Ota Tiefenböck: Vesten drømmer om at komme af med Putin. Men ønsker vi virkelig det?

07.02.2023


Mange vil gerne vil af med Putin. Men hvad sker der, hvis det lykkes?

Ota Tiefenböck i RÆSON OPINION

Forleden gav Berlingskes debatredaktør Pierre Colignon en vejledning med titlen “Sådan kommer vi af med Putin”, om hvordan “vi kan vælte Putin og afputinificere det russiske samfund”. Colignon skriver, at “ kun et klart militært nederlag i Ukraine kan tænde håb om regimeskifte i Moskva. Og kun et klart militært nederlag kan føre til, at russerne vil indlede et opgør med deres imperialistiske traditioner”.

Collignons indlæg er udtryk for den generelle holdning i Vesten, hvor politikere og kommentatorer i snart et år har drømt om regimeskifte i Moskva og udelukket muligheden af at kunne komme overens med Rusland, så længe Putin er ved roret.

Men hvad sker der, hvis det lykkes?

Mit hjerte banker for Ukraine. Men jeg mener, i al ydmyghed, at krigen hverken kan vindes af ukrainerne eller russerne, uanset hvor mange våben, vi sender afsted. De mange våben vil – så længe de ikke bakkes op af forsøg på diplomati – blot betyde flere og flere tabte menneskeliv, et mere og mere ødelagt Ukraine samt at krigen vil fortsætte i årevis.

1. Demokratisering af Rusland

Colignon skriver, at ukrainernes kamp “er med til at åbne muligheden for, at Rusland en dag kan blive et fredeligt, demokratisk land”. Det er et udtryk for forestillingen om, at Rusland – hvis landet taber krigen – vil landet blive demokratisk og altså ligne os andre. Intet er mere naivt. Rusland er et land uden demokratiske traditioner og med en anden historie, end vi har. Det bliver vi, uanset om vi kan lide det eller ej, nødt til, hvis ikke respektere, så i det mindste acceptere.

Tanken om et demokratisk Rusland er ikke andet end utopi. Hovedparten af russerne støtter Putin og vil formentlig støtte ham endnu mere i takt med stigende vestlige sanktioner og våbenleverancer. Skulle Putin blive væltet, ville han med stor sandsynlighed blot blive erstattet af en anden stærk leder. Risikoen for at det bliver en endnu mere diktatorisk leder, er et sandsynligt scenarie. Et navn, der ofte nævnes i denne sammenhæng, er ingen anden Wagnergruppens leder Jevgenij Prigosjin. Altså manden som for ikke så længe siden forærede sine soldater en kæmpehammer til henrettelse af soldater, som kunne finde på at desertere.

Nogle håber på den fængslede oppositionsleder, Aleksej Navalnyj. Men man skal ikke idealisere ham, sådan som det ofte sker i Vesten og ikke glemme hans nationalistiske tendenser. Navalnyj har bl.a. sagt, at han ikke vil returnere Krim til Ukraine, hvis han skulle komme til magten.

Et andet navn, der ofte bliver nævnt, er oligarken Mikhail Khodorkovskij, en af verdens rigeste mænd. Man kan naturligvis ikke udelukke, at han har gennemgået en metamorfose fra oligark til demokrat, men chancen er nok ikke specielt stor.

Personligt kan jeg ikke komme i tanke om andre navne end de nævnte, samt personer fra Putins nærmeste omgangskreds. At nogle af disse “demokrater” skulle komme til at have kontrol over russiske atomvåben, ser jeg dog ikke ligefrem betryggende.

2. Kaos i Rusland

Hvis russerne taber krigen, og Putin ikke afløses af en anden leder, der klart og med hård hånd overtager Rusland, vil Rusland givetvis gå et totalt kaos i møde. Den Russiske Føderation vil formentlig falde fra hinanden. Mange republikker vil søge selvstændighed, og der vil givetvis blive udkæmpet en del lokale krige. Hele landet ville blive kastet ud i kaos, hvor den stærkes ret gælder. Det vil dels resultere i en stor flygtningestrøm mod Europa, dels risikoen for at russiske atomvåben kunne falde i hænderne af hvem som helst. Hvorvidt det ligefrem ville være en fordel og gøre den sikkerhedsmæssige situation i Europa, herunder Danmark, mere tryg, er yderst tvivlsomt.

3. Jugoslavisering af Rusland

Det bedste scenarie – der dog også er det mindst sandsynlige – er, at Rusland ville få det samme skæbne som det tidligere Jugoslavien. Altså en opdeling af Den Russiske Føderation til en række selvstændige stater.

For Europa og ikke mindst USA vil dét være den bedste løsning. Det vil ødelægge Rusland som stormagt en gang for alle. Og det vil give mulighed for eksport af den vestlige storkapital og være ensbetydende med fremtidige markeder. tjetjenere, ingusjetier m.fl. kunne på sigt se frem til at handle i Lidl og få store shoppingscentre overalt. Hvorvidt eksempelvis de muslimske nordkaukasiske republikker ønsker den slags “vestligt demokrati” er et helt andet spørgsmål.

Mange vil gerne vil af med Putin. Ingen bryder sig om den krig, han fører i Ukraine, men vi bliver også nødt til at forankre vores ønsker i realiteterne. ■

 

Mit hjerte banker for Ukraine. Men jeg mener, i al ydmyghed, at krigen hverken kan vindes af ukrainerne eller russerne, uanset hvor mange våben, vi sender afsted
_______

 


Ota Tiefenböck (f. 1957) er født i Prag, Tjekkiet, og er journalist og politisk kommentator med speciale i Øst- og Centraleuropa. Han dækker landene for flere danske medier og er derudover chefredaktør ved nyhedssitet Mr.East samt forlægger ved Mr.East Forlag, som specialiserer sig i udgivelse af litteratur om og fra Øst- og Centraleuropa.




ILLUSTRATION: Ruslands præsident, Vladimir Putin, under et besøg i Tver-regionen i Rusland, 7. november 2022 [FOTO:TASS/Ritzau Scanpix]