Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON SØNDAG: Hvis Trump bliver præsident i 2024, er det amerikanske demokrati færdigt
04.11.2023
På den amerikanske højrefløj er kritik af Donald Trumps rabiate udtalelser ofte blevet affejet med, at Trump nok skulle tages alvorligt, men at hans udtalelser ikke skulle tages bogstaveligt. Efter afdækningen af hans omfattende bestræbelser på at kuppe sig til at bevare magten efter præsidentvalget i 2020 og hans vedvarende bestræbelser på at svække tilliden til det amerikanske demokrati, er der al mulig grund til at tage hans udsagn helt bogstaveligt.
Af Niels Bjerre-Poulsen
Da Donald Trump i marts 2023 officielt skød kampen i gang for atter at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat, fortalte han sine tilhængere, at valget i 2024 ville blive ”the final battle” – det endelige slag. Det er en af de få betragtninger, de fleste liberale amerikanere vil være enige med ham i, selv om de nok har en anden opfattelse af præcis hvad, der er på spil. Norman Ornstein, seniorforsker ved American Enterprise Institute, har en meget kortfattet vurdering af konsekvenserne, hvis Donald Trump atter vinder præsidentposten: Så er det amerikanske demokrati toast.
Trumpismens tilsyneladende dominans i Det Republikanske Parti betyder, at kampen om den politiske magt i USA ikke længere står mellem liberale og konservative kandidater, der hver især præsenterer visioner og løsningsforslag på ”ideernes markedsplads”. Den står mellem tilhængere af et liberalt, forfatningsbaseret demokrati på den ene side og en mere autoritær styreform på den anden – en model, som en af trumpismens internationale rollemodeller, Viktor Órban, har kaldt ”illiberalt demokrati”.
For blot et par år siden kunne de færreste politiske iagttagere overhovedet forestille sig, at det amerikanske demokrati kunne ende i en sådan situation, og for mange er det fortsat svært at rumme. Som den tidligere republikanske valgstrateg Stuart Stevens udtrykker det i sin nye bog The Conspiracy to End America (2023): ”Hvis Amerika glider fra demokrati til autokrati, så vil det være fordi de, der støtter demokratiet, ikke kan forestille sig et Amerika uden demokrati. … De betragter fortsat politiske forskelle på en venstre-højre, liberal-konservativ akse, som autokraterne har forladt”.
Politologerne Steven Levitsky og Daniel Ziblatt skrev i 2017 bogen How Democracies Die. Her forklarede de Trumps valgsejr året forinden som en modreaktion på forandringer i USA’s politiske kultur i Obama-årene. Da de i 2022 udgav deres seneste bog Tyranny of the Minority, måtte de sande, at det amerikanske demokrati var havnet i en krise, som hverken de eller hovedparten af deres fagfæller havde forudset.
Trods devisen om, at den amerikanske forfatning er ”skabt af genier, så selv idioter kan regere efter den”, forekom USA’s demokratiske institutioner nu at være mere skrøbelige end de fleste andre vestlige demokratiers. Det er ikke en udvikling, Donald Trump har skabt, om end han har været en uhyre effektiv katalysator for den. En del af forklaringen skal findes i de seneste årtiers demografiske udvikling.
Grahams konklusion blev, at teltet ikke skulle gøres større, men at partiet i stedet skulle følge Trumps bestræbelser på at fiske traditionelle demokratiske vælgere med kulturkamp og identitetspolitik
_______
Republikanernes demografiske udfordring
Hos republikanerne har der i flere årtier været en latent frygt for, at den demografiske udvikling vil gøre det stadigt sværere for partiet at vinde nationale valg – i hvert fald, hvis en valgsejr krævede at vinde et flertal af stemmerne. Det har partiet da også kun formået at gøre ved ét af de seneste otte præsidentvalg, i 2004, men de to andre valgsejre – i 2000 og i 2016 – har partiets præsidentkandidat vundet ved at vinde et flertal i valgmandskollegiet, ikke i befolkningen.
Amerikanske præsidentvalg afholdes i princippet stat for stat, og de i alt 538 valgmandsstemmer er fordelt efter antallet af indbyggere i de enkelte stater En sejr kræver 270 valgmandsstemmer, og udover to små undtagelser (Maine og Nebraska), modtager vinderen i hver enkelt stat samtlige af statens valgmandsstemmer, uanset sejrens størrelse – derfor kaldes det ”winner takes it all”. Det gør det muligt at vinde et flertal af valgmandsstemmer på trods af, at det andet partis kandidat samlet set har fået flest stemmer. Op gennem USA’s historie er det sket fem gange: i 1824, 1876, 1888, 2000, og 2016.
Den republikanske senator Lindsey Graham fra South Carolina var efter valgnederlaget i 2012 blandt dem, der mente, at republikanernes eneste mulighed for atter at kunne vinde nationale valg var at ”gøre teltet større” – det vil sige at fremstå som et mere rummeligt parti. I 2016 var han overbevist om, at hvis Trump blev partiets kandidat, ville det føre til dets velfortjente undergang.
Efter Trumps overraskende valgsejr, skiftede Lindsey Graham mening (og hest): Trump var ganske vist langt fra at kunne vinde et flertal af vælgerne, men han formåede at vinde lige præcis nok stemmer fra hvide arbejdervælgere i de rigtige stater til en kneben sejr i valgmandskollegiet. Grahams konklusion blev, at teltet ikke skulle gøres større, men at partiet i stedet skulle følge Trumps bestræbelser på at fiske traditionelle demokratiske vælgere med kulturkamp og identitetspolitik. Som han udtrykte det til Fox News-værten Sean Hannity: ”Kan vi bevæge os fremad uden præsident Trump? Svaret er nej. Jeg er kommet til den konklusion, at vi ikke kan vokse uden ham”.
Problemet er selvfølgelig, at det faktisk kun er lykkedes Trump at vinde den ene gang i 2016, mens han og partiet reelt har lidt nederlag i 2018, 2020 og 2022. Det er med andre ord en risikabel strategi. Hvad værre er, så ansporer den også republikanske flertal i mange staters lovgivende forsamlinger til at forsøge at vedtage nye valglove, der reelt har til formål at besværliggøre valgdeltagelse for vælgergrupper, der typisk stemmer demokratisk.
Hvor det for relativt få år siden var et fælles projekt for de to store partier at styrke demokratiet ved at øge stemmeprocenten, er det helt klart ikke længere tilfældet. I et par stater har man ligefrem behandlet (og indtil videre nedstemt) forslag om at gøre vælgernes dom ”vejledende” og overlade det til flertallet i den lovgivende forsamling at udpege statens valgmænd. Disse forslag har været baseret på en obskur juridisk teori, der går under navnet ”the Independent State Legislature Theory”, der i princippet ville gøre det muligt at omgøre vælgernes dom.
Forestillingen om, at USA aldrig var tænkt som et demokrati, har i det meste af nationens historie kun været at finde på den yderste højrefløj, men med Trumpismen har den fundet en vej ind i den politiske hovedstrøm
_______
Demokratiet som hæmsko
Mange republikanske vælgere er også blevet mere modtagelige over for argumenter om, at USA aldrig var tænkt som et demokrati – at en republik er noget ganske andet end et demokrati. Det er ikke en ny ide. Sandt er det, at ordet ”demokrati” havde negative konnotationer for flere af Forfatningsfædrene, men hvad de reelt frygtede var et direkte demokrati, hvilket de opfattede som et flertalsdiktatur. Forfatningens ”Bill of Rights” havde netop til formål at forhindre dette ved at sikre rettigheder for mindretal. Når de anvendte betegnelsen ”republik”, mente de et repræsentativt demokrati – ikke et system som i det klassiske Athen, hvor det var borgerne selv, der traf beslutninger, men heller ikke et monarki.
Forestillingen om, at USA aldrig var tænkt som et demokrati, har i det meste af nationens historie kun været at finde på den yderste højrefløj, men med Trumpismen har den fundet en vej ind i den politiske hovedstrøm. Den republikanske senator Mike Lee fra Utah hævdede eksempelvis under valgkampen i 2020, at målsætningen ikke var demokrati, men frihed, fred og velstand, og at demokrati ligefrem kunne være en hæmsko for disse bestræbelser.
Andre er gået langt mere radikalt til værks ved systematisk at undergrave tilliden til, at USA overhovedet er i stand til at afholde frie og retfærdige valg. Målet er at skabe, hvad politologerne Steven Levitsky og Lucan A. Way i 2002 kaldte ”Competitive authoritarianism” – et system, hvor der nok fortsat afholdes valg, men hvor betingelserne er fundamentalt ulige for partierne. Det er sådan et system, som Trump har gødet jorden for de seneste syv år med sine vedvarende, grundløse beskyldninger om valgsvindel.
For en leder med Trumps autoritære tilbøjeligheder var det ikke nok at vinde en snæver sejr ved præsidentvalget i 2016 på grund af en arkaisk institution som valgmandskollegiet: Han måtte personificere folkeviljen. Derfor måtte den omstændighed, at han ikke havde vundet et flertal af stemmerne, nødvendigvis tilskrives, at hele systemet var korrupt. Derfor erklærede han efter sin sejr, at han også havde vundet ”et flertal af stemmerne, hvis du fratrækker de millioner af mennesker, som stemte illegalt”. Onde kræfter havde muliggjort svindlen for at bremse ham.
De samme kræfter – ”den dybe stat”, medierne, demokraterne, illoyale republikanere, forbundspolitiet, efterretningstjenesterne og domstolene – havde efterfølgende forhindret ham i at opfylde sine valgløfter. Det var ikke hans personlige ansvar, for han stod angiveligt slet ikke i spidsen for den føderale regering. Måske var den ligefrem hans fjende. Den opfattelse delte hans tilhængere. Som Stuart Stevens skriver i The Conspiracy to End America (2023): ”For Trump-vælgere bekræftede hans politiske fiaskoer blot, at hans vælgere med rette havde støttet ham så ihærdigt. Hans manglende evne til at opfylde sine løfter til dem beviste blot, hvor meget systemet modarbejdede ham. Hvis Donald Trump ikke kunne gøre det, så var der ingen, der kunne. Ansvaret for Trumps politiske fiaskoer skulle ikke placeres hos ham, men tilskrives selve demokratiet”.
Trumps valgnederlag i 2020, og hans efterfølgende forsøg på et regulært statskup, gav partiets ledende kræfter en oplagt chance for en gang for alle at bryde med ham og bringe partiet tilbage på et demokratisk spor. De tog den ikke
_______
Trumpismens parti
I erkendelse af, at det Republikanske Parti vil få svært ved at vinde et nationalt valg i USA’s ”winner takes it all”-system uden den betragtelige del af deres vælgere, der er mere loyale overfor Trump personligt end overfor partiet, tilsluttede ledende republikanere sig den samme konklusion. På partiets nationale konvent i 2020 droppede man for første gang i moderne tid at vedtage et partiprogram. Man enedes i stedet om to resolutioner: En, der ”entusiastisk” støttede Trump, og en, der opfordrede medierne til at være præcise og ufarvede, ”særligt hvad angår Republican National Committees stærke støtte til præsident Trump og hans regering”.
Partiet havde givet afkald på stort set alle traditionelle republikanske principper og mærkesager til fordel for forbeholden loyalitet overfor lederen. Trumps valgnederlag i 2020, og hans efterfølgende forsøg på et regulært statskup, gav partiets ledende kræfter en oplagt chance for en gang for alle at bryde med ham og bringe partiet tilbage på et demokratisk spor. De tog den ikke. Den efterfølgende rigsretssag gav dem endnu en oplagt mulighed. Den tog de heller ikke.
Mange republikanske politikere frygter helt konkret for deres egen og deres families sikkerhed, hvis de kritiserer eller modarbejder Trump. Trusler mod medlemmer af Kongressen er ikke et nyt fænomen og kan komme fra begge politiske fløje, men antallet af sager firedoblede efter Trumps tiltrædelse som præsident i 2017. I 2021 nåede det op på 9,600. Under de fem verserende retssager mod Trump har dommere, statsanklagere og jurymedlemmer ligeledes modtaget hundredvis af trusler. De frygter som politikerne at blive udsat for en form for stokastisk terror, hvor Trump offentligt udpeger dem som forrædere, og tilfældige tilhængere anspores til at true dem på livet.
Ifølge Senator Mitt Romney, der var det Republikanske Partis præsidentkandidat i 2012, var det udsigten til trusler på livet, der afholdt mange republikanske politikere fra at stemme for at dømme Trump i de to rigsretssager imod ham. Ifølge McKay Coppins nye biografi Romney: A Reckoning (2023), måtte senatoren selv bruge 5000 dollars om dagen på sikkerhed for sin familie i tiden efter, at han havde stemt for at dømme Trump i en rigsretssag.
Ifølge Romney afskyr mange af hans partifæller Trump bag lukkede døre, men de hverken ønsker eller tør at udsætte sig selv for det voldsomme pres, der følger med at kritisere ham offentligt. I stedet håber de, at nogen eller noget – domstolene eller valgnederlag – vil eliminere ham som en faktor i amerikansk politik.
Adspurgt om deres syn på de mange sigtelser imod partiets nuværende favorit til at blive partiets præsidentkandidat, svarer de fleste republikanske medlemmer af Kongressen undvigende. Forsøger journalister at presse dem til at forholde sig til de konkrete anklager, hævder de ikke at have fulgt med i sagerne, eller de erklærer, at det bør være vælgerne, der afgør hans skæbne. Mange undlader helt at nævne Trump ved navn, men erklærer blot, at de ”vil støtte den, mit parti nominerer”.
Hvad er det så, Trump som leder tilbyder i stedet for et egentligt politisk program? Først og fremmest viljen til at bryde med demokratiets snærende bånd og ”gøre det nødvendige”. Voldsparathed signalerer handlekraft
_______
Trump: en populær forbryder
Trump selv har på sin vis taget konsekvensen af de mange anklager imod ham: Retssagerne, og den offerrolle, ham mener, de placerer ham i, er strengt taget det centrale tema i hans valgkamp, og hans politiske program er nærmest reduceret til muligheden for at benåde sig selv. Han præsenterer sig nu uforbeholdent til sine vælgere som en slags popular outlaw – en person, der vedvarende bryder loven, men angiveligt er for smart til, at myndighederne kan fange ham.
Trumps valgkampagne sælger T-shirts med hans mugshot fra anholdelsen i Georgia. ”Never surrender” står der på dem. Han er angiveligt selv glad for billedet og især for sit urokkelige blik, som han mener giver mindelser om Winston Churchill. At han for hver sigtelse tilsyneladende kun vinder endnu større opbakning blandt vælgerne i et parti, der traditionelt har brystet sig af at være ”lov og orden”-partiet, vidner om en radikalisering, de færreste havde forudset, da Trump blev partiets præsidentkandidat tilbage i 2016.
Hvad er det så, Trump som leder tilbyder i stedet for et egentligt politisk program? Først og fremmest viljen til at bryde med demokratiets snærende bånd og ”gøre det nødvendige”. Voldsparathed signalerer handlekraft. Ligesom andre magters autoritære ledere, der med et af hans foretrukne udtryk ”regerer med en jernnæve”, vil han gerne demonstrere, at han ikke lader sig hæmme af retsstatens begrænsninger. Han erfarede allerede under sine vælgermøder i 2016, at tilkendegivelser af voldsparathed var populære hos hans tilhængere.
Da en højtråbende demonstrant på et valgmøde afbrød Trump, fik han tilhørerne til sammen at mindes en fortid, hvor man ikke skulle lægge bånd på sig selv: ”Jeg elsker de gamle dage. I ved, hvad de plejede at gøre ved fyre som ham, når de var et sted som dette? De ville blive båret ud på en båre, folkens! … Jeg siger jer, jeg ville gerne plante en knytnæve i hans ansigt”.
For mange vælgere var dette sprogbrug et bevis på Trumps autenticitet: Han talte ikke som en ”politiker” – eller for den sags skyld som en rigmand fra New York. Han var en bølle, men han var deres bølle. Det er en rolle, Trump nu fuldt og helt har taget på sig. Da han i marts 2023 talte til Conservative Political Conference (CPAC), sagde han: ”I 2016 erklærede jeg: ’jeg er jeres stemme’. I dag tilføjer jeg: ’Jeg er jeres kriger, jeg er jeres retfærdighed, og for dem, der er er begået uret imod og som er blevet forrådt, jeg er jeres gengældelse!”
I lyset af denne selvforståelse var det næppe tilfældigt, at Trump i samme måned placerede sit første store valgmøde i Waco, Texas – stedet, hvor skudvekslinger mellem FBI og en regeringsfjendtlig kult, Branch Davidian, i februar 1993 endte i en katastrofe, der kostede 86 mennesker livet. Begivenheden blev startskuddet til 1990ernes militsbevægelser, der rustede sig til kamp mod den føderale regering. Den blev også anvendt af Timothy McVeigh som begrundelse for den terrorbombe, han i april 1995 anbragte foran Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City – en bombe, der dræbte 168 mennesker og sårede flere hundrede andre.
Trump indledte sit rally i Waco med at afspille nationalhymnen, sunget i mobiltelefoner af fanger, der er fængslet i Washington D.C. for deres deltagelse i ”Stormen på Kongressen”. På skærmen bag ham blev der vist billeder fra selvsamme skelsættende begivenhed. Trump omtalte ikke de syngende fanger – J6-koret – som fanger, men som ”gidsler”. Mistanken om, at Waco ikke var valgt af logistiske hensyn, blev efterfølgende styrket, da Trumps Rasputin, Steve Bannon, leende svarede ABC-journalisten Jonathan Karl: ”We are the Trump Davidians”. Da Karl spurgte Bannon, om han ikke var bekymret for muligheden for vold, svarede denne angiveligt ”nej, for vi vil vinde”.
I sine fire år som præsident arbejdede Trump vedvarende på at svække demokratiets værn, og efterfølgende har han plæderet for at suspendere dele af den amerikanske forfatning, så valgresultatet i 2020 kunne erklæres ugyldigt. I august 2023 udtrykte han tillige sit ønske om at fængsle politiske modstandere, hvis han fik magten til det, for, som han sagde: ”Du har ikke noget andet valg, for de gør det mod os”.
På den amerikanske højrefløj er kritik af sådanne rabiate udtalelser ofte blevet affejet med, at Trump nok skulle tages alvorligt, men at hans udtalelser ikke skulle tages bogstaveligt. Efter afdækningen af hans omfattende bestræbelser på at kuppe sig til at bevare magten efter præsidentvalget i 2020 og hans vedvarende bestræbelser på at svække tilliden til det amerikanske demokrati, er der al mulig grund til at tage hans udsagn helt bogstaveligt. ■
I sine fire år som præsident arbejdede Trump vedvarende på at svække demokratiets værn, og efterfølgende har han plæderet for at suspendere dele af den amerikanske forfatning, så valgresultatet i 2020 kunne erklæres ugyldigt
_______
Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier, SDU. Han er bl.a. forfatter til ”Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975” (2015), ”USA’s Historie” (2021) (med Erling Bjøl), samt “USA; Historie og Identitet” (2023).
ILLUSTRATION: Trump-støtter holder „Witch Hunt‟-skilte i vejret, imens tidligere præsident Donald Trump taler ved sin ralley i Waco, Texas den 25. marts 2023 [Foto: Suzanne Cordeiro/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
