Øjvind Hesselager: Medierne og politikerne er fanget i en fordummende boble
31.05.2023
Det, der interesserer medierne, har i stigende grad ingen betydning for flertallet af danskerne. Der findes meget få ægte skurke og meget få ægte skandaler. Men der findes masser af virkelighed, der trænger til et nysgerrigt eftersyn.
RÆSON OPINION af Øjvind Hesselager
”Fed historie!” Sådan lyder den ultimative kollegiale anerkendelse, hvor mediefolk skubber hinanden i siden med den mentale albue, mens de står i en mere eller mindre imaginær fredagsbar og skåler i indforstået selvtilfredshed over at de endnu engang har bidraget til samfundets udvikling. Det kan være en hilsen via et socialt medie – det sympatiske retweet med et par positive og appellerende ord: ”Se lige her!” Den anprisende deling på Facebook: ”Godt set!” – eller en længere smøre på Linkedin, hvor man udtrykker sin glæde ved at kende vedkommende – og sågar stolthed over relationen.
Desværre er der meget langt fra det, der udløser anerkendelsen mellem mediefolk, til det, der har ægte interesse og værdi hos brugerne. Og afstanden vokser kun i takt med at nyhedstempoet accelererer og historier distribueres på sociale medier.
Til fordel for fordummelsen
Mens jeg skriver disse linjer, ser jeg denne umiddelbart lidt perifere historie om, at en racerbil i Formel 1-klassen er blevet fotograferet nedefra – og dermed er teamets hemmeligheder angiveligt blevet afsløret. Måske – i hvert fald. For læser man artiklen, opdager man at der – ganske symptomatisk – ikke er noget reelt belæg for den. Der står intet i teksten, der kan gøre læserne klogere. ”Nyheder” som den er ren spekulation i en evig trafikgenerering, der samtidigt degenererer både journalistikken og tilliden mellem brugere og medier. I sig selv er historien ganske uskyldig. Det er ren underholdning – derfor gør det måske ikke så meget, at den fremstår fordummende. Men den er en del af et problem.
Endnu et hurtigt nedslag – fra dette skrivende sekund: ”LIVE Forsvarsminister i opsigtsvækkende NATO-udmelding – analytiker kalder det ”en bombe!” Læser man denne historie, fra TV2, fremgår det ganske enkelt ikke hvor i bomben består. Man bliver altså ikke klogere – man bliver trukket til truget med appel. Og nu nærmer vi os en mere alvorlig kerne.
Kort sagt har den aktuelle medieudvikling ikke bidraget til at styrke (undskyld udtrykket, der er slidt og misbrugt af både mediefok og politikere!) sammenhængskraften i samfundet. Politikere taler IKKE om det samme som borgerne, selv om de via sociale medier er tættere på befolkningen end nogensinde før. Og trods deres konstante forsøg på appel bidrager medierne ikke til at oplyse befolkningen, men oftere til at vedligeholde den journalistiske histories konfliktniveau. Og dermed fordummelsen.
Jeg har aldrig nogensinde hørt en elev, en kollega, en kunde eller forælder sige: ”Så du den historie?” Der sker ganske enkelt i stigende grad ikke noget i medierne, der har betydning for flertallet af danskerne
_______
Livet i boblen – og udenfor
Vi kan jo også tage historien om hvorvidt Mette Frederiksen skal være chef for NATO. Den har i ren spekulationsform fyldt rigtigt meget. Den har også en substantiel kerne. Selvfølgelig. Men dybest set er det en historie, der primært nærer en nationalistisk stolthed over at lilleput-nationen måske får en rolle til højbords. Det, der reelt er vigtigt for danskerne, er ikke om det er Mette Frederiksen, der er chef for NATO – og borgerne diskuterer det da heller ikke i synderligt omfang. Men det har appel i symbiosen mellem politikere og medier. Det er en historie, der lever inde i boblen, hvor medier og politikere gnubber sig op af hinanden.
Den slags giver liv på platformene. Men digital interaktion kan ikke forveksles med ægte engagement. Det er en form for parallelaktivitet, der ikke når ind i danskernes hverdag. Det er underholdning.
Reaktionerne er da også rent impulsive og emotionelle: ”Det skal da blive rart at komme af med hende!” ”De kender vist ikke Mink-sagen nede i NATO?” Og så videre. Det er dét spændingsfelt, den type historie har appel til.
Det virkeligt interessante er jo, hvad Mette Frederiksen kunne bidrage til i et NATO, der er mere og mere udfordret. Netop dét ville være vinklen, hvis det var en udlænding, der var kandidat – og så ville historien fylde meget mindre. Men denne substantielle vinkel koges der ikke megen politisk eller journalistisk suppe på i den aktuelle dækning. Det er for eller imod Mette uden anden dokumentation end ”synsninger” og rygter. Det er dybest set fordummende og spild af journalistiske ressourcer.
Men hvis vi nu opruster Danmarks militær alene fordi Mette skal stå sig godt med generalerne i NATO, er sagen så ikke væsentlig for danskerne? Jo, det har betydning i den indenrigspolitiske andedam. Det kan også være en interessant magtudredning at vise, at Socialdemokratiet sammen med den øvrige regering bager en rævekage, der ligner ansvarlig politik, men som er opfundet til lejligheden, for at positionere statsministeren. Det vil være en bekræftelse af det vi ved, at magt korrumperer.
Det er jeg som mediebruger glad for, bliver afdækket – hvis det sker. Men det er også trivielt. Det er en repetition af et mønster, vi trækker på skuldrene af. For vi ved jo godt, at det er sådan de spiller spillet. Så det er ikke hverken gult eller breaking eller en afsløring. Det er snarere en sløring af de egentlige udfordringer. Fx: Gør dansk oprustning verden til et sikrere sted? Har NATO behandlet Rusland uretfærdigt og selv fremprovokeret den aktuelle krise? Hvordan skal de allierede i NATO opføre sig, hvis vi skal have færre konflikter i verden?
Selv lever jeg et rigtigt liv uden for medierne også. Langt væk fra den boble, jeg i årtier selv har levet af at beskrive og bidrage til som chefredaktør og skribent. Det er lækkert at være en del af boblen. Men jeg nyder for eksempel også at komme ud og klippe en hæk for et andet menneske. Forleden malede jeg en lejlighed. Jeg har også et fuldtidsjob som underviser i specialklasserne i folkeskolen. Jeg møder almindelige mennesker, der ikke kender mekanismerne i medierne. Og jeg har aldrig nogensinde hørt en elev, en kollega, en kunde eller forælder sige: ”Så du den historie?” Der sker ganske enkelt i stigende grad ikke noget i medierne, der har betydning for flertallet af danskerne.
Hvis medierne skal ud af den aktuelle suppedas, hvor de i stigende grad bliver en boble, som journalister og politikerne bor inden i, skal de tale til borgerne om det, der har betydning for livet her og nu. Og som på sigt er vigtigt for livet, som det leves. Det er faktisk ikke så svært.
Vi skal væk fra pseudo-spekulations-rubrikker som: ”Nu reagerer Mette Frederiksen på NATO-rygter” – hvor det, hun siger er, at hun ikke har nogen kommentarer. Det er en boble-vinkel, der holder liv i en ikke-historie uden substans og betydning. Jeg har undervist elever, hvoraf nogen næsten ikke kan læse, og andre kan ikke skrive. De er ret ligeglade med om Mette Frederiksen skal være chef for NATO. Det kan højst udløse en emotionel effekt. Har hun fortjent det? Altså noget med følelser.
Mediedækningen og politikernes ageren skaber forestillingen om en nærtstående dystopi, fordi de to aktører – medier og politik – søger opmærksomhed i stedet for – ydmygt – at levere oplysning og højeste indsigt
_______
Men de samme elever forstår godt, at efter Sovjetunionens fald følte mange russerne sig intimideret af Vestens fejring. De kan godt diskutere, hvorvidt Rusland har legitime grunde til ikke at ønske at blive nabo til et NATO-land. Og de kan godt se aggressionen fra Rusland som andet end en syg reaktion fra en ond despot.
De kan både bandlyse Putin helt unuanceret og fra hjertet. Men de kan også række hånden op og tale ind i en geopolitisk substans, selv om de bruger andre ord end eksperterne. Når de gør det, har vi vores bedste timer, fordi eleverne dermed bliver en del af et væsentligt og relevant fællesskab. Demokratiet.
Det er mediernes og politikernes rolle at sikre den dialog. Politikerne skal være rollemodeller, der som folkevalgte stolt skiller skæg fra snot og ikke søger billige point, likes og delinger.
Medier og politikere dyrker dystopien
Den verden, vi står med i dag, er ikke mere indviklet eller mere kompleks end i andre epoker i verdenshistorien. Måske tværtimod. Men mediedækningen og politikernes ageren skaber forestillingen om en nærtstående dystopi, fordi de to aktører – medier og politik – søger opmærksomhed i stedet for – ydmygt – at levere oplysning og højeste indsigt.
Vi skal væk fra forudsigelige konflikthistorier, hvor fx oppositionen skaber digital opmærksomhed ved at svine regeringen til, hvilket giver journalisterne deres citatvenlige slagsmål. For disse historier, der accelererer i disse år, kunne reelt lige så godt være fake. Og på sin vis ER de fake. De er nemlig iscenesat ud fra ønsket om at få opmærksomhed. Ofte på en billig baggrund, hvor aktørerne reelt ikke ønsker andet, end af blive set og hørt. Og mediet, der formidler ligegyldighederne, er tilfreds med, at der er trafik. Boblen koger og syder.
Kloge politikere og tænkende mediefolk skal måle deres indsats på forandring og indsigt. Hvad er der konkret sket, som er bedre, fordi vi har gjort noget? På det alter kan man passende ofre hele klimaindsatsen. Klimaet er ikke blevet bedre af såkaldt ambitiøse 2030-mål. Og kloden får det ikke en tøddel bedre i 2030, selv om Danmark skulle lykkedes med at indfri ambitionerne. Det er ligegyldigt. Danmark står for en promille af den samlede globale udledning af drivhusgasser. Der bliver altså ikke lavere temperaturstigninger, færre voldsomme regnskyl, færre storme, fordi vi dækker vores eget energiforbrug med energiformer, der ikke udleder Co2.
Når brede politiske flertal derfor jubler over en ny gigantisk vindmøllepark, er det reelt en iscenesættelse af magtesløsheden.
Vi plukker lavthængende frugter, som vi måske kan kapitalisere på – det er måske den drivende motivation – men vi tager ikke de alvorligste frugter ned. Tværtimod vil grøn energi betyde, at vi fastholder et højt energiforbrug per indbygger – nu blot med god samvittighed. Mens store dele af befolkningen på den øvrige klode, ikke går grønt i samme tempo. Det kan de ikke, de vil de ikke. Det har de ikke teknologi og ressourcer til. Så vi fejrer en lille lokal fest, mens verden brænder omkring os. Det ved danskerne godt.
For Co2-udslippet accelererer i befolkninger, der er mange gange større end den danske. Derfor er det en falsk dialog, der alene er iscenesat for at udvise handlekraft. Og som understøttes af ønsket om hurtige opdateringer og digital distribution, fordi visionen kan reduceres til en sort/hvid: Lykkes det? Lykkes det ikke? Er ministeren fuld af løgn – eller en helt?
Imens vi lader som om vi taler om noget vigtigt, vokser katastrofen. Og vi kan dermed i 2030 stå med en succesfuld dansk reduktion – og et klima, der har det afgørende værre.
Hvis klimakatastrofen, der reelt allerede har indfundet sig, man skal blot fremskrive tallene, skulle dækkes i dens egentlige omfang, skulle politikerne turde opfordre til helt afgørende livsstilsændringer. Tænk sig at verden overlevede, at flyene stod stille under Corona-epidemien – og at vi så alligevel vendte tilbage til den transportform helt uhæmmet. Det viser problemet i dets sande omfang: Politikere, der er på valg, tør ikke udfordre mageligheden.
Og mere overordnet: Vi kan som mennesker ikke tage beslutninger, der sænker den materielle livsstandard. Den dovne hjerne vinder altid over den kloge bevidsthed. Jeg ved det selv. I et halvt år brugte jeg kun cykel til transport, hvis det var hurtigere end den kollektive transport. Aldrig har jeg været sundere – og haft en bedre økonomi. Hvilket betød, at jeg fik råd til en bil. Som jeg kører I i dag.
Dét ved danskerne godt. De har for længst gennemskuet både mediernes middelmådighed og politikernes palaver. De ved, at UV-indekset stiger. At der er lande, der for få år siden var attraktive rejsemål, som man i dag ikke kan udholde at opholde sig i. De har gennemskuet den diskurs om Danmarks indsats som medierne pligtskyldigt hopper med på – for der er citater og såkaldt ”gode historier” i den.
Den nuværende diskurs reducerer problemløsning til et spørgsmål om, hvorvidt andre mennesker er kompetente og sympatiske
_______
Der findes få ægte skurke – og få skandaler
På lærerværelset møder jeg kolleger, der tror, at medierne altid gerne vil gøre folk klogere. De ved ikke, at medierne undertrykker viden for at skabe en god historie. De har svært ved at afkode spillet i medierne – fordi de lever uden for boblen.
Der er kun en vej ud af mediemoradset: Punktér boblen og kom ud til befolkningen. Hvis mediebrugerne og vælgerne skulle bestemme, hvordan politikere og medier skulle opføre sig, hvad ville de så sige?
Jeg tror, det er ret enkelt. De ville sige: Brug tiden på at løse de vigtigste problemer. Og brug tiden på at beskrive, hvordan det går.
Kun ved at anerkende, at vi ikke lever i en verden, hvor forskellige aktører skal have mere ret end andre – hvilket medfører ubegavet politik og ditto aktion på sociale medier og i medierne selv – når vi frem til en ægte demokratisk samtale.
Vi er ikke hinandens fjender. Vi har fælles problemer og fælles udfordringer. Og ingen af dem løses ved at lave smarte memes, der nedgør dem, der tænker anderledes. Vi løser hverken klimakrisen ved at give Dan Jørgensen et skulderklap eller ved at pille ham helt ned. Den nuværende diskurs reducerer problemløsning til et spørgsmål om, hvorvidt andre mennesker er kompetente og sympatiske.
Hvad er resultaterne? De helt konkrete resultater?
Forleden nat kørte jeg akut på skadestuen fordi jeg havde smerter i højre læg. Otte timer senere, var diagnosen stillet og medicinen givet. Hvis jeg skulle dække begivenheden ud fra den aktuelle formel i politik- og medieboblen, ville jeg vinkle på, at jeg i alt brugte otte timer, men reelt kun blev undersøgt i cirka 15 minutter. Der er ingen tvivl om, at logistikken på afdelingen haltede; personalet havde intet samlet overblik – følte jeg – ældre mennesker lå på gangen og råbte på vand. Der var masser af moderne medie- og politikerappel i scenariet. Men faktum var jo også, at jeg reelt fik mit problem løst. Hvorfor? Fordi en ultralydsscanning foretaget af kompetent læge, sikrede diagnosen.
Brug tiden på at bane vejen for løsningen i stedet for at sikre dig selv omtale ved at kritisere det åbenlyse. Og medierne behøver ikke at spænde et forudsigeligt politikercitat foran historien om pressede akutmodtagelser, for at gøre den relevant.
Det eneste, du som journalist skal gøre, for at beskrive virkeligheden, er at vove dig ud i den. Gå ind på akutmodtagelsen og beskriv det, du ser. Tal med patienterne. Undersøg virkeligheden.
Vigtigt: Lad være at vinkle på ”den gode historie”, hvis det betyder, at du skal undertrykke vigtig viden, der kan gøre dine læsere klogere. Der findes meget få ægte skurke og meget få ægte skandaler. Der findes masser af virkelighed, der trænger til et nysgerrigt eftersyn. Den slags udløser ingen applaus i fredagsbaren. Men måske nogen rent faktisk gider tale om det, du laver – hvad enten du er mediemenneske eller politiker. ■
Brug tiden på at bane vejen for løsningen i stedet for at sikre dig selv omtale ved at kritisere det åbenlyse
_______
Øjvind Hesselager (f.1962) er cand.comm. og skribent. Censor på journalistuddannelserne og underviser. Tidl. chefredaktør på Bornholms Tidende og fagbladet Journalisten.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer regeringsgrundlaget på Marienborg, 14. december 2022 [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
