Ole Aabenhus: EU’s nye udvidelser bevæger os ind i en ny kold krig
08.12.2023
Den udvidelse af EU, der står på dagsordenen til EU-topmødet midt i december, er for vidtgående. Det tjener et formål at optage Ukraine i EU, men det er en koldkrigstankegang, der ligger bag, når EU-toppen – sekunderet af den danske regering med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i spidsen – vil gøre EU til en “geopolitisk magt”, der rækker til Georgien. Det bør vække både bekymring og debat.
Ole Aabenhus i RÆSON OPINION
På et topmøde i Bruxelles i næste uge, 14.-15. december, skal EU’s stats- og regeringsledere tage stilling til EU’s næste udvidelse – måske som en slags erstatning for en kontant krigsindsats for Ukraine. Men politikerne er mildest talt tilbageholdende med at fortælle deres befolkninger, hvad perspektiverne i sådan en udvidelse er.
Det ligger så godt som fast, at Ukraine får en melding om, at en optagelse i EU er tæt på. Dels ligger det i kortene efter de mange gange, EU’s ledere – herunder Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen – har besøgt Kiev, og dels er EU-kommissionens vurdering fra 8. november særdeles positiv. Ukraine har stadig meget at gøre, især hvad angår korruption og retslige forhold, men EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mener, at landet nu har opfyldt “godt og vel 90 procent” af de optagelseskrav, som EU har stillet.
EU angriber nutidens problemer med fortidens løsninger
Men topmødet skal ikke bare tage stilling til Ukraine, men også markere villigheden til at optage yderligere ni nye medlemsstater. Topmødet skal nemlig vise, at EU fremover vil se sig selv som en “geopolitisk union”, altså en union med en rolle i verdenspolitikken, og dermed en union, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitik går fra at være et kerneanliggende for de enkelte medlemsstater til at være et kerneanliggende for EU. Hidtil har russisk-venlige EU-lande som Ungarn og Slovakiet kunnet bruge deres veto, når det drejer sig om sikkerhedspolitik, men det skal være slut nu. I stedet skal udenrigspolitiske emner kunne besluttes med kvalificeret flertal, så genstridige lande kan stemmes ned.
“Geopolitisk union” lyder måske abstrakt eller ligefrem fredeligt, men det burde vække både bekymring og debat, for i realiteten er det, man skal man tage stilling til, om EU i fremtiden skal opføre sig som en stormagt. Hidtil har vægten ligget på, at udvidelser handlede om at skabe et større, ensartet marked og at få nabolande med ind en kreds af nogenlunde ensartede lande. Men Putins invasion af Ukraine har tvunget EU ind i rollen som en aktiv spiller også på det sikkerhedsmæssige og militære område. EU har haft en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), siden 2009, da Lissabontraktaten trådte i kraft, men den har mest handlet om samordning af medlemslandenes våbenindustri.
Verden blev delt mellem de lande, der var for USA og ”den frie verden” over for dem, der var for Sovjetunionen. Det er samme håndtag, EU nu griber ud efter
_______
Den udvidelse, man nu er på nippet til at vedtage, handler om at støtte Ukraine mod Rusland. Dermed vækker den mindelser om en anden geopolitisk situation, nemlig Den Kolde Krig fra 1946-47 og frem til murens fald i 1989. Dengang valgte Vesten under ledelse af USA en såkaldt inddæmningsstrategi over for Sovjetunionen – økonomisk, handelsmæssigt, militært og sikkerhedsmæssigt – og verden blev delt mellem de lande, der var for USA og ”den frie verden” over for dem, der var for Sovjetunionen. Det er samme håndtag, EU nu griber ud efter.
Konkret drejer udvidelsen sig, foruden Ukraine og Moldova, om seks lande på Vestbalkan og om Georgien. Sidstnævnte ligger i Kaukasus-området på østsiden af Det Sorte Hav, mere end 1.000 km fra det nærmeste nuværende EU-land, Rumænien. Georgien har endnu kun fået tildelt “et europæisk perspektiv”, men det betyder reelt, at landet har fået løfte om EU-kandidat status, når bestemte betingelser er opfyldt.
Interessant nok har Danmark netop oprettet en ambassade i Georgien, og under et besøg i hovedstaden Tblisi i maj i år sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark vil hjælpe georgierne med “de rette reformer, så de kan indfri deres drømme om at blive en integreret del af EU”. Lille Danmark spiller altså aktivt med i EU’s geopolitik.
Det, man overser, og som vækker min bekymring, er, at den ny strategi er fyldt med risici. For det første er der ingen, der ved, hvor krigen i Ukraine fører hen. Lige nu er fronterne frosset fast. Ingen tror længere på en hurtig afgørelse, og ingen kan vide, om USA fortsat vil engagere sig i Østeuropa. Der er i hvert fald en oplagt risiko for, at en ny præsident – om det bliver en Republikaner eller Demokrat – vil føle sig så engageret i konflikten med Kina, at USA en dag beslutter at overlade alle krige i Europa til europæerne selv.
Engagerer vi os samtidig på nye forpligtende måder i Balkan – dvs. i Albanien, Bosnien, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Kosovo (der også er et før-kandidatland) – vil det være en oplagt mulighed for Putin at blande sig, skabe uro og distrahere den indsats, EU gør i Ukraine. I det store perspektiv kan man spørge, om ikke vi risikerer en ny kold krig langs et nyt jerntæppe – måske fra Kirkenes i Nordnorge til Tbilisi i Kaukasus. Koldkrigsperspektivet må i hvert fald tænkes med, og det bør mane til forsigtighed.
En farlig præcedens
Der er et andet perspektiv, der vender indad. EU’s udvidelsesproces er noget, der pågår konstant, i stærkt svingende tempo, og som hele tiden påvirkes af det, man kalder EU’s “optagelseskapacitet” – læs: “optagelsestræthed” og/eller betænkelighed ved at få bestemte lande med i flokken. Som oftest har man optaget et eller et par lande ad gangen, men der var også den såkaldte “Big Bang udvidelse” i 2004 – med 10 lande på én gang: Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet (som det hed dengang), de tre baltiske lande, Cypern og, med en fastlagt forsinkelse, Bulgarien og Rumænien.
Problemet er, at der er lande, som kom ind i forbindelse med ’The Big Bang’, som stadig ikke kan siges at være fuldt integreret i det demokrati og den retsstatsopfattelse, som EU tilstræber. Det eksempel, der hyppigst rammer forsiden, er Viktor Orbans Ungarn, men det er nemt at pege på flere, der har svært ved at leve op til den fælles standard: Bulgarien, Rumænien, Cypern og Polen har alle været på kanten af EU’s opfattelse af retsstaten så længe, at man måtte drage et lettelsens suk, da Jarosław Kaczyńskis dominerende parti PiS omsider tabte et valg til den mere EU-positive Donald Tusk.
Man ser det for sig: Et EU på måske 36 lande, hvoraf en større håndfuld melder sig under Orbans faner og gør, hvad de kan, for at forhindre en stramning af EU’s regler
_______
Det problem risikerer at mutere, hvis vi optager lande, der kun delvist er indforstået med demokratiet og retsstatens spilleregler. Det er fx værd at lytte til en georgisk analytiker som Natalie Sabanadze fra tænketanken Chatham House, tidligere rådgiver for OSCE, den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde. Efter hendes opfattelse spiller Georgien altid spiller på flere heste, og når den georgiske elite taler om at træde ind i EU, er det med henvisning til Ungarn og Orbans “illiberale demokrati”. Orban har nemlig vist, at man kan tage fordele hjem i form af markedsadgang og udviklingsstøtte, men samtidig neddrosle de dele af retsstaten, man ikke lige ønsker sig.
Man ser det for sig: Et EU på måske 36 lande, hvoraf en større håndfuld melder sig under Orbans faner og gør, hvad de kan, for at forhindre en stramning af EU’s regler.
Det er som sagt oplagt, at Ukraine skal ind i EU, som tingene ligger i dag. Men hvorfor taler man om at optage ni nye lande i en samlet proces, når optagelsen af det ene land, Ukraine, har en helt særlig begrundelse? Indfasning af Ukraine bliver i sig selv en kæmpeopgave, dels fordi landbrugspolitikken skal tages op, når så stort et land kommer, dels fordi Ukraines politiske liv – trods forbedringer – har været præget af superrige oligarker siden selvstændigheden i 1991. Landet ligger stadig nr. 116 af 180 på Transparency International’s globale indeks.
Et tysk svar på en europæisk udfordring
Måske svaret skal findes i tysk pænhed kombineret med amerikansk pres. I hvert fald var det kansler Olof Scholz, der åbnede ballet med en tale på Karls Universitet i Prag i august 2022 – et halvt år efter den russiske invasion 24. februar. Scholz var i de første uger aldeles tøvende med at melde Tyskland ind i støtten til Ukraines krig, men i sin tale i Prag gik han som den første EU-leder klart ind for, at Ukraine skulle blive en del af EU snarest muligt. Men, spurgte han i talen, hvad så med alle de andre lande, der har stået længe i kø for at komme ind. Kan man springe dem over? Konkret nævnte han de syv lande på Vestbalkan, hvoraf nogle har stået i venteværelset i næsten 20 år, plus Moldova og Georgien.
Men hvad så med de interne problemer, der allerede findes i EU mellem forskelligartede lande, og dem, der vil komme med en ny udvidelse? Jo, Scholz foreslog i sin tale, at man skulle gå over til bindende afstemninger med kvalificeret flertal, også i udenrigsanliggender.
Det er en ide, der giver mening, når man ser, hvordan en Viktor Orban bruger sit veto i Ukrainespørgsmålet til at spænde ben for resten af EU, konkret i en diskussion om en bevilling på 50 milliarder euro, der skal bruges som “driftsmidler” til den ukrainske regering de næste tre år. Men den er også problematisk, fordi kvalificeret flertal kan betyde, at “de store” blandt EU-landene kører de små og vrangvillige over, når de har lyst. Diskussionen om kvalificeret flertal er indtil videre foregået i en uformel arbejdsgruppe, oprettet på tysk initiativ.
I mine øjne er det klart, at EU bør være mere effektivt, og Orbans spil skal bremses. Men er det indlysende, at det skal ske ved at give “de store” mere magt og indflydelse?
_______
Danmark har bedt om at få en observatørplads i gruppen, og Lars Løkke Rasmussen sagde i en interviewartikel i Altinget i maj, at han gerne vil holde den danske position åben for en ”lidt mere effektiv udenrigspolitik” på EU-plan, så man undgår “gidseltagninger”, hvis et enkelt land har noget i klemme. Emnet kan dårligt undgå at komme op på topmødet i næste uge, men nogen beslutning fører det næppe til.
I mine øjne er det klart, at EU bør være mere effektivt, og Orbans spil skal bremses. Men er det indlysende, at det skal ske ved at give “de store” mere magt og indflydelse? Måske kunne man tænke sig et kvalificeret flertal i en begrænset periode, mens krigen i Ukraine står på, og den sikkerhedspolitiske situation er anspændt. Men var det ikke mere rimeligt at tage fat på et internt reformarbejde i EU for at skabe mere demokrati, større modstandskraft og færre muligheder for, at en mulig ny Viktor Orban vil kunne manipulere med sit lands forfatning i en grad, der sætter demokratiet ud af kraft?
Hvad er EU’s mål i Ukraine?
I hvert fald er der brug for en debat om, hvor det er, EU vil hen som “geopolitisk” magt, og hvad det er for en exit-strategi, man søger i forbindelse med Ukraine-krigen. Det er efter min mening afgørende, at Ukraine ikke taber, for det vil betyde fortsat fremmarch for et aggressivt Rusland. Men hvordan kan krigen vindes?
Vores teori nr. 1 holdt ikke: Den gik på, at vi via sanktionerne kunne ramme kredsen omkring Putin og skabe så stor uro i Moskva, at hans oligarkvenner smed ham ud. Det gjorde de ikke. I stedet samlede Putin sine nærmeste omkring sig, og det er svært at se de oprørske kræfter noget sted i det russiske civilsamfund, der kan udvikle sig til en seriøs og tungtvejende protest.
Ukrainernes teori var og er tilsyneladende fortsat, at kun ved at slå Putin hjem, så han taber militært, kan man vælte ham, fordi det totalitære regime, han sidder på, ikke vil acceptere en taber. Det er derfor, de konstant taler om at generobre hver en kvadratcentimeter lige til grænsen; det er, så vidt jeg kan se, det eneste, der kan forklare ukrainernes enorme opofrelse.
Ud fra den teori burde vi sætte alt ind på at støtte ukrainerne. Det burde vi have gjort fra start, men det er en anden historie. “Alt” kunne betyde, at vi om nødvendigt sætter vores egne våben, først og fremmest fly med vores egne piloter, ind for at sikre luftrummet. Det regnes i øjeblikket for urealistisk – af frygt for et muligt russisk modsvar. Men hvis man omvendt stoler på Putins udtalelser om, at Rusland har historisk krav på at genskabe et imperium, der dækker hele det område, der indgik i Sovjetunionen, kan det blive nødvendigt, hvis ikke vi risikerer at endnu i et nyt München 1938.
Der mangler en forestilling om, hvordan man kan skabe en fredelig løsning eller i hvert fald en våbenstilstands løsning, som begge sider i krigen kan acceptere. Henry Kissinger, der døde i sidste uge, mente i sin “realpolitiske” visdom, at man skulle lade russerne få de tre provinser i det sydøstlige Ukraine, de helt eller delvist besidder i dag. Men det vil ukrainerne næppe acceptere. Der har gennem årene været tanker fremme om i stedet at gøre de tre provinser til en form for FN-protektorat eller særlig international zone, og måske ligger der nogle muligheder i at kombinere sådan et projekt med genopbygning og freds- og konfliktløsning i en afmålt periode, især hvis man samtidig giver Putin den internationale anerkendelse, han hungrer efter. Det lykkedes i 1970’erne, midt i Den Kolde Krig, at danne OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, og der er andre eksempler på international freds- og konfliktløsning, der faktisk fungerer, bl.a. i Nordirland.
De vises sten er svær at finde, men forestillingen i EU’s top om, at vi kan bidrage til en løsning af Ukrainekonflikten ved at gøre EU til en geopolitisk magt og optage endnu flere lande, er i hvert fald yderst problematisk. Både EU-toppen og den danske regering burde spille ærligt ud og sætte gang i en debat i befolkningen. ■
De vises sten er svær at finde, men forestillingen i EU’s top om, at vi kan bidrage til en løsning af Ukrainekonflikten ved at gøre EU til en geopolitisk magt og optage endnu flere lande, er i hvert fald yderst problematisk
_______
Ole Aabenhus (f. 1941) er journalist og forfatter, tidligere EU-korrespondent for DR. Han arbejder p.t. på en bog om identitet og demokrati i “EUropa”.
ILLUSTRATION: Bruxelles, 9. februar 2023: Volodomyr Zelenskyj deltager i et EU-møde [FOTO: Hollandse Hoogte/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
