Morten Løkkegaard (V): Søndagens skæbnesvangre valg i Polen vil forme Europas fremtid

Morten Løkkegaard (V): Søndagens skæbnesvangre valg i Polen vil forme Europas fremtid

14.10.2023

.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I værste tilfælde kan genvalget af Lov og Retfærdighedspartiet give yderligere medvind til autokratiske kræfter i EU. Det vil hæmme fællesskabets muligheder for at træffe beslutninger, fordi de anti-liberale ledere sammen kan tage essentiel EU-lovgivning som gidsel for at undgå demokratisk pres.

Kommentar af Morten Løkkegaard, gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet

Når polakkerne skal stemme på søndag, vil valgresultatet danne ringe i vandet i resten af Europa. Efter otte år med vidtgående anti-liberale reformer af retssystemet og indskrænkning af pressefriheden skal polske vælgere beslutte, om deres nationalkonservative regering får lov at fortsætte – og dermed forlænge den antiliberale kurs.

At dømme efter meningsmålingerne står det uhyggeligt tæt mellem den siddende regering med Lov og Retfærdighedspartiet i spidsen og oppositionen, som er ledet af den tidligere EU-rådsformand Donald Tusk. Udfaldet af valget vil have væsentlig betydning for både landet selv og det europæiske fællesskab.

Gennem adskillige år har den nuværende regering i Polen forsøgt at afvikle grundlæggende demokratiske værdier og undergrave EU’s demokratiske fundament: Blandt andet retssystemet og den fri presse.

 

Fællesskabets fremtid trues, når medlemmer nægter at efterleve fælles regler, som man selv har været med til at fastlægge
_______

 

Dommere, som støtter Lov og Retfærdighedspartiet, er blevet udpeget til centrale poster, mens dommere, der modsatte sig regeringens politik, er blevet smidt på porten. Regeringsvenlige medier favoriseres, samtidig med at kritiske røster undertrykkes. Særligt udhulingen af landets retssystem har medført stribevis af sagsanlæg ved EU-domstolen og tilbageholdelse af EU-midler. Fællesskabets fremtid trues, når medlemmer nægter at efterleve fælles regler, som man selv har været med til at fastlægge. Derfor venter medlemslandene og EU-Kommissionen i spænding på vælgernes dom.

En sejr til oppositionen og Donald Tusk vil betyde et mindre betændt forhold til EU’s sjette største økonomi, som bringes tilbage på demokratisk kurs. Og netop dét er ekstra vigtigt efter det nylige valg i Slovakiet. Her vandt det pro-russiske, socialdemokratiske parti, Smer, vælgernes opbakning. Partiets leder, Robert Fico, har under valgkampen lydt som Ungarns illiberale statsleder Viktor Orban, der har forsøgt at bekrige demokratiske institutioner; Præcis som den polske regering er blevet berygtet for i resten af Europa.

I værste tilfælde kan genvalget af Lov og Retfærdighedspartiet give medvind til autokratiske kræfter i EU. En sådan situation risikerer at hæmme fællesskabets muligheder for at træffe beslutninger, fordi de anti-liberale ledere sammen kan tage essentiel EU-lovgivning som gidsel for at undgå demokratisk pres fra resten af medlemslandene.

Det er selvsagt et problem fra et dansk perspektiv, fordi vi risikerer, at illiberale ledere tager afgørende klimalovgivning eller fælles beslutninger om sanktioner mod fjendtlige stater som gidsel.

Vi er nødt til at forsvare det demokratiske fundament, EU er bygget på. Derfor skal vi stoppe pengestrømmen til illiberale lande, som underminerer demokratiet. Netop dét har EU mulighed for med den såkaldte retsstatsmekanisme, som Venstre sammen med vores liberale gruppe fik gjort til virkelighed i 2021. Mekanismen gør det muligt at blokere for EU-støtte, hvis korruptionen eller den politiske magt over retssystemet vurderes at føre til misbrug af midler i det enkelte medlemsland.

Vi skal ikke sky fra at benytte dette værktøj og presse anti-liberale statsledere, hvor de kan mærke det: På pengepungen. Men forhåbentligt vil valget i Polen byde på et regeringsskifte – og dermed en mere demokratisk fremtid for landet. ■

 

Vi er nødt til at forsvare det demokratiske fundament, EU er bygget på. Derfor skal vi stoppe pengestrømmen til illiberale lande, som underminerer demokratiet
_______

 

Morten Løkkegaard (f. 1964) er gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet og vicepræsident i Renew Europe, Venstres politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Før han gik ind i politik, var han journalist, herunder bl.a. ankermand på TV-Avisen.

ILLUSTRATION: Morten Løkkegaard, pressefoto