Peter Lautrup-Larsen: Kan folkeafstemninger blive oppositionens værn mod regeringens flertal?

17.01.2023

Lovforslaget om Store Bededag og ikke mindst processen omkring det viser med al tydelighed, at spillereglerne har ændret sig på Christiansborg. Og når nu selv fagbevægelsen også kræver en folkeafstemning, så må det give anledning til at genoverveje muligheden. Måske er tiden kommet for oppositionen til at genbesøge en 30 år gammel strategi om grundlov, folkestyre og folkeafstemninger?

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

LOVFORSLAGET OM AT sløjfe Store Bededag viser det med al tydelighed. SVM-regeringen er parat til at bulldoze sin vilje igennem med sit snævre flertal, hvis den finder det nødvendigt. Argumenter preller af, og ikke nok med det: Et ja til forslaget er et krav til de partier, som gerne vil forhandle et nyt forsvarsforlig på plads, når det nuværende løber ud til nytår. Stemmer de ikke grønt på ja-knapperne i Folketingssalen, kan de glemme alt om at blive lukket ind i forhandlingslokalet hos forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen.

Man kan naturligvis hævde, at det var et af hovedformålene med flertalsregeringen. At den kan handle hurtigt og handlekraftigt, når de tre regeringspartier først er blevet enige. Store Bededag-forslaget holder yderpartierne uden for indflydelse, og der skal ikke betales en politisk afgift til et eller flere oppositionspartier med indrømmelser på andre områder i studehandler for at få forslaget gennemført. På den led lever det til fulde op til nogle af de argumenter for en flertalsregering over midten, som ikke mindst Moderaternes Lars Løkke Rasmussen er fortaler for.

Men samarbejdende folkestyre er nok næppe en overskrift, som ret mange vil sætte på forløbet indtil videre. Fagbevægelsen slår syv kors for sig. Økonomer, herunder overvismanden, sætter spørgsmålstegn ved effekten, men regeringen holder sig til beregningerne i Finansministeriets Excel-ark, selvom også regnedrengene her er usikre på, om tallene med arbejdsudbud og milliarder i statskassen til forsvaret holder i virkelighedens verden.

Snarere minder det om det flertalsdiktatur, som flere af folkestyrets store tænkere har advaret imod. Naturligvis har det ikke noget at gøre med despotiske styreformer, når først Hal Koch og senere Erling Olsen i sin tid formand for Folketinget brugte begrebet i debat om et demokrati som det danske. Men for de to var den politiske samtale en nerve i det danske folkestyre. Selvfølgelig bygger demokrati på afstemninger og flertalsafgørelser, men det er ikke alene nok. Grundlovens fædre tænkte i de samme baner, da de indbyggede en række mindretalsbeskyttelser i forfatningen. Ikke mindst muligheden for at sende vedtagne love til folkeafstemning.

Mindretallet er derfor ikke magtesløst over for et magtfuldkomment flertal. Grundlovens paragraf 42 giver således et mindretal på 60 af Folketingets 179 medlemmer mulighed for at sende en lov til folkeafstemning. Det er dog kun brugt en gang i 1963, da et flertal af vælgerne forkastede SR-regeringens jordlove. Folketinget kan ligeledes vælge at sende et forslag til vejledende folkeafstemning, som med EF-pakken i 1986, men det binder dog ikke flertallet efterfølgende.

 

Mindretallet er derfor ikke magtesløst over for et magtfuldkomment flertal. Grundlovens paragraf 42 giver således et mindretal på 60 af Folketingets 179 medlemmer mulighed for at sende en lov til folkeafstemning
_______

 

Det kan derfor ikke undre, at partier langt fra beslutningsprocessen som Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lufter muligheden for en folkeafstemning om Store Bededag. De tre partier tæller dog kun 19 mandater, og der er derfor langt til de 60. Det kræver, at større partier som SF, Liberal Alliance og Konservative også går ind for tanken. Foreløbig synes det ikke at være tilfældet, selv om de ikke alle har sagt NEJ med store bogstaver. Men når nu selv fagbevægelsen også kræver en folkeafstemning, så må det give anledning til at genoverveje muligheden. Også selvom den konservative politiske ordfører Mette Abildgaard nok de større partiers betænkeligheder meget præcist, da hun i dagbladet Børsen argumenterede med, at politikerne skal passe på med at ”devaluere princippet med folkeafstemninger”.

Ændrede spilleregler

Men skal de nu det – altså passe på – i en ny politisk virkelighed med flertalsregeringer, der kan være kommet for at blive hen over det kommende folketingsvalg? Lovforslaget om Store Bededag og ikke mindst processen omkring det viser med al tydelighed, at spillereglerne har ændret sig på Christiansborg. Måske er tiden kommet for oppositionen til at genbesøge en 30 år gammel debat om grundlov, folkestyre og folkeafstemninger – til dengang, hvor den indflydelsesrige radikale politiker Niels Helveg Petersen for alvor satte sig i spidsen for det, han så som en redning for et dansk demokrati i krise?

Medicinen var langt flere folkeafstemninger, og ikke kun når det hvert tyvende år drejede sig om EU. Ganske vist var det for Helveg ikke et værn mod flertalsdiktatur. Det tænkte han ikke på – dengang. Men hans begrundelser var alligevel nok så interessante. Ikke mindst som de kom til udtryk på det stort anlagte grundlovsseminar på Hindsgavl i 1991, som kan genfindes i antologien På sporet af den nye grundlov, som han redigerede året efter. Nye politikergenerationer kan i hvert fald med fordel efterspørge den på landets biblioteker og få den støvet af. Og finde adskillige gode grunde til at dyrke et mere direkte demokrati.

Helvig holder stadig i dag

Helvegs kik i krystalkuglen for tredive år siden holder den dag i dag. Folkeafstemningernes fokus på indhold og substans skulle modvirke det, han så som en trussel mod folkestyre og vælgerengagement. Topstyring af partierne med stærkt faldende medlemstal. Partierne blev identificeret med én eller få personer, og alle konflikter blev med Helvegs ord blev oversat til personsnak.

Resultatet var en vælgerskare med større og større afstand til det politiske liv og deraf medfølgende politikerlede. Helveg advarede endda mod en udvikling med voksende risiko for fremkomsten af ”politiske charlataner”. Nu er det fem år siden, Helveg døde, så han nåede ikke at se et folketing med 12 partier.

Allerede for 30 år siden var Helveg dødtræt af processnak og mandagstrænere, selv om antallet af politiske kommentatorer med TV2’s Kaare R. Skou i spidsen dengang kunne tælles på en hånd. Dagens kommentatorkøbing, denne skribent inklusive, med Besserwisserne, Tirsdagsanalysen og hvad det ellers hedder i en jungle af podcasts mv. skubber kun på udviklingen. Partiledere får karakterer som fx en kommentators tildeling af nul stjerner til Venstres Jakob Ellemann. Regeringen eller oppositionen bliver bedømt på dagsformen. Er dén eller dén kommet godt for start? Allerede nu er De Radikale dømt politisk døde, og for nogle år siden måtte en fremtrædende reporter og kommentator spise en hat, fordi et parti klarede spærregrænsen. Alt sammen uden at stå til ansvar for noget eller nogen. Proces, proces, proces. Vindere og tabere. Men indhold?

For at citere Niels Helveg: ”I den lige, almindelige og hemmelige stemmeret ligger demokratiets egentlige radikalitet. Det kunne vi begynde at tage mere alvorligt. Gjorde vi det, ville man tvinge os som vælgere til at tage helt konkret stilling til en række besværlige spørgsmål. Når sagerne var afgjort, ville grobunden for ufrugtbar, kværulantisk politikerlede være mindre, og sagerne ville have fået en afgørelse, man måtte bøje sig for.”

Den lader vi stå et øjeblik.

Nærmere drømmen

Måske er vi nu nærmere Helvegs drøm end tidligere. Oppositionspartierne til højre og venstre for flertalsregeringen bør i hvert fald tænke over det. Ganske vist ville han have folkeafstemninger i system i en ny grundlov. Den får vi ikke. Men forslaget om Store Bededag kunne være en begyndelse, hvis oppositionen i den nye politiske virkelighed gang på gang føler sig sat uden for indflydelse. Nok tyder meningsmålingerne på et massivt vælger-nej til at sløjfe den, men hvem siger, at det holder gennem en folkeafstemnings debat og fokus på sagen. Vi ville få en afgørelse og komme videre til næste punkt på dagsordenen. Flere folkeafstemninger kunne også være i regeringens interesse, selv om det nok er for meget forlangt, at de dermed accepterer Helvegs argumenter.

Helveg havde et yndlingsudtryk hentet fra skakkens verden: ”Truslen er stærkere end udførelsen”. Hvis Mette Frederiksen og Co. må frygte, at treparti-enighed ikke kan tromles igennem i vigtige større sager uden risiko for, at opposition svarer igen med krav om folkeafstemning, får vi sandsynligvis et forhandlingsrum, hvor adgangsbilletten ikke nødvendigvis er krav om at acceptere forslag, man er lodret imod. Medindflydelsen bliver større og SVM-regeringen får en øget interesse i at få flere mandater bag forslagene, selv om de ikke er nødvendige for andet end en bredere accept af dens politik. Det vil ikke – for at vende tilbage til Abildgaards betænkeligheder – devaluere princippet med dem. Snarere tværtimod. ■

 

Måske er tiden kommet for oppositionen til at genbesøge en 30 år gammel debat om grundlov, folkestyre og folkeafstemninger – til dengang, hvor den indflydelsesrige radikale politiker Niels Helveg Petersen for alvor satte sig i spidsen for det, han så som en redning for et dansk demokrati i krise
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland