02.11.2023

Liberale politikere, eksperter og kommentatorer fejrer oppositionens valgsejr i Polen, men det er langtfra sikkert, at Donald Tusk virkelig bliver Polens frelser. Spørgsmålet er, om den brogede koalition, han skal stå i spidsen for, har mere tilfælles end at være anti-PiS, og om en kommende regering både ønsker og er i stand til at bryde med den hidtidige politiske linje.

Analyse af Ota Tiefenböck

Liberale politikere, eksperter og medier udtrykker glæde over resultatet af det polske valg, hvor det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS) til trods for fortsat at være det største parti ikke bliver i stand til at danne regering. Udsigten til, at det bliver tidligere formand for Det Europæiske Råd, og således en begejstret tilhænger af EU, Donald Tusk, der formentlig kommer til at sætte sig i premierministerstolen i Polen, får mange til at erklære, at Polen, efter otte år med PiS ved magten, endelig er på vej tilbage til den EU-loyale lejr og til demokratiet. Fx gik professor og ekspert i europæiske forhold, Marlene Wind, i P1 Orientering så langt som at sammenligne magtskiftet i Polen med tiden, hvor Polen overgik fra tidligere kommunistisk diktatur til demokrati og betegnede Polen under PiS som et delvist autokrati. Disse udtalelser fortæller formentlig mere om Marlene Wind end om situationen i Polen, hvad enten det handler om historiske kendsgerninger eller den politiske situation i Polen efter valget. Polen under Tusks ledelse vil nemlig have langt flere udfordringer, end det umiddelbart lyder til.

En koalition af koalitioner

Den formentlig kommende regeringskoalition består nemlig ikke kun af Donald Tusk og det parti, han er formand for, Borgerplatformen; den er en koalition af tre koalitioner bestående af i alt 14 partier. Der er således ikke tale om en koalition af tre partier, som Marlene Wind antyder i en kommentar i RÆSON, hvor hun benævner “Venstre” som “det sidste parti i Tusks koalition”. Venstre (Lewica) er nemlig en koalition af seks partier, som blev dannet i 2019 og valgte at opstille sammen ved valget. Disse partier er ikke samlet under ledelse af Donald Tusk, men er blot blevet enige om, at de gerne vil samarbejde, og at de alle ønsker en politisk ændring i Polen.

Denne ændring er dog ikke for alle partier i denne tre-koalitioners-koalition blot at følge Tusks Borgerplatforms politik. Det bedste udtryk for denne påstand ligger endda i den ene koalitions navn, nemlig koalitionen Tredje Vej, som har opnået det tredjebedste resultat ved valget. Dens erklærede mål er at finde en alternativ vej, som hverken er den, som Lov og Retfærdighed eller Borgerplatformen ønsker. Derudover ønsker koalitionen at modarbejde den nuværende splittelse i det polske samfund. Koalitionen Tredje Vej, som Marlene Wind kalder “det liberale parti”, består faktisk af partierne Polen 2050 med lederen Szymon Holownia og Koalicija Polska under Wladyslaw Kosiniak-Kamysz, som udover at betegne sig som liberale partier også har kristendemokratisk livssyn og ser landbrugspolitik som en vigtig del af deres program. Man kan således godt omtale partierne som  ”det liberale parti”, men ordet liberal har formentlig ikke helt den samme betydning, som det er tilfældet med Tusks Borgerplatform..

Tredje Vej er uden tvivl tættere på Tusks Borgerplatform end på Kaczynskis Lov og Retfærdighed, men koalitionen vil med sikkerhed ikke blot stille sig tilfreds med at underkaste sig Tusks ledelse og Borgerkoalitionens politiske linje. Det ville på mange måder være ensbetydende med at svigte de mange polakker, der har stemt på Tredje Vej. Polakker, som er trætte af splittelsen af det polske samfund og de evige magtkampe mellem Lov og Retfærdighed og Borgerplatformen, og som virkelig ønsker, at Polen finder en “tredje vej”.

 

Tredje Vej er uden tvivl tættere på Tusks Borgerplatform end på Kaczynskis Lov og Retfærdighed, men koalitionen vil med sikkerhed ikke blot stille sig tilfreds med at underkaste sig Tusks ledelse og Borgerkoalitionens politiske linje
_______

 

Store udfordringer og begrænset manøvrerum

Der er ingen tvivl om, at den kommende polske regering står foran store udfordringer, og at det ikke bliver let for de mange forskellige partier at formulere et fælles program. Partiernes politiske standpunkt spænder fra socialisme til kristendemokratisk konservatisme, og partierne er foreløbigt kun enige om, at de ikke ønsker et Polen med Lov og Retfærdighedspartiet ved magten, og at de ønsker at genoprette retsstaten og et positivt forhold til EU. Det er under alle omstændigheder et godt tegn, men hvorvidt den kommende koalition vil være i stand til mere end det, er et åbent spørgsmål.

For at tage et eksempel vil landbrugspolitik være en udfordring, også for den kommende polske regering, og det er tvivlsomt, at der vil ske større ændringer i forhold til den politik, der er blevet ført under Lov og Retfærdighed. Det gælder eksempelvis det polske forbud mod import af ukrainsk korn. Tusks egen koalition, Borgerkoalitionen, består nemlig udover Tusks Borgerplatform af fem andre partier, heriblandt AGROunia, hvis leder, Michal Kolodziejczak, i øvrigt sammen med Donald Tusk, inden valget klart havde givet udtryk for, at de  ønsker en forlængelse af forbuddet.

Det er således så godt som sikkert, at også Polens nye regering vil fastholde det nuværende forbud mod import af ukrainsk korn. Til gengæld vil den nye regering med sikkerhed være mindre konfrontatorisk og vil forsøge, formentlig med succes, at få forbuddet blåstemplet i EU. EU vil utvivlsomt gøre alt for at bakke den kommende polske regering op, hvad enten det vil dreje sig om en evt. blåstempling af det polske forbud mod import af ukrainsk korn eller fx frigivelse af de indefrosne EU midler.

Det er også tvivlsomt, at Polen under Tusks ledelse vil gå med til en eller anden form af omfordeling af migranter. Den polske politiske scene er mere eller mindre enig i at afvise enhver omfordeling af migranter, som hovedparten af de polske politikere, inklusive Donald Tusk, betegner som en sikkerhedsmæssig risiko.

Præsident Duda kan spænde ben for ny lovgivning

Den kommende polske regering vil desuden få en udfordring i form af landets præsident, Andrzej Duda, som er opstillet af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Han skal nemlig være på posten til august 2025 og har mulighed for at nedlægge veto, hvis han af en eller anden grund ikke bryder sig om de love, den nye regering ønsker at vedtage. At nedstemme præsidentens veto kræver et flertal på tre femtedele i parlamentet, hvilket den nye koalition ikke har.

Præsident Duda er i gang med sin anden periode og kan derfor ikke genvælges. Det er foreløbigt uklart, hvorvidt denne situation vil stille ham mere fri med hensyn til hans forhold til PiS. Det afgørende bliver formentlig, hvorvidt han efter en periode på præsidentposten vil sigte efter fx en indflydelsesrig post i europæisk politik, eller om han ønsker at blive i polsk politik. I sidstnævnte tilfælde kunne det fx være som ny formand for Lov og Retfærdighedspartiet efter den aldrende Jaroslav Kaczynski.

I det første tilfælde, vil han formentlig ikke blot trække sig ud af polsk politik, men han ville også undgå unødvendige konfrontationer med den kommende regering. I det andet tilfælde, samt i tilfældet af at en anden Lov og Retfærdighedspartiets kandidat vinder præsidentvalget i 2025, bliver det en hård kamp for den nye regering at få deres politik igennem. Især politik som går i en markant anden retning, end den førte politik under PiS-regeringen. Sådan en situation vil desuden kun øge den enorme polarisering i polsk politik og splittelsen i det polske samfund.

Præsident Duda har i sin præsidentperiode kun benyttet sig af sin veto-ret ganske få gange, men det var under Lov og Retfærdighedspartiet, hvis politik må formodes at ligge tæt på Dudas egen politiske overbevisning. Duda har foreløbigt ikke meddelt, hvem han vil bede om at danne en ny regering, om det bliver Lov og Retfærdighedspartiet, som formentlig ikke har nogen chance for at danne en regering eller om det bliver formand for det største oppositionskoalition, Donald Tusk. Det kunne tyde på, at han vil spille Lov og Retfærdighedspartiets kort og trække oppositionens magtovertagelse så længe som muligt.

Den kommende polske regering får således nok af udfordringer, og det er langtfra givet, at Donald Tusk bliver den store polske frelser, som mange venter på. En af de absolut vigtigste opgaver bliver at genforene det splittede polske samfund og finde den “tredje vej” –  en vej ud af de evige magtkampe og fjendtligheder, som har præget polsk politik og det polske samfund generelt mere eller mindre siden de politiske omvæltninger i 1989. ■

 

Den kommende polske regering vil desuden få en udfordring i form af landets præsident, Andrzej Duda, som … har mulighed for at nedlægge veto, hvis han af en eller anden grund ikke bryder sig om de love, den nye regering ønsker at vedtage
_______

 

Ota Tiefenböck (f. 1957) er født i Prag, Tjekkiet, og er journalist og politisk kommentator med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus. Han dækker landene for flere danske medier og er derudover chefredaktør ved nyhedssitet Mr.East.

ILLUSTRATION: Tidligere premierminister og leder af oppositionen Donald Tusk taler til støtterne efter præsentationen af de første exit polls ved parlamentsvalget i Polen, 15. oktober 2023 [FOTO: Janek Skarzynski/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen