Peter Lautrup-Larsen: Nu starter SVM-regeringen – og særligt Venstre – forfra
22.08.2023
Dagens ministerrokade er endnu et tegn på, at regeringen gearer op til en politisk genstart. Nu skal dens eksistensberettigelse redefineres og ”genbekræftes”, ligesom Jakob Ellemann-Jensen skal ud af stresssygdommen samt våbenskandalens skygge og ind i det politiske værksted. Oppositionen skal vælge, om de vil søge indflydelse eller spænde ben for regeringen.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen
Dansk politik er ved at ligne det, man kender fra sin pc, iPad eller mobiltelefon. Der er en sidste udvej, hvis alt går i kuk. Et par klik og det hele går tilbage til fabriksindstillingerne. Det er ganske vist besværligt. Alt skal indlæses igen, men dog i opdateret udgave. Til gengæld er det en genstart, hvor problemerne er fortid.
Der er SVM-regeringen måske ikke helt. Den har dog et par forlig bag sig som fx på uddannelsesområdet, selv om slutresultatet lå langt fra flertalsregeringens oprindelige udspil med forkortelse af halvdelen af kandidatuddannelserne.
Og naturligvis: Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen foretrækker givet at blive målt og vejet på et nyt forsvarsforlig og Ukraine-indsatsen, der kulminerede med det danske løfte om F-16 fly og besøg af præsident Zelenskyj. Selv om hele Folketinget bakker op, har det symbolske billede af præsidenten i pilotsædet på en jager med statsministeren bagved vakt international opsigt. Det kan oppositionens tryk på den grønne ja-knap i Folketingssalen naturligvis ikke matche.
Men bortset fra dét vender SVM nærmest tilbage til fabriksindstillingerne. Regeringsgrundlagets krisesnak om økonomien var måske nok velanbragt for ni måneder siden, da inflationen steg med tocifrede procenter, energipriserne eksploderede, og ingen rigtig vidste om international økonomi ville ende i ny finanskrise. Men siden fandt finansminister Nicolai Wammen yderligere 16 mia. kr. at gøre godt med i det såkaldte råderum i statsfinanserne, som politikerne kan disponere over.
Nu afventer vi derfor regeringens genstart af de økonomiske målsætninger, når den sidst på efteråret offentliggør sin 2030-plan. Forude venter også nye klimaudspil, hvor SVM-regeringen – i hvert fald i den offentlige debat mellem klimaeksperterne – er bagud på point. Især efter statsministeren har signaleret, at udslippet af drivhusgasser nok ender i den lave ende af det spænd i reduktion på 50-54 procent i 2030, der er aftalt i klimaloven.
Vi afventer ligeledes, hvordan SVM-regeringen, formentlig i statsministerens åbningstale første tirsdag i oktober, sætter den offentlige sektor fri – i regeringsgrundlagets annoncerede overgang fra velfærdsstat til velfærdssamfund, så der kommer flere varme hænder, når reglerne bliver færre og bureaukratiet mindre. Nu er arbejdsudbud den ”nye valuta” i dansk politik med regeringens tre partilederes egne ord fra et stort fællesinterview i Berlingske for et par uger siden, der cementerede genstarten.
Nu er arbejdsudbud den ”nye valuta” i dansk politik med regeringens tre partilederes egne ord fra et stort fællesinterview i Berlingske for et par uger siden, der cementerede genstarte
_______
Regeringens succeskriterie nummer et er at skaffe mere arbejdskraft til især sundheds- og ældresektoren, hvor manglen på medarbejdere og udførte arbejdstimer blinker som advarselslamper med voldsom styrke. Den nye valuta er en noget andet holdning, end da Mette Frederiksen som forholdsvis ny socialdemokratisk formand i et interview i Jyllands-Posten 30. april 2016 fornægtede al økonomsnakken om arbejdsudbud med sætningen: ”Store arbejdsudbudsreformer er ikke groet i vores have. Og det har jeg svært ved at se, de skulle komme til”. Men ok. Det er mere end syv år siden, hun var i opposition, og finansministeren hed Claus Hjort Frederiksen.
Det var også dengang, at hun – modigt – erklærede, at Anker Jørgensen var hendes politiske idol. Det var nok ikke hans statsministertid præget af folketingsvalg i 1971, 1973, 1975, 1977, 1979 og 1981, hun tænkte på. Eller Anker Jørgensens daværende finansminister Knud Heinesen, der advarede om en økonomisk afgrund i horisonten. Det politiske budskab var nok snarere at idealisere hans socialdemokratiske sjæl indtil benet, for at underbygge Mette Frederiksens budskab ”velfærd frem for skattelettelser” og kampen for at mindske uligheden i det danske samfund.
Nu må vi derimod forstå, at skattelettelser bliver en del af den nye 2030-plan som et af flere værktøjer for at øge arbejdsudbuddet. Lige som SF-formand Pia Olsen Dyhr råber uden at få svar, når hun på sit partis netop overståede sommergruppemøde blæser til kamp mod uligheden, som er steget under Mette Frederiksen frem for det modsatte.
Man kan altid diskutere årsag og virkning, lige som måleinstrumentet, den såkaldte ginikoefficient, måske er mere teori end et billede på den reelle virkelighed. Men alligevel. Tallene taler om flere fattige børn og selv om Mette Frederiksen eksplicit fremhæver, at enlige forsørgere bliver prioriteret i en kommende skatteplan, så ændrer det ikke på, at det er dem i arbejde, som får lempet skatten. Arbejdsudbud frem for alt.
Venstres genstart
Regeringens kommende satsning på 2030-planen forklarer givet også, hvorfor Venstre er gået tilbage til fabriksindstillingerne. Nu sidder partiformand Jakob Ellemann-Jensen i det Økonomiministerium, som mange – også i Venstre – ikke forstod, han fravalgte til fordel for Forsvarsministeriet, da SVM-regeringen blev dannet tilbage i december.
Dengang kunne det til nød forklares med, at forsvaret efter Putins krig i Ukraine stod over for store udfordringer og forandringer. Et nyt forsvarsforlig skulle forhandles på plads, og der skulle skaffes milliarder til det. Men alt det klarede vikaren Troels Lund Poulsen under partiformandens stress-orlov. Nu udestår detaljerne, men det er mere en opgave for en fagminister. Risikoen var derfor, at Ellemann druknede i dem med mindre tid til at være koncentreret om at være med til at lede regeringen.
Det er i de kommende uger og måneder, Ellemann har muligheden for at få tydeliggjort Venstres indflydelse på regeringens politik
_______
Onde tunger vil givet også pege på, at han nu slipper for at forklare sig yderligere for Folketinget i sagen om købet af det israelske artilleri og forkerte oplysninger til Folketinget. Det er den siddende minister – og altså nu Troels Lund Poulsen – der skal svare på spørgsmål og grilles i diverse samråd om sin forgængers ageren, og alt andet lige ender det nok med mindre dramatik. Så det skal Ellemann som økonomiminister heller ikke bruge tid og kræfter på. Med mindre, der kommer en egentlig kommissionsundersøgelse med mundtlige afhøringer og eventuel vidnepligt, men det er realistisk set tidligst næste år. Hvor meget – om overhovedet – det har spillet ind, får vi nok aldrig at vide.
Politisk strategisk er det et rigtigt valg. Han skal naturligvis sidde med helt tæt ved forhandlingsbordet, når regeringen genstarter med en ny økonomisk plan og dermed ”genbekræfter” sig selv for at bruge det ord, som Moderaternes leder, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, og Troels Lund Poulsen opfandt som krav i forsommeren, da rygterne gik om Mette Frederiksens farvel til dansk politik til fordel for NATO.
Ellemann har muligheden
Det er i de kommende uger og måneder, Ellemann har muligheden for at få tydeliggjort Venstres indflydelse på regeringens politik. Godt nok kan man ikke rigtig påberåbe sig ophavsretten i politik, men de fleste – også Venstres frafaldne vælgerne – vil nok alligevel koble skattelettelser og en mere ”fri” offentlig sektor med netop Venstre. Ikke mindst, hvis Mette Frederiksens kommunale bagland begynder at knurre over manglende milliarder til velfærd, og oppositionen til venstre taler om socialdemokratisk løftebrud, fordi Ellemann får sit.
Han har selv sat trumf på. Venstre-formanden sagde allerede farvel til blå blok tilbage i november, da han på partiets landsmøde talte om ”Venstre i egen ret” og derefter forhandlede flertalsregeringen på plads. Men nu er tilbagetoget helt umuligt. Hans nye gentagne hvasse kritik af de øvrige blå partier, som ”stifter et nyt parti, hver gange nogle er utilfredse”, gør enhver tanke om en ny borgerlig blå blokregering som et regeringsalternativ til et fatamorgana. I hvert fald på denne side af en folketingsvalg.
Alligevel har Venstre-formanden det ikke nemt. Han er under forsat anklage for løftebrud med sin accept af Mette Frederiksen som statsminister, og man kan endnu ikke se bort fra, at mange også i Venstre er i tvivl: Kan han holde til arbejdspresset efter sin stresssygdom? Det udstiller ligeledes dilemmaet ved regeringssamarbejdet, at han stadig betegner sig som statsministerkandidat.
Forestiller han sig dueller på de to landsdækkende tv-stationer under næste valgkamp, hvor han og Mette Frederiksen står over for hinanden på trods af regeringsfællesskabet? Nok ikke. Det er mere politisk spin for at fremstå ligeværdig og ikke som lillebror i regeringen. Men narrer nok de færreste.
Et blåt modsvar til Ellemann kunne være et fælles politisk arbejdspapir og måske endda en fælles statsministerkandidat, men bortset fra en bastant kritik af regeringens bebudede lovindgreb mod koranafbrændinger, ligner enigheden mest af alt et ”det kan du selv være” til Ellemann. Og bekræfter vel dermed hans analyse frem for det modsatte
_______
Blåt modsvar?
Et blåt modsvar til Ellemann kunne være et fælles politisk arbejdspapir og måske endda en fælles statsministerkandidat, men bortset fra en bastant kritik af regeringens bebudede lovindgreb mod koranafbrændinger, ligner enigheden mest af alt et ”det kan du selv være” til Ellemann. Og bekræfter vel dermed hans analyse frem for det modsatte.
Regeringen vil formentlig gerne have brede forlig om de kommende reformer. Både om 2030-plan og om klima. Men hvor vi for et år siden ville have sagt: Regeringen skal først være enig med sig selv og derefter med et flertal i Folketinget, så er den politiske virkelighed ændret. SVM-regeringen har sit eget flertal – selv om det kan ende med at hænge på et enkelt mandat efter Jon Stephensens farvel til Moderaterne forleden.
SVM-flertallet kan skære igennem og gå selv uden indrømmelser til andre partier. Med tanke på regeringspartiernes forskellige indgang til de politiske tiltag – eksempelvis Socialdemokratiets modstand mod yderligere skattelettelser i toppen og Venstres forventelige forsvar for landbrugsinteresser i klimapolitikken – kan det gøre balancen i regeringens endelige udspil så hårfin, at den ikke rummer plads til nævneværdige aftryk fra andre partier. Bortset naturligvis fra områder, hvor forligsmæssige bindinger tilsiger det.
I så fald ender vi trods genstarten tilbage ved den egentlige begrundelse for SVM-regeringen: At den kunne gå selv, hvis det var nødvendigt uden ugelange forhandlinger og udvanding af dens oprindelige udspil, fordi yderligere forligspartier skulle have deres tydelige aftryk på resultatet.
Oppositionens forhandlingsmuligheder
Regeringens spinkle flertal afspejler sig dog ikke i meningsmålingerne. Her er det for længst væk efter en næsten historisk nedtur. Formentlig båret især af det folkelige oprør mod afskaffelsen af Store Bededag, som dog med normal politisk forleden med hukommelse sandsynligvis snart er i den store glemmebog. Men alligevel. Regeringspartiernes erfarne politikere er naturligvis til fulde klare over, at bredere forlig lettere overlever valg og ikke mindst valgkamp. Det skal vejes op mod at stå på sit eget flertal.
På den ene side ligner SF ikke i øjeblikket et parti, hvis støtte Mette Frederiksen kan være sikker på. Og omvendt ved ingen rigtig, hvordan den såkaldte ”reformalliance”, som Radikale, Konservative og Liberal Alliance annoncerede i april, vil komme til udtryk i forhandlingerne. Dengang blev det taget ned med et skuldertræk af regeringen, men holder det i det kommende folketingsår?
Det kunne tale for et reformpres ude fra, som Ellemann kunne drage nytte af til yderligere skattelettelser. Men var det så klogt endnu en gang ”at give langemand” til de blå partier, sådan som de opfattede det? Inden efterårets forhandlinger står Konservatives Søren Pape Poulsen og Liberal Alliances Alex Vanopslagh med det svære valg: Nok kan de søge indflydelse, men forlig om reformer legitimerer samtidig Ellemanns deltagelse i regeringen hen over midten. Lysten til det er næppe stor lige nu.
Foreløbig kan oppositionen kun vente og se. Regeringens genstart giver også nye muligheder. Enten til at tage et medansvar eller drive de korslagte armes politik. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og der mangler opdateringen og regeringens genstart endnu.
Regeringens genstart giver også nye muligheder. Enten til at tage et medansvar eller drive de korslagte armes politik. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og der mangler opdateringen og regeringens genstart endnu
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag foredragsholder og klummeskribent om de 40 år og aktuel politik.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 1. august 2023: Økonomiminister, VicestatsministerJakob og forhenværende forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, tilbage på sit kontor efter en længevarende stresssygemeldelse [FOTO: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
