Peter Lautrup Larsen: Hvem kommer efter Ellemann?

12.02.2023

Ellemanns fravær skal nok kun tælles i uger og ikke i mange måneder, før presset for at få en afklaring vokser – ikke mindst i hans eget parti. Hvis det utænkelige sker, og partiformanden ikke vender tilbage, må de have arvefølgen klar. Et opslidende kampvalg er det sidste, Venstre har brug for nu.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

Enhver politisk analytiker med respekt for sig selv skal kunne svare på spørgsmålet på stående fod. Ellers ved man ikke meget om magtspillet i dansk politik. Uanset, hvilket parti vi taler om. Hvem overtager ledelsen, hvis den nuværende partileder får den berømte tagsten i hovedet? Det siger derfor meget om situationen i Venstre lige nu, at svaret blafrer i vinden alt efter, hvem der bliver spurgt. Buddene er flere og forskellige.

Mere end så meget andet illustrerer det tomrummet i det næststørste regeringsparti, efter Jakob Ellemann-Jensen har hjemsendt sig selv på grund af stress. Selv om alt tyder på, at Venstres øvrige ledelse beder til, at partiformanden hurtigt kommer sig og igen får mod på og kræfter til den opslidende politiske tilværelse på Christiansborg, så kommer ingen uden om at tage stilling til spørgsmålet: Hvem ellers? Svaret vender vi tilbage til.

En eller to politiske kommentatorer er kommet galt afsted med ordvalget, da de talte om, at ”timingen” er elendig. Timing er noget, man selv vælger og naturligvis er Ellemanns stress kommet uventet for alle og ikke mindst ham selv. Men ”tidspunktet” er tæt på katastrofalt. Et Venstre i modvind har brug for en formand i topform, der skyder brystet frem og forklarer sig mod anklagerne efter regeringsdannelsen for løftebrud og det, der er værre.

Ellemanns stressmelding siger noget om, hvor hårdt – også psykisk – det er at være i toppen af dansk politik. Som en tidligere statsminister for en del år siden sagde til denne skribent om magtkampene i hans eget parti: ”Hvis man ikke har prøvet at være nummer ét, så aner man ikke, hvad man taler om”.

Ny kultur

I dagens politik er det bredt accepteret, at en toppolitiker trækker stikket i en periode, hvis det psykiske og ofte også fysiske pres sætter sig som stress. Også selv om en del spydige og skadefro kommentarer på de sociale medier om Ellemanns situation viser, at politikerleden har vide rammer. I dag taler man åbent om det. I ”gamle dage” satte man sig ved stambordet i Snapstinget og druknede arbejdspresset, ansvaret, mediestorme og de opslidende politiske magtkampe i alkohol. Det var nok næppe at foretrække.

Vi ved naturligvis ikke, hvad der har udløst Venstre-formandens stress og sygemelding. Det er rent gætværk at lege lommepsykolog. Men hans og Venstres situation var og er ikke nem. Selv om Ellemanns historiske tale på Venstre landsmøde 19. november sidste år, hvor han vinkede farvel til blå blok og sagde goddag til en bred regering under Mette Frederiksen, blev mødt med stående bifald, så skal man ikke langt ud i Venstres bagland for at finde kritikere af holdningsskiftet.

 

Det er Venstre-politik, så det batter, selv om man også aner Moderaternes Lars Løkke Rasmussens fingeraftryk på filosofien. Alt det synes dog ikke at gøre indtryk på kritikerne i baglandet
_______

 

Først var der naturligvis de brudte valgløfter. Det er ikke nemt at forklare, hvorfor Venstre nu er i regering under en statsminister, som partiet før valget ville have advokatundersøgt for grundlovsbrud i minksagen. Samtidig garanterede partiformanden personligt, at han aldrig ville pege på Mette Frederiksen som netop det – statsminister. Det hjalp ikke Venstre i meningsmålingerne, at Ellemann efter regeringsdannelsen prøvede at tage løftebruddet på sig som et personligt ansvar med ord som, at hans ”stolthed” ikke skulle stå i vejen for en nødvendig regering.

De brudte valgløfter har fuldstændig overskygget det politiske indhold i SVM-regeringens fælles regeringsgrundlag og den omstændighed, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har betalt en høj politisk pris for at forsætte på statsministerposten. Især til Venstre. Nu er ledestjernen i det største regeringspartis økonomiske politik en accept af arbejdsudbudstanken og ambitionen om at øge arbejdstimerne fra danskerne svarende til 45.000 fuldtidsstillinger frem mod 2030 ikke kun ved at afskaffe store bededag, halvere seniorpensionen og forkorte kandidatuddannelsen, men også ved at lette skatten for dem med højere indkomster.

Blå tråd

Hvor man i almindelig sprogbrug taler om ”den røde tråd”, så er den her nærmest blå og meget langt fra Mette Frederiksens kategoriske udsagn til Jyllands-Posten, da hun var blevet socialdemokratisk partiformand i 2015: Arbejdsudbudsreformer er ikke groet i vores have, og jeg har svært ved at se, at de skulle komme til det.

Venstre-indflydelsen er ikke blevet mindre tydelig af den aftale om en akutplan, som partiets sundhedsminister Sophie Løhde i lørdags kunne offentliggøre som led i en aftale mellem regeringen, regionerne og privathospitalerne. Nu skal sidstnævnte overtage langt flere behandlinger på det offentliges regning for at få ventelisterne ned. Det er Venstre-politik, så det batter, selv om man også aner Moderaternes Lars Løkke Rasmussens fingeraftryk på filosofien.

Alt det synes dog ikke at gøre indtryk på kritikerne i Venstres bagland. Forlydender om udmeldelser i frustration har ført til malende beskrivelser om et kommende bondeoprør i et jysk bagland, hvor de hvæsser høtyvene. Et indtryk, der bliver forstærket af politiske kommentatorers spørgsmålstegn ved partiets fremtid og eksistensberettigelse, som de underbygger ved at henvise til Venstres manglende vælgertilslutning i rekordlave meningsmålinger. En ting er Venstres slagsmål gennem politikergeneration efter politikergeneration med De Konservative om førertrøjen i blå blok. Det har man vænnet sig til. Venstredeltagelsen i det nye regeringsprojekt er snarere truet, hvis Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh bliver anføreren for resterne på Venstres tidligere hjemmebane.

Jakob Ellemann-Jensen gjorde det næppe heller lettere for sig selv, da han i Berlingske 21. januar – kun en god måned efter SVM-regeringens fødsel – prøvede at dele sol og vind lige mellem tilhængere og modstandere af arbejdsfællesskabet med Mette Frederiksen. Det var her, han erklærede, at Venstre ved næste valg hverken vil pege på en bred eller en blå regering: ”Vi kommer til at stå i egen ret, og så kan vi gå i hvert fald to forskellige veje afhængig af, hvor vi kan få mest igennem”.

Sådan politiker-analytisk oversat får kritikerne den indrømmelse, at SVM-regeringen er nødvendighedens regering i den øjeblikkelige situation med Ukraine-krig og lurende økonomiske kriser. Han er ikke vicestats- og forsvarsminister, fordi han elsker Mette Frederiksen. Men den slags nuancer er der sjældent plads til i dansk politik. Nyligt afdøde Ritt Bjerregaard ville aldrig på en tilsvarende måde være gået på akkord med kritikerne for blot at tage et eksempel på en politiker, der var ekspert i at håndtere stærkt upopulære sager og modvind i medierne. Det endte hver gang med, at hun genopstod fra de politisk døde. Hun ville have svaret, at spørgsmålet var utidigt, fordi regeringen MED TIDEN ville blive en kæmpe succes – ikke mindst for Venstre, når vælgerne så den folde sin politik ud i fuldt flor.

Timing

Svaghed er det sidste, vælgerne belønner. Det ved Venstre-formanden og hans rådgivere naturligvis godt. De er ikke politisk tonedøve. Men sandsynligvis har de følt sig presset af nuet. Tiden kan de ikke vente på. Selv om det har vist sig at være en enlig svale, så er januars Megafon-måling for TV2 på kun 8,8 procents vælgertilslutning vanskeligt noget, en Venstre-partileder kan sidde overhørig. Det er ikke godt nok at sige: Vent til næste år.

 

Meget kynisk er det måske slet ikke en katastrofe, at Venstre nu får en timeout efter Ellemanns sygemelding. Så går tiden med det, mens medierne vender sig mod andre svage dyr i den politiske jungle
_______

 

Meget kynisk er det måske slet ikke en katastrofe, at Venstre nu får en timeout efter Ellemanns sygemelding. Så går tiden med det, mens medierne vender sig mod andre svage dyr i den politiske jungle. Venstre kan håbe på en ny start, når partiformanden er kommet sig og forhåbentlig vender tilbage med nye kræfter og gåpåmod. Måske er vi så endda på den anden side af et politisk indgreb efter et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, hvor de politiske troværdighedsmålinger vil rette pilen mod Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, mens Ellemanns brudte valgløfter vil være af mere historisk interesse.

I hvert fald betyder ”timeouten” ro på bagsmækken. Godt nok anses Venstre historisk for at være Danmarks mest brutale parti, men lige nu er der ingen undskyldning for oprør. Og så er vi tilbage ved det indledende spørgsmål: Hvem ellers? Hvis Jakob Ellemann-Jensen mod forventning trækker stikket helt og ikke kun midlertidigt, hvem skal så løfte arven?

Alternativet til Ellemann

I Venstre taler man om fire. Økonomiminister og vikar som vicestatsminister, Troels Lund Poulsen, sundhedsminister Sophie Løhde, regionsformand og Venstre-næstformand Stephanie Lose og endda folketingets formand Søren Gade. Naturligvis er det ikke noget, man taler højt om, men de fire – eller i hvert fald nogle af dem – må allerede nu føle sig frem. Hvis det utænkelige sker, og partiformanden ikke vender tilbage, må de have arvefølgen klar. Et opslidende kampvalg er det sidste, Venstre har brug for nu.

Troels Lund Poulsen er partiets stærke mand. Mange kan givet huske, da han under et pressemøde i august sidste år tog ordet fra Ellemann og konstaterede, at Inger Støjberg godt kunne blive minister, da partiformanden ikke selv ville svare på det. De kan i hvert fald godt huske det i Venstre. Men den folkelige appel? Hvis antallet af personlige stemmer ved et folketingsvalg er en målestok, så er den kort for ham. Det plejer at være skrabet mål.

Sophie Løhde anses af mange for en sandsynlig kronprinsesse. Men i Jylland, når man tydeligt kommer fra Nordsjælland? Er det hende, der skal hente vælgerne hjem fra den jyske hævner, Inger Støjberg, og hendes Danmarksdemokraterne? Opgaven som sundhedsminister er rigeligt stor i sig selv med krav om at rydde op på hospitalerne og få ventelisterne ned.

Stephanie Lose er på papiret som Venstres næstformand den teoretiske afløser. Den titel kan hun bare ikke bruge til meget. Derimod tæller det, at hun har en sikker hånd som regionsformand. Men hun fremstår nok alligevel mere som en succesfuld embedsmand end som en politiker. Sporene skræmmer fra andre partier, der valgte partiformænd uden erfaring med magtspillet bag Christiansborgs tykke mure.

Endelig er der folketingets formand, Søren Gade. Et vælgerelsket politisk dyr, Venstre trækker af stalden hver gang, partiet er i knibe. Som da Lars Løkke i 2014 brugte Gades mulige formands kandidatur i nervekrigen mod Kristian Jensen. Eller da han som stemmesluger skulle sikre Venstre flere mandater ved det seneste EU-Parlamentsvalg – for slet ikke at tale om, da han blev sat ind før folketingsvalget som bolværk mod vælgerflugt til Inger Støjberg i det jyske. Måske er han det mest sandsynlige bud i et hurtigt formandsskifte. Men det kræver nok et fredsvalg.

Hvis ugerne går uden datosvar på, hvornår Ellemann vender tilbage, vil spekulationerne vokse. Hvem er alternativet? Og vil Venstre overhovedet forsætte i regeringen, som kritikerne i partiet vil hævde, især var hans projekt? Svaret vil formentlig være ja, men diskussionen vil tære på partiet. De to andre partiledere i det regerende flertal kan i hvert fald ikke gøre meget andet end håbe på Ellemanns hurtige raskmelding.

Ingen er uundværlig. Dansk politik går ikke i stå. Men Ellemanns fravær skal nok kun tælles i uger og ikke i mange måneder, før presset for at få en afklaring vokser ikke mindst i hans eget parti. Det gør det næppe lettere for ham at komme sig, men er den brutale sandhed. ■

 

Hvis ugerne går uden datosvar på, hvornår Ellemann vender tilbage, vil spekulationerne vokse. Hvem er alternativet? Og vil Venstre overhovedet forsætte i regeringen, som kritikerne i partiet vil hævde, især var hans projekt?
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen