikke snarere skader end øger vores kollektive sikkerhed. I en tid med krig i Østeuropa og eskalerende global ustabilitet vil det være vigtigere end nogensinde før at finde den rette balance mellem modstandsdygtighed og forbundethed.

For at håndtere dette er det måske ikke muligt at anvende enkeltstående strategier for inddæmning eller afkobling, uanset hvor attraktive de måtte synes af moralske grunde i det nuværende klima i dialog med USA. En mere europæisk sikkerheds- og geoøkonomisk strategi bør fokusere på at sikre EU’s afro-eurasiske grænseregion gennem en række positive og negative instrumenter, fra støtte til partnerskaber og fra handel til diplomatisk engagement.

EU bør så vidt muligt udnytte, at omtrent halvdelen af verdens befolkning bor i lande, der forsøger at undgå at vælge side mellem USA og Kina. For at sikre regional udvikling skal EU således være i stand til i endnu højere grad at danne gunstige partnerskaber med nabolande og gøre sit for at sikre en stabil udvikling.

Det kræver dog også, at den europæiske del af NATO og EU ikke kun tankeløst forsøger at holde USA involveret i europæisk sikkerhed, men rent faktisk iværksætter en sikkerhedsstrategi for sine egen region, der har til formål at gøre Europa til en troværdig og duelig partner. ■

 

EU bør så vidt muligt udnytte, at omtrent halvdelen af verdens befolkning bor i lande, der forsøger at undgå at vælge side mellem USA og Kina
_______

 

Peter Meedom (f. 1986), ph.d. og sprogofficer i russisk, er leder af Europa-afdelingen hos konsulentvirksomheden Aperio Intelligence, London. Han beskæftiger sig primært med geopolitik, geoøkonomi og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Foruden tjeneste i forsvaret har han arbejdet med sanktioner og compliance i finansverdenen og som gæsteforsker på Columbia University og EHESS, Paris.

ILLUSTRATION: Tallinn, 24. februar 2023: På selvstændighedsdagen holder premierminister Kaja Kallas tale for bl.a. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, og formanden for EU-Kommissionen [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]