Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Kan Republikanerne komme uden om Trump?
04.04.2023
“Mange af de Republikanske politikere, der af frygt for Trumps kernevælgere har kaldt sigtelserne imod ham ’politisk motiverede’, uden at vide hvad de konkret lyder på, kan meget vel komme til at fortryde det”
Det indledende interview med Niels Bjerre-Poulsen om Trumps tiltale er en opdateret tilføjelse for onlineartiklen (04.04.23) for RÆSONs abonnenter.
RÆSON: Forleden besluttede en storjury i New York at sigte Donald Trump – efter sigende ifbm. at han skulle have betalt pornoskuespillerinden Stormy Daniels for ikke at gå til offentligheden med historien om deres affære. Hvad er der spil i sagen – og hvordan passer den i rækken af sager, man over årene har anlagt mod (og truet med at anlægge mod) Donald Trump?
BJERRE-POULSEN: Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at mens jeg skriver dette, er det konkrete anklageskrift fortsat forseglet, og alle politikere, der taler om anklagerme som ubegrundede, politisk motiverede eller uretfærdige, i sagens natur derfor ikke ved, hvad de taler om. Det er med andre ord gætteri. Men hvad vi ved er, at der er tale om ca. 30 anklagepunkter, og at der formodentlig er tale om dokumentfalsk, falsk bogføring, osv, da ”Stormy Daniels” i ugerne op til præsidentvalget i 2016 blev betalt for ikke at tale om et seksuelt forhold mellem hende og Trump. Der kan meget vel også være andre anklager – eller andre kvinder, der ligeledes blev købt til tavshed – og det kan styrke anklagen om, at betalingerne også kan betragtes som et ulovligt, ikke bogført kampagnebidrag. Og så kan straframmen pludselig være en anden, fordi der så kan være tale om en felony, som i princippet kan medføre fængselsstraf. Det er værd at slå et par andre ting fast:
1. Samme sag har i princippet tidligere været behandlet, da Trumps advokat, Michael Cohen, blev idømt fængselsstraf for denne og en række andre lovovertrædelser. Dengang havde Trump immunitet, fordi han var præsident, men han blev faktisk indirekte nævnt i dommen som ”Individual 1”.
2. Distriktsanklager Alvin Bragg overtog sagen fra sin forgænger og erklærede, at han ikke ville standse undersøgelsen. Han bremsede den dog på et tidspunkt, da han ikke syntes, den var klar til at blive forelagt en storjury. Senere mente han så, at den var klar, og storjuryens medlemmer mener tydeligvis også, at der er grundlag for en sigtelse. I betragtning af de voldsomme reaktioner fra Trumps tilhængere, må man formode, at de også mener, at den også er værd at føre.
3. En del har kritiseret – eller bekymret sig over – at netop denne sag fører til den historiske sigtelse mod en ekspræsident. De påpeger, at de øvrige 3-4 verserende sager mod Trump – for forsøg på valgsvindel i Georgia, for at hjemtage og forsøge at skjule klassificerede dokumenter, samt for muligt medansvar for ”Stormen på Kongressen” den 6. januar 2021 – alle er langt mere alvorlige sager. De mener også, at bevisbyrden – ikke mindst i Georgia-sagen – er nemmere at løfte. De frygter, at denne mindre anklage, som tilmed drejer sig om en forseelse begået før Trump overhovedet blev præsident, kan afspore de øvrige sager, og samtidig give Trump alle muligheder for at fremstå som offer for en ”heksejagt”. Andre påpeger dog, at der meget nemt kan gå et år fra sigtelsen i New York, til Trump faktisk havner foran en dommer, og at en eller flere af de øvrige sager derfor sagtens kan ende med at blive behandlet før denne.
RÆSON: Ifølge Politico viser undersøgelser lavet inden juryens beslutning, at anklagerne kan styrke Trump i kampen for at blive Republikanernes kandidat. Hvad afgør, om det bliver tilfældet?
BJERRE-POULSEN: Der verserer en løbende debat om, hvorvidt sigtelserne i New York ligefrem vil styrke Trumps chancer for at blive Republikanernes præsidentkandidat, fordi det styrker den offerfortælling, der for mange tilhængere er kernen i hans appel. Det er bestemt en mulighed, men det er også muligt, at konkrete sigtelser punkterer myten om manden, der er så smart, at han altid undslipper lovens lange arm (mens fx hans forretningsfører, hans personlige advokat, hans kampagneleder, hans vicekampagneleder, og hans nationale sikkerhedsrådgiver alle endte med at blive dømt). Der er med andre ord både juridiske og psykologiske aspekter, man må medtage i vurderingen af, hvordan sigtelserne vil påvirke Trumps chancer for genvalg.
Mange af de Republikanske politikere, der af frygt for Trumps kernevælgere har kaldt sigtelserne imod ham ”uhyrlige”, ”vanvittige” og ”politisk motiverede”, uden at vide hvad de konkret lyder på, og hvilket bevismateriale og hvilke vidner Alvin Bragg er i besiddelse af, kan meget vel komme til at fortryde det. Andre Republikanske politikere, som fx minoritetsleder Mitch McConnell, har klogelig undladt at kommentere sagen. Mange af dem gør sig uden tvivl forhåbninger om, at retssagerne vil fjerne Trump fra den politiske scene, så de ikke selv behøver at tage en konfrontation med hans kernevælgere. Det er dog langt fra sikkert, at de får det ønske opfyldt.
Styrker anklagerne Trumps martyrium blandt hans trofaste støtter, og dermed formodentlig også hans muligheder for at vinde de Republikanske primærvalg, så styrker de næppe hans chancer i det endelige valg. Et klart flertal i den amerikanske befolkning finder sigtelserne velbegrundede, og særligt blandt uafhængige vælgere vil en domfældelse sandsynligvis være en stor belastning i kampen om præsidentembedet. Selv en del ”trumpister” kan komme til at ønske sig en anden Trump-agtig kandidat, der ikke har alle de belastende sager på slæb. Det problem bliver sandsynligvis kun værre for Trump, for flere – og mere alvorlige – sigtelser er sandsynligvis på vej.
Styrker anklagerne Trumps martyrium blandt hans trofaste støtter, og dermed formodentlig også hans muligheder for at vinde de Republikanske primærvalg, så styrker de næppe hans chancer i det endelige valg
_______
Artiklen, der følger, er med i det nye trykte nummer af RÆSON53, der har titlen ,En ny virkelighed′.
Nogle siger, at amerikanerne hader politik og politikere, men elsker valgkampe. Et kommende præsidentvalg, selv når dette ligger flere år ude i fremtiden, er stadig den foretrukne optik for den politiske debat i USA. Kigger man i den, er den første person, man får øje på, sandsynligvis ikke nationens nuværende præsident, men hans forgænger, Donald Trump, som i de foregående syv år både er et symptom på og en katalysator for den krise, det amerikanske demokrati fortsat befinder sig i.
,Den lille mands parti’
Et slående træk ved den politiske debat i USA er, at de to store partier – Demokraterne og Republikanerne – nu kun sjældent taler om og tilbyder løsninger på de samme problemer. En stor del af forklaringen er, at Republikanerne i vidt omfang har opgivet ideen om, at deres rolle er at levere alternative konservative løsninger på konkrete politiske problemer, og i stedet satser helhjertet på identitetspolitik.
Det giver mening, hvis man ser på de koalitioner af vælgere, partierne hver især forsøger at appellere til. Det Republikanske Parti har kun fået flest stemmer ved ét ud af de seneste otte præsidentvalg (2004), men den omstændighed, at Donald Trump i 2016 var i stand til at trække så relativt mange hvide arbejdervælgere over i partiet, at det var muligt for ham at vinde knebent i gamle industristater som Michigan og Pennsylvania, satte for alvor skub i ambitionerne om at kunne fremstå som ,den lille mands parti’. Republikanerne skulle være partiet for dem, der følte sig sejlet agterud af globaliseringen og nye kulturelle normer, som ,eliten’ havde påtvunget dem.
Den ambition er tæt forbundet med den konkrete udvikling i USA’s politiske demografi: Demokraterne dominerer nu i et flertal af de valgdistrikter, hvor andelen af minoritetsvælgere og/eller uddannelsesniveauet er højere end gennemsnittet. Ved præsidentvalget i 2020 vandt Joe Biden i mere end fire femtedele af de kongresdistrikter, hvor andelen af hvide vælgere med en videregående uddannelse ligger over landsgennemsnittet. Omvendt dominerer Det Republikanske Parti i valgdistrikter, hvor andelen af ikkehvide vælgere og/eller vælgere med en videregående uddannelse er lavere end gennemsnittet. Til gengæld har partiet i høj grad tabt terræn blandt de veluddannede i forstæderne.
Det er et ganske andet billede end det, der tegnede sig for blot et par årtier siden. For Republikanske politikere betyder det, at traditionelle konservative budskaber – fx om at skære i de sociale ydelser og sikre skattelettelser til de rigeste amerikanere – ikke længere har den rette appel. Ganske vist udgør de fortsat kernen i partiets konkrete økonomiske målsætninger, men de nedtones nu i den politiske debat. Det er identitetspolitik og kulturkrig, der skal gøre det klart, at Republikanerne nu er ,den lille mands parti’.
Det er identitetspolitik og kulturkrig, der skal gøre det klart, at Republikanerne nu er ,den lille mands parti’
_______
Identitetspolitikkens kodeord
Ingen Republikansk politiker har endnu været bedre til at nedtone dissonansen mellem den nye vælgerkoalition og partiets økonomiske politik end Donald Trump. Han har formået at mobilisere basen med vedvarende beretninger om de ydmygelser, som både de og han selv angiveligt bliver udsat for af ,globalister’. Han har opildnet dem til kamp for at ,tage deres land tilbage’.
Budskabet har haft en særlig resonans hos hvide evangelikale protestantiske vælgere. For Det Republikanske Parti er problemet med særligt at appellere til dem, at de også er det hurtigst skrumpende vælgersegment. Går man blot tilbage til 2006, udgjorde de 23 pct. af den amerikanske befolkning. I dag udgør de kun 13,6 pct., og at satse på mærkesager som forbud mod abort og anti-LGBT-lovgivning skubber flere vælgere væk fra partiet, end det tiltrækker. Støtten til sådanne mærkesager er tilmed særligt lav blandt unge vælgere, så de problemer, Republikanerne allerede nu oplever med at profilere sig på dem, vil sandsynligvis kun vokse i de kommende år. Problemet forsvinder heller ikke ved at stemple ting, man ikke bryder sig om, som woke.
Begrebet woke har en interessant historie. Det blev først anvendt i sort kultur, og i Black Lives Matter-bevægelsen blev det fra omkring 2014 anvendt, når man opfordrede andre til at være opmærksomme på eksempelvis politivold. Efterhånden fik det en bredere betydning: At være woke var at være opmærksom på social uretfærdighed. Da højrefløjen senere begyndte at anvende udtrykket, fik det nogenlunde den samme betydning, som ,politisk korrekthed’ tidligere havde haft: De færreste sagde, at de selv var ,politisk korrekte’ (her blev political correctness hurtigt afløst af cultural sensitivity), men blandt nogle blev det et adelsmærke ikke at være politisk korrekt. Efter samme mønster gik critical race theory (CRT) fra at være en metode til at analysere, hvordan racisme historisk var blevet institutionaliseret i konkret lovgivning – noget, man primært beskæftigede sig med på landets jurastudier – til at være et mærkat, man kunne sætte på al tale om raceforhold. Den konservative aktivist Christopher Rufo, der har promoveret den brede anvendelse, beskrev selv hensigten i marts 2021: „Målet er, at når folk læser noget skørt i avisen, skal de straks tænke critical race theory. Vi har afkodificeret begrebet og vil rekodificere det, så det kan dække hele den række af kulturelle konstruktioner, som er upopulære hos amerikanerne”. Det er også sådan, woke anvendes nu: til at dække stort set alt, hvad man ikke bryder sig om, særligt hvis det indebærer hensyntagen til minoriteter.
Charleston i South Carolina, 15. februar 2023: Statens tidligere guvernør, som Trump udnævnte til FN-ambassadør, Nikki Haley, annoncerer, at hun vil forsøge at blive den Republikanske præsidentkandidat i 2024 [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]
En woke bank
Hvor bredt woke-begrebet anvendes, blev tydeligt demonstreret, da Silicon Valley Bank kollapsede i marts 2023. En stribe politikere og kommentatorer fandt straks en kulturel forklaring: Det var gået galt, fordi banken havde været woke; man havde tilsyneladende været for optaget af miljøvenlige investeringer og af at have kvinder og homoseksuelle i bestyrelsen, for ikke at tale om de 8 pct. ikkehvide personer, man havde ansat i ledelsen af banken. Skulle man tro disse kommentatorer, var sådanne kulturelle dispositioner en bedre forklaring end finansielle fejldispositioner, der til dels var blevet muliggjort af en føderal deregulering af såkaldte regionale banker i 2018.
En af de mulige fordele ved begreber som woke og CRT er, at de gør det muligt at tale om race uden at blive beskyldt for at være racist. Deres anvendelighed begrænses dog af, at kun et mindretal af amerikanerne deler de holdninger, som politikerne i uldne vendinger forsøger at fremme. En undersøgelse lavet af YouGov/Economist i februar 2023 viste eksempelvis, at 23 pct. af Republikanere mente, at der blev undervist for meget i sorte amerikaneres historie i skolerne. Det tilsvarende tal for Demokrater var 6 pct. – og andelen for den samlede befolkning var 14 pct. Det illustrerer meget godt, at mens forbud mod CRT og anden antiwoke-lovgivning sandsynligvis vil stille en godt ved et Republikansk primærvalg, så har det begrænset appel i resten af det amerikanske vælgerkorps.
En yderligere komplicerende faktor er, at woke – i det omfang folk forbinder noget med det – faktisk har positive konnotationer for et flertal af amerikanere. Da avisen USA Today fik Ipsos til at undersøge, hvad folk forbandt med begrebet, mente 56 pct., at det betød ,at være opmærksom på og vidende og bevidst om social uretfærdighed’, mens kun 39 pct. mente, at det betød ,at være overdrevet politisk korrekt’.
Spørgsmålet er, hvordan det stiller Floridas guvernør, Ron DeSantis, der forventes at udfordre Donald Trump i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2024. Han har nemlig om nogen slået sig op på, at hans stat nu er stedet, where woke goes to die, og han har sat handling bag ordene ved at slå hårdt ned på biblioteker, skoler og andre uddannelsesinstitutioner samt virksomheder – ikke mindst Disney – der efter hans mening forsøger at promovere en woke dagsorden. Mens hans hang til forbud og statslig kontrol har vakt alvorlig bekymring hos mere libertarianske typer i Det Republikanske Parti, har det gjort ham populær hos mange socialt konservative. Ikke mindst hans vilje til at tryne Disney har imponeret dem.
At DeSantis vedvarende har begrundet ny restriktiv lovgivning med nødvendigheden af at bekæmpe woke, er blandt de vigtigste grunde til, at han nu af mange i Det Republikanske Parti ses som det bedste bud på et alternativ til Trump – en Trump without the baggage. Men er nok af Trumps kernevælgere overhovedet villige til at støtte en anden kandidat? Mange ser den tidligere præsident som Guds udvalgte redskab – en moderne pendant til Bibelens kong David. Analogien er, siden Trump blev republikanernes præsidentkandidat i 2016, blevet anvendt hyppigt af kristne evangelikale, når de skal retfærdiggøre deres støtte til ham. Det forklarer måske også, hvorfor tidligere vicepræsident Mike Pence vil få svært ved at vriste de kristne evangelikale vælgere væk fra Trump, hvis han vælger at udfordre ham. Oprindeligt var Pence udset til at være moralens stemme i regeringen og disse vælgeres alibi for at støtte Trump, men kong David-analogien gjorde ham hurtigt overflødig, og det er umiddelbart svært at forestille sig, at Pence eller en anden Republikansk kandidat uden at vinde en del af disse vælgere over kan besejre Trump i de Republikanske primærvalg.
Trump formentlig en interesse i, at så mange som muligt stiller op og dermed deler de vælgere, som ønsker sig enhver anden end ham
_______
Meatball Ron
Måske er DeSantis først og fremmest et generisk alternativ til Trump; måske udfylder han lige nu en rolle, som med tiden bliver overtaget af en mere attraktiv kandidat. Nok har han klaret sig godt i Florida, men han er fortsat temmelig uprøvet på den nationale scene. DeSantis ynder at sige, at han har taget Florida to the next level, men det er ikke så indlysende, at staten kan tjene som rollemodel for resten af USA. Det kan også vise sig, at DeSantis har en politisk glaskæbe. Folk, der har fulgt ham tæt i Florida, beskriver ham ofte som dygtig, men humorforladt, ukarismatisk og tyndhudet. Er han godt nok rustet, når Trump for alvor sætter kløerne i ham?
Mange husker den tidligere guvernør i Wisconsin Scott Walker, der i sommeren 2015 lignede en favorit til at blive Republikanernes næste præsidentkandidat, men hvis kampagne allerede kollapsede inden efterårets komme. I fem måneder førte han i alle meningsmålinger, men da han klarede sig dårligt i et par debatter, trak hans donorer sig, og han måtte droppe ud. Listen over tidlige favoritter, der imploderede, da først valgkampen for alvor gik i gang tæller også Rudy Giuliani og Jeb Bush. Måske går det Ron DeSantis anderledes. I foråret 2023 var det i hvert fald tydeligt, at Fox News havde besluttet at afbryde sit symbiotiske forhold til Trump og i stedet støtte Ron DeSantis. Spørgsmålet er dog, hvor fast Fox News vil stå på den beslutning, hvis de for alvor begynder at tabe seere til endnu mere Trump-venlige medier som Newsmax og OAN (One America News Network).
Selvom DeSantis ikke er erklæret kandidat, ser Trump ham tydeligvis som sin farligste udfordrer. Derfor har han i flere måneder afprøvet diverse øgenavne til guvernøren – fra det lidt for sofistikerede Ron DeSanctimonious til Meatball Ron, der angiveligt er en henvisning til DeSantis’ runde og kødfulde ansigt. Under et rally i Iowa den 14. marts 2023 brugte Trump hele ni minutter på at nedgøre sin mulige konkurrent. Han henviste til DeSantis’ tid som medlem af Repræsentanternes Hus og beskrev ham som ,en discipel’ af to af Trumps egne Republikanske yndlingsaversioner: den tidligere Speaker of the House Paul Ryan og senator Mitt Romney. Begge har især vakt Trumps vrede ved at erklære, at de umuligt kan forestille sig, at han bliver Republikanernes kandidat i 2024 (Ryan er en særlig torn i øjet på Trump, fordi han nu sidder i bestyrelsen for Fox News).
Trumps angreb i Iowa var et forvarsel til DeSantis om, hvad der venter ham, hvis han beslutter sig for alligevel at udfordre den tidligere præsident.
Hvad angår de øvrige mulige kandidater, har Trump formentlig en interesse i, at så mange som muligt stiller op og dermed deler de vælgere, som ønsker sig enhver anden end ham. Så længe han selv kan holde fast på sine kernevælgere, letter det kun vejen til atter at vinde nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat.
Capitol i Washington D.C., 6. januar 2023: House Republican Leader Kevin McCarthy på fjerde dag med afstemningerne om hans position som Speaker of the House. Det var første gang i 100 år, at en speaker ikke blev valgt ved første afstemning [FOTO: Kevin Dietsch/AFP/Ritzau Scanpix]
„Jeg er jeres gengældelse!”
Selvom det forekommer nærmest uvirkeligt, er det derfor både muligt og sandsynligt, at Donald Trump – manden, der har kostet Det Republikanske Parti stribevis af valgnederlag de seneste fem år; manden, der afsluttede sine år som præsident med et forsøg på at lave det første og eneste statskup i amerikansk historie – står med særdeles gode muligheder for også at blive partiets præsidentkandidat i 2024. Således kan valget ende som en gentagelse af præsidentvalget i 2020.
Det står fortsat klart, at Trumps appel ligger langt fra traditionelle konservative værdier som rule of law. Da han i begyndelsen af marts 2023 talte på Conservative Political Action Conference (CPAC)’s årlige konference, fortalte han sine tilhørere: „Jeg er jeres kriger. Jeg er jeres retfærdighed. Og for dem, der er blevet gjort uret og er blevet forrådt: Jeg er jeres gengældelse”. Sådanne udtalelser er i åbenlys strid med traditionelle konservative værdier og placerer Trump et ganske andet sted i det politiske spektrum.
Måske er det netop i omtalen af myndighederne og retssystemet, at Trump har været katalysator for de største forandringer i Det Republikanske Parti. Han har gjort aldeles ubegrundede påstande om, at ,de liberale’ bruger domstolene, justitsministeriet og forbundspolitiet som politiske våben, til en kurant del af den politiske debat. Selv kaldte han i januar 2023 FBI for ,marxistiske bøller’ og ,Gestapo’ og lod forstå, at de sandsynligvis ville forsøge at ,plante’ belastende materiale i hans besiddelse.
Den vedvarende mistænkeliggørelse har haft en afsmittende virkning på andre Republikanske politikere, der gerne vil tækkes basen. Det demonstrerede Speaker Kevin McCarthy – den tredjehøjest rangerende politiker i USA – da Trump den 18. marts 2023 skrev på de sociale medier, at han i forbindelse med en af de verserende sager imod ham ville blive sigtet i New York den følgende tirsdag. Trumps meddelelse havde til formål at mobilisere tilhængere til at møde op og var dermed en slet skjult trussel om, at der meget vel kunne opstå uroligheder, hvis han blev sigtet.
Uden at vide, hverken om oplysningen var korrekt, hvad sigtelsen i New York ville lyde på, eller hvilket bevisgrundlag den i givet fald hvilede på, fulgte McCarthy op på Twitter: „Nu sker det igen – et uhyrligt magtmisbrug af en radikal distriktsanklager, som lader voldelige kriminelle slippe, mens han søger politisk hævn mod præsident Trump. Jeg giver de relevante komitéer [i Repræsentanternes Hus] besked om straks at undersøge, om føderale midler bliver brugt til at undergrave vores demokrati ved at gribe ind i valg med politisk motiverede retsforfølgelser”.
McCarthy vidste selvfølgelig bedre, men hans dilemma var på mange måder hele Det Republikanske Partis dilemma: Midtvejsvalget i 2022 sendte et klart signal om, at partiet var ude af trit med flertallet af vælgere, men det skuffende valgresultat styrkede paradoksalt nok de mest ekstreme kongresmedlemmer, for McCarthys muligheder for at indfri sine mangeårige ambitioner om at blive Speaker afhang nu direkte af dem. Ikke alene måtte han gå gennem 15 ydmygende afstemningsrunder for overhovedet at få deres støtte: Han måtte også acceptere, at det efterfølgende blot krævede en enkelt utilfreds partifælle for at iværksætte en motion to vacate, der kunne fjerne ham fra lederposten. Han er blevet et gidsel – mest af sine egne ambitioner – og han er tydeligvis parat til at strække sig langt for at tilgodese Trumps mest trofaste støtter i Repræsentanternes Hus.
En del af den pris, McCarthy må betale, er at arbejde aktivt på at holde liv i ,den store løgn’ om Trump som den egentlige vinder af det forrige præsidentvalg, skønt alle meningsmålinger tilsiger, at det ikke er i partiets interesse. McCarthy har bl.a. hjulpet Fox News-værten Tucker Carlson i bestræbelserne på at sammenstykke en alternativ fortælling om begivenhederne den 6. januar 2021 ved at give ham tusinder af timers video fra Kongressens overvågningskameraer. McCarthy har også givet grønt lys til at ,undersøge undersøgerne’ og sætte 6. januar-komitéen på anklagebænken. Den slags indrømmelser holder ham på god fod med MAGA-vælgere og MAGA-medlemmer i Kongressen, men det vedvarende fokus på Trumps ambitioner om at omskrive historien om præsidentvalget i 2020 koster partiet dyrt blandt uafhængige vælgere.
En del af den pris, McCarthy må betale, er at arbejde aktivt på at holde liv i ,den store løgn’ om Trump som den egentlige vinder af det forrige præsidentvalg, skønt alle meningsmålinger tilsiger, at det ikke er i partiets interesse
_______
,Den næstbedste Trump’
Et af de spørgsmål, der giver DeSantis de bedste muligheder for at lægge afstand til Trump, er den fortsatte amerikanske støtte til Ukraine. Det har han ikke benyttet sig af. Særligt oplagt var det, da Trump i en videotale den 16. marts 2023 hævdede, at den reelle trussel mod verdensfreden ikke var Rusland, men USA: „Den største trussel mod den vestlige civilisation i dag er ikke Rusland. Det er formodentlig mere end noget andet os selv og nogle af de forfærdelige USA-hadende folk (sic!), som repræsenterer os”. Trump erklærede, at det var hans intention at:
„fuldstændigt afvikle hele det globalistiske neokonservative establishment, som konstant trækker os ind i endeløse krige og foregiver at kæmpe for frihed og demokrati i resten af verden, mens de forvandler os til et tredjeverdensland og et tredjeverdensdiktatur herhjemme. Udenrigsministeriet, forsvarsbureaukratiet, efterretningstjenesterne og alle de andre må fuldstændig omstruktureres og genskabes ved at fyre alle dem, der arbejder for ,den dybe stat’, og sætte Amerika først”.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan reaktionerne havde været i de konservative medier, hvis en Demokratisk politiker eller for den sags skyld en venstreorienteret politisk kommentator havde fremsat lignende udsagn, men Trumps tale blev stort set forbigået i tavshed, fordi de færreste Republikanske politikere har lyst til at få hans tilhængere på nakken. Anderledes gik det DeSantis, da han et par dage tidligere forsøgte at bevæge sig et lille stykke ned ad samme sti som Trump og betegnede den russiske invasion i Ukraine som en ,territorial stridighed’, som ikke var af vital sikkerhedspolitisk interesse for USA. Nu var det pludselig svært at genkende den politiker, der nogle år tidligere som medlem af Repræsentanternes Hus betegnede sig selv som en ,Reagan-konservativ’ og i 2015 opfordrede Obama-regeringen til at sende offensive våben til Ukraine. Reaktionerne fra ledende Republikanere kom prompte – de samme politikere, som fx Marco Rubio og Lindsey Graham, der forholdt sig tavse om Trumps udtalelser om krigen, havde ingen problemer med at kritisere DeSantis.
Spørgsmålet var, om der var tale om en fodfejl fra DeSantis, eller om hans udtalelser var baseret på en klar læsning af udviklingen i de republikanske vælgeres syn på krigen i Ukraine. Skønt et flertal af Republikanere – og et stort flertal blandt de Republikanske medlemmer i Kongressen – fortsat mener, at USA skal støtte Ukraine, så er opbakningen blandt vælgerne faldet markant: Ifølge Pew Research mener 40 pct. af de republikanske vælgere nu, at USA giver for meget støtte. I foråret 2022 var det tilsvarende tal 9 pct.
Hvis ikke DeSantis’ udtalelser var en fejl, så afslørede de, at han ikke ser en vej til at blive Republikanernes præsidentkandidat, som går uden om Trumps kernevælgere. Det er dog særdeles tvivlsomt, om han kan vinde et Republikansk primærvalg ved at være ,den næstbedste Trump’. Man kan næppe slå ham ved at imitere ham.
Des Moines i Iowa, 10. marts 2023: Floridas guvernør, Ron DeSantis, møder sine tilhængere. Guvernøren har i skrivende stund (27. marts) endnu ikke annonceret sit kandidatur [FOTO: Jordan Gale/New York Times/Ritzau Scanpix]
Trump som outlaw
Nok vandt DeSantis guvernørvalget i Florida i 2018 med støtte fra Trump, men særligt efter sit genvalg i 2022 er hans muligheder for at lægge afstand til den tidligere præsident dog væsentlig bedre, end tilfældet er for flere af de øvrige potentielle kandidater. Tidligere udenrigsminister Mike Pompeo og FN-ambassadør Nikki Haley må slå knuder på sig selv, når de skal forklare, hvorfor de ikke tidligere har sagt fra over for Trump. Vicepræsident Mike Pence forsøger sig med, at ,nye tider kræver nye ledere’, samtidig med at han forsøger at forsikre Trumps base om, at han skam ikke er bitter over, at Trump bragte både ham og hans families liv i fare under stormen på Kongressen. Ingen af disse kandidater har indtil videre forsøgt sig med en strategi, der går helt uden om Trumps base i partiet.
Man kunne bedre forstå deres tøven med åben kritik af Trump, hvis det var usikkert, om han overhovedet selv agtede at stille op igen, men han var den første kandidat, der officielt skød sin valgkamp i gang.
En nærliggende forklaring på deres strategi er derfor, at de simpelthen håber, at noget andet – eller nogle andre – i sidste ende ødelægger Trumps muligheder for at vinde nomineringen. Det kunne være sigtelser mod ham i en eller flere af de verserende undersøgelser i justitsministeriet, New York og Georgia. Men i de sidste fem år har amerikanske medier dagligt kunnet bringe historier under temaet „Grebet strammes om Donald Trump”, hvilket forståeligt nok har skabt en vis skepsis – de fleste vil nok se det, før de tror det. Er det realistisk, at en eller flere af disse sager kan afskære Trumps muligheder for atter at blive Republikanernes præsidentkandidat? Det er virkelig svært at gisne om, for man må tage højde for både juraen og for Trumps politiske image.
For selv hvis Trump bliver både sigtet og dømt, er der faktisk intet i forfatningen, som forhindrer ham i at føre valgkamp. Principielt kan man sidde i fængsel og samtidig lede landet, fordi ingen af forfatningsfædrene forestillede sig, at det ville være nødvendigt at skrive et forbud mod det ind i forfatningen. Den eneste mulige undtagelse er at finde i den 14. forfatningstilføjelse, vedtaget efter Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65). Den forbyder udtrykkeligt folk, der har deltaget i et oprør mod USA, efterfølgende at få et politisk embede. Skulle Trump således udelukkes fra atter at kunne rykke ind i Det Hvide Hus, skulle han dømmes for seditious conspiracy i forbindelse med stormen på Kongressen den 6. januar 2021. Ganske vist er en række militsmedlemmer allerede blevet dømt for netop det, men det ville sandsynligvis være en meget tung bevisbyrde at løfte mod præsident Trump. I den forbindelse er det værd at bemærke, at det ikke er en af de fire anklager mod Trump, som den såkaldte 6. januar-komité i Repræsentanternes Hus anbefalede justitsministeriet at rejse. De anbefalede dog inciting or aiding an insurrection, som måske kunne have de samme konsekvenser.
Er det svært at gisne om, hvilke sigtelser – om overhovedet nogen – justitsministeriets særlige undersøger, Jack Smith, vil være parat til at rejse mod Trump, så er det endnu sværere at gisne om, hvilken psykologisk effekt disse vil have på republikanske vælgere. Den amerikanske politiske kommentator Charles M. Blow har bemærket, at Trump synes at have status som en slags outlaw hos mange af sine vælgere. På linje med skikkelser i den amerikanske folklore, som fx Billy the Kid og Bonnie & Clyde, er en del af hans appel selve ideen om, at han altid slipper væk fra sine forfølgere. Lovens lange arm er efter ham, men kan ikke få fat i ham, fordi han angiveligt er for snedig. Spørgsmålet er derfor, hvordan det vil påvirke hans image, hvis han nu, hvor han ikke længere har immunitet, og appelmulighederne er ved at slippe op, rent faktisk bliver både sigtet og dømt.
Trumps egne advokater hævder, at et sådant forløb kun vil bestyrke vælgernes opfattelse af, at han er offer for en omfattende heksejagt, og derfor sikre, at han atter bliver præsident. Men er det sandt? Vil han måske snarere opleve, at hans image som usårlig forsvinder, således som tilfældet var med senator Joe McCarthy efter de såkaldte Army-McCarthy høringer i 1954? Måske vil nok af hans tilhængere i så fald være parate til at støtte en anden kandidat til at indtage rollen som Trump without the baggage.
Sker det, at Trump ikke vinder nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat, vil han så være parat til at mobilisere sine tilhængere for at hjælpe en anden Republikansk kandidat til sejr? Alt, hvad vi ved om Trumps ego, tilsiger, at svaret helt oplagt er nej. Ikke alene vil han ikke støtte en anden kandidat: Det kan ikke udelukkes, at han vil gøre sit bedste for at sabotere denne kandidats muligheder for at vinde det egentlige præsidentvalg. Også derfor ser man de øvrige potentielle Republikanske kandidater dukke sig, når de bliver bedt om at kommentere Trumps udtalelser eller de verserende sager imod ham.
New York City, 17. marts 2023: Et ægtepar, der mødtes ved et Trump-rally for to år siden, viser deres støtte til den tidligere præsident [FOTO: Olga Fedorova/Zuma/Ritzau Scanpix]
Imens hos Demokraterne: same old, same old (guy)
Alt tyder på, at Joe Biden vælger at genopstille til endnu en periode som USA’s præsident, og gør han det, vil han næppe få nogen primærvalgsudfordrere. Trods overraskende mange lovgivningsmæssige succeser og den laveste arbejdsløshed siden 1969 er Bidens approval ratings dog fortsat middelmådige – gennemsnitligt omkring 43 pct. – og hans vicepræsident, Kamala Harris’, målinger er endnu dårligere. Det sidste er ikke helt uvæsentligt, i betragtning af at Bidens fremskredne alder er den største bekymring for mange demokratiske vælgere. Genvælges Biden til endnu fire år, vil han være 86, når de rinder ud.
Bidens primære argument for genvalg vil være, at hans lange politiske erfaring faktisk HAR bevist sit værd i de foregående år. Ender Trump med at være hans Republikanske modkandidat – som Biden sandsynligvis håber på – bliver alderen måske et mindre problem: Trump er trods alt kun fire år yngre. Men er modkandidaten i stedet Ron DeSantis på 44, Nikki Haley på 51 eller for den sags skyld Mike Pence på 63, så kan Bidens alder meget vel vise sig at være et stort problem.
I sine første to år som præsident lykkedes det Biden at få vedtaget overraskende meget ny lovgivning – faktisk mere, end de fleste af hans forgængere har formået på fire eller otte år. Den proces er ganske vist bremset nu, hvor Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus, men meget af den lovgivning, som var indeholdt i hans Inflation Reduction Act (IRA) og i den store infrastruktur-pakke, bliver først for alvor implementeret i løbet af de kommende år. Samtidig kan han relancere de forslag, der ikke blev en del af de vedtagne lovpakker – herunder ideer om børnepasning, ældrepleje, forældreorlov, lavere priser på receptpligtig medicin, fagforeningers rettigheder og industripolitik – og bruge dem som argumenter for at genvælge ham til endnu fire år som præsident og samtidig give Demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus tilbage, så resten af hans dagsorden kan føres ud i livet.
Biden satser nu åbenlyst på at tegne en klar kontrast til Republikanske forslag om at skære i såkaldte entitlement programs (først og fremmest Social Security, Medicare og Medicaid). Og han satser på resultater, som også arbejdervælgere i de afgørende svingstater som Wisconsin, Michigan og Pennsylvania kommer til mærke i deres dagligdag. Håbet er, at dét i sidste ende vil veje tungere end globaliseringsfrygt og identitetspolitiske markeringer, når amerikanerne går i stemmeboksen den 5. november 2024. ■
Alt tyder på, at Joe Biden vælger at genopstille til endnu en periode som USA’s præsident, og gør han det, vil han næppe få nogen primærvalgsudfordrere
_______
Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier, SDU. Han er bl.a. forfatter til ”Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975” (2015), ”USA’s Historie” (2021) (med Erling Bjøl), samt “USA; Historie og Identitet” (2023).
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
