Ove K. Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: SVM illustrerer, at ideologierne er løbet tør for strøm. Og har dermed skabt rammerne for dansk politik i meget lang tid fremover
25.10.2023
Velfærdsstatens krise i 1970’erne kom til at betyde mere for dansk politik end Murens fald, finanskrisen, pandemien, Ukraine og klimakrisen. Den satte socialdemokratismen skakmat, men kastede også både konservatismen og liberalismen ud i 30 års sjælesøgning og selvkritik. Om ti år vil det stadig være den ideologiske rådvildhed, der sætter betingelserne for dansk politik – og velfærdsstatens krise vil stadig kaste lange skygger.
Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober. Læs mere her.
Af Ove Kaj Pedersen
Det var reaktionens tid. Det er det stadig. Og sådan det vil det også være om ti år.
I 2018 publicerede jeg en bog med samme titel, hvor tiden fra 1980’erne til begyndelsen af 2000’erne blev analyseret. Jeg konkluderede, at det netop var i de 40 år, at velfærdsstaten blev reddet, men også at fortidens politiske ideologier kom i krise.
Redningen førte til oprettelsen af en konkurrencestat, der skulle sikre den danske velfærdsstat i det globale kapløb med andre lande. Men også til et opgør med den socialdemokratisme, der havde domineret siden 1920’erne. Efterfølgende er der kun få, der har bemærket, at konkurrencestaten nok indebar velfærdsstatens redning, men også førte til en af de vigtigste ideologiske forskydninger i dansk politik.
Det er på den baggrund, at jeg vil påstå, at velfærdsstatens krise i 1970’erne kom til at betyde mere for dansk politik end Murens fald, finanskrisen, pandemien, Ukraine, klima-, energi- og andre postnationale kriser. Den satte socialdemokratismen skakmat, men kastede også konservatismen og liberalismen ud i 30 års sjælesøgning og selvkritik.
Begge påstande er selvfølgelig dristige. Ikke desto mindre passer de på dansk politik. Der er nemlig få lande, hvor de politiske ideologier har haft en så lang levetid og udvist en sådan stabilitet som i Danmark. Der er også få lande, hvor det traditionelle partisystem, grundlagt i slutningen af 1800-tallet, stadig har betydning mere end 150 år senere. Ligeså er der kun få lande, hvor de politiske partier stadig – i hvert fald officielt – er koblet til hver deres ideologi. Tænk på aktørerne i det gamle ,firpartisystem’: Med Det Konservative Folkeparti som repræsentant for ,de konservative’, Det Liberale Venstre som repræsentant for ,de liberale’, Socialdemokratiet som repræsentant for ,socialdemokraterne’ og Det Radikale Venstre som repræsentant for ,de socialt liberale’.
Måske er det af samme grund, at det blev velfærdsstatens krise, der førte til omfattende forandringer i partisystemet og til betydelige udfordringer for de politiske ideologier? Det var nemlig de samme partier, med hver sine tilknyttede ideologier, hvis samlede velfærdsprojekt gik i krise. Fra 1950’erne argumenterede ,de liberale’ sammen med ,de konservative’ for et velfærdssamfund med vægt på borgernes medansvar og meddeltagelse. Fra 1960’erne var det ,socialdemokraterne’, der argumenterede for en velfærdsstat. Over mere end 25 år blandede ,de socialt liberale’ ideer fra begge lejre. Gennem talrige kompromiser fik alle indflydelse på, endda medejerskab til velfærdsprojektet, og stod derfor alle i krise, da projektet løb mod enden fra 1970’erne.
For Socialdemokratiet blev udfordringerne størst. Ikke alene blev partiet i 1982 sendt på mere end ti års parlamentarisk ørkenvandring. Efterfølgende var partiet også nødsaget til at acceptere den økonomisk-politiske strategi, som Poul Schlüter præsenterede ved sin åbningstale i 1982.
Velfærdsstatens krise indtrådte i begyndelsen af 1970’erne. Hele den vestlige verden løb ind i den længstvarende økonomiske krise efter krigen, men i Danmark var der allerede skabt betingelser for folkelig modstand mod velfærdsprojektet tidligere
_______
Fra 1934 til 1982
Netop den tale er derfor svær at undervurdere. Den indvarslede ikke alene velfærdsstatens redning, men også et opgør med den socialdemokratisme, der havde været gældende for Socialdemokratiet siden 1920’erne og igen blev præsenteret i partiets efterkrigsprogram „Fremtidens Danmark” i 1945.
Talen 1982 er derfor historisk på mindst to måder. For det første gjorde den op med socialdemokratismen. Men for det andet indvarslede den også, at konservatismen og liberalismen mistede hvert sit modstykke til S-projektet. Det var altså her, 60 års ideologisk spil mødte sit endeligt. Såvel socialdemokratismen som de to modstykker – liberalisme og konservatisme – blev udfordret i dyden og bredden.
Socialdemokratismen blev formuleret af Stauning i valgprogrammet for 1923 og partiprogrammet i 1934, hvor partiet bandt sig til det parlamentariske demokrati og accepterede, at lovgivning skulle afløse klassekampen. Partiet ville anvende politiske reformer til at nationalisere udvalgte virksomheder, give arbejdere repræsentation i virksomheder – gennem bedriftsråd – og tilrettelægge en samfundsøkonomisk planlægning ved at kombinere rådsdeltagelse med politiske flertal. Formålet var klart: at indføre socialisme ved lov. Alligevel skulle tre dele gå op i en højere enhed: Eksport skulle skabe velstand, velstand skulle fordeles til velfærd, og samfundsøkonomisk planlægning skulle sikre Danmark mod markedsøkonomiens ineffektivitet. Det skulle blive „Danmark for Folket”, som partiprogrammet 1934 blev kaldt.
Først under Schlüter led dén strategi nederlag, og nu blev tidens løsen „Folket for Danmark”. Med daværende finansminister Henning Christophersen (Venstre) som idemager præsenterede firkløvergeringen en ny tænkning, der nok fortsatte den skattefinansierede socialpolitik, som Stauning havde taget vigtige skridt til, men gik imod økonomisk demokrati i enhver form og forkastede en samfundsøkonomisk planlægning pålagt ved statslig regulering. Hvad der fulgte, vil jeg kalde ordoliberalisme.
I den faglige litteratur defineres ordoliberalisme i modsætning til neoliberalisme. Her siges det, at ordoliberalisme understreger behovet for orden og stabilitet, mens neoliberalisme fremhæver dynamik og innovation. Ligeså siges, at hvor ordoliberalisme vil regulere markederne, så de indløser sociale formål, så mener neoliberalister, at markedskonkurrence i sig selv er målet. Af samme grunde giver de to tankesæt staten to forskellige roller. For ordoliberalister er en stærk stat nødvendig for at sikre orden, mens staten for neoliberalister skal holde sig på afstand af markederne og kun sikre ejendomsret og kontraktfrihed.
Herning, 14. september 2023: SVM-regeringens ledere er på Danmarksturné. Her stopper den grønne bus ved en SOSU-skole [FOTO: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix]
Siden er forskellen på ordo- og neoliberalisme gået i glemmebogen, og siden 1982 er Schlüters åbningstale og hans linje blevet kaldt neoliberalistisk. I tidens ånd indeholdt den da også flere eksempler på neoliberalisme: markedsdannelse, deregulering, privatiseringer, outsourcing af offentlige opgaver, konkurrence, frit valg. Alligevel førte talen ikke til neoliberalsme, men til en blanding af socialdemokratismen – med vægt på statsregulering, liberalisme – med vægt på markedskonkurrence, og endda konservatisme, der søger orden og nationalstaten som det fælles. Samtidig kom alle tre traditionelle partiers ideologier i krise. De mistede hver især deres kompas: Socialdemokratismen, fordi den ikke længere kunne påstå, at den var socialistisk. Liberalismen og konservatismen, fordi de mistede deres boldmur. Det er nemlig sådan, at det først var socialdemokratismen, der formulerede sig i modsætning til den liberalistiske markedsøkonomi og konservatismens fokus på nationen. Mens det efterfølgende var liberalismen og konservatismen, der formulerede sig i modsætning til socialdemokratismen. Fra mellemkrigstiden til tiden efter krigen med begyndelse i 1950’erne fandt de alle deres egen definition ved at formulere sig i modsætning til en modpart: Alle gav indhold til egne ideologier ved at skrive dem op imod, hvad andre havde skrevet. Hvem der udgjorde boldmur, ændrede sig dog: Først var det liberalismen og konservatismen, som socialdemokratismen kunne spille op ad, dernæst blev det omvendt.
Gennem dette boldspil kom de tre ideologier til samlet set at repræsentere en progressiv tænkning med vægt på velstand, velfærd, flere friheder, større lighed og mere demokrati. Især tiåret fra slutningen af 1950’erne til slutningen af 1960’erne blev afgørende. Her blev det ideologiske spil udkæmpet inden for rammerne af et omfangsrigt system af trepartskommissioner, med Arbejdsmarkedskommissionen (1949-58) som boldbane.
Fra 1982 begyndte derimod en redningsaktion, men også en ideologisk rådvildhed. Hvad blev der af liberalisme, konservatisme, socialdemokratisme? Hvad skete der i det hele taget med progressiv tænkning? Svarene blafrede i vinden. Det gør de stadig den dag i dag. Og efter min mening vil vi også om ti år befinde os, hvor vi står nu. Hvorfor og hvordan skal jeg argumentere for.
Nu indtrådte i stedet ,reaktionens tid’. Den tid, hvor det blev fortiden og ikke fremtiden, der satte rammerne for den politiske debat
_______
1970’erne som bagtæppet for ideologiernes krise
Velfærdsstatens krise indtrådte i begyndelsen af 1970’erne. Hele den vestlige verden løb ind i den længstvarende økonomiske krise efter krigen, men i Danmark var der allerede skabt betingelser for folkelig modstand mod velfærdsprojektet tidligere:
Især 1973 blev et rædselsår. I september viste jordskredsvalget, at hele 65 mandater var kritiske over for velfærdsprojektet som sådan, og hele 28 mandater, at de var imod at betale den nødvendige skat for at finansiere de velfærdsgoder og -ydelser, alle de klassiske partier havde stillet i udsigt: Det var jordskredsvalget, der hermed ændrede dansk politik.
Kildeskatten, der var blevet indført i 1971, lagde op til at effektivisere skatteinddrivelsen ved at fratage den enkelte familie muligheden for at selvangive indkomst og omkostninger og dermed også selv at have indflydelse på opgørelsen af eget skattegrundlag. Fra 1976 blev Bistandsloven vedtaget, og den universelle velfærdsstat dermed indført. Samme år fremsatte den socialdemokratiske regering et lovforslag om økonomisk demokrati (ØD), som skulle give lønmodtagere medejendomsret og medbestemmelse over deres ansættelsessted.
Under ét mobiliserede de tre lovændringer en betydelig modstand. I det første tilfælde (kildeskatten) fra en ny højrefløj repræsenteret ved Fremskridtspartiet. I det andet (den universelle velfærdsstat) fra et erhvervsliv i tæt samarbejde med ,de borgerlige partier’. I det tredje (ØD) fra en samlet centrum-højrefløj, repræsenteret af både Fremskridtspartiet, det andet nye parti Centrum-Demokraterne og andre, der vendte sig mod en voksende stat og en yderligere bureaukratisering.
Alle tre tilfælde førte til afslutningen på den ideologiske offensiv, der blev indledt, da Socialdemokratiet i 1924 for første gang blev det største parti og første gang indtog posten som statsministerparti. Ved jordskredsvalget tabte partiet 24 mandater, samtidig tabte velfærdskoalitionen – bestående af S, K, V og R – tilsammen 54 mandater.
I 1973 ændredes altså dansk politik. Og det skete, samtidig med at eksporten faldt, den internationale konkurrence blev skærpet, og dansk gældsætning eksploderede. Fra dette år løb flere strømme således sammen til en giftig kombination: modstand mod beskatning og økonomisk demokrati, forventninger om flere velfærdsydelser, en økonomisk krise forværret af krig i Mellemøsten og en gældsætning forøget ved inflation.
Over de næste ti år søgte socialdemokratiske regeringer at kontrollere det økonomiske styrtdyk og den politiske ustabilitet. Det førte dog ikke til, at vælgerbefolkningens opbakning til velfærdskoalitionen vendte tilbage – derimod blev den økonomiske krise værre. Der gik næsten et årti, før det gik op for både Socialdemokratiet og ,de borgerlige partier’, at traditionel efterspørgselspolitik ikke længere var anvendelig, og at socialdemokratismen ikke længere var ideologiernes moder.
I 1982 trådte Anker Jørgensen tilbage som statsminister – uden at udskrive valg. En af de længstvarende epoker i dansk politik var afsluttet. Af samme grund blev 1970’erne en tragedie for Socialdemokratiet og for socialdemokratismen. Efter at have stået for progressive reformer og historiske kompromiser gennem 1930’ernes krise, efter at have taget ansvar for samarbejdspolitikken under besættelsen og efter at have lagt boldmur til liberalisme og konservatisme var det velfærdsstatens krise, der lagde den dødbringende gift under både partisystemet og partiideologierne.
Ramt blev også den progressive tænkning i sig selv. Fra 1930 til 1970’erne var det fremtiden, der stod i centrum for den politiske debat, og progressiv tænkning, der dominerede i offentligheden. Fra 1970’erne dominerede hybris. Ikke alene for socialdemokratismen, men også for de ideologier, der efter krigen blev kaldt liberalisme og konservatisme, men formuleret som skyggebilleder til socialdemokratismen.
Den progressive tænkning var løbet tør, udtømt for alternativer. Nu indtrådte i stedet ,reaktionens tid’. Den tid, hvor det blev fortiden og ikke fremtiden, der satte rammerne for den politiske debat. Alle de klassiske partier ville redde, hvad reddes kunne. Spørgsmålet blev: Hvor langt ville de bevæge sig på afstand af deres traditionelle programmer og ideologiske standpunkter? Hvor meget ville de ændre på fortidens positioner for at redde, hvad reddes kunne?
Med velfærdsstatens krise fulgte demokratiets. Samtidig brød næsten 100 års historie for progressiv tænkning sammen. Fremtiden tabte til fortiden. Troen på historiens progression endte samtidig med historiens afslutning
_______
1982 som begyndelsen på ,reaktionens tid’
Med ordoliberalismen blev alle ideologier blandet. Ideologi blev – med Poul Schlüters udtryk – ,noget bras’, og progressiv tænkning blev erstattet af pragmatik og realisme.
Der er ikke mange, der siden har bemærket, at Danmark var blandt de første i Europa til at eksperimentere med nye former for liberalisme – både neo- og ordoliberalisme. Internationalt var det neoliberalisme, der stod til rådighed som afløser for socialdemokratisme, men nationalt blev det ordoliberalisme, der slog igennem.
Der var antydninger af begge, da Poul Schlüter (K) sammen med Henning Christophersen (V) den 5. oktober 1982 introducerede en ny strategi, hvori socialdemokratisme, konservatisme og liberalisme blev mixet med inspiration fra neoliberalisme i Storbritannien og USA og ordoliberalisme med eksempel i de kristen-demokratiske lande i Midt- og Sydeuropa, især Vesttyskland.
I åbningstalen 1982 forsikrede Schlüter, at regeringen ikke blot ville opretholde velfærdsstaten, men redde den – ved at sætte en stopper for lønkompensation og indeksregulerede ydelser. Samtidig ville regeringen reformere både velfærdssamfund og -stat ved at privatisere og øge konkurrencen, men også kombinere begge med en centralistisk økonomistyring af de selvstyrende amter og kommuner og ikke mindst: af de selvstændige aftaleparter på arbejdsmarkedet.
Ingen – måske ikke engang Schlüter selv – lagde mærke til, at regeringen samtidig introducerede en i dansk sammenhæng ny slags konservatisme: ideen om en national, fælles samfundsøkonomi i konkurrence med andre lande. Af hensyn til samfundsøkonomien skulle den offentlige sektor effektiviseres, og dens opgaver omlægges fra at skabe efterspørgsel gennem offentlige ydelser til at skabe arbejdsudbud gennem incitamenter til at arbejde.
Åbningstalen fandt sted, tre år efter at Margaret Thatcher tiltrådte som premierminister i Storbritannien, ét år efter at Reagan første gang blev valgt som præsident i USA, og næsten samtidig med at ideen om det det indre marked blev formuleret i ramme af EF. Bemærk, at det var Storbritannien og Danmark – de to lande, der allerede i 1970’erne havde opbygget ganske store velfærdsstater – der var de første til at ryge ud i krisen – og de første, hvor krisetilstanden også nåede socialdemokratismen. I begge lande førte det da også til en periode med mange og store konflikter. Især mellem konservative regeringer og fagbevægelser.
Anker Jørgensen (1922-2016), statsminister for Socialdemokratiet 1972-73 og igen 1975-82, og Poul Schlüter (1929-2021), statsminister for Det Konservative Folkeparti 1982-93 [FOTO: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix]
Konflikterne førte i to ganske forskellige retninger. I Storbritannien bekæmpede Thatcher fagbevægelsen med voldsomme midler. I Danmark tvang Schlüter samme bevægelse til kompromis. I Storbritannien røg Labour ud af regeringerne de næste 18 år (1979-97). I Danmark fulgte ti års ørkenvandring for S. Og i begge lande førte det til historiske brud mellem socialdemokratiske partier og fagbevægelser.
Mange har ment, at det var i 1980’erne – under Schlüter – at neoliberalisme holdt sit indtog i Danmark, og at det især var store internationale begivenheder, der ændrede det ideologiske landskab fra socialdemokratisme til neoliberalisme. Begge dele er forkerte. Af samme grund misforstår mange, hvilken tænkning og hvilke specifikke ideer der blev lagt til grund for konkurrencestaten og fortsat dominerer i dag.
Godt nok var der – som sagt – flere eksempler på neoliberalisme i åbningstalen 1982. Men lige så mange eksempler på ønsket om en aktiv finanspolitik, en stor velfærdsstat, en kollektiv løndannelse, en økonomisk vækst drevet ved eksport og international konkurrence. Det var derfor ikke Thatchers og Reagans kamp mod velfærd, mod fagbevægelse og kollektive aftaler, der stod i centrum, men et kompromis mellem marked og stat, velfærd og samfundsøkonomisk konkurrenceevne. Men siden har modstanden mod neoliberalismen – som altså baserer sig på en myte – kaldt til kamp mod konkurrencestaten.
Ideologiernes meningstab og Vestens politiske paradoks
Siden har myten om neoliberalisme kaldt til kamp mod konkurrencestaten. Alligevel er de tre ideologier i dag kombineret til noget andet – en ordoliberalisme. Ideologierne er trådt i baggrunden, og de parlamentariske muligheder i forgrunden. I dag er det muligt at skifte parti og endda at grundlægge nye partier uden at tage noget ideologisk standpunkt. Fra 1982 blev alle katte grå, mens myten om neoliberalismens sejr lagde et slør over, hvad der egentlig kom til at kendetegne ideerne bag konkurrencestaten, og dermed: hvilke ideer der dominerer i dag.
På den måde var – og er – konkurrencestaten en redningsaktion for velfærdsstaten, men også enden på ideologiernes forskelle. Konkurrencestaten var ikke – og er stadig ikke – i opposition til velfærd og statslig regulering, men udgør derimod en garanti for at kunne videreføre begge på nye måder.
Det er også derfor, at velfærdsstatens krise er mere afgørende for politik i dag end Murens fald, Sovjetimperiets sammenbrud og så meget andet. Det var nemlig med denne, at efterkrigstidens liberalisme, konservatisme og ikke mindst socialdemokratisme løb i krise, og at der blev skabt rum for ideologisk opportunisme. Fra at have forpligtiget partier og personer, fra at have skabt begrundelser for fremtidsbilleder fik ideologierne nu alene symbolsk betydning. De blev gjort meningsløse af politikere og andre, der kunne vælge standpunkter efter egne interesser og med egne definitioner og gøre det til stadig større irritation for ,de rene’, de, som med manisk beslutsomhed stadig insisterer på at ville formulere entydige, ensidige definitioner på ,ideologisk’ politik.
Det er derfor, at myten om neoliberalisme – ligesom optagetheden af Murens fald og påstanden om ,historiens afslutning’ (Fukuyama, 1989) – skjuler nutidens politiske paradoks: At det nok kan påstås, at demokratiet i vest vandt over diktaturet i øst, men også at den progressive tænkning samtidig tabte i vest. Velfærdsstatens krise indvarslede nemlig ikke alene ideernes krise, men også krisen for efterkrigstidens projekt om demokratisering.
Paradokset lyder altså: Mens demokratiet blev fejret og hyldet i vest, førte velfærdsstatens krise til demokratiseringens sammenbrud i vest – især i Norden. Paradokset er da også til at tage og føle på: Efterkrigstidens projekt for velfærd var nemlig forbundet med et ambitiøst projekt for demokratisering.
Fremtiden skulle båndlægges med økonomiske redegørelser og beregninger og sikres ved pragmatiske og realistiske reformer
_______
Husk ideerne om medborgerskab og om dannelse af fremtidige generationer til demokratisk deltagelse. Husk ideerne om offentlighed i forvaltningen og om medinddragelse i den fysiske planlægning. Husk ideerne om inddragelse af de store interesseorganisationer i korporative råd, nævn og udvalg – og glem ikke, at det parlamentariske demokrati skulle udbredes til at indbefatte folkevalg til amts- og kommunalbestyrelser, ligesom Landstinget med dets særlige regler for valgret skulle nedlægges.
Det var nemlig disse og andre former for demokratisk deltagelse, der sammen med velfærdsstaten blev sat under økonomisk styring fra 1980’erne. På samme tidspunkt blev der rejst en kritik af demokratisme – kombineret med påstanden om, at det var de mange former for demokratisering, der førte til, at stadig flere og mere ressourcestærke interesseorganisationer vandt indflydelse og introducerede interessernes tyranni. Blot ét eksempel: Med arbejdsmarkedsorganisationernes deltagelse i korporative råd og nævn og udvalg fik de indflydelse på lovgivningen og deltog sammen med skiftende regeringer i formulering af striber af lovforslag. Deltagelsen skabte alternative kanaler til den parlamentariske beslutningsproces og udfordrede de folkevalgtes monopol på at træffe politiske beslutninger. Man ønskede at forpligtige de mange interesser til et ansvar for fællesinteressen: den nationale økonomis konkurrenceevne.
Men hvad der var tænkt som medansvar for den enkelte, førte til, at demokratiets kanaler blev stopfodret af kollektive organisationer og deres lobbyaktiviteter. Af samme grund blev demokratisk deltagelse efterhånden et fyord blandt politiske partier og i den offentlige debat. Først fandt begrebet demokratisme udbredelse som fx hos Søren Krarup i bogen af samme navn i 1968 og vel også hos Henning Fonsmark i bogen Historien om den danske utopi, 1990. I regeringsgrundlaget 2022 kaldes det ,millimeterdemokrati’, senere blev det tilsidesat af begrebet økonomisme.
Paradokset bunder derfor i en tragedie. Med velfærdsstatens krise fulgte demokratiets. Samtidig brød næsten 100 års historie for progressiv tænkning sammen. Fremtiden tabte til fortiden. Troen på historiens progression endte samtidig med historiens afslutning: Fremtiden skulle båndlægges med økonomiske redegørelser og beregninger og sikres ved pragmatiske og realistiske reformer.
I Danmark udløste Murens fald derfor hverken håb eller voksende optimisme. I stedet fulgte en tilbagevendende kritik af, hvordan velfærdsstaten ikke kunne finansieres, hvordan de mange særinteresser tog magten fra de folkevalgte, og hvorfor offentligt ansatte blev skrankepaver, mens deres sektor blev set som en byrde.
SVM-regeringens plan afslører to myter
Jeg kender ikke noget bedre eksempel på al denne kritik og pragmatisme end regeringsgrundlaget fra december 2022. Det kan på mange måder sammenlignes med åbningstalen i 1982 og endda med Socialdemokratiets efterkrigsprogram „Fremtidens Danmark” fra 1945. I alle tre tilfælde er der tale om ikoniske manifestationer af ideologiske positioner, som man stræber efter at forbinde med et politisk program.
Mens „Fremtidens Danmark”, 1945 var det sidste principielle program for socialdemokratismen, og åbningstalen i 1982 indvarslede socialdemokratismens død, står regeringsgrundlaget fra 2022 som det ultimative eksempel på det mix af ståsteder og standpunkter, der karakteriserer ordoliberalismen.
Regeringsgrundlaget er som sådan et manifest for en pragmatisk, praktisk forestilling, der vil inddrage alt og alle under konkurrencestatens logik. Af samme grund indeholder det mange standpunkter, men binder dem også sammen – de kan således vælges til og fra, blandes, som det behager, og anvendes, som det er opportunt.
Den danske udgave af ordoliberalisme er på den måde principløs, men også ganske demokratisk. Under ordoliberalismen kan ingen skjule sig bag, hvad filosofiske mænd og kvinder i flere århundreder har ment er den ,rene’ liberalisme, konservatisme, socialisme eller socialdemokratisme. Optaget i ordoliberalismen har alle ideologier mistet deres sandhedsværdi, ligesom alle filosoffer nu tvinges til at tage pragmatiske, realistiske standpunkter og til at bruge begrundelser, der ikke finder skjul bag utopier eller løfterige fremtidsbilleder.
Læs derfor SVM-regeringens grundlag, og se, hvordan det udgør et katalog over de mange debatter – hele den mangesidige kritik – der over årene er ført i marken mod konkurrencestaten. Se, hvordan al den kritik – alle de problemstillinger, der er rejst – er behørigt noteret. Og det, hvad enten kritikken er kommet fra kommuner eller interesseorganisationer, fra blå eller rød blok, fra sociale bevægelser eller medier. Intet er glemt, alt er husket – øjensynligt i et forsøg på at omfavne alt og alle.
Alligevel udgør SVM-grundlaget et tydeligt modspil til tidligere tiders regeringsprogrammer. Her siges det for første gang åbenlyst, at der er forskel på et velfærdssamfund og en velfærdsstat. Her indrømmer både Socialdemokratiet og de andre partier for første gang, at velfærdsstaten ikke er evigtgyldig. Her ender efterkrigstidens ideologiske historie også i en praktisk forestilling for pragmatik og realisme.
På den måde har grundlaget afsløret tre myter: Først at velfærdsstaten skulle være evigtgyldig – nej, det lå ikke i danskhedens gener, at der efter vikingerne skulle komme en velfærdsstat. Dernæst at velfærdsstaten var uden alternativer, og endelig at den var en socialdemokratisk opfindelse og ikke et af de mest omtvistede, konstant redefinerede fænomener i dansk politik.
Det er derfor, jeg tillader mig at kalde grundlaget for en videreførelse af det ideologiske kompromis fra 1982 – endda for et værdigt monument for ordoliberalismens sejrstog. Ligesom i 1982 understreges det, at velfærd er det vigtigste – men også at det er ligegyldigt, hvordan velfærd sikres, blot at det sker. Det kan være via samfund, stat, marked – ved individuelt eller kollektivt ansvar. Eller ved at mixe dem alle, blot det virker.
Om ti år vil det være som i dag, påstår jeg. Med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne som deltagere i regering. Med Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre med betydelige fodaftryk i regeringsgrundlaget – og med alle konkurrencestatens kritikere tildelt hver sin paragraf, så er de allerfleste taget i ed
_______
SVM mixer velfærds- og konkurrencestat
Her følger tre eksempler på, hvordan grundlaget mixer alt og alle:
Det første er dette: Regeringen – ligesom oppositionen i øvrigt – holder fast i konkurrencestaten. Hvorfor opgive noget, der virker? Alligevel er der mange antydninger af, at konkurrencestaten bør reformeres. Kataloget er langt – det synes uden ende – men det vigtigste er vel, at konkurrencestaten nu søges videreudviklet ved at kombinere den med militær sikkerhed, med klima- og energipolitikker, med nye sociale rettigheder og ikke mindst med teknologisk forskning og en ny strategi for global konkurrence.
Formål mixes, mange endda. Samtidig understreges det, at formål skal blandes – flere skal arbejde, arbejde længere, arbejdet skal være det bærende fællesskab inden for en national samfundsøkonomi, og at det hele skal ske „inden for rammerne af fastkurspolitikken, Velfærdsforliget fra 2006, EU’s Stabilitets- og Vækstpagt og den danske budgetlov”. Hertil føjes også det eksisterende skattestop, en aktiv finanspolitik og centralistisk styring af kommunerne. Men derudover at det skal ske i respekt for den danske model, „herunder at de konkurrenceudsatte private erhverv fortsat sætter rammen for lønudviklingen i samfundet”.
Med regeringsgrundlaget er der sat strøm til konkurrencestatens videreførelse. Men der er også åbnet for politiske dilemmaer. Bemærk de mange forslag til kommissioner, udvalg, komitéer, planer og ekspertorganer. Det er med rapporter og udredninger, at konkurrencestaten skal fornys, at den megen kritik af centralisme og økonomistyring skal forbindes med konkurrencestatens videreførelse. Men også at der skal prioriteres mellem mange hensyn: Frisættelse af kommuner og de faglige medarbejdere skal afvejes med økonomistyring, sociale rettigheder skal afvejes med mindre bureaukrati, lokale prioriteringer med nationale rammer. Og jeg kan blive ved.
Det andet eksempel er interesseorganisationernes position. De store organisationer tilskrives nye roller. Alligevel er det stadig 1982, der har banet vejen: Her begyndte regeringen at lægge den samlede lønudvikling og overenskomstsystemet under en form for indirekte styring. Det skete ved fælleserklæringen 1987 og fortsættes nu med grundlaget. For regeringen vil tage initiativ til „en permanent trepartsinstitution, der skal fremme et kontinuerligt samarbejde mellem regering og arbejdsmarkedets parter”, men tillige invitere parterne til forhandling om fordeling af en ekstraordinær ramme på 3 mia. kr. til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. Dog på betingelser: At det er regeringen, der beslutter, hvad og hvornår der skal forhandles mellem parterne, at parterne indvilliger i at fremme større fleksibilitet ved aftaler om tilrettelæggelse af arbejdet, at der sker færre deltidsansættelser, at faggrænser mister betydning, og at lokal løndannelse fremmes.
Det er dog ikke det hele. Der lægges også op til, at organisationernes medlemmer – fra virksomheder til enkeltpersoner – skal bidrage til fremtidens velfærd ved egen opsparing. Modellen fra arbejdsmarkedspensionerne skal spredes til flere velfærdsopgaver, og flere velfærdsgoder skal finansieres ved personlig opsparing, hovedsageligt aftalt ved overenskomster.
Fra at være interesseorganisationer uden for regeringen drejes organisationerne nu – mere end tidligere – i retning af at blive forsikrings-, pensions- eller investeringsselskaber. Det sker, samtidig med at private virksomheder træder ind på organisationernes traditionelle arena for lobbyvirksomhed ved partnerskaber med kommunerne og andre. Bemærk, hvor mange gange der i grundlaget tales om partnerskaber med virksomheder, om virksomhederne som initiativtagere, om virksomheder som ansvarlige for medarbejdernes egen opsparing. Bemærk også, hvordan regeringen netop har oprettet et forum for erhvervsledere til at deltage i udfærdigelse af en strategi for global konkurrence.
På den måde går grundlaget til stålet over for både organisationerne og virksomhederne. Med ordoliberalismen skal organisationerne – ligesom virksomhederne – styres direkte eller indirekte, men også samle mere kapital ved medarbejdernes/medlemmernes opsparing og blive til endnu større kapitalejere, end de allerede er, ved dannelse af finansierings- og investeringsselskaber.
Det sidste og tredje eksempel er måske det vigtigste. Allerede i præamblen til grundlaget skrives, at regeringen „ønsker at gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed og forandringskraft”, og at „i et stærkt velfærdssamfund står medborgerskab som det vigtigste”, og „at det starter og slutter med et større personligt ansvar og flere valgmuligheder for den enkelte”.
Jeg mener ikke, det kan siges klarere: Samfundet og staten skal mixes. Det personlige ansvar skal bidrage til det fælles, det lokale skal spille sammen med det nationale, velfærdsgoder og rettigheder skal følges af ansvar. Pointen er denne: At det netop var begrebet velfærdssamfund, der fra 1950’erne blev anvendt til at karakterisere den type velfærdsprojekt, de liberale og de konservative ønskede, i modsætning til det projekt for en velfærdsstat, Socialdemokratiet tilstræbte. Og at det netop var projektet for velfærdssamfund, der indeholdt ambitionen om at demokratisere ved medborgerskab, at inddrage lokale foreninger i skabelse af et samfund. Hele dét projekt skulle bunde i den enkelte borgers medansvar for det fælles.
Mens velfærdssamfundet således skulle myndiggøre den enkelte til at deltage i det medlevende demokrati og dermed også tage ansvar, skulle velfærdsstaten derimod organisere fordelingen af velfærd – via kommuner, amter/regioner og stat – inden for rammerne af et repræsentativt demokrati. Velfærdssamfundet ville ansvarliggøre den enkelte som medborger, mens velfærdsstaten ville ansvarliggøre den enkelte som skatteyder. Der er således intet, der har karakteriseret de ideologiske modsætninger mellem socialdemokraterne og ,de borgerlige’ tydeligere end forskellen på samfund og stat.
Der er derfor heller intet, der karakteriserer den ordoliberalistiske tilgang mere end at ville blande samfund og stat, individuelt og fælles, det medlevende og det repræsentative demokrati lokalt og nationalt.
Med regeringsgrundlaget er der skrevet gravskrift for socialdemokratismen, som vi kender den fra 1920’erne – men også for demokratismen, som vi kender den fra 1960’erne. Prøv at tænke på dilemmaerne. De står i kø.
Dansk politik om ti år
Om ti år vil det være som i dag, påstår jeg. Med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne som deltagere i regering. Med Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre med betydelige fodaftryk i regeringsgrundlaget – og med alle konkurrencestatens kritikere tildelt hver sin paragraf, så er de allerfleste taget i ed.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alt er fryd og gammen, eller at mulighederne for konflikter er forsvundet. Tværtimod. De mange dilemmaer giver rigelige muligheder. Men det betyder, at der ikke er noget klart ideologisk alternativ til SVM’s ordoliberalisme, så langt øjet rækker. Og at oppositionen er marginaliseret til at vælge mellem skål og skrig eller stiltiende samarbejde.
Hvis den danske sædvane for ideologisk stabilitet derfor stadig står som pejlemærke, så vil fremtidige regeringer tage grundlaget ad notam – nok tilføje hist, ændre her, men fortsætte, hvad der blev formuleret i 2022. Altså, ,alt andet lige’, som økonomerne plejer at sige. Det vil sige, hvis havene ikke fryser til is, hvis skovene ikke brænder til aske, og hvis Putin støder ud i Østersøen. Alt dette er muligt, men kan stadig undgås.
Om til år vil det stadig være reaktionens tid. ■
De mange dilemmaer giver rigelige muligheder. Men det betyder, at der ikke er noget klart ideologisk alternativ til SVM’s ordoliberalisme, så langt øjet rækker. Og at oppositionen er marginaliseret til at vælge mellem skål og skrig eller stiltiende samarbejde
_______
Ove K. Pedersen (f.1948) er dr.phil. og professor emeritus i komparativ økonomi. Han har bl.a. skrevet bøgerne Konkurrencestaten (2011), Markedsstaten (2014) og senest Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion (2018).
ILLUSTRATION: Kobæk Strand Hotel, Skælskør, 24. august 2023: SVM-regeringens ledere – vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) – under pressemøde i forbindelse med et regeringsseminar [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix][FOTO:]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
