12.09.2023

I Chile kaster det amerikansk-promoverede militærkup stadig skygger 50 år senere. For mange er den socialistiske præsident Salvador Allende, som døde for demokratiet, en kilde til inspiration på et kontinent, som i dens sydligste del nu vender sig mod højreekstremisme.

Kronik af Niels Boel

For 50 år siden, d. 11. september 1973, bombarderede det chilenske luftvåben præsidentpaladset La Moneda i Chiles hovedstad Santiago. Billederne gik verden rundt. Chile havde været kendt som et land med en lang demokratisk tradition. I modsætning til andre lande i Latinamerika havde hæren holdt sig væk fra politik. Gennem tre år havde præsident Salvador Allendes regering søgt at gøre op med enorme sociale uligheder og udfordre eliten med landreform, nationalisering af banker og det store amerikanske telekommunikationsselskab ITT og landets profitable minesektor, som også, i vid udstrækning, var på amerikanske hænder.

Allerede umiddelbart efter Salvador Allendes valgsejr i september 1970 og inden hans indsættelse som præsident havde USA sat sig for at underminere det såkaldte chilenske eksperiment – verdens første demokratisk valgte marxistiske præsident. Den chilenske revolution med, som Allende sagde, dens ”smag af rødvin og empanadas”, skulle standses med et militært kup.

Derefter fulgte sytten års diktatur med et benhårdt neo-liberalt eksperiment med privatisering af sundhedsvæsen, pension og uddannelse, som førte til en kraftig forværring af ulighederne. Et eksperiment, som blev forsvaret af Margaret Thatcher og også af neoliberale stemmer herhjemme. En virkelighed som for mange chilenere var et mareridt af tortur, forsvindinger, bogafbrændinger og eksil.

Historien om et bebudet kup

I det 20. århundrede har USA væltet eller undermineret flere end 40 latinamerikanske regeringer – typisk med det motiv at sikre virksomheders interesser. Da Folkeenheden Unidad Popular, en koalition af socialister, radikale og kommunister, vandt præsidentvalget i Chile, iværksatte den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, straks en operation, der skulle berede vejen for et senere kup, ved at slå den demokratisk sindede hærchef René Schneider ihjel.

 

Den chilenske revolution med, som Allende sagde, dens ”smag af rødvin og empanadas”, skulle standses med et militært kup
_______

 

Som bekræftet af nyligt frigivne dokumenter fra CIA, helmede USA’s præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissinger ikke. Det kunne ikke passe, at Chile ”skulle blive kommunistisk bare på grund af dets befolknings uansvarlighed”, sagde Kissinger. Nixon beordrede CIA til at lade den chilenske økonomi ”skrige”. En handelsmæssig og finansiel boykot fulgte. Den chilenske industri led snart under mangel på reservedele. CIA betalte penge til vognmænd og andre arbejdsgivere, der iværksatte lockout, og til den største avis El Mercurio, der skabte panik og hamstring med falske sensationshistorier om fødevaremangel. Kaoset voksede. Den galopperende inflation fik minearbejdere til at strejke. En paramilitær højregruppe, Fædreland og Frihed (Patría y Libertad), samarbejdede med dele af Chiles hær og spredte frygt i gaderne.

Inspiration for resten af verden

Unidad Popular, Allendes koalition havde ellers en flyvende start det første år. Det oprindelige folk, mapucherne, fik tilbageleveret jord. Slumbeboere, jordløse, fabriksarbejdere og ansatte oplevede fremskridt med lønforbedringer, jordreform, opførelse af socialt boligbyggeri og billige feriehuse (som forfatteren Ariel Dorfman skriver, havde mange chilenere aldrig set havet!). Arbejdere organiserede sig i deres kvarterer og overtog i mange tilfælde styringen af deres arbejdsplads. Kulturen blomstrede med vægmalerier, adgang til billige bøger i kiosker, revolutionære sange og dokumentarfilm.

Når USA satte så stor energi ind på at underminere Chiles folkevalgte regering, hænger det sammen med frygten for, at den demokratisk valgte, marxistiske regering, skulle danne skole for venstrefløjskoalitioner i lande som Frankrig og Italien.

Dele af venstrefløjen i det øvrige Latinamerika havde undertiden søgt at følge Cubas vej med fejlslagne væbnede oprør, der blot resulterede i intensiveret undertrykkelse. Den chilenske venstrefløj satsede på reformer, der grundlæggende skulle ændre magtforholdene, udvide demokratiet og indføre socialismen af demokratiets vej.

Den 11. juli 1971 besluttede Chiles kongres enstemmigt at nationalisere Chiles vigtigste eksportprodukt, kobberet. Der var andre vidtrækkende reformer, ikke mindst på jordområdet, hvor godsejerne blev udfordret, og en indsats mod underernæringen, som hvert fjerde barn led af, indførelse af et universelt sundhedsvæsen og alfabetiseringsprogrammer.

Højrefløjen prøvede at spænde ben for mange tiltag. Da venstrefløjen gik markant frem ved valget i marts 1973 (hvor UP vandt 44, 03 pct. af stemmerne mod 36 pct. ved præsidentvalget i 1970) takket være sociale reformer, stod det klart for højrefløjen, at et kup var dens eneste mulighed for at vinde magten.

 

I dag er Allende stadig en ledestjerne for mange i Latinamerika. Det er dobbeltheden i Allendes tilgang, som giver ham den position
_______

 

Troen på forandring

Man kan i bakspejlet anfægte legitimiteten i at iværksætte grundlæggende reformer uden et klart befolkningsflertal. Det chilenske valgsystem havde gjort det muligt for Allende at vinde præsidentposten med kun 36 pct. af stemmerne – modkandidaten fik 35 pct.

Imidlertid præsenterede også Det Kristendemokratiske Parti et meget progressivt reformprogram ved præsidentvalget i 1970. Arkiver viser, at CIA aktivt påvirkede ledende politikere fra Det Kristendemokratiske Parti til, efter Allendes valgsejr, at gå imod Allendes reformer.

Salvador Allende havde tre gange tidligere stillet op til præsidentvalg. Som leder af Socialistpartiet bekendte han sig urokkeligt til grundloven og Chiles demokratiske institutioner.

I dag er Allende stadig en ledestjerne for mange i Latinamerika. Det er dobbeltheden i Allendes tilgang, som giver ham den position. På den ene side respekterede han ubøjeligt de demokratiske institutioner. Og på den anden side var han reformator og holdt altid det langsigtede perspektiv for øje; han ville udfordre grundlæggende magtstrukturer til fordel for den brede befolkning. Det er modsat den centrum-venstrekoalition med socialister og kristendemokrater som regerede Chile i mange år efter diktaturets fald i 1990 og ikke fundamentalt ændrede Pinochets neoliberale økonomiske og sociale model.

Uforsonligheden i såvel demokratiets som socialismens tjeneste gør Salvador Allende til en uomgængelig inspiration den dag i dag. Dét i en tid, hvor fx det autoritære, såkaldt venstreorienterede styre har lidt skibbrud i Nicaragua, og hvor socialdemokrater ofte fører så højreorienteret politik, at de skaber frustration og resignation i de brede masser, og har været med til at åbne vejen for højrepopulister, som vi så det i 2018 med valget af Jair Bolsonaro som Brasiliens præsident. I dag udfordres Argentinas centrum-venstrestyre af den højreekstreme Javier Milei, som er favorit til at vinde præsidentvalget til oktober.

Også i Chile er der i dag voksende støtte til yderliggående højrekræfter. Centrum-venstre regeringen under præsident Gabriel Boric kom til magten efter voldsomme protester i 2019 mod de fortsat store uligheder. Ved en efterfølgende folkeafstemning stemte 78 pct. af chilenerne for at kassere forfatningen, der var dem påtvunget i 1980 af den blodige diktator. Men Borics uprøvede venstrekræfter forspildte sidste år chancen for en ny progressiv forfatning. Et meget omstændeligt grundlovsforslag på 178 sider blev forkastet af 62 pct. af befolkningen.

”En dag vil de brede boulevarder atter åbne sig for det frie menneske, der vil skabe et mere retfærdigt samfund”, sagde Salvador Allende i en radiotale til befolkningen, inden luftvåbnet bombarderede præsidentpaladset. Hans ord, skæbne og efterfølgende status som Latinamerikas måske til alle tider største statsmand er en påmindelse om ikke at miste modet selv i den mørkeste stund. ■

 

Allendes ord, skæbne og efterfølgende status som Latinamerikas måske til alle tider største statsmand er en påmindelse om ikke at miste modet selv i den mørkeste stund
_______

 

Niels Boel er politolog, forfatter til bl.a. bøgerne “USA’s store mindretal: Latinos”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus), tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Aarhus Universitet samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer, i dag konsulent og foredragsholder.

ILLUSTRATION: Santiago, Chile, 9. september 2023: Et billede af den tidligere præsident, Salvador Allende (1970-73), er illumineret på Palacio de la Monedas facade ifm. en mindehøjtidelighed for Augusto Pinochets kup for 50 år tiden [FOTO: Cristobal Basaure Araya/Zuma/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?