Moritz Schramm i RÆSON SØNDAG: AfD’s fremgang er ikke lige så vigtig for Tysklands politiske fremtid, som de borgerliges modreaktion

21.10.2023

Den udbredte forestilling i Danmark om, at AfD’s succes skyldes, at partiet i særlig grad appellerer til forhenværende arbejdervælgere, holder ikke ved nærmere eftersyn. Det spændende bliver derfor at se, hvordan især CDU positionerer sig fremover – en udvikling, som er langt vigtigere for Tyskland.



Af Moritz Schramm

Det kom ikke som en egentlig overraskelse for nogen, at Tysklands højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) vandt fremgang ved de seneste delstatsvalg i Tyskland. Meningsmålingerne havde i flere måneder givet partiet, som mange seriøse iagttagere omtaler som højreekstremt, markant opbakning. Både på landsplan og i de syd-vesttyske delstater Bayern og Hessen, hvor der blev afholdt valg i begyndelsen af oktober.

Men på trods af disse tydelige målinger forud for valget, kom selve valgresultatet som et chok for mange: AfD strøg til en suveræn andenplads i Hessen med mere end 18 pct. af stemmerne og fik en opbakning på lidt mere en 14 pct. i Tysklands næststørste delstat, Bayern, der trods en tredjeplads blandt de andre partier gik 4,4 procentpoint frem. Lægger man dertil det Bayerske regionalparti Freie Wähler, de såkaldte ”frie vælgere”, der ligeledes udviser nærhed til højrepopulistiske dagsordener, med deres andenplads på næsten 16 procent, blev delstatsvalgene et af de mest massive højredrejninger i tysk politik i nyere tid.

Hvem stemte på AfD?

Et af valgets resultater er uden tvivl, at man nu begyndte at se AfD som ikke kun et østtysk parti, som længe formåede at tiltrække stemmer i det forhenværende DDR. Med resultaterne i Bayern og Hessen stod det klart, at partiet nu for alvor nyder opbakning i hele Tyskland, og ikke mindst i de store, konservative delstater i Syd- og Sydvesttyskland.

De første analyser var i og for sig ikke overraskende. Der er ikke noget nyt i, at AfDs vælgere fortrinsvis er mænd, og personer med lav uddannelse, eller i høj grad er skeptiske overfor indvandring, og ligeledes skeptisk for en progressiv ligestillingspolitik, hvad angår køns- og familiepolitiske emner. Men i kølvandet på seneste fremgang, forsøgte valganalytikere at undersøge, hvor AfD’s nye vælgere egentligt kom fra.

 

Et af valgets resultater er uden tvivl, at man nu begyndte at se AfD som ikke kun et østtysk parti
_______

 

Også her viste sig hurtigt et ret klart skema. Endskønt AfD var i stand til at tiltrække vælgere fra alle partier, selv SPD og De Grønne, er tendensen temmelig entydig: Deres succes er primært bygget på, at det er lykkedes dem at aktivere forhenværende sofavælgere, der i stor grad støtter op omkring partiet, samtidig med, at AfD formåede at tiltrække stemmer fra andre borgerlige partier, især fra de konservative i CDU/CSU og det liberale regeringsparti, FDP, der sammen med SPD og De Grønne stiller forbundsregeringen i Berlin. Ud af de godt og vel 300.000 nye stemmer, som AfD kunne høste i Bayern, kom fx kun 20.000 fra hhv. regeringspartierne, Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, og De Grønne. Den udbredte forestilling i Danmark, også blandt danske journalister om, at AfD’s succes skyldes, at partiet i særlig grad appellerer til forhenværende arbejdervælgere fra især Socialdemokratiet, holder med andre ord ikke ved nærmere eftersyn.

I et tysk perspektiv er det i sig selv ikke overraskende. Allerede inden valget kunne studier vise, at SPD’s (det tyske socialdemokrati) vælgere ikke udviser en stor affinitet til AfD. For det første er omtrent to tredjedele af SPD’s vælgere veluddannede akademikere, der statistisk set i langt mindre grad stemmer for højrepopulistiske positioner, og for det andet viser undersøgelser, at selv den sidste tredjedel af SPD’s vælgere, som typisk er ufaglærte, har en langt mere liberal og verdensåben indstilling til værdipolitiske emner, deriblandt til spørgsmålet om indvandring.[1] AfD’s succes skyldes med andre ord i mindre grad succesen med at stjæle venstrefløjens gamle arbejdervælgere, og i højere grad deres markante mobilisering af deres egne miljøer, samt en succes med at tiltrække stemmer fra de konservativt-borgerlige partier, CSU/CDU.

Hvorfor er AfD så appellerende?

I de tyske debatter skelner man typisk mellem langsigtede og kortsigtede udviklinger. På det mere langsigtede plan peger flere undersøgelser på, at den voksende liberalisering, som især Vesttyskland har været igennem siden 1970erne, fortsat står ved magt. Hvor Vesttyskland tidligere har været et ekstremt konservativt og konformitetssøgende samfund, har store dele af befolkningen siden 1970erne og 1980erne flyttet sig markant mod venstre, ikke mindst hvad angår værdipolitiske emner som indvandringspolitik, national selvforståelse og opgøret med arven fra den tyske nationalsocialisme. Blandt sociologerne taler man her om en ”stille revolution”, der langsomt, skridt for skridt, har forandret Tyskland. Angela Merkels succeshistorie var begrundet i hendes vellykkede forsøg på at åbne Tysklands konservative parti, CDU, til disse nye, mere liberale vælgergrupper. Det er disse midtvælgere – ofte omtalt som ”Merkel-vælgere” – der sikrede hende magten i 16 år. Og ifølge nyere undersøgelser står det værdipolitiske skift mod venstre i det politiske Tyskland fortsat ved magt. Tyskland er mere enige og mere verdensåbent, end man ofte fornemmer i den offentlige debat.[2]

På det mere kortsigtede plan kan der så alligevel iagttages nye udviklinger og forskydninger. I nyere undersøgelser om tyskernes værdipolitiske indstillinger kan man fx se en voksende opbakning til den yderste højrefløjs positioner, hvor otte procent af befolkningen efterhånden udviser, hvad forskerne kalder ”et lukket, højreekstremt verdenssyn”. [3] Og det yderste højre i Tyskland skal ikke fejlagtigt sammenlignes ukritisk med den danske højrefløj. Hvor den danske højrefløj – ligesom de fleste andre højrepopulistiske partier i Europa – i stigende grad forsøger at appellere til borgerlige miljøer i midten af samfundet, har AfD siden 2015 flyttet sig mere og mere mod den ydre højrefløj, i nogle delstater med en tydelig nærhed til højreekstreme positioner. Og i det forhenværende Østtyskland, hvor tallene er endnu højere, tilkendegiver 13 pct. af vælgere åbent, at de helst vil erstatte demokratiet med et højreorienteret diktatur.[4] Udviklingen går hånd i hånd med en tydelig normalisering af AfD, som i stigende grad bliver valgt på grund af deres højreradikale indstillinger, og ikke på trods af dem.

 

Udviklingen går hånd i hånd med en tydelig normalisering af AfD, som i stigende grad bliver valgt på grund af deres højreradikale indstillinger, og ikke på trods af dem
_______

 

Den store succes som AfD havde ved delstatsvalg i Hessen og Bayern afspejler disse udviklinger. Hvor man tidligere endnu fik afværget partiets succes ved at italesætte dets højreradikale tendenser, ser det ud som om det i dag ikke længere afskrækker vælgerne.

De fleste forskere og iagttagere tolker denne udvikling som et resultat af tidens multiple kriser, som har ramt Tyskland med stor kraft og som især har skabt usikkerhed blandt dele af den økonomisk udfordrede del af befolkningen. Sideløbende med krig og økonomisk usikkerhed fylder energikrisen og den grønne omstilling, der med sine krav om energirenovering og udfasning af Tysklands enorme afhængighed af olie- og gasfyr, har ramt især husejerne, og dermed er blevet genstand for voldsom diskussion i Tyskland den seneste tid. Den manglende strategi for at imødegå kommunernes reale udfordringer med det stigende antal af flygtninge og asylansøgere (ud over de ca. 1 million flygtninge som siden krigens begyndelse er kommet fra Ukraine, er der indtil videre ankommet omkring 250.000 flygtninge i 2023) spiller også ind her. Som konsekvens er opbakningen til forbundsregeringen i Berlin, der på grund af intern uenighed mellem regeringspartierne har svært med at finde fælles løsninger på de mange udfordringer, massivt faldende.

Samtidig peger mange forskere på, at den voksende krisestemning ikke er kommet ud af det blå. Især i forhold til indvandringspolitikken har CDUs formand, og afløser for Angela Merkel, Friedrich Merz, løbende forsøgt at vinde stemmer fra AfD ved at overtage partiets indvandringskritiske retorik og dagsorden, fx ved løbende at udpege asylansøgere som en trussel for sammenhængskraften og velfærdsstaten. Samtidig har Merz åbent erklæret De Grønne som hovedmodstander i det politiske spektrum, og dermed, ifølge mange iagttagere, legitimeret store dele af AfDs politiske dagsorden. Den politiske diskurs i Tyskland er med andre ord, og især på grund af Merz’ ofte meget polariserende udmeldinger, rykket massivt mod højre, hvor den mere liberale midte i stigende grad er kommet under pres. Tyske undersøgelser viser tydeligt, at denne højredrejning af den politiske diskurs på midten styrker AfD og deres positioner. Nu foregår den politiske kamp på AfDs banehalvdel, og uden at en markant modfortælling får lov til at vinde fodfæste i offentligheden.

Det borgerlige Tysklands skillevej

Tysklands politiske fremtid synes i den grad afhængigt af, om det lykkes at genetablere en modfortælling, der igen kan samle Tysklands fortsat stærke, politiske midte, som i nyere politisk tid har været mere og mere liberalt orienteret. Valget i Hessen bliver af nogle tolket som et første skridt i denne retning.

I modsætning til Merz, som langt hen ad vejen har overtaget højrepopulisternes sprogbrug og politiske framing, har den konservative partifælle og regeringschef i Hessen, Boris Rhein, afstået fra at bruge tilsvarende retorik i valgkampen. Han har sågar langt hen ad vejen undladt at invitere Merz til valgkampen, og derimod søgt opbakning med den ligeledes konservative regeringschef Hendrik Wüst fra delstaten Nordrhein-Westfalen, som ofte bliver set som midtersøgende modpol til Merz og hans forsøg på at overtage højrepopulisternes dagsorden. Spørgsmålet er derfor om Rheins store succes i Hessen, hvor CDU havde en fremgang på mere end 7 procentpoint sammenlignet med sidste valg, er en konsekvens af Merz’ forsøg på en højredrejning af partiet, eller om det snarere, i direkte modsætning til det, er en konsekvens af Rheins midtsøgende kurs. Det centrale spørgsmål er: Fik CDU i Hessen succes på grund af, eller på trods af Merz højreorienterede åbninger?

Disse spørgsmål skal ses på baggrund af de interne kampe i CDU. Det ser ud som om Rhein sammen med Hendrik Wüst, Daniel Günther i Schleswig-Holstein, og Kai Wegner i Berlin, arbejder på at skabe en ny midtsøgende kurs for CDU, der forsøger at fravriste Merz en mulig kandidatur til kanslerposten ved næste valg. Især Wüst nævnes som mulig modkandidat mod Merz i forhold til en kommende kanslerkandidatur – med en kurs, der bevidst vil appellere til midten i tysk politik. Og ikke helt tilfældigt regerer Wüst, ligesom Rhein og Günther, deres delstat sammen med De Grønne, som Merz altså har udråbt til hovedfjende. Der er således lagt op til et internt opgør i CDU, og resultatet kan vise, i hvilken politisk retning den konservative midte bevæger sig hen. Vil de borgerlige nærme sig AfD eller fjerne sig igen?

 

Kansler Scholz anses af mange for alt for fraværende i den politiske offentlighed, og den massive behøv for innovation og fornyelse, som kan mærkes på næste alle områder efter 16 år med Merkel, er ikke blevet indfriet på en social afbalanceret og velfungerende måde
_______

 

Er Tyskland simpelthen på vej til at falde fra hinanden?

En fremtidig regering skal kunne levere resultater, som den nuværende regering indtil videre ikke formåede, fx hvad angår integrations- og indvandringspolitikken. Mulige løsninger vil fx være at øge støtte til kommunerne til de asylansøgere og flygtninge, som den nuværende regering på trods af stort pres på kommunerne har afvist at skabe bedre fordelingsnøgler, og sørge for hurtigere adgang for flygtninge til arbejdsmarkedet, som alt sammen vil kunne lette situationen i kommunerne. Og på det overordnede plan vil en sådan regering måske kunne levere den balance mellem stabilitet og fornyelse, som vælgerne efterlyser, og som den nuværende regering hidtil ikke formåede at sikre.

Sammenfattende kan man sige, at AfD er kommet for at blive som stærk faktor i tysk indenrigspolitik. Et markant og delvist voksende mindretal af vælgere bakker tydeligt op omkring deres positioner, ofte i markant afvisning mod den nuværende regering i Berlin, som i mange henseender virker dysfunktionelt. Ikke mindst på grund af deres interne uenigheder er det indtil videre ikke lykkes regeringen at skabe en positiv fortælling om deres fælles visioner. Kansler Scholz anses af mange for alt for fraværende i den politiske offentlighed, og den massive behøv for innovation og fornyelse, som kan mærkes på næste alle områder efter 16 år med Merkel, er ikke blevet indfriet på en social afbalanceret og velfungerende måde. De konstante interne stridigheder mellem især det liberale FDP og De Grønne har desuden øget krisestemningen i samfundet. AfD profiterer tydeligvis fra den ekstrem lave opbakning til regeringen, som er en konsekvens af disse interne stridigheder.

Ud fra alle langsigtede studier og tal ser det imidlertid ud, som om AfDs fremgang er begrænset, ikke mindst i Vesttyskland. For de kommende udfordringer bliver det derfor afgørende, hvordan især den borgerlige midte, repræsenteret ved CDU, forholder sig til de aktuelle udviklinger. Et af de afgørende spørgsmål vil være, om det lykkes at genetablere CDU efter Merkels exit som et seriøst oppositionsparti, der formår at skabe en stabil og moderat modfortælling mod vreden og bitterhed på den yderste, politiske højrefløj. En videregående åbning mod AfD og et eventuelt samarbejde med dem vil, hvis det skulle komme i stand, rive det borgerlige Tyskland i stykker. Der er ingen opbakning til et sådant samarbejde i den brede befolkning. Men siden hverken venstrefløjen på midten i form af de De Grønne eller SPD på nuværende tidspunkt ser ud til at ville være i stand til at opsamle de midtsøgende kræfter i tysk politik, vil den borgerlige midte i stigende grad være hjemløs i tysk politik. Spørgsmålet er derfor, om det lykkes at etablere et konservativ-borgerligt alternativ til det nuværende regeringskaos i Berlin. Et sådant alternativ vil, efter alt at dømme, kunne stabilisere Tysklands politiske landskab, og skabe en markant og attraktiv modfortælling til krisestemningen i Tyskland.

Den eneste seriøse mulighed for et sådant konservativ-borgerligt alternativt efter næste valg vil, for mig at se, være et samarbejde mellem CDU og De Grønne på forbundsplan. De Grønne har siden deres etablering i 80’erne rykket sig markant mod midten, både på det økonomiske og værdipolitiske område. I dag positionerer de sig entydigt som midterparti, der forsøger at appellere til urbane og liberale vælgere i midten af samfundet. Et muligt samarbejde mellem CDU og De Grønne vil med andre ord ikke skrante på uovervindelige ideologiske modsætninger. En sådant sort-grønt samarbejde fungerer allerede gnidningsfrit i mange delstater. Men det forudsætter imidlertid, at CDU også på forbundsplan finder tilbage til en seriøs midterkurs, som partiet var på under Merkel, og som de fleste regeringschefer i delstaterne ønsker, men som Merz indtil videre ikke formår at levere. Det bliver spændende at se, hvordan især CDU positionerer sig fremover – en udvikling, som er langt vigtigere for Tyskland end spørgsmålet, om AfD formår at tiltrække enkelte procentpunkter mere eller mindre ved de kommende valg. ■

 

En videregående åbning mod AfD og et eventuelt samarbejde med dem vil, hvis det skulle komme i stand, rive det borgerlige Tyskland i stykker
_______

 

Moritz Schramm (f. 1970) er lektor i tyske studier ved SDU, og formand for Dansk Tysk Selskab. Han er bl.a. forfatter til bogen ”Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede”, udgivet på Gads Forlad 2021, og hyppigt anvendt foredragsholder om tyske emner.

ILLUSTRATION: Wiesbaden, 8. oktober 2023: Robert Lambrou og Alice Weidel (hhv. politiker samt medleder af Alternative Für Deutschland) fejrer det gode resultat ved delstatsvalgene i Hesse [FOTO: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix]

[1] Tarik Abou-Chadi, Reto Mitteregger, Cas Mudde: Verlassen von der Arbeiterklasse? Die elektorale Krise der Sozialdemokratie und der Aufstieg der radikalen Rechten. Friedrich Ebert Stiftung (FES) 2023, https://library.fes.de/pdf-files/a-p-b/18075.pdf

[2] Se: Steffen Mau, Thomas Lux, Linus Westheuser: Triggerpunkte. Konsens und Konflikt in der Gegenwartsgesellschaft. Suhrkamp 2023

[3] Se, Andreas Zick, Beate Küpper, Nico Mokros (udg.): Die distanzierte Mitte. Rechtsextreme und demokratiegefährdende Einstellungen in Deutschland 2022/23, Dietz 2023, især s. 61-89.

[4] Zick, Küpper, Mokro, Die distanzierte Mitte, ibid.