Pace, Achrainer & Haugbølle i RÆSON SØNDAG: Hvorfor vil Egypten ikke åbne grænsen til Gaza?
18.11.2023
Egypten har historisk været en vigtig mægler i konflikten mellem Israel og Palæstina, og nu spiller Egypten igen en afgørende rolle dels på grund af den eneste landgrænse til Gaza ud over Israel, dels som Vestens mægler bl.a. for de israelske gidsler. Imidlertid lurer indenrigspolitiske udfordringer, og al-Sisi-regimet frygter, at den vrede, befolkningen i øjeblikket retter mod Vesten og Israel, hurtigt kan vende pilen mod styret selv.
Af Michelle Pace, Christian Achrainer og Rikke Houstrup Haugbølle
Ud over Israel grænser den palæstinensiske enklave Gaza kun op til ét andet land: Egypten. Når danskere og andre udlændinge i øjeblikket får tilladelse fra Israel til at forlade Gaza, skal de rejse ud via grænseovergangen Rafah, som er den eneste grænseovergang mellem Gaza og den egyptiske Sinai-halvø. Egypten har også været i fokus i forbindelse med den livsvigtige nødhjælp til Gaza, fordi lastbilerne har holdt i lange køer i Egypten uden for Rafah-grænseovergangen, mens de har ventet på tilladelse fra Israel til at køre ind. Indtil nu har over 700 lastbiler med nødhjælp krydset grænsen mellem Egypten og Gaza, deriblandt lastbiler med nødhjælp fra Danmark. Ifølge egyptiske talsmænd bliver 40-50 sårede personer hver dag overflyttet fra Gaza til Sinai, hvilket har affødt spekulationer om, at nødlazaretter snart vil blive sat op i den nordlige del af Sinai tæt på grænsen til Gaza. Alt dette har endnu en gang gjort Egypten til en afgørende vigtig aktør i forhold til krig mellem Israel og Palæstina.
Egyptens rolle i forhold til den aktuelle krise blev opsummeret af Egyptens præsident Abdelfattah al-Sisi under topmødet for medlemsstaterne i Den Arabiske Liga og Organisationen for Islamisk Samarbejde i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh den 11. november i år:
“Egypten har helt fra begyndelsen fordømt civile som mål, drab på civile og trusler mod civile på begge sider og alle handlinger som strider imod international lov”. Samtidig understregede han, at ”den politik, der føres, med kollektiv afstraffelse af befolkningen i Gaza samt drab og belejring, er uacceptabel”. På denne baggrund er regimet i Egypten under præsident al-Sisi fortaler for en våbenhvile og har længe opfordret til en øget humanitær hjælp. Den seneste udsigt til åbning af Rafah-overgangen for de hårdest sårede palæstinensere samt de mange ambulancer, Egypten har sendt til overgangen for at tage imod dem, er netop ét eksempel på det.
Samtidig har al-Sisi imidlertid også fra begyndelsen gjort det klart, at han ikke under nogen omstændigheder vil negligere Egyptens nationale sikkerhed. Dette angår særligt muligheden for at flygte fra Gaza til Sinai-halvøen for de palæstinenserne, der har et pas, og som har økonomiske midler til det. Israels ledelse skal efter forlydende have opfordret USA og landet europæiske allierede til at presse Egypten til at acceptere at tage imod flygtninge fra Gaza, og Egypten har modtaget tilbud om økonomisk støtte og eftergivelse af gæld til gengæld. Men det har al-Sisi igen og igen entydigt afvist både over for den egyptiske befolkning og i samtaler med vestlige ledere.
Grænsen mod Gaza og Rafah-grænseovergangen er således én årsag til, at Egypten og ikke mindst styret i Cairo spiller en central rolle for udfaldet af krisen. Men hvad gør Egypten så modvillig mod at lade den civile palæstinensiske befolkning søge sikkerhed i Sinai? Og hvilket bredere perspektiv er der på krisen i Gaza set fra Egypten? For at forstå dette, må man tage de sidste 70 års historie med ind i billedet samt den aktuelle balance i forholdet mellem Egypten, Israel og Palæstina og de interne, nationale anliggender i Egypten.
Men hvad gør Egypten så modvillig mod at lade den civile palæstinensiske befolkning søge sikkerhed i Sinai? Og hvilket bredere perspektiv er der på krisen i Gaza set fra Egypten?
_______
Egyptens forhold til Israel og Palæstina siden 1948
Én dag efter at David Ben-Gurion proklamerede etableringen af Staten Israel den 14. Maj 1948 blev borgerkrigen mellem zionister og palæstinensere til en ti-måneders krig mellem Israel og Egypten samt Syrien og Transjordan. De israelske militære styrkers sejr er siden blevet fejret som Uafhængighedskrigen af (de fleste) israelere, og den dominerende fortælling har været, at krigen muliggjorde, at de kunne vende tilbage til deres oprindelige land efter tusinder af år i eksil i andre lande verden over.
De fleste arabere – og ikke kun palæstinensere – kalder den historiske begivenhed for ”Nakba”, som betyder katastrofe, fordi krigen og Israels sejr medførte, at cirka 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land og hjem af bevæbnede israelske styrker, samt at de zionistiske styrker tog magten over 78 pct. af det område, der historisk set havde udgjort Palæstina.
I de efterfølgende 25 år udkæmpede Egypten og Israel tre yderligere krige: i 1956 efter at den israelske hær invaderede og kortvarigt besatte Sinai-halvøen, i 1967 hvor Israel tog magten over både Gaza og Sinai, samt i 1973 hvor dele af Sinai-halvøen kom tilbage under egyptisk kontrol. I denne periode blev Egypten opfattet som forsvarer af den palæstinensiske sag og kontrollerede da også Gaza fra 1953 til 1967.
I 1977 erklærede den daværende egyptiske præsident Anwar Sadat, at Egypten måtte bryde dette kontinuum af krige, genvinde fuld suverænitet over Sinai og underskrive en fredsaftale med Israel. En sådan aftale blev en realitet i 1979, og det blev den første fredsaftale mellem et arabisk land og Israel. Aftalen bevirkede på den ene side, at Egypten blev ekskluderet fra Den Arabiske Liga – sammenslutningen af arabiske lande – og på den anden side at Egypten blev en af USA tættest allierede i regionen.
Siden aftalen i 1979 har Egypten og Israel levet i en ”kold fred”. Skiftende regeringer i Egypten har fastholdt aftalen med Israel men aldrig haft tæt kontakt til de israelske regeringer. Store dele af det egyptiske samfund har aldrig støttet freden, men er forblevet kritiske over for Israel og har støttet den palæstinensiske sag. Direkte kontakt og udveksling mellem egyptere og israelere har aldrig rigtig fundet sted.
Men de senere år har forholdet ændret sig, og relationen til Israel er blevet styrket. Særligt sikkerhedssamarbejde blev større på grund af stigende terrorisme i Egypten i midten af 2010’erne, som bl.a. blev udført af Hamas.
Store dele af det egyptiske samfund har aldrig støttet freden, men er forblevet kritiske over for Israel og har støttet den palæstinensiske sag. Direkte kontakt og udveksling mellem egyptere og israelere har aldrig rigtig fundet sted
_______
Al-Sisi, Det Muslimske Broderskab og Hamas
I juli 2013 blev den daværende egyptiske præsident Mohamed Morsi væltet i et militærkup. Han var ledende medlem af Det Muslimske Broderskab og blev Egyptens første demokratiske valgte præsident ved valget i 2012, som fulgte efter Det Arabiske Forår i 2011. Lederen af det militær, der væltede Morsi, var netop Abdelfattah al-Sisi – Egyptens nuværende præsident. Hans regime opnåede hurtigt fuld kontrol over den egyptiske politiske sfære og slog voldeligt ned på al opposition. I dag er Egyptens menneskerettighedssituation værre end under præsident Hosni Mubarak, der regerede Egypten med hård hånd i 30 år op til Det Arabiske Forår.
Al-Sisi regimets første mål var Det Muslimske Broderskab, som blev forbudt og erklæret for en terrororganisation. Titusinder af organisationens medlemmer blev fængslet og tusinder slået ihjel.
Det Muslimske Broderskab er den ideologiske moderorganisation for Hamas. Da Morsi blev afsat, var en af hovedanklager mod ham netop hans ”illoyalitet til Egypten” gennem samarbejdet med Hamas, samt at han havde sat sympatien for den palæstinensiske sag højere end egyptiske nationale interesser. Morsi havde nemlig fremmet handel mellem Egypten og Gaza og i hans tid som præsident tillod han ved flere lejligheder, at nødhjælp og brændstof fra Qatar kunne komme ind i Gaza via Rafah-grænseovergangen.
I dag eksisterer Det Muslimske Broderskab ikke længere som en organisation i Egypten, og det nuværende militærledede regime er langt mere reserveret over for Hamas, end Morsi var. Al-Sisi har dog ikke fuldstændig afbrudt forholdet til Hamas. Tværtimod har al-Sisi regimet haft en løbende dialog med Hamas, formentlig for ikke at miste indflydelse på udviklingen i Gaza.
På grund af relationerne med både Israel og Hamas har regimet i Cairo ofte mæglet mellem parterne, fx i forhandlinger om udveksling af fanger, og har bistået med at forhandle våbenhvile i de mange kriser fra 2008 til 2022. På denne måde er regimet i Cairo også kommet til at spille en særlig rolle i den nuværende konflikt, hvad enten det har villet det eller ej.
Da Morsi blev afsat, var en af hovedanklager mod ham netop hans ”illoyalitet til Egypten” gennem samarbejdet med Hamas, samt at han havde sat sympatien for den palæstinensiske sag højere end egyptiske nationale interesser
_______
Terrorisme i Egypten og Sinai som hotspot
Efter militærkuppet i 2013 svor militante islamister på Sinai-halvøen troskab til ISIS og dræbte i de næste år hundreder af egyptere. Mens Egypten nok tidligere har haft sine problemer med jihadi-terrorisme, foregik terrorismen nu på et helt nyt niveau. Det blev faktisk til et egentlig oprør, hvor islamister kontrollerede dele af Sinai – især Rafah-overgangen til Gaza. Våben og andre varer blev smuglet mellem Gaza og Sinai, og yderligtgående kræfter samarbejde på tværs af grænsen.
Sinai-halvøen er karakteriseret af et bjergrigt og indviklet ørkenlandskab og har længe været et hotspot for radikaliserede islamister, mens den oprindelige beduin-befolkning i området har været både politisk, socialt og økonomisk marginaliseret. I et ensidigt militært modsvar til den voksende terrorisme fængslede og torturerede egyptiske sikkerhedsstyrker uskyldige egyptere, herunder marginaliserede beduiner, og mange befolkningsgrupper i det nordlige Sinai blev forflyttet. Mens militæroperationerne nok har bremset terroraktiviteterne i de seneste år, har de således efterladt et mærke for livet for civile egyptere.
De militante bevægelser i Sinai havde i årene op til militærkuppet i 2013 søgt at underminere forholdet mellem Egypten og Israel ved fx gentagne gange at ødelægge den gaslinje, der forsyner begge lande. Efter 2013 ændrede deres prioriteter sig imidlertid, så det nu var al-Sisi-regimet og sikkerhedsstyrkerne, der blev deres mål. Dette førte til et hidtil uset samarbejde mellem de egyptiske og israelske efterretningstjenester og militær, som endda foretog fælles operationer i Sinai. Præsident al-Sisi hjalp endda Israel med at stramme løkken om Gaza ved at holde Rafah-overgangen lukket for al trafik.
Nu frygter Al-Sisi, at Sinai igen skal blive arnested for væbnet modstand mod Israel, og at dette skal medføre øget jihadisme og radikalisering i Egypten.
Nu frygter Al-Sisi, at Sinai igen skal blive arnested for væbnet modstand mod Israel, og at dette skal medføre øget jihadisme og radikalisering i Egypten
_______
Økonomisk forværring og ny folkelig mobilisering
Egypten har været i en alvorlig økonomiske krise over lang tid, som bl.a. omfatter en gældskrise, en inflationsrate på 38 pct. i oktober 2023 fra 25,5 pct i januar samme år – til sammenligning forventes Danmarks inflationsrate i 2023 at blive på 3,8 pct. – alvorligt svind i reserverne af udenlandsk valuta og valutadevaluering. Der lukkes ofte for elektriciteten nu, fordi Israel har stoppet al eksport af gas til Egypten. Afledt af dette er olie- og gaspriserne steget markant. Den aktuelle krise i Gaza – i “Egyptens baghave” – har forværret skrøbeligheden. Investorer har allerede vist tilbageholdenhed, og man forventer, at antallet af turister – som er helt afgørende for Egyptens økonomi – vil falde.
Alt dette forværrer ikke bare den makroøkonomiske krise. Det er også benzin på bålet til en allerede eksisterende utilfredshed i befolkningen over deres håbløse sociale og økonomiske situation.
Mens protester og demonstrationer har været utænkelige i de foregående år pga. det undertrykkende regime, er egyptere i flere byer i de seneste uger igen gået på gaden for at udtrykke deres vrede og kritik af Israels militære aggressioner mod palæstinenserne. Hundredvis har protesteret uden for al-Azhar-moskeen i Cairo efter fredagsbønnen, og tusinder af fodboldfans har råbt og sunget pro-palæstinensiske slagord på et fodboldstadium i Alexandria. I journalisternes fagforening, som ligger I hjertet af Cairo, har journalisterne samledes og afbrændt israelske flag for at udtrykke deres vrede, og advokaternes fagforening og skuespillerforeningen har ligeledes haft organiseret protester. De er alle betydelige civilsamfundsaktører og sender derfor et stærkt signal både til regimet og befolkningen.
Det egyptiske regime er helt klar over, at palæstinensernes kamp for frihed har været en politiserende faktor for generationer af egyptere. Men for det nuværende regime udgør dette et tveægget sværd. På den ene side er pro-Palæstina-protesterne en ventil for den vrede, der har ophobet sig i befolkningen over tid over mange forhold, og derfor har regimet tilladt nogen offentlig aktivitet og protest. Rationalitet er, at vrede over og mod Israel og Vesten er bedre end vrede mod regimet. På den anden side siger historiske erfaringer, at egypternes solidaritet med palæstinenserne ofte har udviklet sig til utilfredshed med regimet, netop fordi mange egyptere ikke støtter freden med Israel og endnu mindre det nylige samarbejde og tilnærmelserne mellem Egypten og Israel. Men det betyder langt fra, at egypterne og det egyptiske regime vil åbne for palæstinensiske flygtninge fra Gaza.
Den aktuelle krise i Gaza – i “Egyptens baghave” – har forværret skrøbeligheden. Investorer har allerede vist tilbageholdenhed, og man forventer, at antallet af turister – som er helt afgørende for Egyptens økonomi – vil falde
_______
”Nej” til palæstinensiske flygtninge fra Gaza
Under et pressemøde den 17. oktober med den tyske kansler Scholz sagde præsident al-Sisi, at ”det som vi nu ser i Gaza, er ikke bare en militær operation mod Hamas men et tiltag til at tvinge den civile befolkning til at søge beskyttelse i og migrere til Egypten”. Dette ville være fuldstændig uacceptabelt for Egypten af to grunde. For det første ville enhver udsigt til en palæstinensisk stat ikke længere være mulig, hvis palæstinenserne bliver forflyttet, og for det andet ville Sinai igen kunne blive base for militære operationer mod Israel. Det ville Egypten skulle håndtere.
Her er vi tilbage ved det historiske. For al-Sisis argument refererer til nødvendigheden af at undgå endnu en ”Nakba” – en katastrofe, hvor Israel tvinger hundredtusindvis af palæstinenserne til at forlade deres land og hjem for evigt.
Historikeren Ilan Pappé argumenterede allerede i 2006 i sin bog Den etniske udrensning af Palæstina (2006) for, at en forflytning af palæstinensere fra deres land har været en bevidst og nøje, systematisk planlagt proces fra Israels side. Millioner af palæstinenserne, som siden 1948 er blevet forflyttet og forvist fra deres hjem, har teoretisk set ret til at vende tilbage. I realiteten, imidlertid, har de levet i flygtningelejre lige siden, og en tilbagevenden er helt urealistisk.
Det er et lignende scenarie, Egypten nu frygter. Al-Sisi-regimet ønsker ikke at blive set som medskyldige til en ny Nakba, hvis Egypten åbner grænsen for flygtninge fra Gaza. Slet ikke fordi dette kunne afføde vrede i den egyptiske befolkning vendt mod regimet og endnu mere utilfredshed, uro, protester og demonstrationer, som regimet så skal forholde sig til og håndtere. En åbning af Rafah-overgangen fra egyptisk side synes således ikke at være en sandsynlig mulighed.
Al-Sisi-regimet ønsker ikke at blive set som medskyldige til en ny Nakba, hvis Egypten åbner grænsen for flygtninge fra Gaza. Slet ikke fordi dette kunne afføde vrede i den egyptiske befolkning vendt mod regimet
_______
Præsidentvalg og pres fra regionale aktører
På mange måder kommer den uventede eskalering af vold, væbnede angreb og krise i Gaza og Israel på det værst tænkelige tidspunkt for al-Sisi-regimet, fordi det står over for en række indenrigspolitiske udfordringer, som kan blive forværret på grund af udviklingen. Al-Sisi og militæret har ét primært sigte: at sikre regimets overlevelse. Med det for øje har regimet vist sig meget pragmatisk i de forgangne år. Den aktuelle situation er imidlertid kompleks, fordi mange aktører stiller forskellige krav, og regimet forsøger lige nu at imødekomme dem alle.
På det nationale plan er al-Sisi allerede i gang med at bruge den palæstinensiske sag til sin egen fordel, ikke mindst i det kommende præsidentvalg i december. Mens der ikke er nogen tvivl om, at al-Sisi vil vinde valget, fordi det hverken vil være fair, frit eller gennemsigtigt, er der denne gang givet tilladelse til, at ikke mindre end tre modkandidater kan stille op til valget. I begyndelsen af november annoncerede lederen af al-Sisis valgkamp, at præsidenten havde besluttet at donere en stor del af sit kampagnebudget til palæstinensisk velgørenhed, og at han opfordrer andre kandidater til at gøre det samme. Dermed opnår han velvilje i befolkningen, samtidig med at han lægger han stort pres på de andre kandidater: al-Sisi er allerede kendt i alle egne af landet, men de andre kandidater kender folk stort set ikke, og de har derfor brug for alle økonomiske midler til at nå bredt ud.
Internationalt set er der Vestens krav om nødhjælp til Gaza. Her er det sandsynligt, at Egypten fortsat kommer til at spille en central rolle for levering af nødhjælp via Rafah-overgangen. Men Cypern har også netop meldt ud, at man er villig til at bidrage med muligheden for levering af nødhjælp per skib fra Cypern til Gaza. Det vil betyde, at Egypten ikke længere har en unik position i forhold til at bruge nødhjælpen, de kan bruge som forhandlingsbrik i international og regional sammenhæng.
I forhold til Vesten er der nemlig også kravet om, at Egypten skal mægle i forhold til løsladelsen af gidsler, særligt de israelske. Al-Sisi har brug for at please Vesten, fordi der er fortilfælde for, at Vesten så vender det blinde øje til regimets brutale undertrykkelse og krænkelse af menneskerettigheder.
I en regional sammenhæng er Egypten udfordret af bl.a. Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet og Emiraterne. I den aftale, der netop er kommet på plads, om frigivelse af gidsler på begge sider, har Qatar fx haft en central rolle som mægler mellem den amerikanske og den israelske efterretningstjeneste.
Med den seneste eskalering af israelske angreb mod bl.a. Rafah-overgangen og Shifa-hospitalet i Gaza er det sandsynligt, at den folkelige protest i Egypten vil øges. Mens al-Sisi har udtalt, at han vil tilbage til forhandlingerne om en to-statsløsning, vil han være nødsaget til konstant at finde nye strategier i takt med den konkrete udvikling for at balancere alle interesser – ikke mindst hans regimes overlevelse. ■
Mens al-Sisi har udtalt, at han vil tilbage til forhandlingerne om en to-statsløsning, vil han være nødsaget til konstant at finde nye strategier i takt med den konkrete udvikling for at balancere alle interesser – ikke mindst hans regimes overlevelse
_______
Michelle Pace (f. 1970) er professor i globale studier, Roskilde Universitet. Hun har speciale i Europa/EU- Mellemøsten/Nordafrika relationer, demokratisering, internationale relationer, og leder forskningsprojekter og samarbejder mellem en lang række aktører i Europa, Mellemøsten og Nordafrika.
Christian Anchrainer (f. 1982) er post.doc på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Univsersitet. Han har været research fellow ved the German Council on Foreign Relations, EU-Middle East Forum (2009-2015) og arbejdet som selvstændig konsulent og underviser i Cairo fra 2015-2020.
Rikke Hostrup Haugbølle (f. 1972) har en ph.d. i arabiske samfundsforhold fra Humaniora, Københavns Universitet. Hun arbejder som selvstændig forsker, konsulent og forfatter for en lang række internationale NGO’er, ministerier og andre aktører.
ILLUSTRATION: Rafah-grænsen mellem Egypten og Gazastriben, 20. oktober 2023: En egyptisk soldat står foran grænseovergangen ifm. med FN’s generalsekretørs António Guterres besøg
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
