Peter Lautrup-Larsen: Regeringens krise virker uløselig for Venstre og Socialdemokratiet. For Lars Løkke er det en anden historie
11.12.2023
Regeringen får ingen belønning for dens resultater, der ellers er begyndt at blinke på lystavlen. I hvert fald ikke endnu. Det er naturligvis dens største problem.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen
Vi får sandsynligvis gode miner til slet spil, når SVM-regeringen fredag den 15. december kan fejre sit første år. Men langt ind i på ministerbænkene og ikke mindst i de tre regeringspartiers folketingsgrupper har de ikke meget at råbe hurra for. Meningsmålingerne med deres vælgerflugt taler deres eget sprog om en regering, der langt fra er blevet den succes, som de tre partier forventede, da den blev dannet for et år siden på Marienborg. Dengang, hvor ingen vidste, at den et år senere kunne være afhængig af en stemmeaftale med en løsgænger, Jon Stephensen, der havde forladt sit parti, Moderaterne.
Mette Frederiksen og Co. synes naturligvis, at det er dybt uretfærdigt. Venstre føler især, at diskussionen om brudte valgløfter med garantier mod aldrig at støtte hende som statsminister er uden forståelse for partiets situation, når valgresultatet sidste år blev, som det blev. Men det klæber stadig til partiet trods formandsskiftet fra Jakob Ellemann-Jensen til Troels Lund Poulsen, der forsætter, hvor forgængeren slap. Det hele bliver naturligvis ikke bedre af, at hans revitalisering af Venstres ministerhold kom til at ligne et selvmål med Mia Wagners hurtige farvel, som vi vender tilbage til.
Regeringen får ingen belønning for dens resultater, der ellers er begyndt at blinke på lystavlen. I hvert fald ikke endnu. Og det er naturligvis dens største problem. En del har den ellers fået gennemført: En kommende skattereform med lettelser ud over det, som var lovet i det fælles regeringsgrundlag; en trepartsenighed om lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte, der opfylder især Socialdemokratiets løfter til dem i valgkampen; en 2030-plan med endnu mere til velfærd; et forsvarsforlig for 143 milliarder. For blot at nævne nogle eksempler, selv om ambitionen var endnu større for et år siden. Vi mangler stadig en CO2-afgift på landbruget og andre klimatiltag, ligesom den stort anlagte frisættelse af velfærden, først på ældreområdet, endnu en gang er udsat. Men regeringens egentlige udfordring er, at det hele drukner i enkeltsager som koranloven og den FE-sag, der har fået ordet skandale hæftet på sig.
Regeringens og ikke mindst Mette Frederiksens problem i FE-sagen er dog mindre selve forløbet og langt mere, at den underbygger opfattelsen af en magtfuldkommen statsminister. Der går en lige linje fra coronahåndtering over minksag til FE-skandalen og hendes nej tak til at få undersøgt sin egen rolle til bunds
_______
Bevis på styrken
Koranloven er ellers sådan set et bevis i sig selv på styrken ved en flertalsregering, hvad end man er enig i indholdet eller ej. Men SVM-regeringens erklærede hensigt med loven er jo ikke at begrænse ytringsfriheden. Det er for den en nødvendig omkostning af hensyn til Danmarks og danskernes sikkerhed mod muslimske reaktioner over demonstrative afbrændinger af koranen, hvad regeringen og især udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen heller ikke har lagt skjul på. Og det er her, flertalsregeringens styrke kommer ind. Allerede i sommer, da han og den øvrige regering annoncerede den kommende lovgivning, blev straks registreret i den muslimske verden. Reaktionerne dengang stoppede i modsætning til fx i Sverige, hvor hensynet til ytringsfriheden umiddelbart stadig vejede tungere.
Regeringen havde sit flertal hjemme på forhånd. Med tanke på den efterfølgende debat er det nok for meget sagt, at det blot var en ekspeditionsforretning, men vedtagelsen var ikke et spørgsmål om, men hvornår. At De Radikale så endte med også at lægge stemmer til mod lidt kommaretning var af mindre betydning, selv om det naturligvis udhulede den øvrige oppositions ”stunt” med at ophæve clearingsaftaler i Folketinget for at afprøve regeringens flertal i praksis.
Hele forløbet illustrerer ikke kun, at en flertalsregering har muskler til sin egen handlekraft, men også at det er meget lettere at være opposition. Hvert enkelt oppositionsparti kan føre ”de rene hænders politik” uden risiko for at stå med ansvaret for, at det hele ikke bliver til noget, når flertallet på forhånd er på plads. Det er også en del af forklaringen på regeringens faldende popularitet.
FE-sagen
På samme måde med FE-sagen. Her vidste regeringen fra begyndelsen, at den ligeledes kunne trumfe sin opfattelse igennem med sit eget flertal. Dommerundersøgelsen forbliver forankret i justitsministeriet og ikke i Folketinget, som det store mindretal ønsker det. Og åbenhed er forsat en by i Rusland. Det kan godt være, det havde været klogere at bøje sig for den udbredte sympati for Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen i den brede offentlighed i stedet for at tage omkostningen hos mange vælgere ved at stå fast, men også her vejede hensynet til andet end popularitet tungere. Der er næppe mange – heller ikke blandt oppositionspartierne – der for alvor tror, at de såkaldte ”usaglige hensyn” har spillet ind i form af politisk forfølgelse eller personlige hævnmotiver, uanset de to tidligere tiltalte gerne fodrer konspirationsteorierne med deres egne mistanker. Vi får ganske vist nu med SF’s mellemkomst en lidt bredere undersøgelse, hvor de tre landsdommere får udvidet deres muligheder for at afhøre, men om det er andet end et slag i luften, ved vi først, når vi kender konklusionerne om nok tidligst et år.
Det synes nemlig stadig tvivlsomt, om vi får indblik i, hvorvidt der om ikke er truffet ”usaglige” så ”ukloge” beslutninger, som bl.a. seks forhenværende departementschefer med Michael Lunn i spidsen tidligere har kritiseret Mette Frederiksens forrige regering for. Når straffelovens kapitel 12 om landsforræderi gør justitsministeren til øverste anklagemyndighed, er det naturligvis, fordi andre hensyn end de rent juridiske kan veje tungere. Ikke mindst forholdet til fremmede magter eller efterretningstjenester, hvis måde at arbejde på ikke skal til almindeligt kendskab. Det er også at tage stilling, selv om man med tidligere justitsminister Nick Hækkerups ord kun har været ”gummistempel” på Rigsadvokatens indstilling om tiltale. Mette Frederiksen for bordenden af regeringens sikkerhedsudvalg kunne have fravalgt domstolene.
Regeringens og ikke mindst Mette Frederiksens problem i den sag er dog mindre selve forløbet og langt mere, at den underbygger opfattelsen af en magtfuldkommen statsminister. Der går en lige linje fra coronahåndtering over minksag til FE-skandalen og hendes nej tak til at få undersøgt sin egen rolle til bunds. Hun slår nærmest bundrekord i popularitet, hver gang et meningsmålingsinstitut spørger ind til den. Det har heller ikke hjulpet, at hun kræver mere arbejde af danskerne som en slags samfundspligt.
I dag er debatten om Venstre i SVM-regeringen lagt på hylden i partiet, mens man venter på, om det nye hold vender stemningen. Men den ligger latent under overfladen. Troels Lund Poulsen har ikke meget tid
_______
Ikke taget regeringen til sig
Det er tydeligt for enhver, at flertallet af danskerne ikke har taget regeringen til sig. Den blev dannet for et år siden med fortællingen om det nødvendige brede regeringssamarbejde over midten i krisernes tegn. Ukraine-krig, der ville koste milliarder til at opruste forsvaret og ikke mindst en truende økonomisk deroute i kølvandet på den eksploderende inflation samt mangel på arbejdskraft. Det krævede en fast hånd på rattet og partier, der tog ansvaret på sig i modsætning til andre, som udtrykt i regeringsprogrammet med den ledende titel ”Ansvar for Danmark”. Godt nok lagde SVM-flertallet op til samarbejde med Folketingets øvrige partier, men forudsætningen for enhver forhandling var, at regeringen havde sit eget flertal og omdrejningspunktet dens egne udspil. Som vi så det med den forkætrede afskaffelse af store bededag. Regeringen talte endda om en ny politisk kultur.
I dag har de fleste vænnet sig til Ukraine-krig, mens Gaza tager opmærksomheden. Lige som inflationen er tilbage på sit sædvanlige niveau. Regeringen har brug for en ny fortælling, som den så småt har taget hul på, når finansminister Nicolai Wammen praler med ”en historisk” finanslov, fordi 11 af Folketingets 12 partier lægger stemmer til, hvor det i blokpolitikkens tid som regel alene var med mindretalsregeringernes parlamentariske grundlag. De fik dog kun indrømmelser for en lille milliard, så regeringen giver stadig ikke meget ved dørene, når først de tre regeringspartier er blevet enige med sig selv.
Håbet om genstart
Regeringen håber på en genstart, nu hvor enkeltsagerne er håndteret og i hvert fald for en tid ude af den politiske debat. Ikke mindst Venstre med sit nye formandskab havde satset på et fokusskift, men det synes foreløbigt kuldsejlsejlet med nyudnævnte digitaliserings- og ligestillingsminister Mia Wagners ufrivillige farvel på grund af svigtende helbred.
Mia Wagner skulle ellers have været symbolet på Troels Lund Poulsen nye Venstre-hold. Når en så initiativrig iværksætter kunne se en fremtid på ministerbænkene i den ellers udskældte SVM-regering, så burde andre også kunne gøre det. Nu ender det hele i en parentes.
Naturligvis er det ingens skyld. Helbred må selvfølgelig gå forud for embede. Mia Wagner sagde naturligvis ikke ja til ministerposten, hvis hun havde tvivlet på sin også fysiske styrke til den. Men Troels Lund Poulsen må sande, at hvis der er noget, som hedder held i politik, så har han det foreløbig ikke med sig. Det var ellers godt tænkt, lige som dengang Lars Løkke Rasmussen som statsminister og daværende Venstre-formand fik Tommy Ahlers med som frisk pust og senere stemmesluger i sin regering. Det lugtede af by og ikke af land.
Vi kan selvfølgelig ikke vide, om Mia Wagner var blevet en succes. Hun fik ikke den nemmeste start med medier, der rodede rundt i hendes CV og satte spørgsmålstegn ved, om det helt holdt, hvad det ellers lovede. Men parret med udnævnelsen af Stephanie Lose som økonomiminister, der formentlig også fremover vil pacificere de mest kritiske stemmer i Venstre-baglandet, udviste den nye Venstre-formand i det mindste handlekraft, når nu regeringsgrundlaget ikke var til genforhandling.
De fleste socialdemokrater tror trods alt, det vender inden et folketingsvalg om måske først små tre år, men forudsætningen er, at Mette Frederiksen stadig er til rådighed som statsministerkandidat. Det er de til gengæld ikke så sikre på
_______
Ørefigen venter
Venstre-formanden må på den igen og kan i det mindste trøste sig med, at meningsmålingerne, der var nede på ni procent i gennemsnit til partiet, da forgængeren Jakob Ellemann-Jensen sagde farvel, nu i det mindste er over ti. Det er bare næppe nok til at undgå en ørefigen fra vælgerne ved det kommende EU-parlamentsvalg til juni. I sig selv er det måske til at leve med, men det frustrerede Venstre-bagland vil utvivlsomt se det som en dårlig generalprøve før kommunalvalget i november 2025, der kan være afgørende for Venstres fremtid i et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen. Presset på Troels Lund Poulsen for at gøre ”et eller andet”, hvis meningsmålingerne om et år taler om forsat udsigt til kraftig tilbagegang og tab af borgmesterposter, vil vokse og vokse. I dag er debatten om Venstre i SVM-regeringen lagt på hylden i partiet, mens man venter på, om det nye hold vender stemningen. Men den ligger latent under overfladen. Troels Lund Poulsen har ikke meget tid.
Venstre er og bliver regeringens svageste led, selv om tilslutningen til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen i meningsmålingerne har været nede på niveau med Helle Thorning-Schmidts i 2014, da de var ringest og udløste diverse krisemøder i partiet. Der er vi ikke endnu, selv om det rumler. Og vi så omridset af en fløjkrig mellem de sandsynlige efterfølgere, da hun sonderede mulighederne for at blive ny generalsekretær i NATO. De fleste socialdemokrater tror trods alt, det vender inden et folketingsvalg om måske først små tre år, men forudsætningen er, at hun stadig er til rådighed som statsministerkandidat. Det er de til gengæld ikke så sikre på, trods hendes forsikringer om, at hun ikke søger et andet job på den internationale arena.
Blommen i et æg
Derimod synes Lars Løkke Rasmussen og hans Moderaterne at have det som blommen i et æg. Godt nok har partiet vinket farvel til to folketingsmedlemmer – først med Jon Stephensen, senest med Mike Fonseca – og dermed bragt regeringens flertal i fare. Men partistifteren rystede ikke på hånden, da han ryddede op, og det er tydeligt for enhver, at han og hans parti er kommet for at blive. I det mindste så længe han står i spidsen for det. Meget langt har Moderaterne overtaget de radikales traditionelle rolle som kongemagerne i dansk politik og næsten uanset, hvordan man fordeler mandaterne efter næste valg, vil det være svært at danne flertal uden om Lars Løkke Rasmussen. Der er endda dem i korridorsnakken bag Christiansborgs tykke mure, som leger med tanken om, at han måske selv vil gå efter statsministerposten til den tid, men der så mange hvis’er, inden vi når dertil, at det nok mere er fordomme om hans ambitioner end reel viden, som driver den slags spekulationer.
Noget sundhedstegn for regeringen er det naturligvis ikke, at snakken går om en magtfuldkommen statsminister måske på vej væk, et Venstre i krise og en udenrigsminister, som måske/måske ikke vil mele sin egen kage. Regeringen har indlysende brug for en succesoplevelse, der tømrer den sammen igen i danskernes bevidsthed. Første mulighed er statsministerens nytårstale 1. januar. Vi må se, om det lykkes hende at sætte en ny dagsorden. SVM-regeringen har brug for det. ■
Partistifteren rystede ikke på hånden, da han ryddede op, og det er tydeligt for enhver, at han og hans parti er kommet for at blive. I det mindste så længe, han står i spidsen for det
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker, hvor han som sin sidste opgave dækkede Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Er i dag foredragsholder og klummeskribent.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 8. september 2023: Lars Løkke Rasmussen (M) i samråd om lovgivningen om koranafbrændinger [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
