17.12.2023

Venezuela afholder valg i 2024, og en invasion af nabolandet Guyana kan være på programmet.

Af Óscar García Agustín

I oktober underskrev den venezuelanske regering og oppositionen Barbados-aftalen. Den skal sikre afholdelsen af valg i 2024 med demokratiske garantier, og for præsident Nicolás Maduro vil det indebære at vinde legitimitet efter en periode med stort internationalt pres imod øget autoritarisme i landet. For oppositionen vil det betyde, at de skal se bort fra andre midler til at nå magten (som da Juan Guaidó proklamerede sig selv som præsident i 2019) og acceptere valget som legitim ramme. USA viste støtte til denne proces ved at Bidenmidlertidigt accepterede at ophæve sanktioner på olie, gas og guld, hvis regeringen forpligtede sig til demokratisk valg. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi blot nogle uger efter taler om invasion af Venezuela og en mulig krig i Sydamerika? Svaret skal findes i en kombination af historisk kolonialisme, knyttet til en stærk nationalfølelse og den komplekse politiske konjunktur. Men også den geopolitiske virkelighed kan hjælpe med at kaste lys over det.

Et levn fra kolonialismen

Venezuelas kamp om regionen Essequibo, som hører til Guyana, er ikke ny, og den skal placeres i en kolonial kontekst. Den territoriale adskillelse mellem Venezuela og Britisk Guyana, tidligere ejet fra Holland, blev ikke foretaget præcist. Da Essequibo, som oprindeligt blev en del af den venezuelanske republik, var rig på naturlige ressourcer, inklusive guld, udnyttede det britiske imperium de manglende faste grænser og besatte området. Venezuela bad USA om hjælp, og amerikanerne lavede en aftale med Storbritannien om at underkaste sig international voldgift. Landegrænserne blev dermed optegnet i 1989 i en voldgiftskendelse i Paris med en beslutning, der klart favoriserede de britiske interesser. Historisk har Venezuela aldrig anerkendt denne adskillelse, og ideen om at få deres territorium, Essequibo, er altså ikke ny, men et tilbagevendende spørgsmål i venezuelansk politik.

Genève-aftalen i 1966 mellem Storbritannien og Venezuela afspejler den territoriale uenighed, og den etablerede grundlaget for en forhandlingsløsning. Men da Guyana blev uafhængig i 1966 og proklamerede sin suverænitet, spillede Storbritannien herefter ikke nogen rolle. Dermed blev ideen om at finde en fælles løsning udskudt og i sidste ende skrinlagt, da Guyana ikke ville acceptere at genforhandle sit territorium. Paradoksalt var det Hugo Chávez, der lagde ønskerne om Essequibo til side og i stedet satsede på en fælles alliance med nabolandene, der ville styrke hans regionale position og isolere Colombia, som dengang var en loyal allieret af USA.

Spørgsmålet om Guyana vakte igen interesse, da det amerikanske firma Exxon Mobil i 2015 opdagede olie i undergrunden ud for Essequibos kyst. Takket være denne opdagelse steg Guyanas BNP, hvilket blev ilde set af Maduros regering, da Venezuela stadig betragter Essequibo som et omstridt territorium, som tilhører dem. Men det er først nu, han har taget initiativ til en folkeafstemning om Guyana. Folkeafstemningen består af fem spørgsmål: Det første handler om Paris-voldgiftskendelsen og det andet om Genève-aftalen. Det skyldes, at regeringen kun ville anerkende Genève-aftalen, som afspejler den territoriale strid, mens Paris-voldgiftskendelsen ville holde fast i de eksisterende grænser – hvilket er Guyanas ønske. Resten af spørgsmålene åbner mulighed for, at Venezuela bruger de nødvendige midler – herunder militære – til at opnå en ensidig annektering af Guyana.

Selvom den lave deltagelse i folkeafstemningen er blevet fremhævet, stemte 90 pct. ja til annekteringen. Og regeringen såvel oppositionen er faktisk ikke uenige om, at Essequibo (der udgør to-tredjedele af Guyana) skal annekteres af Venezuela. Spørgsmålet om Guyana er altså en del af den udvidede nationalfølelse, som kendetegner venezuelansk historie, men Maduro appellerer nu til nationalismen for at fremme sin egen dagsorden i den nuværende politiske konjunktur. Og det er dét aspekt, som oppositionen ikke bryder sig om.

 

Selvom den lave deltagelse i folkeafstemningen er blevet fremhævet, stemte 90 pct. ja til annekteringen. Og regeringen såvel oppositionen er faktisk ikke uenige om, at Essequibo (der udgør to-tredjedele af Guyana) skal annekteres af Venezuela
_______

 

Valg i 2024

Maduro fejrede resultaterne af folkeafstemningen som en afspejling af venezuelanernes ønsker. Imidlertid handler det ikke så meget om det, men om Maduros evne til at skabe et nyt fordelagtigt politisk landskab, som kan sikre hans overlevelse som præsident, når venezuelanerne går til valg i 2024. 

På den ene side kan Maduro genoplive en gammel konflikt, forene nationen imod en fælles fjende og bruge den antagonisme til at sikre folkets opbakning. Maduro har erklæret, at folket via folkeafstemningen har ”talt hårdt og tydeligt, og vi vil begynde en ny, kraftfuld fase, fordi vi bærer folkets mandat, vi bærer folkets stemme”. Da der er national konsensus om Essequibo, befinder fjenden sig ikke oppositionen, men i udlandet: ”Guyanas regering, Exxon Mobil, og det amerikanske imperium.”

På den anden side fortsætter det politiske pres fra oppositionen. María Corina Machado fra Vente Venezuela vandt primærvalget for Plataforma Unitoria (Enhedsplatform) i oktober og blev oppositionsleder. Machado repræsenter en radikal kritik mod Hugo Chavez’ venstrepopulistiske ’chavismo’, og tilhængerne af sidstnævnte betragter hende som en allieret af USA’s imperialisme. Hun har defineret sin ideologi som ’folkelig kapitalisme’ og vil prioritere individer og familien, ikke staten. Problemet er bare, at hun er diskvalificeret til at stille op til valget på grund af korruption og konspiration. Det er stadig uklart, hvordan det vil påvirke valget, men Maduros retsforfølgelse mod Corinas hold – herunder med anklager for at deltage i en konspiration finansieret af Exxon Mobil – fortsætter.

Med valget vil Maduro fremstille sig selv som den eneste mulighed for at ’redde’ Venezuela i en situation, hvorved konflikten med Guyana kunne legitimeres og militariseres. Og ja, invasion kunne være en mulighed.

Er en invasion forestående?

Mens striden om Essequibo skal forstås i en kolonial kontekst, kan konflikteskaleringen bedst forklares med henvisning til den nuværende politiske konjunktur. Guyana har nægtet at forhandle og har været ufleksibel indtil videre, og landets præsident Irfaan Ali modsætter sig ”en overhængende trussel mod den territoriale integritet”. I Maduros planer indgår også en opfordring til det statslige olieselskab PDVSA om straks at give driftslicenser til udnyttelse af råolie, gas og miner i Essequibo.

Hvis der opstår en krig mellem Venezuela og Guyana, har Guyana ingen chancer. Ali regner med, at lande som USA og Brasilien, i tillæg til internationale organisationer, vil støtte Guyana for at undgå en invasion, og at det militære samarbejde med USA vil kunne styrkes. Venezuela regner heller ikke med at komme til at stå alene, hvis konflikten eskalerer internationalt, da landet har haft Kina, Rusland og Iran som allierede. Spørgsmålet er dog, om disse supermagter reelt ville blande sig i denne regionale konflikt.

Brasilien har allerede sendt tropper til grænsen med Venezuela og Guyana, og præsident Lula forventes at spille en vigtig rolle som mægler. I tillæg til Ukrainekrigen og krigen mellem Israel og Hamas ville der være tale om en ny, international konflikt i Sydamerika, som kunne læses geopolitisk og ikke blot som en konflikt mellem to nationer. Maduro har brug for at fremstille en ensidig invasion som en sejr imod amerikansk imperialisme. Samtidig har USA politiske og økonomiske interesser på spil i Guyana og er ikke begejstret over de økonomiske aftaler, som landet har indgået med Kina. Derfor vil USA sikre sig, at Georgetown og Washington deler samme politiske vej.

Lige nu virker det ret usandsynligt, at Venezuela vil starte en krig. Som den tyske sociolog Ulrich Beck (Das Schweigen der Wörter, 2002) engang skrev, er indenrigs- og udenrigspolitik perfekt samlet, da national sikkerhed er afhængig af internationale alliancer. Maduro tænker international politik ud fra et nationalt perspektiv. Hans største mål er at sikre sig politisk kontinuitet og genvinde magten i 2024. Her kan striden med Guyana øge opbakningen til regeringen og styrke hans interne position. For starten på en krig kunne også være begyndelsen på Maduros endeligt som præsident, hvis krigen går galt og forstærker den økonomiske krise i Venezuela. Bag sine ord og retorik er han sandsynligvis klar over det. ■

 

Starten på en krig kunne også være begyndelsen på Maduros endeligt som præsident, hvis krigen går galt og forstærker den økonomiske krise i Venezuela. Bag sine ord og retorik er han sandsynligvis klar over det
_______

 

Óscar García Agustín (f. 1974) er lektor på Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet, forskningsgruppeleder i DEMOS (Demokrati, Migration og Samfund) og koordinator for masterspecialiseringen i Latin American Studies. Han har bl.a. udgivet bogen “Left-Wing Populism. The Politics of the People” (Emerald 2020).

ILLUSTRATION: Caracas, 8. december: Venezuelas præsident Nicolas Maduro viser et kort over landet, der indbefatter det guyanske territorie Essequibo [FOTO: Mariela Lopez/Anadolu/Abaca/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen