Peter Lautrup-Larsen: Med statsfinansernes overskud forsvandt regeringens krisefortælling med et trylleslag. Nu venter der et svært, internt slagsmål
26.05.2023
Nogle i Socialdemokratiet vil sikkert bruge penge på velfærd og klimainvesteringer. Med hvad med Venstre? Det jyske bagland vil næppe mene, at landmændene skal presses af kommende klimaregninger, når milliarderne fosser ind i statskassen.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator
Egentlig var det en nyhed, man burde udbasunere med et jubelbrøl – eller et pressemøde med regeringens ledende ministre i Spejlsalen i Statsministeriet. Det går ufatteligt godt med dansk økonomi. Politikerne har 16 milliarder mere at gøre godt med i det såkaldte råderum, viser en ny opgørelse.
I stedet måtte den gode nyhed i tirsdags nøjes med sin egen pressemeddelelse fra finansminister Nicolai Wammen om dansk økonomi set i lyset af EU’s konvergensprogram. Det er den slags, spindoktorer og politikere finder på, når de helst ikke vil have alt for megen omtale.
Det kan godt være, at Wammen ikke har pudset det skilt, som en af hans forgængere som finansminister, Venstres Claus Hjort Frederiksen, i sin tid havde gjort til blikfang på sit skrivebord: ”Hvor skal pengene komme fra?” Men det ER tydeligvis det spørgsmål, han stadig stiller sig selv og enhver minister, der kommer med en udgiftskrævende ønskeseddel.
De nye tal ændrer ikke regeringens overordnede budskab, som lyder: Der er stadig grund til bekymring.
Finansministen lever dermed op til, hvad der er politisk børnelærdom på Christiansborg. Enhver regering skal passe på med at være FOR optimistisk. Sætningen ”det går ufatteligt godt” er gået over i den politiske Danmarkshistorie. Det var dengang – i april 1986 – hvor den konservative statsminister Poul Schlüter pralede med at have hevet Danmark op af det økonomiske morads på kanten af afgrunden, han knap fire år tidligere havde arvet fra socialdemokraten Anker Jørgensen og hans regering. Men et halvt år senere – i oktober 1986 – måtte Schlüters regering krænge kartoffelkuren ned over danskerne med afgift på forbrugslån og andre tiltag for at dæmpe vores købelyst. Det var ikke lige dét, danskerne var blevet lovet. Den mandatmæssige nedtælling for hans regeringer tog for alvor fart, selv om han – med hiv og sving – blev hængende som regeringschef yderligere seks år.
Krisen, der forsvandt
Wammens og SVM-regeringens situation er sammenlignelig – her 37 år senere. Den økonomiske succes hører ikke sammen med regeringsgrundlaget. Hvis det går så godt, hvorfor var det så nødvendigt at afskaffe Store Bededag? Selv om kun Dansk Folkeparti i øjeblikket gør det til et kommende valgkrav at få genindført helligdagen, har medierne ikke svært ved at finde danskere, som kræver svar på spørgsmålet. Det kan godt være, at regnedrengene i Finansministeriet i deres excel-ark kan føre sandhedsbevis for, at den ekstra arbejdsdag er en (beskeden) del af grunden til at de økonomiske tal nu er så guldrandede. Men nemt at svare på spørgsmålet er det ikke.
Wammens forsøg på det er i hvert fald næppe noget, der holder liv i regeringens fortælling om truende kriser og nødvendigheden af rettidig omhu.
Argumentet for, at der stadig er behov for at presse flere arbejdstimer ud af danskerne på grund af manglende arbejdskraft, er måske nok stadigvæk gangbart, selv om den samlede beskæftigelse nu også sætter Danmarksrekord. Men heller ikke her kan finansministeren finde de store argumenter i sine egne tal. Lidt gemt væk i konvergensprogrammet er nemlig oplysningen om, at der ikke kun er ekstra milliarder på plussiden. Den gode økonomi betyder også en opjustering af den såkaldte strukturelle beskæftigelse på 30.000 personer i 2030. Er det så virkelig stadig nødvendigt, at SVM-regeringen går reformamok for at skaffe op mod 45.000 fuldtidspersoner inden da, når vi allerede pr. automatik er nået to tredjedel af vejen?
Ingen vej udenom: Der er behov for en ny fortælling
Regeringen må i gang med en ny fortælling. Grundlæggende vakler dens skabelsesberetning. Det brede flertalssamarbejde over midten blev skabt i en stemning af, at det var nødvendigt med handlekraft og krisestyring. En ny politisk virkelighed – uden den tidligere partipolitiske kamp på taktik og symbolpolitik, hvor forhandlerne nærmest stod i kø i ugevis foran finansministerens kontor på Stengangen i Finansministeriet og førte en form for positioneringskrig for åbne mikrofoner på vej ind og ud. Den gamle form for politik gjorde det ikke lettere at skabe langsigtede forlig, der ikke altid var populære uden for Christiansborgs tykke mure – præcis den type forlig, som den efter regeringens opfattelse truende økonomiske krise nu gjorde nødvendige.
Nu kan man med god grund spørge sig selv, om den ”ufatteligt gode” danske økonomi harmonerer med en flertalsregering, der bulldozer sine forslag igennem mod resten af Folketinget med henvisning til nødvendighedens lov. Det gør den nok ikke, hvad regeringen jo også allerede har indset. Først opgav den det rigide krav om et ja til at afskaffe store bededag som adgangsbillet til et nyt forsvarsforlig. Siden er diskussionen om tilbagetrækning, hvor Arne-pensionen skulle fremtidssikres på seniorpensionens bekostning, lagt i mølpose i form af en kommende trepartsdrøftelse om sagen.
Og Christiansborg og politiske forhandlinger ligner sig selv fra de sidste mange år. På trods af flertalsregeringen. Den ny politiske virkelighed glimrer foreløbig ved sit fravær.
SVM fortryder ikke
Det er ikke fordi, de tre partier fortryder regeringsdannelsen. Det kan godt se sådan ud i Venstre, men partiledelsen forventer stadig, at det går op for vælgerne, at Venstre fik en ”god pris på grisen” for nu at bruge det udtryk, som Folketingets formand Søren Gade introducerede på valgaftenen, allerede inden det stod klart, at hans parti og formand Jakob Ellemann-Jensen ville bryde deres valgløfter for at få politisk indflydelse fra regeringskontorerne.
Statsminister Mette Frederiksen kan let konstatere, hvordan den politiske verden havde set ud, hvis den brede regering ikke var blevet til noget og hun var hutlet videre med en regering, der byggede på de røde støttepartier – med det ene mandats flertal:
Tag bare en politiker som Alternativets Theresa Scavenius. I løbet af sine første seks måneder som politiker i Folketinget har hun i klimasager ikke kun anklaget regeringen for at politisere embedsmændene og dermed føre hende og det øvrige Folketinget bag lyset. Hun truer samtidig Venstres klimaminister Lars Aagaard med konsekvenser for brud på ministeransvaret. Måske har hun fat i noget, men Mette Frederiksen må prise sig lykkelig for, at Theresa Scavenius ikke sidder på et afgørende mandat. Så byggede statsministerposten ikke på sandbund, men på kviksand.
Sundhedsudspillet viser vejen
For SVM-regeringen synes opgaven nu klart at være at få justeret sit regeringsgrundlag og sin fortælling.
Et første skridt på vejen var tirsdagens nye sundhedsudspil, der sprøjter yderligere fem milliarder ind i kræftbehandling, hospitaler og almen praksis. Ingen regering kan tåle at garantier i behandlingsplaner er umulige at overholde. Nu var pengene der – i det udvidede råderum – og dermed var det politisk muligt uden sværdslag at skaffe de mange milliarder til udgiftsløftet.
Den nye gode økonomi gjorde det nok også lettere for finansministeren at nå til enighed i med kommunerne om en ny aftale om næste års økonomi. På forhånd var der spået om svære forhandlinger og muligheden for et historisk sammenbrud uden frivillig aftale. Den slags trusler svæver ganske vist i luften hvert år, men i år var afstanden angiveligt større end nogensinde, fordi regeringen kun på forhånd havde garanteret milliarder til den demografiske udvikling med flere ældre og børn. Nu smed Wammen en milliard oven i sit oprindelige udspil og selv om borgmestre rundt omkring allerede vånder sig over nye sparekrav, så virker de kommunale forhandlere tilfredse.
De havde heller ikke meget at true med over for en flertalsregering, som i sagens natur har mandater nok til at gennemtrumfe sit tilbud med en beslutning i Folketinget, hvis kommunerne sagde nej til en frivillig aftale. Omvendt havde det næppe gjort de tre regeringspartier mere populære i deres baglande at trække et ultimatum ned over den nære velfærd, så det ligner en salomonisk løsning.
Forude venter nu et spændende slagsmål internt i regeringen om resten af de ekstra milliarder. Nogle regninger bliver lettere at betale. For eksempel på forsvaret. Men hvad så? Socialdemokratiet vil sikkert pege på endnu mere velfærd og klimainvesteringer. Med hvad med Venstre? Det jyske bagland vil næppe mene, at landmændene skal presses af kommende klimaregninger, når milliarderne fosser ind i statskassen. Og hvorfor skal skattekronerne ligge der? Er tiden så ikke til flere skattelettelser? Forventningerne til Jakob Ellemann-Jensen bliver snarere endnu større end det modsatte, når han vender tilbage fra sin stressbetingede orlov efter sommerferien.
Naturligvis er det fristende for ham og for den sags skyld også Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der også lider nød i meningsmålingerne, at indkalde til stort pressemøde i begyndelsen af august med præsentation af et justeret regeringsgrundlag – der handler ikke om de penge, der mangler, men dem, man har I overskud. Sådan kommer det næppe til at gå. Der er stadig Ukraine-krig – formentlig da – og klimakrisen. Forude venter desuden hele transformationen fra velfærdsstat til velfærdssamfund, sådan som den er skitseret i regeringsgrundlaget. Det er også noget, de tre partier kan gå til kommunalvalg på næste år.
Regeringens nye fortælling vil snarere føle den gamle journalistiske tommelfingerregel ”don’t tell it, show it!” – sådan som finansministeren gjorde det med at nedtone den gode nyhed om de ekstra milliarder, mens regeringen allerede begyndte at bruge dem. Men selv om der ikke bliver tale om højtlæsning, ændrer det ikke på, at fortællingen bliver en anden – langsomt, men sikkert. ■
Forude venter desuden hele transformationen fra velfærdsstat til velfærdssamfund, sådan som den er skitseret i regeringsgrundlaget. Det er også noget, de tre partier kan gå til kommunalvalg på næste år
_______
ILLUSTRATION: Downing Street går: Premierministeren efter at nåede til enighed med EU [foto: Pippa Fowles/Zuma/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
