Mońko og Jensen: Polens optagelse i EU blev en økonomisk succes. Det samme kan ske for Ukraine
21.02.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Efter optagelsen i EU oplevede Polen de tre bedste årtier i hele sin økonomiske historie. Ukraines vej mod medlemskab af EU bliver lang og snørklet – ligesom østudvidelsen var det.
Af Mateusz Mońko, viceambassadør på Polens ambassade i København, og Mads Dagnis Jensen, PhD og lektor ved Copenhagen Business School.
FOR 20 ÅR SIDEN blev der på EU-topmødet i København taget en historisk beslutning om at forene Europa. Det skete, da EU åbnede sine døre for ti nye medlemslande: Cypern, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien. Det var det danske EU-formandskab med statsminister Anders Fogh Rasmussen og EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen i spidsen, der spillede en afgørende rolle i at forhandle udvidelsen på plads.
Forud var gået en langstrakt reformproces begyndende med jerntæppets fald og Sovjetunionens sammenbrud. I juni 1993 blev der på et andet topmøde i København bestemt en række kriterier for optagelsen af de nye medlemslande – de såkaldte Københavnskriterier om politisk, økonomisk og institutionel tilpasning til EU. Danmark har over årene været en stærk støtte for særligt lande i Østeuropa i denne tilpasningsproces, og den 13. december 2002 blev den lange vej for optagelse i EU afsluttet på EU-topmødet i København. Nu blev det besluttet, at de ti nye lande kunne indtræde i maj 2004.
Med optagelsen lukkede EU en gruppe lande ind, der havde meget forskellige baggrunde og indviklede historier. Udvidelsen førte også en række svære økonomiske beslutninger og overgangsordninger med sig. Det blev derfor nødvendigt at reformere EU for at samarbejdet stadig kunne fungere med de mange nye lande om bordet. Men fordelene lå lige for: EU fik nye demografiske og økonomiske muligheder igennem adgang til kvalificeret arbejdskraft samt frihed til at flytte kapital og investere i de ti nye medlemslande. For Polen og andre lande i Central- og Østeuropa var optagelsen i EU efter årtier med kommunisme et oplagt valg. Vejen til EU var ikke brolagt med blod som tiden under kommunismen, men derimod med sved og tårer via reformer med betydelige sociale omkostninger. Og resultatet var og er for de fleste overvejende positivt.
Selvom kriterierne for optagelse allerede blev fastlagt i 1993, begyndte de officielle optagelsesforhandlinger først formelt i marts 1998. I Polen havde det europæiske perspektiv dog længe stået klart: Den lange og snørklede vej tilbage til Europa begyndte allerede med jerntæppets fald og er løbende blevet godkendt af de skiftende polske regeringer – uanset deres politiske farver. Den politiske elite i Polen har været overbevist om de grundlæggende fordele ved samarbejdet, der ikke alene udspringer fra selve EU-medlemskabet, men også fra det strategiske skifte i fokus mod EU og NATO. Allerede før tiltrædelsen modtog Polen økonomisk og teknisk bistand betinget af reformer. Dermed begyndte den svære vej mod optagelse i EU.
Polen er i dag i mange henseender et nyt land. Helt anderledes end det forarmede Polen, der eksisterede i begyndelsen af halvfemserne efter jerntæppets fald
_______
En økonomisk – og politisk – succeshistorie
Indtil pandemien og den russiske krig mod Ukraine oplevede Polen de tre bedste årtier i hele sin økonomiske historie. Med en uafbrudt vækst siden 1992 var Polen det eneste land i EU, der undgik recession under den økonomiske og finansielle krise i 2008. Efter pandemien oplevede den polske økonomi tilmed et af de stærkeste opsving i hele EU, og danske og andre europæiske virksomheder har i høj grad nydt godt af det polske økonomiske og politiske mirakel i næsten tre årtier. Og den anden vej rundt har Polen haft gavn af virksomheder med nye teknologier og produkter. I øjeblikket er der omkring 700 danske virksomheder i Polen.
Polen er i dag i mange henseender et nyt land. Helt anderledes end det forarmede Polen, der eksisterede i begyndelsen af halvfemserne efter jerntæppets fald. Men nutidens EU er også en anden international organisation end den, som Danmark var formand for i 2002. Rumænien, Bulgarien og Kroatien er også blevet EU-medlemmer, og Storbritannien har meldt sig ud. EU har i de seneste tre årtier været igennem mange kriser, der har testet samarbejdets modstandskraft og sammenhold. Tænk blot på den økonomiske krise, flygtninge- og migrationskrisen, Covid-19-krisen og nu krigen ved EU’s grænse.
Der er og vil altid være lande, som får mere, og andre der får mindre ud af samarbejdet. Der er dem, der opfatter de økonomiske fordele ved den frie bevægelighed for personer som en trussel. Det udvidede EU er derfor i en konstant spænding mellem dem, der presser på for mere samarbejde, dem der ønsker status quo, og andre, der ønsker mindre eller slet intet samarbejde. EU er splittet mellem ønsket om at spille en global rolle og en manglende evne til at handle enstemmigt og hurtigt, når det gælder.
Men EU’s kompetencer er også blevet udbygget de seneste tre årtier – og det har udløst en grundlæggende strid om overførsel af yderligere magt til EU. En nylig illustration af en sådan strid i Danmark er EU’s mindstelønsdirektiv. Polen og Danmark er imod direktivet. Der er også en strid om, hvilke værdier der kendetegner EU, og hvordan samarbejdet tilpasser sig de nye udfordringer og ruster sig med nye kompetencer, når befolkningerne ikke har lyst til traktatændringer. Her spiller EU-Domstolen en stadig vigtigere – og ikke ubestridt – rolle. Det udvidede EU er hverken perfekt eller altfavnende, men det er et sted, hvor forskellige landes interesser kan brydes og løsninger findes.
Det udvidede EU er hverken perfekt eller altfavnende, men det er et sted, hvor forskellige landes interesser kan brydes og løsninger findes
_______
Velkommen til Ukraine
For Europa som helhed betød udvidelsen mod øst et symbolsk brud med jerntæppet. I dag, med Ruslands krig mod Ukraine, ser vi tydeligt, hvor vigtigt det var for Danmark, Polen og EU at udvide området med politisk og økonomisk stabilitet mod øst. Det på trods af den svære tilpasningsproces før optagelsen, men også efter, hvor lande med forskellige værdier og interesser skal nå til enighed. Vi bør erkende konsekvenserne af at efterlade vores naboer i et politisk limbo uden at tilbyde et europæisk perspektiv. Det er grunden til, at Ukraine fik kandidatstatus i juni 2022. For udvidelser er nemlig ikke bare tekniske øvelser om at opfylde de rette krav, men er i høj grad en politisk beslutning. Hvis EU ønsker at spille en global rolle, udgør udvidelses- og naboskabspolitikkerne et oplagt instrument. Udvidelsen som et udenrigspolitisk værktøj giver EU mulighed for at sprede europæiske værdier og interesser, og derved forme sit naboområde. Det var tilfældet, da EU indledte forhandlinger med de central- og østeuropæiske lande, og sådan er det stadig i dag.
Ved at give Ukraine kandidatstatus opfordrede EU landet til at tage yderligere skridt for at tilpasse sin lovgivning til EU. Den proces er allerede i fuld gang. På trods af det igangværende russiske angreb gør Ukraine sig konstant bestræbelser på at gennemføre de nødvendige reformer, og det beviser Kyivs vilje til at følge den europæiske integrations vej. Det ukrainske parlament indførte således sidste år en antikorruptionslov, en medielov og en lov om mindretal. Disse retsakter blev alle opført som reformprioriteter for Ukraine i juni 2022.
Topmødet mellem EU og Ukraine i Kyiv i begyndelsen af februar i år sendte et stærkt politisk signal: EU ønsker at bevare den positive dynamik i udvidelsesprocessen. Til foråret forventes Kommissionen at fremlægge en uformel rapport om Ukraines gennemførelse af prioriterede reformer. Dette skulle give Ukraine mulighed for at gøre fremskridt inden en omfattende vurdering, som vil blive offentliggjort i efteråret 2023.
Der er ingen enkel analogi mellem den polske og ukrainske vej til tiltrædelse. Polens intense forhandlinger med EU varede ti år. Nøglen til succes var, at Polen havde et klart europæisk perspektiv og konsekvent gennemførte de nødvendige reformer. Det gav pote. I 1990 var Polen et af de fattigste lande i Europa. I 2004, efter mere end ti år med uafbrudt økonomisk vækst, lå Polens BNP pr. indbygger stadig på 50 pct. af EU-gennemsnittet. Med indlemmelsen i EU accelererede Polen yderligere. I dag er Polen, målt i BNP per indbygger, foran otte medlemslande, herunder Grækenland og Portugal, der tilhører euroområdet.
Polen går ind for at åbne optagelsesforhandlingerne med Ukraine. Denne beslutning vil dog ikke kun afhænge af de ukrainske reformer. Krigen i Ukraine vil spille en afgørende rolle, og Ukraines fremskridt på vejen til EU vil være tæt forbundet med dets genopbygningsproces. Her er det vigtigt, at Ukraine har den nødvendige vilje til at forsætte de politiske og økonomiske reformer – ligesom Polen havde det. Under det svenske EU-formandskab forventer Polen yderligere fremskridt i forvaltningen og finansieringen af Ukraines genopbygning. Ukraines vej mod medlemskab af EU bliver lang og snørklet – ligesom østudvidelsen var det. Men det er en vej med håb om en bedre fremtid. ■
Udvidelsen som et udenrigspolitisk værktøj giver EU mulighed for at sprede europæiske værdier og interesser, og derved forme sit naboområde.
_______
Mateusz Mońko er viceambassadør på Polens ambassade i København, og Mads Dagnis Jensen er ph.d. og lektor ved Copenhagen Business School.
ILLUSTRATION: Bruxelles, den 9. februar 2023: Volodymyr Zelenskyj, står med EU-parlamentets præsident, Roberta Metsola, under et besøg i EU-parlamentet som led i den ukrainske præsident rejse i europæiske hovedstæder [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
