Niels Boel: Lad os presse på for en våbenhvile i Ukraine
22.07.2023
Med en svækket Putin efter det fejlslagne oprør og en ukrainsk sommeroffensiv, der står i stampe, bør de to sider være møre og klar til at forhandle. En endeløs krig forøger blot dødstal og ødelæggelser, forværrer oprustningsspiralen og fastholder verden på randen af ragnarok.
Opinion af Niels Boel
USA’s beslutning om at levere klyngebomber – forbudt af en traktat støttet af 123 lande – til Ukraine er en lejlighed til at genoverveje vores narrativ om ’de gode’ og ’de onde’ i krigen. Jeg har tidligere skrevet om min sympati med det heroiske ukrainske folks kamp mod den brutale russiske aggression. I lande som Danmark synes den forståelige sympati med ukrainerne dog at være gået i selvsving, så krigen i Ukraine ikke ses i sammenhæng med andre krige før og nu, og vi i alt for høj grad holder fast i fortællingen om de gode demokratier mod de onde autokratier.
Naivt, grænsende til det selvmorderiske
Den sort-hvide fortælling kan være en hindring for at forstå nødvendigheden af at indgå en fred med alle de kompromisser, dette kan indebære. Den kan forlede os til den samme form for messianisme – troen på tilvejebringelse af lykkerige på jorden med evig fred og retfærdighed – som også lå til grund for de neokonservative amerikaneres tro på udbredelse af demokrati i fx Irak i 2003 og stalinisters tro på, at man kan gøre folk lykkelige imod deres vilje. Når bare de ”onde” er ryddet af vejen.
I dag er håbet så, som formuleret af USA’s forsvarsminister, at Rusland skal svækkes i en grad, så landet i lang tid ikke kan udgøre en fare for sine naboer (U.S. wants Russian military ‘weakened’ from Ukraine war, Lloyd Austin says, The Washington Post 25/4/2022). Og inderst inde håber mange sikkert på et regimeskifte i Rusland, en såkaldt ”farverevolution” som i Ukraine i 2004.
Men som det kortlivede Wagner-oprør 23. juni viste, er det håbløst naivt at tro, at nye magthavere i Rusland nødvendigvis vil repræsentere et fremskridt i forhold til Putin. Det, mange russere betragter som fundamentale russiske interesser, vil bestå.
Det er også naivt – grænsende til det selvmorderiske – at overse faren for, at en Putin trængt op i en krog, ikke længere vil afholde sig fra at gøre brug af taktiske atomvåben. Dét rummer selvsagt risikoen for en eskalering, der vil ramme ikke blot de involverede i denne krig, men true hele planeten og dens overlevelse.
Den sort-hvide fortælling om de gode og de onde (”det menneskerettighedsglade Vesten” og de forbryderiske autokrater”) hindrer os også i at forstå, hvorfor lande, der til sammen repræsenterer klodens store befolkningsflertal, ikke ubetinget stiller sig på samme side som Ukraine og Vesten. Det gælder også demokratiske lande som Brasilien og Sydafrika.
En leder i dagbladet Information afskrev hånligt den brasilianske centrum venstre præsident Lula da Silvas udsagn om at se fejl hos begge parter i konflikten i sit forsøg på at byde sig til som fredsmægler som ”vrøvlerier”. I samme avis skrev Gôran Rosenberg i en klumme (Krigen i Ukraine bør få os til selv at overveje, hvad vi er parate til at dø for | Information, 25/4/2022), at han ikke ønskede at leve i en verden, hvor en mand som Vladimir Putin kunne slippe af sted med sine ugerninger. Virkelig? Henry Kissinger er sluppet afsted med hundredetusinder af menneskeliv på sin samvittighed (direkte ved hemmelige bombardementer af Cambodia og indirekte, ved ifølge iagttagere at have bidraget til Pol Pots magtovertagelse i Cambodia med sin krigsførelse), og Rosenberg har vel generelt levet fint siden USA’s krigsforbrydelser i Indokina, uden at Kissinger eller andre amerikanske ledere blev stillet til ansvar.
Der er ikke bare „gode‟ og „onde‟. Og tiden er måske moden til fred, nu hvor Putins magt er truet af rivaliserende magtgrupper i Rusland, og Ukraines modoffensiv (endnu) ikke lever op til forventningerne
_______
Hvorfor Vesten står alene
Rusland indledte den brutale krig – fortjener vores fordømmelse, og vi gør ret i at støtte Ukraine. Putins oligarkstyre har raget al magt i Rusland til sig – og den forbryderiske krig i Ukraine er formentlig et desperat forsøg på at opnå en form for legitimitet i befolkningen ved at spille på nationalistiske følelser. I den bedste af alle verdener bør Putin stilles for Den Internationale Straffedomstol i Haag, ligesom i øvrigt Anders Fogh, George W. Bush og Tony Blair på anden vis bør stilles til regnskab for deres ulovlige krig i Irak.
Men inden vi sætter os på den høje hest, må vi erkende Vestens undertiden problematiske rolle i verden. USA’s støtte til folk som Indonesiens Suharto, der i 1965 slog hundredetusinder ihjel. Eller Vietnamkrigen, hvor USA’s krig mod fattige, frihedshungrende bønder i Indokina kostede enormt mange menneskeliv. Hvad med Tyrkiet i 1990’erne, hvor 2.000 kurdiske landsbyer blev ødelagt i en etnisk udrensningsproces, mens landet var en af hovedmodtagerne af USA’s militærbistand? USA vedblev til et meget sent tidspunkt med at støtte apartheidstaten Sydafrika, ganske som USA i dag støtter Israel massivt, selv om Israel af menneskerettighedsorganisationer betegnes som en apartheidstat.
Verdens værste krige de seneste år er formentlig ikke Ukraine men krigen i Yemen, hvor vores allierede Saudi Arabien har hærget – og Congo, hvor også europæiske selskaber har pustet til ilden på jagt efter sjældne mineraler. Og Vestens velstand bygger ikke kun på historiske forbrydelser som slaveri, kolonitid og underminering af udviklingen i Kina og Indien i 1800-tallet, men også på dagens H&M-arbejdere på brandfældelignende fabrikker i Bangladesh, Apples underbetalte arbejdere i Kina og landarbejdere, der får sultelønninger af Dole (tidligere United Fruit) i El Salvador.
Som beskrevet af stjerneøkonomen Thomas Piketty blev Haiti underlagt handelsblokade af Frankrig, fordi landet løsrev sig og afskaffede slaveriet i 1804. Helt frem til 1950’erne måtte Haiti betale kompensation til ejerne i Frankrig, der havde mistet deres ”retmæssige ejendom” (slaverne). Nu om stunder fordømmer et samlet FN (kun USA, Israel og en Stillehavs-ø plejer at stemme imod) hvert år USA’s fortsatte sanktioner mod Cuba, der straffes af USA for at have løsrevet sig fra USA’s dominans på øen ved revolutionen i 1959. Dagens sanktioner mod Cuba og Venezuela er ikke mere ”bløde” end at de har kostet titusindvis af menneskeliv på grund af manglende adgang til livsvigtig medicin. Ifølge det anerkendte lægetidsskrift Lancet resulterede de USA-drevne sanktioner mod Irak i 1990 i at halvanden million mennesker mistede livet, hvoraf halvdelen var børn.
Hvorfor støtter kun ca. 44 ud af 195 lande sanktionerne mod Rusland? Sanktioner regnes for et såkaldt blødt våben, men historien viser, at brugen har været ensidig og uretfærdig og effekten kan være potent og endog meget blodig. De vestlige lande har reelt haft monopol på at indføre dem – anført af USA på grund af landets rolle i det internationale finanssystem – hvor dollaren fortsat er referencen – handel og teknologi. Sanktioner mod USA, Danmark og de andre i den amerikansk-ledede koalition kom ikke på tale i 2003, efter den ifølge FN’s generalsekretær ”ulovlige” invasion af Irak. Marokko er ikke underlagt sanktioner, selv om landet med den ulovlige besættelse af Vestsahara er Afrikas sidste kolonimagt.
Ukraine var ikke en slags Schweiz, da det blev angrebet. Det var et af verdens mest korrupte lande. Pressens frihed var stærkt begrænset, idet partier betalte aviser for at bringe ”nyheder”, som de selv skrev (fænomenet kaldtes ”jeansa”). Zelenski var ifølge mange tæt forbundet med oligarken Kolomoisky og meget upopulær i Ukraine, indtil Ruslands modbydelige invasion og hans modige indsats pludselig gjorde ham til krigshelt.
Intentionen her er ikke at forklejne den ukrainske modstand mod russisk overmagt og uretfærdig aggression, men at prøve at sætte tingene i perspektiv. Der er ikke bare „gode‟ og „onde‟. Og tiden er måske moden til fred, nu hvor Putins magt er truet af rivaliserende magtgrupper i Rusland, og Ukraines modoffensiv (endnu) ikke lever op til forventningerne.
Den nuværende situation betyder stadig flere døde, men også at vi fortsat bevæger os på kanten af atomkrig – eller et atomuheld på fx Zaporizhzhia, Europas største atomkraftværk, med uoverskuelige konsekvenser.
Den nuværende situation betyder stadig flere døde, men også at vi fortsat bevæger os på kanten af atomkrig
_______
Den meningsløse oprustning
Den igangværende oprustning i NATO hyldes af topchefen for PensionDanmark (Torben Möger Pedersen: Nu er det okay at putte penge i jagerfly og kampvogne: „Vi skal kunne forsvare os‟, Berlingske Tidende, 26/2/2023) som en indsats for ”vores værdier”. Men i lyset af ovenstående er det tvivlsomt, hvilke vestlige værdier, han taler om – med mindre det kun handler om våbenindustriens værdiansættelse på børsen.
Debatten herhjemme om det betimelige i at kaste sig ud i en enorm oprustning har været meget begrænset, når man tænker på, hvad denne oprustning vil komme til at betyde for fx grøn omstilling eller den danske sundhedssektor. Pengene kan kun bruges én gang, som de borgerlige plejer at sige. Konsekvenserne for magtbalancen i Europa af at Tyskland skal opruste og bruge 2 pct. af sit enorme BNP på militæret, er slet ikke tænkt til ende.
Er denne vestlige oprustning nødvendig? NATO’s militære budget er 17 gange større end Ruslands. Men også taget hver for sig havde lande som Storbritannien, Tyskland, Sydkorea, Japan og Frankrig allerede i 2019 et militærbudget af ca. samme størrelsesorden eller større end Ruslands (ca. 50 mia. dollars). Hertil kommer, at de nævnte lande er velfungerende med et uhyre højt teknologisk niveau, infrastruktur, kommunikationsflow osv. i forhold til Rusland. Det giver ganske enkelt ingen mening når politikere, militæranalytikere og medier i halvandet år har tudet os ørene fulde med ”Vestens militære efterslæb” og nødvendigheden af at opruste.
Grunden til, at Vesten ikke selv er til stede i Ukraine er ikke manglen på våben – men selvfølgelig at vi ikke ønsker en konfrontation med atommagten Rusland. Men i dag giver Ruslands indsats i Ukraine-krigen siden februar 2022 ikke ligefrem argumenter til dem, der taler om faren for nye russiske militæreventyr.
Det oversete element i dette oprustningskapløb er naturligvis Kina, som USA er i et stadig mere modsætningsfyldt forhold til. Anders Fogh Rasmussen har talt for, at vi – ligesom med Rusland –allerede nu skal tænke i at afkoble os Kina. For at afskære landet („Anders Fogh Rasmussen til danske virksomheder: Træk jer ud af Kina, Berlingske Tidende, 20/1/2023). Men for Europa giver det ikke mening at tænke i konfrontation med Kina. Vi bor på den samme planet, og har brug for samarbejde, ikke mindst naturligvis på klima- og biodiversitetsområdet. Man ’skal forberede krig for at sikre fred’ sagde den romerske general Flavius Vegetius. Tættere på sandheden synes ordsproget om, at den, som sår vind, høster storm.
Vi har set, at enorme ressourcer kan mobiliseres, når banker og selskaber trues af finanskrise, når en pandemi er over os, og når en krig er udløst i Europa. Men når det sidste tog med Ukraine-ammunition eller med Covid-masker er kørt, vil klimaudfordringen stå tilbage på perronen. Bortset fra at perronen er oversvømmet, er væltet omkuld af en orkan eller er ved at smelte i varmedisen. For klimaet venter ikke. Klimakampen kræver enorme investeringer og fælles indsats på tværs af grænser. Også eller især med verdens næstmest folkerige land og største CO2-udleder, Kina, selv om det er et brutalt diktatur.
Dette er endnu en grund til at presse på for en våbenhvile nu. De mange diskussioner om våbenleverancer viser, hvilken altafgørende betydning Vesten har for krigen i Ukraine. Lad os bruge denne indflydelse på at presse på for en våbenhvile, som forhåbentlig kan fastfryse konflikten.
Og lad os presse på for en fred. Hvor også Ukraine må indgå kompromisser, fx måske acceptere de-facto grænsen fra 24. februar 2022 mens vi giver former for garanti om genopbygning og fornyet støtte til Ukraine fremover, såfremt landet angribes igen. G7-landenes løfte på NATO-topmødet i Vilnius om fortsat at støtte Ukraine pegede allerede i den retning. Det bliver ikke let. For Ukraine vil aldrig kunne acceptere afståelse af Krim-halvøen (som dog indtil 1954 var en del af Rusland, men blev overdraget til den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik af Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjov) og slet ikke af de fire annekterede republikker.
Men fred er aldrig optimal og den er aldrig sikret én gang for alle. Men hver dag med fred er dog en dag uden døde, en dag med mindre risiko for atomragnarok, en dag mere, hvor vi kan neddrosle vores oprustning og koncentrere os om klimaindsatsen. ■
Og lad os presse på for en fred. Hvor også Ukraine må indgå kompromisser, fx måske acceptere de-facto grænsen fra 24. februar 2022 mens vi giver former for garanti om genopbygning og fornyet støtte til Ukraine fremover, såfremt landet angribes igen
_______
Niels Boel er politolog, forfatter til bl.a. bøgerne “USA’s store mindretal: Latinos”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus), tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Aarhus Universitet samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer, i dag konsulent og foredragsholder. ILLUSTRATION: KHARKIV, 20. februar 2023: Mekanikere i den ukrainske hær arbejder på at reparere en kampvogn [foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau ScanpixDowning Street går: Premierministeren efter at nåede til enighed med EU [foto: Pippa Fowles/Zuma/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
