Pernille Skipper om den nye politiske sæson: Det, regeringen stadig mangler, er at forklare danskerne, hvorfor den eksisterer
23.08.2023
Ny serie: Hvad venter der i dansk politik?
”Venstre har et rigtig godt udgangspunkt nu med det, som Ellemann har gjort, siden han kom tilbage. Han har taget de skridt, der var nødvendige, og har set og identificeret de rigtige problemer i partiet. Nu skal de til at prøve at se, om de kan udfylde den lidt tomme skal, som Venstre er, når de ikke hele tiden skal løbe efter støttepartierne og statsministerposten. Det er ret spændende, hvor de kommer til at stille sig.”
Interview af Carl Sørensen
RÆSON: Hvad bliver regeringens hovedbudskab for den politiske sæson, der er skudt i gang nu?
SKIPPER: Det er faktisk the million dollar question, fordi vi har en regering, som har vist sig mere levedygtig, end rigtig mange troede. Da granatchokket havde lagt sig, tror jeg, mange politiske iagttagere og helt almindelige mennesker begyndte at spekulere på, hvor længe det ville holde. Men det viser sig nu, at den her regering er noget mere levedygtig, end mange havde troet.
Det, som regeringen til gengæld stadig mangler, er at forklare danskerne, hvorfor den eksisterer, og det bliver regeringens helt store udfordring. At det ikke ”bare” er at indgå forlig, brede aftaler og gennemføre de ting, der står i regeringsgrundlaget, men også at forklare danskerne, hvorfor de gør netop det, og hvorfor de er sammen om det. Den mangler en eller anden form for eksistensberettigelse.
En kriseregering uden kriser
Er det ikke nok med de aftaler, der varsles i regeringsgrundlaget – der mangler et decideret eksistensgrundlag?
Jeg tror, det er et lidt større formål, der mangler. Den her regering er bygget på en fortælling om kriser, bl.a. bundet til økonomien, som man ikke kan håndtere med den sædvanlige blokpolitik. Sådan lød fortællingen, men noget tyder på, at det ikke er noget, danskerne rigtigt hopper på, fordi meningsmålingerne er så ringe, som de er.
Samtidig har Konvergensprogrammet [status på Danmarks økonomiske udsigter på kort, mellem og lang sigt, red.] også trukket tæppet væk under en stor del af krisefortællingen ved faktisk at slå fast, at der er masser af penge i det danske samfund. Så kan man jo høre, at regeringen har en ret stor udfordring med at fortælle, hvad filan den så skulle til for.
Når de fx går ud i Berlingske den 12. august og føler sig kaldet til at sige, at det ikke handler om penge, kriser og arbejdsfællesskab længere, men at det nu handler om en ny valuta: arbejdskraft. Nu er de ikke et arbejdsfællesskab længere, men også et værdifællesskab, hvad end det så betyder. Det har jeg ikke noget gæt på, hvad betyder, men det siger de nu, så man kan høre et skifte, eller i hvert fald et forsøg på at komme med en eller anden dybere forklaring om, hvorfor de er til.
Det er nok rimelig nødvendigt for dem, fordi målingerne taler sit eget meget klare sprog. De har mistet ret meget af pusten, fordi de – selvom de på den ene side faktisk har indgået en hel del aftaler – også har en perlerække af møgsager, som har hængt over dem siden sommerferien, og som de nu er i gang med at forsøge at lukke ned for.
Nu nævner du møgsager: Hvordan vil sagen om Jakob Ellemann-Jensen påvirke regeringen?
Ja, det er jo en kæmpe møgsag. Det er også i lidt bredere forstand problematisk, at Jacob Ellemann-Jensen har været væk. Det har bestemt ikke gavnet regeringen, at han ikke har været til stede i deres forsøg på at finde fodfæste som arbejdsfællesskab eller værdifællesskab, eller hvad de nu er. Den ene formand er der ikke, og så er der Elbit-sagen, men der er også hele NATO-sekretær eller ej-diskussionen.
Det har skabt usikkerhed både i regeringen, i baglandet i Socialdemokratiet og har generelt taget en masse fokus. Der er møgsager i ordets klassiske forstand, altså noget der er gået helt rivravruskende galt i et departement, men der er også møgsager i lidt bredere forstand, som har fulgt den her regering.
Det er meget tydeligt, hvad Mette Frederiksen har vundet på: Hendes klarhed og skarpe retning, og at man ved, hvor man har hende som menneske. Det er hendes helt store force, og det er noget af det, der er gået tabt
_______
Hvilken indflydelse har diskussionen om NATO-posten haft for tiltroen til Mette Frederiksen blandt regeringspartierne Venstre og Moderaterne?
Jeg synes, det er meget åbenlyst, når man ser på først Lars Løkke, der var ude og tale om genbekræftelse og så senere Troels Lund Poulsen, der kom med flere meldinger: Det hjalp absolut ikke. Der var heller ikke nogen, der hoppede på, at Mette Frederiksen ikke var ude og sende jobansøgninger afsted i overført betydning, så selvfølgelig har det betydet noget for tilliden.
Det har også åbnet for diskussioner i Socialdemokratiet, som jeg ikke har oplevet i mange år. Kaffeklubberne troede man nærmest var døde, men de lever åbenbart i bedste velgående, så det har også skabt noget usikkerhed. Jeg tror også, NATO-diskussionen har medvirket til at skabe usikkerhed i befolkningen om, hvad regeringen er for et projekt.
Den Mette Frederiksen, vi kender, som har fået over hver fjerde danskers stemme og nogle gange har ligget til at få hver tredje stemme, hun er jo en resolut statsminister; en person med et projekt, en plan og klare holdninger. Det her med, at hun så lige så stille er på vej væk, og man måske mangler en forklaring på, hvad der egentlig foregår med den her midterregering, tror jeg, tager noget af den glans, som er Mette Frederiksens helt store force.
Nok er hun blevet kaldt magtfuldkommen, men jeg tror sådan set, at den positive udlægning af det er, at hun også er ekstremt handlekraftig og retningsgivende og dermed også fremstår som en tillidsvækkende leder. Det har været noget af hendes styrke, men når man begynder at tvivle på, om hun overhovedet har lyst til at være her, så tager det noget af den glans.
Nu har Nick Hækkerup fx nævnt, at der er en ny spilleplade i Socialdemokratiet; at der er en masse, der bejler til en større post inden for partiet, hvis ikke også en ministerpost. Er det noget af det, der skal til for at genbekræfte hende i partiet?
Nu ved jeg som tidligere politiker, at der ikke er noget værre end kommentatorer, der begynder at udtale sig om, hvad partier bør gøre internt. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at genrejse Socialdemokratiet eller Mette Frederiksen som leder deri, men en eller anden form for tillid til, at hun bliver der, er nødvendig.
For jeg synes, det er meget tydeligt, hvad Mette Frederiksen har vundet på: Hendes klarhed og skarpe retning, og at man ved, hvor man har hende som menneske. Det er hendes helt store force, og det er noget af det, der er gået tabt. Det hænger sammen, når man har stor opbakning i befolkningen, og man har stor opbakning i sit eget parti: Når opbakningen i enten befolkningen eller partiet begynder at falde, så følger den anden del tit med.
Venstre-comeback?
Lad os vende tilbage til Jakob Ellemann-Jensen og Venstre. Du nævnte selv, da vi talte før ministerrokaden, at den her våbensag kan komme til at jage Jakob Ellemann. Kommer den stadig til at jage ham, nu hvor han er i Økonomiministeriet?
Han er jo mere ude af søgelyset, men det er ikke ensbetydende med, at oppositionen ikke kommer til at forsøge at finde noget på den daværende minister. Men det er ikke Ellemann, der skal sidde i samråd efter samråd og svare på, hvad der er foregået, og hvem der har gjort hvad – den tager Troels Lund Poulsen.
Det er vigtigst af alt heller ikke Ellemann, der skal stå i spidsen for de omrokeringer internt i Forsvaret, som der er en stor forventning om, at man gør noget ved. Det er et helt særligt ministerium, hvor man virkelig har den der opfattelse af, at embedsværket består, og ministre forgår. Derfor er det ikke altid, Forsvarsministeriet spiller helt efter de samme regler, som andre ministerier gør. Så det bliver en rigtig, rigtig svær oprydning, der skal til, og der er det nok en klog idé at sætte sådan en som Troels Lund til at ordne biksen. Det er lige hans gebet som sådan en håndværkspolitiker.
Jeg tror ikke, det havde været kønnere, hvis Ellemann havde trukket sig fra Forsvarsministeriet 1. august
_______
Nu nævner du Troels Lund Poulsen, der trådte til som midlertidig forsvarsminister under Ellemanns sygdomsforløb, og nu er blevet permanent forsvarsminister efter ministerrokaden. Hvordan bliver hans rolle i Venstre fremadrettet?
Troels Lund Poulsen har altid haft stor indflydelse i Venstre og har det stadigvæk. Han er sådan en, der får tingene til at ske, og som har ødelagt processer, når de skulle ødelægges. Så han er en rigtig politiker i den forstand, at han ikke altid står forrest i medierne, men altid har været meget til stede på Christiansborg. Den vigtige rolle i Venstre har Jakob Ellemann brug for.
Venstre har mindst lige så store forklaringsproblemer over for deres bagland og deres vælgere, som Socialdemokraterne har. Men det kan være, at der skal noget af den der ”Troels-Lundske” tilgang med nu-får-vi-tingene-gjort til – også for at vælgerne forstår det. Sådan at de begynder at levere resultater i stedet for at teoretisere om, hvorfor de er i en regering, og hvorfor de har peget på Mette Frederiksen.
Tror du, Troels Lund bliver den minister, der formår at rydde op i Forsvaret?
Om han kan, det ved jeg ikke. Der er mange før ham, der har forsøgt. Forsvarsministeriet har mange ministres liv – og sikkert også mentale helbred – på samvittigheden. Så det ved jeg ikke, om han kan. Men han er i hvert fald den type politiker, som er klog at sætte til det, fordi han ikke løber efter dagsordener. Han er ikke den klassiske ”jeg kaster mig ind i alle politiske debatter”-person, men en, der arbejder rigtig meget bag linjerne. Jeg kender ham som sådan en, der sætter sig ind i forhandlinger, når der skal lukkes en aftale, men også sætter sig ind i forhandlingerne, når der skal ødelægges en aftale. Så han er jo god til den del af det politiske job.
Du nævnte selv før ministerrokaden, at Forsvarsministeriet ikke var det rigtige valg for Jakob Ellemann i udgangspunktet. Nu kritiseres han for timingen af sin beslutning om at forlade ministeriet, her tre uger efter han kom tilbage fra sin sygemelding, mens våbensagen brager derudad. Er der noget om snakken?
Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, det er meget klogt. Hvis han var kommet tilbage fra sin sygemelding den 1. august og havde sagt, at nu ville han træde af som forsvarsminister og blive økonomiminister i stedet for, havde spekulationerne om hans rolle i Elbit-sagen virkelig kørt på sit højeste. De er der stadigvæk nu. Om det er fordi, han prøver at skjule noget, at han vil ud af søgelyset, er jo også det, oppositionen prøver at sige. Men havde han gjort det som det første, så havde de virkelig kørt for fulde gardiner.
Jeg tror, det er klogt af ham at starte med at stille op til et pressemøde, få alle spørgsmålene, få sagt, hvad han skulle sige on the record, og også træffe beslutningen om at fyre departementschefen. En ret voldsom, nødvendig, men virkelig handlekraftig konsekvens. Så han har vist, at han tog sagen alvorligt og kunne gøre noget ved den. Og nu tager han konsekvensen og siger, at det her oprydningsarbejde i Forsvaret kommer til at tage for meget tid, hvis jeg også skal have demokratiet fremad. Det synes jeg også, er en rigtig beslutning. Jeg tror ikke, det havde været kønnere, hvis han havde gjort det 1. august.
Det er første skridt på vej mod at skabe et Venstre, som for første gang i mange år skal have sin egen politik og ikke kun formulere politik efter, hvad støttepartierne forventer af dem for at gøre Venstres formand til statsminister
_______
Hvordan står Ellemann tilbage efter det her forløb?
Jeg tror, at han overordnet står så godt, som han kan på det her tidspunkt. Der er jo ingen tvivl om, at det, at formanden har været væk, har været skidt for Venstre. Der jo heller ikke nogen i Venstre, der prøver at sige, at det har været ligegyldigt for partiet, at han har været væk. Men han har alligevel formået at tage fat i de opgaver, der lå klar, på den korte tid, han har været tilbage.
Først og fremmest Elbit-sagen, men jo også at prøve på at sætte en retning for Venstre og et eller andet form for politisk projekt. Det er han ikke færdig med endnu, men han prøver at sætte en fortælling på, at ”Venstre ikke skal hjem, Venstre skal videre”. Nu vil man være et parti i egen ret og ikke kun løbe efter, hvad de andre partier i blå blok vil have, for at man kan være statsministerkandidat. Det er i hvert fald det første skridt på vej mod at skabe et Venstre, som måske for første gang i mange år skal have sin egen politik og ikke kun formulere politik efter, hvad støttepartierne forventer af dem for at gøre Venstres formand til statsminister.
Så ideologisk ser du et Venstre, der øjensynligt kommer til at stå stærkere?
Ja, det tror jeg. De har i hvert fald et rigtig godt udgangspunkt nu med det, som Ellemann har gjort, siden han kom tilbage. Han har taget de skridt, der var nødvendige, og har set og identificeret de rigtige problemer i partiet. Nu skal de til at prøve at se, om de kan udfylde den lidt tomme skal, som Venstre er, når de ikke hele tiden skal løbe efter støttepartierne og statsministerposten. Det er ret spændende, hvor de kommer til at stille sig.
Hvor ivrige efter skattelettelser er de, når de ikke skal tage hensyn til Liberale Alliance? Hvad synes de egentlig om velfærd, når de ikke skal tage hensyn til Dansk Folkeparti? Hvad synes de om ligestillingsdebatter, værdidebatter og udlændingepolitik, når de ikke længere er afhængige af at sige det, som gør de andre partier i blokken glade? Det er jo spændende.
Der er mange store muligheder, men det fjerner selvfølgelig ikke udfordringen i at vælge mellem de ”Frederiksbergske” Venstre-vælgere og bønderne i det klassiske Venstre-bagland. De skal stadig træffe nogle svære valg, men nu har de faktisk forudsætningerne for at gøre det i egen kraft og ikke kun ud fra, hvad de andre partier i blokken vil.
Ny chef på venstrefløjen
Pelle Dragsted bliver den nye politiske ordfører i Enhedslisten. Hvad kommer det til at betyde for partiet, at Dragsted overtager roret?
Pelle Dragsted har været en stor del af den nyskabelse, Enhedslisten har været igennem de sidste 15 år. Så på den måde er det jo ikke en stor ændring for dem. Men det er klart, at Pelle også har en masse forcer, som man nu kommer til at se i højere grad. Mon ikke det også er noget af det, som han personligt går meget op i – diskussioner om politiske sektorer, boligpolitik osv. Det kommer til at fylde mere i Enhedslisten, når han er ved roret.
Så er der selvfølgelig en masse interne diskussioner stadigvæk i Enhedslisten om, hvordan man placerer balancen mellem klima og den mere klassiske røde politik. Og om man kan koble de to ting, som også var det, han kom ind på på pressemødet i dag.
Nu nævner du selv at han har været vigtig for Enhedslisten de sidste 15 år. Hvilken rolle er det, han har spillet?
Pelle har været en del af en generation i Enhedslisten, som har moderniseret partiet, og også trukket det væk fra spærregrænsen og op som et godt solidt, mellemstort parti i Danmark. Det er jo ikke sådan, at han har stået ene mand for det, men han har haft en rigtig stor betydning. Mens han var ude af Folketinget i sidste periode (2019-2022), har han også skrevet en bog, som handler om hele velfærdsstaten, og hvordan man kan se socialisme i den danske velfærdsstat – det at opbygge kollektivt ejerskab osv. Så han har også en stor ideologisk rolle i hele partiet.
Der er selvfølgelig en masse interne diskussioner stadigvæk i Enhedslisten om, hvordan man placerer balancen mellem klima og den mere klassiske røde politik
_______
Han er blevet kaldt venstrefløjens chefideolog og har også udtalt, at han vil samle venstrefløjen. Hvad kan det betyde for venstrefløjen – især i en tid, hvor den er foruden Socialdemokratiet?
Det er helt rigtigt set, at det, der er vejen frem for Enhedslisten, er at forsøge at opbygge et samarbejde med Alternativet og SF. At forsøge at blive så store i meningsmålingerne, at Socialdemokraterne ikke kan gå i regeringen med højrefløjen igen. Så de bliver nødt til at vende hjem. Det er den eneste gangbare vej frem for Enhedslisten og også for SF. Men det kræver jo også sit, fordi Enhedslisten ikke har den samme adkomst til medierne og til dagsordenen nu, som man har haft for nylig. Derfor bliver det selvfølgelig også en udfordring, helt fra dag til dag, bare at få lov til at komme i pressen.
Er regeringens klimapolitik rød, grøn eller ingen af delene?
Vi har i år oplevet store klimaudfordringer og har bl.a. målt den højeste gennemsnitstemperatur for juli måned nogensinde (på global skala). Hvordan kommer klimaspørgsmålet til at påvirke regeringen og dansk politik fremadrettet?
Klimaspørgsmålet er et af de helt store politiske spørgsmål og har været det siden valget i 2019. Det vil det formentlig blive ved med at være fra nu af og vejen frem. Klimaspørgsmålet var perifert for bare en håndfuld år siden, men nu er det en af de helt store, centrale spørgsmål – og jo flere naturkatastrofer, vi ser, des mere vil det være på lystavlen hos helt almindelige danskere og dermed også inde på Christiansborg.
Igen og igen i målingerne ser vi også, hvordan klimaspørgsmålet ligger i toppen af det, som de danske vælgere går op i. Så på den måde er der gode kår til, at der rent faktisk kommer til at ske noget, og at der kommer nogle store politiske forandringer.
På den anden side lyder klimaområdet superteknisk, lige så snart man kommer et spadestik dybere. Det kan være rigtig svært at forstå, hvad fx forskellen på klimagasser og CO2 er, og hvor mange kilowatt af det ene og det andet der skal til, for at vi kommer i mål. Og så lider klimaspørgsmålet under rigtig mange stråmænd.
Det er en udfordring for den samlede politiske stand at komme ud over, fordi hver gang, der er nogen, der siger hastighed på den ene side, så er der nogen, der siger social balance på den anden side. Det bliver hurtigt en meget overfladisk diskussion. Jeg har ikke et svar på, hvordan regeringen skal kommunikere det. Jeg har selv bøvlet med det i mit liv som politiker, men der er altså et problem på klimaområdet, hvis ikke at man kommer ud over stråmændene i diskussionerne.
Det bliver meget svært at få danskerne med på, hvad der egentlig skal til og kommer til at ske. Man risikerer, at det bliver en meget polariserende debat i stedet for en, hvor danskerne er med på de store politiske skridt, som partierne over en bred kam faktisk er enige om, skal tages. Bare ikke helt hvor store de er, og præcis hvad for en retning, vi skal i, men det er jo 80 pct. af det danske Folketing, der bakker op om klimaloven.
Vi er forbi klimabenægtere og andet, så der kommer til at ske nogle store ting i den kommende tid. Spørgsmålet er, om man kan få danskerne med i diskussionen om, hvad det handler om, og hvad der skal ske.
Det er helt udueligt. Som om 80 pct. af den danske befolkning skal bakke op om hver eneste klimatiltag, og at man skulle have en eller anden form for folkeafstemning først – det kan jo ikke lade sig gøre
_______
Bent Winther påpegede for nyligt i et interview med Berlingske, at regeringen og Mette Frederiksen i regeringsgrundlaget udtalte, at hun ikke længere var rød, før hun var grøn, men nu virker regeringen snarere grå. Mette Frederiksen og klimaminister Lars Aagaard har for nylig henvist til, at klimatiltag bør støttes op af 80 pct. af befolkningen.
Ja, det er en sjov udtalelse.
Hvordan skal klimatiltagene se ud, hvis man skal have 80 pct. af befolkningen med – og hvordan får man så stor en del af befolkningen til at bakke op?
Det kan man jo heller ikke. Det er helt udueligt. Som om 80 pct. af den danske befolkning skal bakke op om hver eneste klimatiltag, og at man skulle have en eller anden form for folkeafstemning først – det kan jo ikke lade sig gøre. Desuden vil de fleste af os nok sige nej, fordi vi selv synes, vi har et klogere forslag. Det er derfor, man vælger politikere; for at lave et samlet billede. Så det giver ikke nogen mening, at man ikke kan gøre noget klimapolitisk, medmindre der er opbakning fra alt og alle.
Jeg synes, det vidner om, at de ikke rigtig ved, hvor de skal hen endnu. Efter Lars Aagaards udtalelse måtte Statsministeren da også hurtigt snakke om, hvordan hun egentlig stadig er rigtig grøn, og hvor hurtigt det faktisk skal gå. Så der er uklarhed i kommunikationen fra regeringen, som vidner om, at de ikke rigtig ved, hvad deres samlede fortælling er, eller hvad deres konkrete klimatiltag skal være.
Som du selv har påpeget, er regeringspartierne faldet i meningsmålingerne siden valget. Hvad er det mest realistiske udfald, hvis der var valg i dag? Er det rødt, blåt, en midterregering eller noget helt fjerde?
Det er enten, at Stauning genopstår eller kaos (latter).
Hvis der var valg i dag, ville det godt nok være en meget mystisk valgkamp med nogle totalt uforudsigelige resultater. Det vil jeg slet ikke turde begive mig ud i, hvordan det ville ende. For det første så er det ikke afklaret endnu, hvad de tre partier bag SVM-regeringen har tænkt sig at gå til valg på, og om der er et af de partier, som på et tidspunkt beslutter sig for, at de står bedre ved at trække sig ud og gå tilbage til deres blok, før vi rammer næste valg.
Det er ikke til at sige, fordi der er nogle oppositioner til begge sider, der går og håber på det, og der er helt klart også et incitament i de målinger, som vi ser, til at der sker noget. Men når jeg taler med medlemmerne af regeringen, så siger de, at de ikke er på vej nogen steder hen og holder hårdnakket fast i, at den her konstruktion er bæredygtig over flere valgperioder. ■
Når jeg taler med medlemmerne af regeringen, så siger de, at de ikke er på vej nogen steder hen og holder hårdnakket fast i, at den her konstruktion er bæredygtig over flere valgperioder
_______
Pernille Skipper (f. 1984) er tidligere MF og politisk leder for Enhedslisten (indtil 2021) og i dag politisk kommentator på TV2 News. ILLUSTRATION: Jakob Ellemann Jensen, Troels Lund Poulsen, Morten Dahlin, Stephanie Lose og Lars Christian Lilleholt. Venstre holder pressemøde i forbindelse med deres sommergruppemøde i Gatten fredag den 18. august 2023 [Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
