11.07.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Den grønne omstilling i EU risikerer at gå i stå. Derfor skal vi skifte kurs i handelspolitikken – og sikre adgang til strategisk afgørende ressourcer.

Kommentar af Morten Løkkegaard, gruppeformand for Venstre i Bruxelles

Den grønne omstilling i EU risikerer at gå i stå, takket være vores skrøbeligt afhængighed af strategisk vigtige, sjældne metaller og mineraler, der er afgørende for grøn teknologi som solceller, elbilsbatterier og energilagre. Faktisk sidder det autokratiske Kina skræmmende tungt på området – og forsyner EU med op mod 98 pct. af vores samlede forbrug af sjældne jordarter. For at beskytte den grønne bølge i EU er vi nødt til at sikre os adgang til disse strategisk nødvendige metaller og mineraler – og det skal fællesskabet blandt andet gøre gennem nye handelsaftaler.

Derfor er en af Venstres vigtigste mærkesager, at EU skal have mere fart på frihandlen. Og det indebærer et opgør med den nuværende rigide handelspolitik, der prøver at trække fastlåste, nærmest identiske regelsæt ned over modvillige, vidt forskellige lande.

 

Mere fart på frihandlen indebærer et opgør med den nuværende rigide handelspolitik, der prøver at trække fastlåste, nærmest identiske regelsæt ned over modvillige, vidt forskellige lande
_______

 

Farvel til ”one-size-fits-all”

Foran os venter så en række vigtige handelsaftaler, der kan være med til at sikre EU’s grønne omstilling.

Første skridt er at underskrive en handelsaftale med Australien, som længe har været undervejs, og som forventes at være lige på trapperne. Foruden lukrativ samhandel vil den give bedre og billigere adgang til særligt litium og kobolt, der benyttes i elbilbatterier. Australien er allerede verdens største udvinder af litium og den tredjestørste producent af kobolt. Desuden råder landet over verdens andenstørste kobolt-lager, som tilbyder muligheden for at udvide udvindingen af mineralerne og booste den europæiske forarbejdningsindustri, som skal op i højere gear.

Næste skridt er at få en aftale med fire sydamerikanske lande om en af verdenshistoriens største handelsaftaler i hus. Forhandlingerne med Mercosur-landene – Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay –var næsten i mål, men blev kylet på køl, fordi regeringer i flere EU-lande, som Frankrig, bekymrede sig for vrede landmænd, der muligvis vil protestere over stigende import af sydamerikanske bøffer. Nu er handelsaftalen igen på dagsordenen i EU. Blandt andet affødt netop af et øget fokus på sjældne jordarter, som vi har akut behov for i EU. Aftalen bliver altså kun mere interessant, når man bemærker, at Brasilien har nogle af de største nikkel- og grafit-reserver, mens Argentina har enorme litium-lagre i undergrunden. Allesammen nøgleelementer i elbilsbatterier og energilagring. Forhandlingerne er nu ved bløde op – dels fordi efterspørgslen på mere frihandel er voksende, dels fordi det nuværende spanske formandskab i Ministerrådet vil forsøge at lukke aftalen i år.

Imidlertid kræver det et kursskifte i EU’s handelspolitik. Den præges i dag af, at enkelte medlemslande og dele af Europa-Parlamentet vil presse ufleksible, tillidsforladte krav ned over de fire sydamerikanske lande og andre handelspartnere, som stritter vedholdende imod. For den sydamerikanske kvartet viser EU-kravene hermed mangel på tillid – og ved at insistere på at inkludere mulige sanktioner i forhandlingerne virker det, som om EU truer med straf, allerede inden parterne har underskrevet en fælles aftale. Og her står det europæiske fællesskab i et enormt dilemma:

På den ene side vil vi gerne udbrede vores ambitiøse bæredygtighedsmål til resten af verden; På den anden side forhindrer nogle af vores bæredygtighedskrav os i at indgå handelsaftaler, der både giver adgang til afgørende metaller og mineraler, som er nødvendige i den grønne omstilling i Europa, og som derudover skaber vækst og velstand, som kan bruges til at investere i klimatiltag.

For mig er det åbenlyst, at vi EU skal droppe en ’One-Size-Fits-All’-tilgang i handelspolitikken. Vores europæiske marked er ikke længere så attraktivt, at vi kan tvinge ens krav ned over hovedet på alle store lande eller handelsblokke, vi møder i forhandlingslokalet. Den realitet må vi acceptere. I stedet skal vi satse på fleksibilitet i forhandlingerne, så vi faktisk kan indgå handelsaftaler. Aftaler, som så øger eksport af europæisk grøn teknologi og skaber vækst, der kan benyttes til at gøre verden endnu grønnere. Selvfølgelig skal vi bevare centrale kapitler om klima, miljø og bæredygtighed i vores frihandelsaftaler, men vi må overveje, hvorvidt fx sanktionstrusler skader mere, end de reelt gavner.

 

For mig er det åbenlyst, at vi EU skal droppe en ’One-Size-Fits-All’-tilgang i handelspolitikken. Vores europæiske marked er ikke længere så attraktivt, at vi kan tvinge ens krav ned over hovedet på alle store lande eller handelsblokke, vi møder i forhandlingslokalet. Den realitet må vi acceptere
_______

 

Handelspolitik er geopolitik

Som den tredje og sidste handelsaftale vil jeg fremhæve forhandlingerne mellem Indien og EU. Vi er nødt til at få sving i forhandlingerne hurtigst muligt. Dét er mit centrale budskab som formand for Europa-Parlamentets Indien-udvalg. Meldingen fra det indiske parlament var klar, da jeg besøgte landet i januar i år for at få en opdatering på forhandlingerne: Den manglende tillid og de firkantede krav fra EU blokerer potentielt for at nå en endelig aftale. Igen understreges behovet for større fleksibilitet i EU’s fælles handelspolitik.

Dels fordi Indien har kæmpe reserver af sjældne jordarter, som europæiske virksomheder både kan hjælpe med at udvinde og dernæst forarbejde i EU, hvis vi skal sikre vores egen grønne industri, og samtidig gøre os mindre afhængige af autokratiske Kina.

Men dertil kommer, at handelspolitik er blevet geopolitik. Ved at intensivere samarbejdet med Indien holder vi landet tæt på Europa og vores værdier.

Kina har i årevis gået målrettet efter at styrke sin indflydelse globalt gennem heftige investeringer i og tættere samarbejde med blandt andet syd- og mellemamerikanske lande. I forsøget på at tage et opgør med kinesisk, såvel som russisk, indflydelse, skal vi stræbe efter at indgå flere handelsaftaler med spirende demokratier – som for eksempel Indien.

Den europæiske handelspolitik skal være langt mere ambitiøs, end den har været de seneste fem år, hvor flere medlemslandes frygt for frihandel har lagt dagsordenen død. Nu er der igen appetit på handel – og det momentum skal vi drage nytte af. Et nødvendigt skridt er dog at opdatere EU’s handelspolitik, så den kan komme til at hvile på pragmatisk fleksibilitet og et overordnet mål om meget mere frihandel. Dét er Venstres ambition. ■

 

Kina har i årevis gået målrettet efter at styrke sin indflydelse globalt gennem heftige investeringer i og tættere samarbejde med blandt andet syd- og mellemamerikanske lande.
I forsøget på at tage et opgør med kinesisk, såvel som russisk, indflydelse, skal vi stræbe efter at indgå flere handelsaftaler med spirende demokratier – som for eksempel Indien
_______

 

Morten Løkkegaard (f. 1964) er gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet og vicepræsident i Renew Europe, Venstres politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Før han gik ind i politik, var han journalist, herunder bl.a. ankermand på TV-Avisen. ILLUSTRATION: Officielt portrætfoto

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?