19.10.2023

Med en måned til det landsmøde, som vil vise, om Ellemann har partiet med sig eller ej, sættes slutspurten ind for at overbevise baglandet om, at bebudede skattelettelser er tilstrækkelig betaling for at sidde på bagsædet i Frederiksen regering – og for de meningsmålinger, der skaber utryghed hos alle dem, som ser genvalget smuldre.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen

Venstres landsmøde 18.-19. november ligner Jakob Ellemann-Jensens sidste udkald. Hvor partiformandens landsmødetale sidste år var historisk, bliver den i år den vigtigste. Dengang vinkede han farvel til blå blok og inviterede sig selv ind i SVM-regeringen med Mette Frederiksen for bordenden. En statsminister, som han havde garanteret, han aldrig ville pege på. Nu skal han overbevise et stadig mere skeptisk bagland om, at han havde – og stadig har – ret.

Selvfølgelig kan en enkelt tale og et landsmøde ikke i sig selv afgøre en partileders fremtid eller løse problemerne for et Venstre i krise. Men Jakob Ellemann har tilsyneladende truffet et valg. Stemningen på landsmødet kommer til at vise, om han har partiet med sig. Det er også derfor, han lige nu er landet rundt på turné for at overbevise partiforening efter partiforening om, at Venstre har en ny fremtid under hans ledelse.

Siden midten af forrige århundrede har Venstre været splittet mellem to fløje. Mellem by og land, mellem højskolefolk og gårdejere, cand.politter og dem med jord under neglene, og hvad det ellers har heddet. Nogle år og perioder mere synligt end andre. Det var den splittelse, der kulminerede med Lars Løkke Rasmussens farvel til Venstre i ”Befrielsens øjeblik”. I dag kan jyske tidligere Venstre-landvælgere finde et talerør i Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Mens Venstres byvælgere har muligheden for et kryds ved Løkke og Moderaterne, måske endda Alex Vanopslagh og Liberal Alliance, hvor alternativet tidligere var Konservative eller De Radikale, hvad de ikke kunne få sig selv til. Venstre er endt i tre partier. Det er ikke Ellemanns ansvar alene, men alligevel.

Han gik til valg på Landvenstres holdninger og værdier. Lokket af blå blok og statsministerdrømme. Men han gik i regering med Mette Frederiksen med støtte fra by-Venstre og begrundede det med, at der fik Venstre den største indflydelse. En linje, han trods kritikken af sin person holder fast i. Et valg af et politisk ståsted, som landsmødet skal bakke op om. Ellers er spørgsmålet ikke, om Jakob Ellemann er fortid, men hvornår.

En umulig opgave

Let bliver det ikke. Måske endda umuligt. Siden valget er det kun gået én vej. Nedad. I dag taler meningsmålingerne om, at kun hver tolvte vælger vil sætte kryds ved Venstre, hvis der var valg her og nu. En enkelt dugfrisk fra YouGov peger endda næsten på en halvering i forhold til det i forvejen katastrofale valgresultat. Partiformanden har oven i det været nede med stress, og hvis nogen havde troet, det hele ville vende, da han kom frisk tilbage 1. august, må de tro om igen.

Jakob Ellemanns formandskab vakler tydeligt. Ikke mindst, når medie efter medie uden de store anstrengelser kan citere den ene anonyme kilde efter den anden fra partiets folketingsgruppe, der sætter spørgsmålstegn ved partiformandens evner, arbejdsindsats, politiske linje og indflydelse i SVM-regeringen. Måske er bitterheden til at forstå, når så mange frygter, at deres genvalg fordufter i horisonten. Men det er ikke noget, man plejer at se i Venstre.

Går op i limningen

Det dominerende jyske landbrugsvenlige bagland er allerede på barrikaderne over en kommende CO2-afgift, der skal begrænse de klimaskadelige drivhusgasser fra især den animalske produktion. Et åbent oprør mod Jakob Ellemanns politiske linje, hvor han vil lægge afgiften på erhvervet og ikke i køledisken, hvor forbrugerne betaler. Det skal landbruget selv.  En debat, der kunne ødelægge alle forsøg på at samle partiet, men som han nu med hjælp fra de to øvrige regeringspartier, Socialdemokratiet og Moderaterne, prøver at putte i mølpose. Venstre-formanden undgår ikke opgøret, men får det udsat.

Anderledes kan man ikke tolke lørdagens nyhed i Politiken om, at regeringen samler landbruget, klimaorganisationer og andre interessenter på området til en slags trepartsforhandlinger, der skal bygge oven på det nedsatte ekspertudvalg, som kommer med sit forslag til afgift senere på året. Opgaven er med Ellemanns ord at finde en balance, hvor flertalsregeringen får opfyldt sit klimamål, men uden at landmændene behøver gå fra bedrift og hjem.

 

Hver gang Ellemann praler af en skattelettelse, vil de vånde sig i statsministerens borgmesterbagland, der allerede er i gang med deres eget oprør mod regeringen
_______

 

Oppositionspartierne har allerede kaldt klimaets trepart for et forsinkende omsvøbsdepartement, en syltekrukke eller det, der er værre. Rigtigt er det da også med et tidligere ordspil, at ”den dag da Fanden ville intet skulle ske, da satte han i verden den første komité”. Men det passer utvivlsomt Venstre-formanden godt, at der, hvor intet i første omgang kommer til at ske, bliver på Venstres landsmøde. Nu kan han henvise til udvalget og landbrugserhvervets egen deltagelse i forhandlingerne og opfordre til, at kritikerne venter tålmodigt. Hvorvidt det lægger en dæmper på frustrationen på længere sigt, er nok en anden sag, men på landsmødet bliver der plads til alt det andet.

Banen er kridtet op

Med treparten har Ellemann skudt afgiften til side og skabt plads til det, han meget hellere vil tale om. Kommende skattelettelser synes at være førsteprioriteten blandt fem såkaldte ”markører” for Venstre i regeringen. Uden Venstre, ingen skattelettelser. Så kan det godt være, at der blandt regeringens annoncerede mere end 160 kommende forslag i lovkataloget er mere end adskilligt, som Venstre med god ret kan påberåbe sig ophavsretten til. Frisættelse af den offentlige sektor har været partiets overskrift i årtier og en folkeskole, hvor læreren med Mette Frederiksens ord får klasseværelset tilbage, vil Ellemanns parti givet møde med et ”omsider”.

Men for at bruge journalisten og politikeren Carl Plougs ord fra 1861: Det er og bliver ”at skære hakkelse i døgnets rejsestald”.  Den slags opfylder nogle forventninger til enhver regering om at rette op på skævheder for at få orden i sagerne. Men systemændringer og en matchende resultatliste er ikke det, som for alvor flytter vælgere. Der er spørgsmålet om skat efter Venstres opfattelse i en helt anden politisk superliga. Og den har Ellemann sat sig for at vinde.

De skattelettelser, han bliver målt og vejet på, skal have en sådan tyngde, at enhver kan se hans store indflydelse i regeringen. Problemet er blot, at alt hvad han får på skatteområdet, vil blive debiteret i statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiets politiske regnskab. Risikoen er åbenbar for at skuffe forventningerne i Venstres bagland til hans gennemslagskraft i regeringen.

Hver gang Ellemann praler af en skattelettelse, vil de vånde sig i statsministerens borgmesterbagland, der allerede er i gang med deres eget oprør mod regeringen i almindelighed og deres socialdemokratiske parti i særdeleshed. Nok er der nu 20 milliarder mere i det økonomiske råderum end for et år siden, men de skal tydeligvis efter den kommunale opfattelse ikke bruges på at tilfredsstille Venstres bagland og give Jakob Ellemann mere fast grund under fødderne. Der er grænser for, hvor meget det største regeringsparti kan give af indrømmelser til Venstre. Borgmestrene vil bruge milliarderne på velfærd.

Mens vi venter på den store plan

Svaret på, hvordan regeringen vil vægte skattelettelser contra velfærd, får vi i regeringens bebudede 2030-plan om muligheder og råderum i dansk økonomi de kommende år. Den kommer vistnok inden udgangen af oktober. ”Vistnok”, for selv om SVM-regeringen oprindeligt bebudede den til oktober, begyndte centrale regeringskilder at tale om november og udelukkede endda ikke december. Dengang indgik nødvendigheden af en timing til Venstres landsmøde vist ikke i overvejelserne. Men det viser, at det ikke er nogen nem sag i regeringen.

 

Ellemanns indflydelse på 2030-planen vil især blive bedømt på bundlinjen. Hvor meget mere bliver skatten lettet end regeringsgrundlagets fem milliarder? Det er målestokken
_______

 

Mette Frederiksen talte om fire milliarder i skattelettelser under valgkampen sidste år. I bunden til dem i arbejde og især til den enlige forsørger. Det blev hævet til fem milliarder i regeringsgrundlaget, som Venstre og Ellemann har taget æren for. Men uden at blive belønnet for det af de interne kritikere og vælgerne. Måske fordi lettelserne i topskat mudredes til af den nye mellemskat og den såkaldte top-topskat på de højeste indkomster. Særligt den sidste trak det hele ned for Venstre.

Ellemanns indflydelse på 2030-planen vil især blive bedømt på bundlinjen. Hvor meget mere bliver skatten lettet end regeringsgrundlagets fem milliarder? Det er målestokken. Uanset størrelsen vil den ikke være stor nok for Jakob Ellemanns tidligere venner i blå blok. Det vil kun en afskaffelse af top-topskatten være, og det forbyder den socialdemokratiske tankegang om den indbyggede ulighed i skattelettelser. Omvendt vil selv en lille indrømmelse til Venstre være alt for meget for den røde fløj. Venstre har brug for, at lydstyrken er højest til venstre for Mette Frederiksen, men sikker på det kan Ellemann ikke være. Og slet ikke, at det sætter sig igennem som en optur i meningsmålingerne og får kritikken til at forstumme. Men måske kan det give ham et pusterum og tid på den anden side af landsmødet.

Frelseren ikke i syne

Der er kun én undskyldning for oprør og det er, at man vinder. Der er de Venstre-folk ikke endnu, som gerne ser en ny formand. Hvis Jakob Ellemann bliver tvunget af pladsen, hvem skal så være frelser og forsoner?

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen viste sig som ventet som sygevikar for den stressramte formand, at han har politisk format og styrke på de indre linjer. Det var ikke med ham i spidsen, at Venstres meningsmålinger forsatte nedad, men omvendt steg de heller ikke. Den folkelige appel er nok til at overse. De personlige stemmetal ved de seneste valg taler ikke hans sag.

Stephanie Lose kom på lystavlen hos de fleste gennem de måneder, hvor hun var med i Venstres ledelse på Christiansborg i Ellemanns fravær. Regionsformanden udstråler en faglighed, som ingen kan tage fra hende. Men tilsyneladende har hun meldt på de indre linjer, at hun ikke er til rådighed. Den slags har det med at ændre sig, hvis en partiformand går frivilligt og ingen derfor kan påstå, at det nu er Brutus, som indtager posten efter at have myrdet Cæsar. Men indtil videre er det åbenbart et nej.

Folketingets formand Søren Gade indgår ligeledes i spekulationerne om en afløser. Men vil en nu 60-årig politiker, som nok er stemmesluger, men længe har været uden for de indre besluttende cirkler på Christiansborg, være andet end en overgangsfigur? Nok ikke, men det kan selvfølgelig også være, at Venstre har brug for netop det – nemlig en overgang. Men til hvem?

Endelig er der dem, som nævner en ”dark horse”. De drømmer om at se Kristian Jensen tilbage i aktiv politik fra det nuværende job som direktør i Green Power Denmark. Meritterne ikke mindst fra tiden som finansminister vidner om en erfaren aktør, som vil blive mødt med respekt fra Folketingets øvrige partier. Men er han svaret efter det mislykkede oprør mod Lars Løkke om formandsposten i 2014? Og vil Kristian Jensen i øvrigt overhovedet sige ja og tak?

Foreløbig kæmper Jakob Ellemann for sig selv og sin politiske linje trods den helt synlige modstand. Den kamp vinder han kun, hvis stemningen vender. Internt og udadtil. Forude venter to valg. Europaparlamentsvalget næste sommer og kommunalvalget om to år. Hvis han går ud af de to valg som nederlagets mand, stiller Venstre med en anden, når Mette Frederiksen bimler med valgklokken til næste folketingsvalg. Megen tid har han ikke. ■

 

Foreløbig kæmper Jakob Ellemann for sig selv og sin politiske linje trods den helt synlige modstand. Den kamp vinder han kun, hvis stemningen vender
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker, hvor han som sin sidste opgave dækkede Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Er i dag foredragsholder og klummeskribent.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) og vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) under pressemøde på Københavns Politigård, hvor de sammen med justitsminister Peter Hummelgaard (S) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) præsenterede den ny bandepakke, der indeholder 39 tiltag, 12. september 2023 [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland