Peter Lautrup-Larsen: SVM er den stærkeste regering siden 2. Verdenskrig – bare ikke hos vælgerne

10.03.2023

Det bliver helt afgørende for SVM-regeringens fremtid, at Mette Frederiksens fortælling siver ind og overbeviser vælgerne. Hun tror helt åbenbart selv på det, og at tiden vil arbejde for budskabet. Ordsproget synes at lyde: „Hvad der går let, kommer let‟.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

Lad det være sagt straks. Denne politiske analyse har det som laksen. Den går imod strømmen. Selv om SVM-regeringen i løbet af sin foreløbige levetid på kun tre måneder har lidt et mandattab i diverse meningsmålinger i omegnen af tyve mandater, så er det den stærkeste regering siden 2. Verdenskrig, hvis vi ser på maksimeringen af regeringsgrundlaget. Den ender med at blive en succes. Mette Frederiksen og co. får vendt det gamle ordsprog: ”Hvad kommer let, går let” bliver til ”Hvad går let, kommer let”. Vælgerne vender tilbage. Bare vent og se.

Store bededag er afskaffet trods store protester. SVM vaklede ikke og fik endda De Radikale med i flertallet. Uddannelsesminister Christina Egelund fremturer med sin reform af kandidatuddannelserne på landets universiteter, selv om det meste af den akademiske verden står på den anden ende. Men protesterne ender med at være forgæves. Den bliver til noget. De kan kun rette i udspillet. Oven i det venter en SU-reform. Inflationspakker er forhandlet på plads i bredere forlig end blot med stemmer fra de tre regeringspartier som en understregning af, at SVM-flertallet ikke kun svinger pisken. Forude venter skattelettelser og øget modregning af arbejdsindtægter for pensionister med tilbagevirkende kraft fra årsskiftet. Akutplaner er allerede en slags forprang til den store bundvending af sundhedssystemet. For blot at nævne noget.

Ro på bagsmækken

Det hele er endda sket med ro på bagsmækken trods dumpekarakterne i meningsmålingerne. Under tidligere regeringers favntag med tilsvarende problemer har scenen været sat på Christiansborg. De politiske reportere har nærmest haft fast arbejdsplads foran diverse gruppeværelser under krisemøder i de udslagsgivende partier, hvor det ikke altid var ligetil at banke utilfredse medlemmer på plads. Skinnet kan bedrage og en godt skjult virkelighed kan være anderledes bag Christiansborgs tykke mure, men kæft, trit og retning i de tre regeringspartier synes stadig at være den almindelige dagsorden. Holdånden er intakt, selv om hvert femte medlem af de tre regeringspartier under ét kan se i vejviseren efter et genvalg i de øjeblikkelige meningsmålinger. Der er intet, som signalerer, at regeringens politik er i opløsning. Endsige, at den bygger på sandbund.

Det gør det lettere, at der ikke er et folketingsvalg lige om hjørnet. Regeringsledelsen har foreløbig held med at messe internt, at ”tiden arbejder for os”. Desuden er det ikke sådan lige at konstruere et alternativ. Enhver potentiel oprører vil blive mødt med et ”hvad ellers?” og savner ethvert realistisk svar. Lige nu blafrer det i den blå luft. Hvem er egentlig Mette Frederiksens modkandidat som statsminister? Regeringens spindoktorer manuducerer i hvert fald de politiske reportere og kommentatorer, der ellers venter som gribbe på ådslets sidste åndedrag: Politik og vælgeropbakning kommer til at gå i takt, når det dæmrer for vælgerne, at alternativet glimrer ved sit fravær.

Gået galt

Noget er bare hidtil gået indlysende galt. Mange vælgere mener, at SVM-regeringen er født i synd. En løftebrudsregering. Betegnelsen klæber især til Venstre og partiformand Jakob Ellemann-Jensen, der til trods for stående bifald på partiets landsmøde, da han sagde farvel til blå blok og goddag til regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen, har måttet gå en personlig bodsgang for at bryde med sin garanti før valget mod at gøre hende til statsminister. ”Min stolthed skal ikke stå i vejen for at gøre det rigtige”, erklærede han, da SVM-flertalsregeringen var en realitet. For mange Venstre-vælgere var det bare ikke formandens stolthed, der var i spil, men hans troværdighed.

Det er tydeligvis ikke lykkedes Venstre at få solgt regeringsprojektet. Til trods for, at partiets og formandens fingeraftryk er over det hele. Vi har nu en regering, hvis økonomiske politik især bygger på at gå reformamok for at sikre et øget arbejdsudbud. Danskerne skal frem mod 2030 levere flere arbejdstimer svarende til 45.000 fuldtidsstillinger. Det er som taget ud af Venstres principprogram og et åbent – om end hypotetisk – spørgsmål er, om en blå regering baseret blandt andet på Dansk Folkepartis stemmer overhovedet havde kunnet udtrykke den samme ambition.

De politiske resultater tæller indtil videre bare ikke. Der var dem internt i partiet, der talte om, at 10 pct. i meningsmålingerne var en nedre grænse. En enkelt måling fra Megafon på TV2 begyndte endda med tallet otte. Medierne fornemmede et spirende oprør med formanden og regeringsdeltagelsen. Høtyvene blev populært sagt hvæsset i det jyske. Nu er de formentlig tilbage i laden. Ellemanns stressmelding og sygeorlov gør et oprør utidigt. Partiet har måske endda fået en timeout, hvor ledelsen nok håber på, at løftebrudsanklagerne ender i den store politiske glemmebog og formanden i mere end en forstand kan starte på en frisk, når han vender tilbage.

Foreløbig synes Ellemanns fravær ikke at have svækket regeringen. Den tonser videre og negligerer enhver folkelig protest og opstandelse over den førte politik. Venstre er måske endda styrket ikke mindst på de indre linjer. Udnævnelsen af Stephanie Lose som sygevikar for Ellemann giver ikke kun power internt i regeringen. Den sætter også kritikerne mere eller mindre skakmat. Hun var den, som de satte deres lid til, hvis partiets vælgermæssige krise endte i et formandsopgør. Mange af dem nævnte hende således som en mulig ny leder, der kunne få partiet ud regeringssamarbejdet og hjem i blå blok. Nu sidder hun altså til højbords ved siden af Venstres stærke mand, Troels Lund Poulsen, i regeringsledelsen vis-a-vis Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Et klart signal til skeptiske Venstre-folk: Glem det.

 

Det er symbolsk, at Mette Frederiksen sidder i en dyb sofa på dagbladet Børsen, hvor Corydon er endt som chefredaktør, og taler om kriser og dermed nødvendighedens politik
_______

 

Ikke bedre for statsministeren

Det er ikke, fordi det går bedre for statsministeren selv. Selv om en enkelt meningsmåling fra Voxmeter med en socialdemokratisk tilslutning på rekordlave 18,6 procent nok trods alt overdriver den vælgermæssige nedtur, så er det indlysende, at Mette Frederiksens nye socialdemokratiske fortælling taler for døve ører.

Fagbevægelsen har nærmest lyst hende og flertalsregeringen i band efter afskaffelsen af Store bededag. Naturligvis bunder en del af kritikken i, at det vil være belejligt at lægge ansvaret for et nej fra medlemmerne ved de kommende afstemninger om overenskomstresultatet over på regeringen og ikke på forhandlerne selv, men parti og bevægelse kommer til at bruge kræfter på at genetablere det indbyrdes forhold. Nu går det dog næppe så galt, og på et eller andet tidspunkt lægger lønmodtagerne vel ophidselsen over den tabte fridag bag sig.

Langt værre for statsministeren er det, at det ikke lykkes at tale krisestemningen op. Her holder vælgere, medier og ikke mindst de røde partier – minus De Radikale – sig til ”den gamle Mette”. Hende, der erklærede, da hun i 2015 var blevet socialdemokratisk partiformand, at ”arbejdsudbudsreformer er ikke groet i vores have, og jeg har svært ved at se, at de skulle komme til det”. Det var dengang, hvor tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og især hendes finansminister Bjarne Corydon med deres politik nærmest blev skrevet ud af socialdemokratisk partihistorie, som var det nordkoreansk historieskrivning.

Taler om kriser

I dag er det derfor symbolsk, at Mette Frederiksen sidder i en dyb sofa på dagbladet Børsen, hvor Corydon er endt som chefredaktør, og taler om kriser og dermed nødvendighedens politik. Nu skal forsvaret sandsynligvis ikke nøjes med to pct. af BNP. I lyset af den russiske trussel skal det måske op på tre. Og, erklærer statsministeren: ”Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det venner, glem det”.

Det kan godt være, at finansministeriet og flertallet af økonomer mener, at dansk økonomi er overholdbar på langt sigt, men det er altså ikke nok. Mette Frederiksen vil bruge flere penge på velfærd, på klima og altså på forsvaret. Store bededag var kun første akt. Der kommer mere.

Endnu er det ikke gået op for de udslagsgivende vælgere. De er stadig i den samme vildfarelse som Enhedslistens leder Mai Villadsen under valgkampen: ”Jeg hørte godt, statsministeren talte om bredt samarbejde. Men jeg troede ikke, hun mente det alvorligt”. Men det gør Mette Frederiksen altså.

Det bliver helt afgørende for SVM-regeringens fremtid, at Mette Frederiksens fortælling siver ind og overbeviser vælgerne. Hun tror helt åbenbart selv på det, og så er vi igen tilbage med det med tiden, der arbejder for budskabet. Lige nu er og bliver det dog en trossag.

Løkke kæmper

Endelig kæmper Lars Løkke Rasmussen og hans Moderaterne med personsager og ikke med valgløfterne, som nærmest er mere end indfriet. Det er klart, at mediestormen mod kulturordfører Jon Stephensen er noget, som partistifteren ender med at måtte håndtere. Det er langt fra givet, at sagen får konsekvenser. Lars Løkke har sin erfaring med personsager og en opbygget foragt for medierne i den forbindelse. Alligevel er der allerede dem, som taler om, at regeringen er på vej til at blive en mindretalsregering, hvis Stephensen bliver løsgænger og flere måske endda følger med tiden. Så risikerer den i ”tide og utide” at blive mødt af en samlet opposition. De glemmer bare, at De Radikale i det store hele støtter regeringsgrundlaget. Og skulle det gå helt galt, kan Mette Frederiksen og co. genoptage regeringsforhandlingerne med det lille midterparti og tilbyde en højere markedspris. Det kunne fx være en fjerde ministerpost. Statsministeren sover givetvis stadig roligt om natten, og nattesøvnen bliver næppe dårligere af, at persondramaerne på Christiansborg nu når nye højder med opgøret hos Nye Borgerlige og eksklusionen af partiformand Lars Boje Mathisen.

Prøv at sammenligne regeringen med en kommunalbestyrelse. Her er det en hel almindelig fremgangsmåde, at flertallet begynder valgperioden med alt det sure og upopulære. Det giver plads til al det søde i det sidste år op til valget, hvor pengene ruller til vælgernes tilfredshed. SVM-flertallet planlægger på samme måde. Med forventet mere end tre år frem til næste valgdag, hvor korttidshukommelsen i dansk politik næppe følger med, satser regeringen helt tydeligt på, at danskerne kommer til at se frugten af deres mere arbejde i den sidste ende. Og at de så vil belønne regeringspartierne for det.

Meget kan selvfølgelig stadig gå galt, og Mette Frederiksen og co. havde givet håbet på en langt bedre start hos vælgerne. Men opgøret med det gamle sarkastiske slogan fra amerikansk politik: ”I am their leader. Which way did they go” er i fuld gang. Man kan anklage SVM-regeringen for meget. Men ikke for at ville være populær for enhver pris. Den slags har det bare med at blive det. I den sidste ende. ■

 

Meget kan selvfølgelig stadig gå galt, og Mette Frederiksen og co. havde givet håbet på en langt bedre start hos vælgerne
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland