Niels Boel: Vestens moralske morads i Mellemøsten kan åbne for våbenhvile i Ukraine
21.11.2023
Mens resten af verden kræver et stop for de israelske tæppebombardementer af civile i Gaza, og mange lande afbryder eller neddrosler de diplomatiske forbindelser med Israel, stemte USA imod, og Danmark valgte i modsætning til fx Frankrig at undlade at stemme i FN. Paradoksalt nok burde den vestlige magtkynisme i Mellemøsten give håb om en våbenhvile i Ukraine.
Kronik af Niels Boel
I april 2022 var der ifølge pressen forhandlinger mellem Ukraine og Rusland, som brød sammen efter den russiske massakre i Butja. Massakren viste uhyrligheden i Ruslands adfærd og bar mindelser om russiske massakrer i Groznyj og Syrien. Forhandlingerne fandt sted fra i marts 2022 med Tyrkiet som mægler. Den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskyj åbnede ifølge presseforlydender op for, at Ukraine ville give afkald på sin omstridte kandidatur til NATO-medlemskab og i stedet acceptere en neutral status (ifølge den ukrainske forfatning kræver dette dog en folkeafstemning i Ukraine).
Men amerikanerne og englænderne var lorne ved udsigt til en fredelig løsning på konflikten, fordi det for USA handlede om afgørende at svække Rusland. USA’s forsvarsminister Lloyd Austin sagde, at et nederlag til Rusland skulle svække landet i afgørende grad og sikre, at det i lang tid fremover ikke ville udgøre en fare for sine naboer. Den tidligere israelske premierminister Naftali Bennett, som søgte at fremme fredsforhandlinger mellem de to parter, har dog understreget, at det var Butsja-massakren, som var afgørende for sammenbruddet i forhandlingerne.
I dag er fronten i Ukraine nærmest låst. Selv om et meget stort antal russiske soldater er omkomne, kan de vestlige lande ikke være sikre på ukrainsk sejr og en ende på den russiske besættelse af store dele af Ukraine.
Ydermere er vingerne pillet af de vestlige landes narrativ om moralsk overlegenhed med deres uforbeholdne støtte til Israels fremfærd i Gaza. Uanset Hamas’ bestialske drab på over 800 civile israelere er en kollektiv afstraffelse af et helt folk en krigsforbrydelse ifølge Genève-konventionen. For Vesten er det blevet sværere at holde sig højt på den moralske hest i Ukraine og hævde, at Putin hører hjemme hos Den Internationale Straffedomstol ICC, og ikke ved et forhandlingsbord, når vi selv støtter israelske krigsforbrydelser med våbenhjælp og negligerer de mange palæstinensiske døde.
Med FN’s generalsekretær António Guterres’ ord har israelerne med en reaktion helt ude af proportioner på Hamas’ aktion forvandlet Gaza til ”en kirkegård for børn”. Med brug af amerikansk og bl.a. danskproducerede fly.
Tidligere kunne Vesten udtrykke retfærdig harme over Ruslands tilsidesættelse af folkeretten ved at invadere et andet land. Det kunne de også gøre med henvisning til Genève-konventionen, når Rusland angreb hospitaler og civile i Ukraine. Godt nok havde USA (med bl.a. dansk støtte under Anders Fogh) angrebet Irak i 2003 og herved overtrådt folkeretten. Men de amerikanske napalmbombardementer af Vietnam og også USA’s støtte til folkemordene i Guatemala og Østtimor samt til udslettelsen af kurdiske landsbyer i Tyrkiet lå langt tilbage i den offentlige hukommelse. I dag er det svært at udstråle samme overlegne moralske position, når de russiske uhyrligheder i Ukraine synes at gentage sig i Gaza – bare med vestlig støtte.
Når man som jeg har opholdt mig i Ukraine meget – og i artikler har udtrykt sympati med det ukrainske folk og dets ret til selvforsvar – er det svært ikke at blive slået af lighederne mellem overfaldene på Ukraine og Gaza
_______
Palæstinensernes kamp for national selvbestemmelse ligner ukrainernes
Når man som jeg har opholdt mig i Ukraine meget – og i artikler har udtrykt sympati med det ukrainske folk og dets ret til selvforsvar – er det svært ikke at blive slået af lighederne mellem overfaldene på Ukraine og Gaza. I begge tilfælde ser vi et folk, der angribes af en større nabo. Palæstinenserne i Gaza havde dog intet forsvar, hvorfor ordet ”massakre” her er mere præcist end mediernes ”krig”. Angriberen er en besættelsesmagt, som længe har holdt palæstinenserne spærret inde i et kæmpe, åbent fængsel. I Gaza myrdes børn, kvinder og gamle af bomber. Ifølge Human Rights Watch anvender Israel hvid fosfor, der kan tilintetgøre ligene, så man ikke kan genkende dem.
Hospitaler og hjem bombes eller bryder sammen, fordi strøm, vandforsyning og madleverancer afbrydes. 13.000 civile er ifølge Gazas sundhedsmyndigheder dræbt inden for 42 dage, hvor det civile tabstab i Ukraine var 7.000 på et år ifølge FN (det reelle tal er formentlig højere). Brutaliteten har de to invasioner til fælles. Uden at drive sammenligningen for langt kan man også pege på fælles historiske træk, idet hverken Palæstina eller Ukraine har fortid som uafhængige stater. Palæstina var under det ottomaniske rige, siden under britisk mandatområde og i dag er det besat af Israel. Ukraine har været under russisk, litauisk og polsk kontrol for så at blive del af Sovjetunionen frem til 1991, hvor landet blev til en selvstændig stat (der var også et enkelt år med selvstændighed i 1918).
Forståelsen mellem Ruslands leder Vladimir Putin og Israels Benjamin Netanyahu handler om magtkynisme, hvor menneskeliv (for den israelske regeringsleder i hvert fald palæstinensiske) betyder lidt. At Putin efter Hamas’ massakre d. 7. oktober har været mere tilbageholden med støtten til Israel (Rusland stemte dog ikke for en våbenhvile i Gaza) er udtryk for kynisk kalkule. Han kunne herved tydeliggøre Vestens hykleri og måske håbe at sætte egne krigsforbrydelser i et nyt lys.
Når Zelenskyj ikke støtter Palæstina trods de ukrainske og palæstinensiske nationers delvise skæbnefællesskab, skyldes det naturligvis, at han er fuldstændig afhængig af den vestlige og specielt den amerikanske støtte. I snart to år har ukrainerne ellers arbejdet på at sikre sig støtte fra afrikanske og arabiske lande mv. i FN. Meget af den naturlige goodwills som en lille nation, der er blevet overfaldet af sin store nabo, kunne gøre krav på i den tredje verden, må nu blegne på grund af Ukraines (forståelige) følgagtige politik over for USA. Her skal også tilføjes, at Ukraine – ganske som Tyskland – står i historisk gæld til det jødiske folk. Går man rundt i byer som Vinnytsia eller Ternopil i det vestlige Ukraine kan man se, at der så godt som intet er tilbage af store, gamle jødiske kvarterer. De ukrainske jøder blev udslettet af tyskerne, til dels også af de ukrainske nationalister og nationalhelte som Stepan Bandera og hans tilhængere, der stod i ledtog med nazisterne. Denne uhyrlige ukrainske forhistorie kan også være en årsag til, at ukrainerne har en god grund til at udvise en særlig forståelse for Israels fremfærd.
Meget af den naturlige goodwills som en lille nation, der er blevet overfaldet af sin store nabo, kunne gøre krav på i den tredje verden, må nu blegne på grund af Ukraines (forståelige) følgagtige politik over for USA
_______
En chance for våbenhvile i Ukraine?
Efter at ukrainerne heroisk trængte russerne tilbage i efteråret 2022, er fronten næsten gået i stå. Den annoncerede ukrainske sommeroffensiv i år løb ud i sandet.
Det er sandsynligt, at den bebudede linde strøm af F16-fly og Leopard-kampvogne til Ukraine vil ændre på dette, og at Kyiv vil kunne bryde Moskvas greb til næste år. Rusland har spændt buen hårdt ved at omlægge sin økonomi til krigsøkonomi. Hærenhederne er omdirigeret til Ukraine, og de russiske tab har været enorme.
Spørgsmålet er dog, om ikke øjeblikket er modnet til at foreslå våbenhvile, i bedste fald forhandlingerne. Mange liv kan reddes og faren for en eskalering med risiko for altødelæggende atomkrig kan mindskes. I Ukraine har krigstræthed indfundet sig. Hustruer til soldater demonstrerer for, at deres mænd kan komme tilbage fra fronten efter 18 måneder. Russerne vejrer morgenluft og er måske ikke interesseret i en våbenhvile. Dog må de se i øjnene, at de med NATO står over for en militæralliance med et 18 gange så stort et forsvarsbudget. Deres reelle interesse er at acceptere en våbenhvile nu, hvor Putin stadig kan redde ansigtet på hjemmefronten. Putin møder ingen alvorlig antikrigsmodstand på hjemmefronten, og den russiske økonomi har klaret vestlige sanktioner langt bedre end forudset. Men den russiske økonomi lider af alvorlige strukturelle handicaps, som forværres af krigen.
Allerede før Hamas’ angreb på Israel have Colombias progressive præsident Gustavo Petro under indtryk af den stadige israelske kvælning af de palæstinensiske overlevelsesmuligheder i de ulovligt besatte områder foreslået en konference, hvor man diskuterer såvel Mellemøsten som Ukraine: ”Hvad er forskellen mellem Ukraine og Palæstina? Er tiden ikke kommet til at afslutte begge krige?”, spurgte Petro i september i år på talerstolen til FN’s årlige generalforsamling i New York.
Petro har som colombianer en særlig forståelse for, hvad der står på spil i Israel og med dets nybyggere i de ulovligt besatte områder. Latinamerika har i årtier lidt under tidligere højreekstreme regeringers samarbejde med israelske militærrådgivere, der spillede en aktiv rolle i folkemordet i Guatemala i 1980’erne og træningen af blodige paramilitære militser i Colombia. Colombia har som USA en historisk erfaring siden kolonitiden med nybyggere og udslettelse af oprindelige befolkning.
Det kan rettelig hævdes, at to komplekse konflikter – Mellemøsten og Ukraine – ikke nødvendigvis bringes nærmere en løsning ved at blive rodet sammen.
Dog må man konstatere, at ganske som Rusland har begivet sig ind i en blindgyde og påkaldt sig store dele af verdenssamfundets harme ved at overtræde folkeretten og invadere en nabo uden umiddelbar anledning, så har Vesten sat hele sin moralske autoritet over styr ved at støtte Israel, som overtræder FN-resolutioner, begår krigsforbrydelser, opretholder apartheid ifølge menneskerettighedsorganisationer og risikerer at ende med at begå folkemord. Måske Norge eller Frankrig – hvis præsident Emmanuel Macron nu indtrængende beder om våbenhvile i Gaza – kan spille en rolle i en forhandling i Mellemøsten.
Kun præsident Joe Biden kan dog sætte en stopper for Israels etniske udrensning i de besatte områder. Selv om Israel i dag selv er blevet storeksportør af våben og overvågningsudstyr – med Gaza og Vestbredden som daglige testgrounds for systemernes performance – er landet stadig hovedmodtageren af amerikanske våben.
Der er valg i USA i 2024 og de to konflikter, Mellemøsten og Ukraine, er ikke nødvendigvis vindersager for en demokratisk præsident. Mange i USA ønsker, at landet snarere bruger kræfter på at modstå den kinesiske fremdrift. En etnisk udrensning af Gaza vil falde mange demokratiske vælgere for brystet. Samtidig er en vis træthed ved at indfinde sig generelt i den amerikanske vælgerbefolkning over de endeløse og meget dyre våbenleverancer til Ukraine. Et mesterligt skaktræk fra Biden inden valget i 2024 ville være at sætte en stopper for det nye ”Stor-Israel” og udrensningen af Nord-Gaza – hvor Putin måske på hjemmefronten og i den tredje verden ville kunne præsentere det som en sejr for russisk indflydelse og herved være mere medgørlig i Ukraine – og samtidig få en våbenhvile bragt i stand i Ukraine. Men det er måske for meget at forestille sig fra en præsident, hvis største aktiv er pragmatisme og bl.a. 36 års habilt benarbejde i den amerikanske kongres.
Forhandlingerne i slutningen af marts 2022 viste, at en fredsaftale mellem de to parter i den russisk-ukrainske konflikt ikke er umulig. En aftale om ukrainsk neutralitet virker mere realistisk efter de sikkerheds garantier, som NATO gav til Ukraine på topmøde i Vilnius i juli.
Efter den massive og uforbeholdne vestlige støtte til de igangværende israelske krigsforbrydelser i Gaza, og den stiltiende accept af den etniske udrensning også på Vestbredden, kan de vestlige lande i hvert fald ikke igen afvise en forhandling med henvisning til indignation over tilsvarende russiske uhyrligheder i Ukraine.
Efter den massive og uforbeholdne vestlige støtte til de igangværende israelske krigsforbrydelser i Gaza, og den stiltiende accept af den etniske udrensning også på Vestbredden, kan de vestlige lande i hvert fald ikke igen afvise en forhandling med henvisning til indignation over tilsvarende russiske uhyrligheder i Ukraine
_______
Niels Boel er politolog, forfatter til bl.a. bøgerne “USA’s store mindretal: Latinos”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus), tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Aarhus Universitet samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer, i dag konsulent og foredragsholder.
ILLUSTRATION: Gazastriben, 21. november 2023: Eksplosioner i Gaza, set fra Sderot i det sydlige Israel [FOTO: Mostafa Alkharouf/Anadolu/Acaba/Ritzau Scanpix]
I en tidligere udgave refererede denne artikel til Amnesty International angående Israels anvendelse af hvid fosfor. Der var dog alene tale om en rapport fra Human Rights Watch, som det også fremgår af nuværende version.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
