18.04.2023

Regeringsgrundlaget er gennemsyret af en forestilling om nødvendigheden af rettidig omhu. Ukrainekrig, klimakrise og risiko for økonomisk deroute lige om hjørnet. Problemet er, at regeringen taler for døve øren.

Af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

En statsministers ordvalg er sjældent tilfældigt. Og slet ikke under en partilederdebat i Folketinget. Derfor lignede det et sporskifte, da Mette Frederiksen den sidste tirsdag i marts brugte ordene ”regeringen har nogle overvejelser” om SVM-flertallets kommende forslag om at forringe seniorpensionen som led i det, den selv spinner som ’Arne-plus’.

Hidtil har det været regeringens selvforståelse, at den med sit flertal agtede at gennemføre, hvad den ville og fandt nødvendigt. Det 63 siders lange regeringsgrundlag var det, der ville komme til at ske. I modsætning til årtiers mindretalsregeringer, hvor det snarere var et oplæg til forhandling. Om Arne-plus var der i hvert fald ingen tvivl. SVM-flertalsregeringen ville mane al tvivl om Arne-ordningen i jorden. Arne-pensionens ydelse skulle hæves, men på seniorpensionens bekostning fra mulige seks år før folkepensionen til nu kun tre og til lavere ydelse på det nye niveau. Statsministeren gik endda personligt i detaljer, da regeringen præsenterede sig selv.

Nu er det altså kun en overvejelse. Man forstår, hvorfor politiske med- og modspillere samt hæren af iagttagere bed mærke i hendes nye ordvalg. Er det de elendige meningsmålinger, der gør indtryk og ikke lige frem appellerer til nye upopulære forslag? Eller opstandelsen over afskaffelsen af store bededag? Eller måske synes Mette Frederiksen ikke, at tiden er til nye provokationer, der igen får fagbevægelsen på barrikaderne, som den allerede har varslet?

Vi ved det ikke. Statsministeren indrømmer sjældent en fejl, om overhovedet, og sporskifte indgår næppe i hendes ordforråd. Og naturligvis. Det kan selvfølgelig være, at hun bare ikke orkede flere slagsmål den tirsdag eftermiddag. Overfortolkning er lokkemad for besserwissere, tirsdagsanalytikere og hvad de ellers hedder. Men mon dog.

 

Er det de elendige meningsmålinger, der gør indtryk og ikke lige frem appellerer til nye upopulære forslag?
_______

 

Det ligner sund fornuft. Regeringen har tydeligvis brug for en ny fortælling. Regeringsgrundlaget er gennemsyret af en forestilling om nødvendigheden af rettidig omhu. Ukrainekrig, klimakrise og risiko for økonomisk deroute lige om hjørnet. Men den taler for døve øren.

Flytter næppe meget

Naturligvis bekymrer Putins fremfærd stadig. Men hvor den sidste forår utvivlsomt var med til at sikre det bastante flertal for at afskaffe det danske forsvarsforbehold ved folkeafstemningen 1. juni, så flytter det næppe meget partipolitisk i dag. Selv om vi ikke er der, hvor chefredaktøren for det lokalt orienterede Skive Folkeblad i november 1914 efter Første Verdenskrigs udbrud på lederplads konstaterede, at ”da den store krig ude i Europa ser ud til at blive en langvarig affære, vil vi ikke mere beskæftige os dermed”, så er det nok sådan, mange danskere har det. SVM-flertallets kobling af et farvel til store bededag med milliarder til forsvaret overbeviste dem i hvert fald ikke.

Klima-krisen dominerer naturligvis stadig dansk politik. Men partipolitisk er fronterne låst fast. Hvorvidt vi får et nyt klimavalg som i 2019 om tre år, er et åbent spørgsmål. Det afgøres næppe af, hvorvidt partierne går ind for 70 eller 75 pct. i reduktionsmål i 2030, men måske snarere af holdningen til kommende roadpricing, vindmølleparker og landbrugets fremtid.

Mette Frederiksen og hendes regering har heller ikke haft held med at tale en truende økonomisk smalhals op. Når statsministeren råber ”glem det, glem det” til spørgsmålet om at arbejde mindre, er det for mange nærmest på månen. Inflationen er aftagende, beskæftigelsen sætter rekord og boligøkonomerne afblæser enhver snak om et ”crash” på deres område.

Stop digging

Regeringen er i hvert fald der, hvor den må overveje, om ikke tiden er til at efterleve det gode gamle råd fra britisk politik: ”If you find yourself in a hole, stop digging”. Hvis man er i en svært håndterbar situation, er der ingen grund til at gøre den værre.

Her er vi så tilbage ved seniorpensionen. Mere end noget andet markerer den del af regeringsgrundlaget Mette Frederiksens transformation fra beskytter af velerhvervede rettigheder, da hun blev socialdemokratisk partiformand i 2015, og nu til konkurrencestatens fortaler som regeringschef i december 2022.

I 2015 tog hun et opgør med forgængeren Helle Thorning-Schmidts radikalt inspirerede økonomiske politik i almindelighed og finansminister Bjarne Corydon i særdeleshed. Hendes socialdemokratiske idol var Anker Jørgensen og hans velfærdstankegang, mens hans tids økonomiske afgrund forblev i glemmebogen. Kronen på værket før folketingsvalget i 2019 var valgløftet om Arne-pensionen, som reelt er en ny form for efterløn, når alt politisk spin er skrællet af. Velfærd frem for skattelettelser.

Selvfølgelig er SVM-regeringens grundlag ikke helt i den modsatte grøft. Men det bliver opfattet sådan. Ikke mindst af mange af de vælgere, der for fire år siden gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Deres svar ligger i de øjeblikkelige meningsmålinger med et historisk fald i tillid til hende som regeringschef og et farvel fra næsten hver fjerde vælger.

Ydmyghed ligger ikke til hende. ”Det ser jeg afslappet på”, var reaktionen på, at stort set alle fagbevægelsens lokale afdelinger frabeder sig taler fra socialdemokrater 1. maj, og det gør næppe forholdet meget bedre. Tiden burde vel snarere være til en charmeoffensiv, som den Venstres vikarierende partitop nu har taget hul på i partiets bagland.

 

Hvis Venstre-krisen i meningsmålingerne forsætter, kommer der givet et tidspunkt, hvor Venstre vil udfordre regeringens arbejdsfællesskab ved at udstille forskellene mellem partierne
_______

 

Imponerer næppe

Troels Lund Poulsens og Stephanie Loses såkaldte fire fyrtårne som ledestjerner i Venstres politik imponerer dog næppe mange af dem, der stadig har svært ved at acceptere brudte valgløfter og Mette Frederiksen som regeringschef. Overskrifter om stærk økonomi, mennesket før systemet, genopretning af forsvaret og en ansvarlig klimapolitik sætter ikke partikontoret på overarbejde for at håndtere en flodbølge af nye Venstre-medlemmer.

Tværtimod er det fire almindeligheder, som på ingen måde i sig selv udfordrer de to andre partier i regeringssamarbejdet. Djævlen ligger stadig i detaljen, og Venstre-toppen ved naturligvis godt, at hver gang de prøver at få kredit hos baglandet med argumenter om partiets indflydelse på dansk politik, bliver det debiteret hos Mette Frederiksen, som noget Socialdemokratiet betaler for. Hvis Venstre-krisen i meningsmålingerne forsætter, kommer der givet et tidspunkt, hvor Venstre vil udfordre regeringens arbejdsfællesskab ved at udstille forskellene mellem partierne. Men der er vi tydeligvis ikke endnu, selv om mange i baglandet utålmodigt presser på. Hvis ellers de ikke er mere optaget af nyt om stress-sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen og truende højere ejendomsskat på mindre landejendomme.

Det bliver ikke let

Let bliver det ikke for SVM-regeringen at komme op af hullet. Og så måske alligevel. Springbrættet ligger lige for. Lønmodtagernes tordnende ja til de nye overenskomster giver i hvert fald regeringen mulighed for at revurdere både deres fortælling og regeringsgrundlag. En slags kvittering for noget for noget. Så var afskaffelsen af store bededag altså heller ikke værre. Den blev ikke en ”dark-horse”, der kunne få forhandlingsresultatet til at løbe af sporet, når lønmodtagerne skulle tage stilling, sådan som fagbevægelsen havde frygtet. De tre regeringspartier kan finde argumenter for en opblødning i den stramme del af regeringsgrundlaget som en slags kvittering for arbejdsmarkedets parters ansvarlighed.

Muligheden er der i hvert fald nu for at erstatte den bekymrede krisesnak om rettidig omhu med en fortælling, der fokuserer på alle de positive ting i dansk økonomi. Måske er der ikke behov for helt så meget pisk, som regeringsgrundlaget lægger op til i form af såkaldte reformer for at nå målet om et øget arbejdsudbud svarende til 45.000 fuldtidspersoner frem mod 2030. Ikke at regeringen fuldstændig vil ændre på den hidtidige tydelige strategi med at tage ubehageligheder og det upopulære i begyndelsen af valgperioden for derpå at føre de gode gavers politik tættere på næste valg, men der synes at være plads til forandring.

Om ikke andet kan regeringens tre partiledere finde inspiration i et Churchill-citat: ”Jeg har mange gange måttet æde mine ord i mig igen, men i det store hele har det været sund og nærende kost”. Mette Frederiksens ordvalg om seniorpensionen passer i hvert fald som fod i hose til den slags overvejelser, også selv om bemærkningen faldt for snart tre uger siden og ikke synes at være fulgt op på andre områder. Måske var det en enlig svale, der ikke gør nogen sommer. Men lad os nu se. ■

 

Let bliver det ikke for SVM-regeringen at komme op af hullet. Og så måske alligevel
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.

ILLUSTRATION: Pressemøde på Kollekolle kursus- og konferencecenter i Værløse, den 3. februar 2023 med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, Vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, Statsminister Mette Frederiksen (S) og Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen [Jens Dresling/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland