03.08.2023

SVM skal forsøge at løse korankrisen på en måde, der kan samle regeringen – og ikke svækker Venstre yderligere ift. de blå oppositionspartier. Det bliver ikke let – og juristerne vil ikke kunne løse regeringens politiske dilemma.

Af Peter Lautrup-Larsen

For næsten 18 år siden var det Muhammedtegningerne. I dag er det koranafbrændinger. Dengang talte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om at skille ”fårene fra bukkene” i sit absolutte forsvar for ytringsfriheden. De retfærdige som ham selv mod de fortabte. Han ville ikke engang tage et møde med ambassadører fra 11 lande med islamisk baggrund for at forklare det, der i et demokratisk samfund som det danske er retten til at lade bladtegnere give udtryk for deres satiriske opfattelse af Muhammed med bombe i turbanen og så videre. Mødet kunne misforstås som en slags beklagelse eller, at statsministeren forstod deres vrede. Ytringsfriheden var ikke til debat.

Resultatet kender vi. Boykot af danske varer, der især gik ud over Arla, som mistede ordrer for angiveligt mindst 400 millioner. Voldsomme demonstrationer i en række islamiske lande, angreb på danske repræsentationer og tab af menneskeliv. Nogle tal siger op mod 150 lokale demonstranter, men med skal også, at andre politiske spændinger i landene spillede ind end blot hadet mod den danske ytringsfrihed. Det var ikke gratis at insistere på demokratiske værdier.

Handlinger har konsekvenser. Fogh måtte da også ende med at sige, at han aldrig selv ville have tegnet tegningerne og gå på arabisk tv for at gyde olie på vandene. Men herhjemme understregede han, at det ikke skulle opfattes som, at han fortrød noget som helst. I dag annoncerer hans efterfølger som statsminister, nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, med opbakning fra den øvrige regering lovændringer og prøver dermed en mere pragmatisk tilgang for at håndtere risikoen for tilsvarende reaktioner på de øjeblikkelige koranafbrændinger. Nogle få personers systematiske provokationer foran udvalgte islamiske landes ambassader i København må i udenrigsministerens optik tydeligvis ikke fremprovokere en ny krise, hvor danskeres sikkerhed og eksportmilliarder bliver sat på spil. For slet ikke at tale om, at islamisk vrede kan ramme bredere en blot Danmark og for den sags skyld Sverige, der kæmper med tilsvarende sager. Det kan få konsekvenser for hele den vestlige alliance i Ukraine-krigen mod Putins Rusland, hvis den islamiske verden vender sig imod den. Putins troldefabrikker på de sociale medier spiller i hvert fald tydeligt med.

Man savner i dag i skrivende stund en reaktion fra Anders Fogh Rasmussen. Godt nok er han nok højt hævet over dansk indenrigspolitik, men som tidligere NATO-generalsekretær ville hans opfattelse af Løkke-argumentet om Ukraine-krig, danske sikkerhedsinteresser og så videre være et væsentligt bidrag til debatten. Ikke mindst, fordi han som NATO-chef tilbage i september 2010 fordømte en amerikansk præst, som netop ville brænde koranen af i USA. Det ville med Foghs ord udgøre ”en risiko for at få negativ effekt på vores soldaters sikkerhed i Afghanistan”. Dengang som i dag: Et standhaftigt forsvar for ytringsfriheden, når det gælder koranafbrændinger, risikerer at skade NATO-alliancen og ikke som i Muhammed-tiden alene Danmark. Det er prisen, som man skal være parat til at betale i ytringsfrihedens navn.

 

Godt nok er Fogh højt hævet over dansk indenrigspolitik, men som tidligere NATO-generalsekretær ville hans opfattelse af Løkke-argumentet om Ukraine-krig, danske sikkerhedsinteresser og så videre være et væsentligt bidrag til debatten
_______

 


En hadforbrydelse?

Der er endda dem med juridisk ekspertise, som mener, at sammenligningen mellem afbrændte koraner og tegninger halter. De sidste var satire inden for lovens rammer. En provokerende koranbrand er derimod efter deres opfattelse brud på straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser og skal derfor retsforfølges. Spørgsmålet er derfor naturligt: Hvorfor er dem, der afbrænder koraner, ikke blevet anklaget efter denne paragraf? Muligheden understøttes tilsyneladende af Straffelovrådets bemærkninger i 2014, da juraeksperterne i rådet anbefalede at afskaffe blasfemiparagraffen. Rådet mente, at afbrænding af hellige skrifter i praksis kan tolkes som at håne dem, der tror på den pågældende religion og så vil det være en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf. Bl.a. undrer forskningschef emeritus i mediejura på Danmarks Medie- og journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, sig på Altinget.dk over, at de danske myndigheder undlader at anklage Rasmus Paludan og Co. i overensstemmelse med denne holdning. Men anklagemyndigheden er næppe enig med ham i en sandsynlig domfældelse. I så fald sad koranafbrænderne nok allerede i byretten og politiet sagde nej til deres nu lovligt anmeldte demonstrationer.

Men med tanke på, at kronjuristerne i andre tilfælde som familiesammenføringsregler og grænsekontrol i mulig konflikt med EU-retten har givet Christiansborg grønt lys for ny lovgivning og indgreb på trods af en ”procesrisiko” – det er ordet – forekommer det at være en forklaring værd, hvorfor de ikke tager chancen med en proces, når det gælder dagens brand i gaden.

 

Med tanke på, at kronjuristerne i andre tilfælde som familiesammenføringsregler og grænsekontrol i mulig konflikt med EU-retten har givet Christiansborg grønt lys for ny lovgivning og indgreb på trods af en ”procesrisiko” – det er ordet – forekommer det at være en forklaring værd, hvorfor de ikke tager chancen med en proces, når det gælder dagens brand i gadnn
_______

 


Juridisk hovedbrud

Regeringen har en vanskelig sag. Det eneste positive for den er vel, at den som flertalsregering selv kan bestemme, hvordan den løser den. Derfor er det ikke uden en vis vægt, at Lars Løkke uden et konkret forslag signalerer, at regeringen nok skal klare problemerne, ”inden de vokser os over hovedet”. Til gengæld er der frit slag for oppositionen til at kritisere, når der ikke er brug for andre mandater end regeringens. Det kommer næppe bag på statsminister Mette Frederiksen, at de fem blå partier uden for regeringen er gået sammen i en fælles erklæring, der kræver, at den står fast. Værre er det nok, at SF og Enhedslisten står sammen med de blå med det letforståelige argument, at et kommende lovinitiativ mod koranafbrændinger kun er et dryp, som ender med et digebrud af islamistiske krav, hvis SVM-regeringen bøjer sig.

Regeringens juridiske hovedbrud er indlysende. Paragraffer i straffeloven kan omskrives, ændres eller udvides. Når det er strafbart at brænde flag, så virker det ligetil at lade det omfatte også hellige skrifter for blot at nævne et af forslagene. Men politisk er det betænkeligt at røre ved paragraffer om ytringsfrihed og at begrænse den uden at blive mødt med, at 57 muslimske stater nu sætter rammerne for vestlige værdier. Samme kritik rammer ligeledes dem, der har tømmermænd efter afskaffelsen af blasfemiparagraffen i 2017. Mette Frederiksens Socialdemokratiet, der som det eneste parti for seks år siden var imod, ville kunne sige ”hvad sagde vi”, men for andre vil det ligne et knæfald. SVM-regeringens svar er næppe at fortryde den seks år gamle handling og genoptrykke den sløjfede paragraf som nyt lovforslag.

I adskillige af de lande, vi med et politiker-udtryk ”normalt sammenligner os med”, har man klaret problemerne gennem retningslinjer til politiet og paragrafferne om lov og orden. Den uro og opstandelse, som demonstrationer og afbrændinger medfører, er et myndighedsargument for at forbyde dem. I flere af Hollands store byer er det generelt forbudt at stifte ild og argumentet bruges så mod offentlig afbrænding af koranen – og så er vi dér, hvor det er tydeligt for enhver, at henvisningerne til lov og orden dækker over hensynet til bekvemmeligt uden ideologiske principdiskussioner at kunne undgå provokationer i ytringsfrihedens navn.

Endnu er det uklart, hvordan SVM-regeringen løser den gordiske knude. Vi må forstå, at den ikke vil forbyde koranafbrændinger overalt. Kun på udvalgte adresser foran udenlandske ambassader. Forventningen er så, at det bliver sværere for Paludan og de andre at skabe den ønskede konfrontation med den islamiske verden. Ude af øje. Ude af sind.

 

I adskillige af de lande, vi med et politiker-udtryk ”normalt sammenligner os med”, har man klaret problemerne gennem retningslinjer til politiet og paragrafferne om lov og orden
_______

 


Tibetsagen som forbillede

Parallellen til den såkaldte Tibet-sag er åbenbar. Dengang tilbage i 2012 under et kinesisk præsidentbesøg tillod myndigheder og politi ganske vist demonstrationer, men meget behændigt – eller hvad man ellers skal sige – tog politiet Tibet-flag fra demonstranter og skærmede med mandskabsvogne andre, så præsidenten ikke kunne se dem. Frygten var nemlig, at han ville ”tabe ansigt” og blive fornærmet, hvis han med egne øjne opdagede, at Majestætens glade taler og den daværende SRSF-regerings begejstrede modtagelse ikke dækkede alle i Kongeriget. Man talte endda om, at dansk eksport for 17 milliarder var i fare.

Den senere Tibet-kommission kom aldrig helt til bunds i sagen, selv om den fik to omgange til det, efterhånden som nye oplysninger sandsynliggjorde, at den officielle beklagelse af ”overivrige betjente i tjenesten” næppe holdt vand. Det lignede derimod en systematisk fremgangsmåde besøg efter besøg, selv om alle efterfølgende var enige om, at demonstranternes grundlovssikrede ret til at vise deres foragt for kinesiske brud på menneskerettighederne var trådt under fode.

Den nuværende SVM-regering kan da heller ikke løbe fra, at en ”lex koranafbrændinger” vil få samme konsekvens. Opstramninger i retningslinjer og politivedtægter svækker naturligvis formålet med at brænde koraner af. Det har ikke megen mening at demonstrere sin foragt, hvis dem, man demonstrerer imod, aldrig opfatter det.

Dilemmaet er til at føle på. Det kan godt være, at ytringsfrihed inden for injurielovgivningen mv. bør være uangribelig. Men regeringens holdning udtrykt af udenrigsministeren er tydeligvis, at derfor kan man godt bruge sin sunde fornuft og ikke tage ytringsfriheden som gidsel for blot at provokere for provokationens skyld. Den daværende radikale leder Marianne Jelved omtalte under Muhammed-krisen Anders Fogh som ”en farlig mand”. Den holdning delte Lars Løkke ikke dengang, i hvert fald ikke offentligt, men i dag er ligheden mellem hans argumenter og hendes ret så slående. Udenrigsministeren har i hvert fald nu givet en beklagelse til den islamiske verden, som Fogh hårdnakket nægtede at give dengang.


Ikke let at løse

I udgangspunktet er det en sag mellem Danmark og sammenslutningen af 57 muslimske lande i OIC – og altså udenrigspolitik – men indenrigspolitisk kommer den også til at sætte sig varige spor. Den nuværende regering og Løkke-beklagelserne er i strid modvind hos lederskribenterne i de toneangivende medier. Oppositionen både til højre og venstre har fået en ny sag.

Udadtil synes regeringen enig. Men indadtil?

Den tilbagevendte Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen endnu mere at slås med. Frafaldne Inger Støjberg har en fest med at understrege, at hun også i denne sag repræsenterer de sande Venstre-værdier – og hun taler næppe for døve ører. I hvert fald ikke i den fælles mængde af vælgere, hun appellerer til i konkurrence med formanden for hendes tidligere parti. Det bliver næppe lettere for de tre regeringspartier at håndtere den folkelige opinion, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kræver en folkeafstemning om regeringens bebudede lovforslag allerede, inden de har set det. Foreløbig et slag i luften uden opbakning fra oppositionens største partier, men den slags har det med at vokse sig større.

Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Det kan godt være, at regeringen ikke ender med at røre paragrafferne i straffeloven og på den måde begrænser ytringsfriheden. Men de øjeblikkelige koranafbrændinger er tydeligvis men som en event, hvor ikke kun selve afbrændingen, men også stedet, hvor den foregår foran muslimske landes ambassader, er en del af ytringen. Et generelt forbud uden vurdering af lov og orden kan derfor vanskeligt tolkes som andet end et juridisk kneb for at springe over, hvor gærdet synes lavest. Politisk bliver det da også allerede opfattet sådan.

Man kan stadig diskutere, om Fogh havde ret i substansen tilbage i 2005/06 og hans opdeling af politiske modstandere i får og bukke. Men tankegangen dengang gentager sig i dag – blot med modsat fortegn: Regeringen og oppositionen har byttet roller. ■

 

Et generelt forbud uden vurdering af lov og orden kan derfor vanskeligt tolkes som andet end et juridisk kneb for at springe over, hvor gærdet synes lavest. Politisk bliver det da også allerede opfattet sådan
_______

 

ILLUSTRATION: Pressemøde foran Eigtveds Pakhus, i mandags 31. juli 2023 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister