Peter Lautrup-Larsen: Efter et halvt år med SVM-regeringen er vi tilbage til fortiden
30.06.2023
Det ligner en regering, der stadig må gå på akkord et år eller halvandet endnu. Nye konkrete klimatiltag bliver formentlig næste store hurdle, sammen med de offentligt ansattes lønforhold. Det bliver næppe i selv meget andet end øretævernes holdeplads for de tre regeringspartier, og i hvert fald ikke det, som vender meningsmålingerne til SVM’s fordel.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator
Forligene og resultaterne strømmer ind. Senest om forsvaret og uddannelserne. De tre regeringspartier praler af indholdet, nærmest så de øvrige forligspartier synes, de bliver snydt for ophavsretten. Folkestyret arbejder, og meget ligner sig selv.
Men var det nu meningen for seks måneder siden, da SVM-regeringen blev født på Marienborg i midten af december? Dengang var salgstalen, at flertalsregeringen ville gå selv, når det var nødvendigt. Uden det sædvanlige Christiansborg-fnidder og partitaktik i endeløse forhandlinger, hvor alle skulle have et eller andet, som i sidste ende sandsynligvis ville sænke ambitionsniveauet i forhold til den oprindelige hensigt. Vi havde fået en politisk nyskabelse. En krise-regering, der ville og kunne gå selv.
Bare tænk på de første dage, efter regeringen havde spillet ud med sit forslag om at sløjfe store bededag. Ikke nok med, at SVM-regeringen insisterede på at tromle det igennem på trods af modstand i Folketinget, fagbevægelsen og nok så vigtigt – i befolkningen. Et tryk på ja-knappen var med Venstres formand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens ord betingelsen for en adgangsbillet til forhandlingsbordet om et nyt forsvarsforlig, fordi lønmodtagerne med en dags mere arbejde dermed var med til at finansiere nye udgifter, som i første omgang skal gå til Ukraine.
Tydeligvis havde de tre regeringspartier, og vel især Venstre, ofret så mange af deres valgløfter i det fælles regeringsgrundlag, at lysten til mellemhandlerafgift til andre partier for at få dem med i aftalerne var tæt på ikke eksisterende.
Men nu, seks måneder efter, er vi tilbage til fortiden. Koblingen mellem store bededag og forsvaret blev ved truslen. De brede forlig hober sig i stedet op. Vi vil ganske vist høre en masse spin, når regeringspartierne forklarer sig. Noget med, at forhandlingerne med andre partier netop blev nemmere og tættere på regeringens planer, fordi den hele tiden kunne true med at bruge sit eget flertal som tilbagefaldsposition, hvis forhandlingerne brød sammen. Det kan man tro på, men det ligner en sandhed med modifikationer, når man ser på aftalernes indhold og regeringens indrømmelser.
Godt håndværk
Tag det nye uddannelsesforlig. Efter ugers forhandlinger lykkedes det Moderaternes uddannelsesminister Christina Egelund at strikke et omfattende forlig sammen. Efter normal Christiansborg-logik godt håndværk. Men ambitionen om at forkorte en stor del af kandidatuddannelserne endte på et niveau, der mere var på oppositionens nåde end en udmøntning af SVM-regeringsgrundlaget. Et bredt forlig talte tydeligt mere for ministeren end at tromle sin egen treparti-enighed igennem.
Forklaringerne er naturligvis som altid, at brede forlig giver garanti for, at de holder over den næste valgdag. Institutioner, myndigheder og andre aktører ved, hvad de har at rette sig efter det mange år fremover. Og her er vi ved sagens kerne. Regeringspartiernes sløje meningsmålinger påvirker naturligvis opfattelsen af dens muskelstyrke. Risikoen var i hvert fald åbenbar, hvis ministeren havde insisteret på sit eget forslag og det spinkle SVM-flertal havde gennemført det. Universiteter, rektorer, lærere osv. ville formentlig mere rette ind efter, at det hele blev ændret om et par år, når flertallet var væk, end helhjertet gå ind og arbejde konstruktivt med noget, som de og deres underskov i uddannelsessektoren ikke havde hjertet med i. Noget, der i sig selv ville ende i en ”ommer”.
Vi kender sangen om meningsmålinger. Især, når de som de seneste måneder spår om voldsom tilbagegang for de tre regeringspartier og faldende tillid til statsministeren. Politiske ordførere i regeringspartierne – ingen nævnt ingen glemt – messer med konstant stemmeføring skåret over læsten: ”Det er kun et øjebliksbillede. Der er længe til valget og det skal nok gå alt sammen, når vælgerne anerkender regeringens resultater” osv. Men de nyeste forlig viser, at både regeringen og oppositionen læser dem. Vælgerne belønner ydmyghed og lytten til hinanden frem for konflikt og konfrontation. Samarbejde over midten er stadig et plusord. Blot ikke, når det gælder selve ministerbænkene.
Ånden er ude af flasken, og ikke sådan at få tilbage igen, trods støtte til Stoltenberg og rødvin på højkant
_______
Krisefortællingen væk
Regeringens skabelsesberetning byggede på en krisefortælling. Krig i Europa, klima og mørke udsigter for økonomien. Især det sidste er tydeligvis væk. Regeringens egne positive fremskrivninger og ikke mindst fundet af 16 milliarder ekstra på statsbudgettet gør det umuligt for finansministeren at opretholde pessimismen. Vi venter samtidig stadig på, hvordan regeringen konkret vil løse de åbenbare problemer på sundhedsområdet og dens annoncerede ambition om overgang fra ”velfærdsstat” til ”velfærdssamfund”. Og når Lars Løkke Rasmussen mere som Moderaternes formand end som udenrigsminister prøver at styre debatten i retning af et generationsspørgsmål og nødvendigheden af at se på velfærden med det lange lys, så tyder det heller ikke på, at regeringen er på vej med den totale bundvending her og nu af velfærdsrettighederne, som vi kender dem. Selv om statsminister Mette Frederiksen skabte forventninger om det ikke kun i regeringsgrundlaget, men også i sin nytårstale, da hun annoncerede et farvel til kontrol, lovgivning og dokumentation, og et goddag til en tillidsreform for de offentligt ansatte. Det er lettere sagt end gjort.
De tre regeringspartier gjorde det heller ikke nemmere for sig selv med deres tydelige forberedelse på, at statsminister Mette Frederiksen blev NATO-generalsekretær og ville forlade dansk politik i midten af juli. I Socialdemokratiet gik de berømte kaffeklubber fra snak til handling. Ethvert medlem af Folketingsgruppen måtte overveje med sig selv, hvor loyaliteten lå: Var det hos finansminister Nicolai Wammen eller justitsminister Peter Hummelgaard? Det handlede ikke nødvendigvis om statsministerrollen – der var og er Wammen i øjeblikket favorit til at overtage posten – men magtspillet om de underliggende poster. Den slags kan man tillægge større eller mindre vægt, men et yderligere tegn på vaklen i regeringsgeledderne var reaktionerne fra Venstres vikarierende førstemand, Troels Lund Poulsen, og Lars Løkke Rasmussen. De opfandt nærmest et nyt ord i dansk politik med krav om ”genbekræftelse” af regeringen og dens grundlag inden en ny statsminister. Det afslørede i hvert fald ikke nogen særlig tillid til Mette Frederiksen og hendes nej til at være NATO-kandidat. Eller det arbejdsfællesskab mellem tre regeringspartier, som ellers var bygget på et fundament af cement.
Flyver næppe
Nu bliver en ny dansker på posten i NATO næppe en fugl, der flyver. Sådan ser det ikke ud, efter statsministeren selv har talt om at forlænge den nuværende NATO-generalsekretær, norske Jens Stoltenberg, på posten. Og efter i øvrigt lidt kuriøst på Folkemødet at have væddet en flaske rødvin i Pomerol-klassen med DR’s Stéphanie Surrugue om netop det spørgsmål. Mette Frederiksen holdt på, at hun stadig er statsminister til november. DR-værten det modsatte.
Men ånden er ude af flasken, og ikke sådan at få tilbage igen, trods støtte til Stoltenberg og rødvin på højkant. Nye ledige internationale job ikke mindst til næste år, når EU-systemet skal have andre chefer i spidsen for ministerråd og kommission, vil igen nære spekulationer om det ene eller andet farvel. Parret med, at Margrethe Vestager tydeligvis ikke bliver forlænget som dansk EU-kommissær, men allerede nu er bragt i spil til at stå i spidsen for Den Europæiske Investeringsbank, vil personsnakken om regeringens partiledere igen overdøve dens politiske arbejde.
I Venstre vil de nok mest og givetvis med mediernes mellemkomst måneder frem spørge sig selv: ”Hvor længe holder formanden”, når Jakob Ellemann-Jensen efter planen vender tilbage fra sin ufrivillige stressorlov 1. august. Uanset, hvor meget han går til den med krum hals. Og så ser vi endda bort fra det forventede stormvejr med samråd på samråd om køb af israelsk artilleri, mangelfuld eller lige frem falsk orientering af Folketinget, og forsvarets almindelige økonomiske uorden.
Lars Løkke vil mange se som et dansk bud som ny EU-kommissær trods hans besværgelser om det modsatte, og Mette Frederiksen vil som sagt være et navn, som ethvert internationalt medie blot behøver nævne som kandidat til hvad som helst, før det giver ekko i dansk politik.
Sandsynligheden for, at de tre partiledere i spidsen af SVM-regeringen stadig hedder Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke, er stadig klart den største, når den fejrer sin to årsfødselsdag med udgangen af 2024. Men det svækker naturligvis regeringen og dens gennemslagskraft, når interessen på Christiansborg nok så ofte drejer sig mere om det, der ender med ikke at blive til noget frem for det modsatte.
På akkord
Det ligner derfor en regering, der stadig må gå på akkord et år eller halvandet endnu. Nye konkrete klimatiltag bliver formentlig næste store hurdle, sammen med de offentligt ansattes lønforhold. Det er igen sager, der skal håndteres og bringes gennem Folketinget med bred opbakning, men som næppe i selv bliver meget andet end øretævernes holdeplads for de tre regeringspartier. Det bliver ikke dem, der vender meningsmålingerne til SVM’s fordel.
Og så alligevel. Sporskiftet væk fra det, der kunne ligne flertalsdiktatur, har været klogt, selv om det rummer ydmygelsen i sig. Som en fremtrædende politiker engang sagde: ”Så længe det knager, holder det”. Og det var ikke ægteskabet, der var i Niels Helveg Petersens tanker, men netop et regeringssamarbejde i modvind. Vi mangler stadig flertalsregeringens anden halvleg. Den med alle de gode gaver til danskerne. Skattelettelser plejer ganske vist ikke at kunne vinde Folketingsvalg. Men lad os nu se. ■
Sandsynligheden for, at de tre partiledere i spidsen af SVM-regeringen stadig hedder Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke, er stadig klart den største, når den fejrer sin to årsfødselsdag med udgangen af 2024
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag foredragsholder og klummeskribent om de 40 år og aktuel politik.
ILLUSTRATION: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) under spørgetime i salen, 23. maj 2023 [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
