Mikkel Vedby Rasmussen: Putin kan tilbyde Prigosjin at slå en handel af – men krigen bliver ikke den samme, som den var i går

24.06.2023

Mytteriets logik indebærer, at Wagnergruppen ikke behøvede – og ikke behøver – at indtage Moskva: Mytteristerne kan vælte regimet, hvis hæren stiller sig bag dem. Og netop derfor måtte Putin give efter for Prigosjin, da Wagnergruppen stod 200 km fra Moskva.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

For at forstå Prigosjins handlinger, og den tilsyneladende succes som hans mytteri har fået, er det vigtigt at skelne mellem et kup og et mytteri. Et kup er politikkens udgave af et bankrøveri. Politikere bruger militæret til at stjæle magten. I Chile i 1973 tog hæren magten fra præsident Allende, fordi de væbnede styrker mente hans socialistiske reformer omstyrtede den orden, som de var sat i verden for at forsvare. Apparatchikerne i Sovjetunionen så det på samme måde i 1990, da Gorbatjov truede deres privilegier. De mobiliserede KGB og hæren til at tage magten fra ham. Kuppet i Chile lykkedes, mens kuppet i Moskva slog fejl. I begge tilfælde var et kup noget, en gruppe af gamle magthavere satte i gang, da magten truede med at glide dem af hænde.

Hvis kup er magtudøvelse, så er et mytteri derimod er et udtryk for afmagt. Et mytteri afspejler det særlige bånd, som opstår mellem mennesker, der kæmper side om side. De kæmper for deres land og for en sag, ja vist, men de kæmper især for hinanden. Oplever soldaterne, at deres kammerater dør forgæves, og frygter de, at deres død vil være lige så meningsløs, fordi generalerne og politikerne skalter og valter med deres liv, så bliver deres kammeratskab vigtigere end loyaliteten overfor nationen.

Det gælder faktisk ikke mindst for militære enheder, der ikke er loyale mod en nation, men mod den person, som rekrutteret dem. Lejesoldater indkalder ikke ledelsen til møde i samarbejdsudvalget. De gør, hvad de gør bedst: afsikrer deres våben og går i gang.

I 1961 ledte fremmedlegionens faldskærmsregimenter (1. og 2. REP) et mytteri blandt de franske styrker i Algeriet. De ønskede at forhindre, at præsident de Gaulle indgik en aftale med de algeriske modstandsgrupper, der kunne afslutte krigen og lede til et selvstændigt Algeriet. Uden at ville fornærme Fremmedlegionen, så var den rekrutteret på måde som Wagnergruppen: Mennesker fra alle egne af verden søgte et andet liv i legionen og brød med deres tidligere, civile liv. For de civile i Frankrig var krigen i stigende grad en belastning for det fredelige liv, som de levede. For legionærerne var krigen deres liv. De nægtede at underlægge sig den franske nations politiske prioriteringer. For dem var der kun en prioritet – krigen.

Mytteriet i Algeriet fejlede, fordi fremmedlegionen og de generaler, som legionen arbejdede for, ikke kunne få støtte fra de værnepligtige franske soldater, som udgjorde størstedelen af den franske kolonihær. Ligesom Prigosjin benytter sig af YouTube og andre sociale medier for at kommunikere sit budskab, så hørte de franske værnepligtige datidens nyeste, mobile medie: transistorradioen. Radioerne havde mytteristerne ikke tænkt på at konfiskere, så de værnepligtige kunne høre præsident de Gaulle i radioen appellerer til den almindelige franskmand om at hjælpe ham. Budskabet nåede til Algeriet. Soldaterne forblev loyale overfor regeringen i Paris og mytteristerne måtte overgive sig.

Prigosjin og Wagnergruppen har gjort mytteri, fordi de som fremmedlegionen har deres eget fællesskab. De kan tænke friere og handle selv. Men de kunne ikke være kommet 200 km fra Moskva, ja, ikke engang være kommet ud af Ukraine, hvis de ikke et eller andet omfang var blevet støttet af den almindelige russiske hær og de værnepligtige russiske soldater.

Præsident Putin prøvede lørdag morgen at gøre de Gaulle kunsten efter – han advarede om, at Wagnergruppen ”skubber landet mod anarki og brodermord, mod nederlag og kapitulation”. Han talte til soldaterne i Ukraine og prøvede at overbevise dem om, at Prigosjin forrådte dem. Putin mærkede den larmende tavshed, der mødte ham fra hæren. I løbet af lørdagen var Twitter fuldt af rygter om andre enheder, som er gået over til Wagnergruppen. Hvis det er sandt, så måtte Kreml erkende, at regering i Moskva var ved at miste kontrollen med hæren.

For et autoritært regime er krig godt for at samle nationen om et fælles projekt, som kræver lydighed overfor regeringen, men bagsiden af medaljen er, at det samler nationens voldsmidler ved fronten. Det gør det sværere for hovedstaden at kontrollere hæren. Samtidigt sætter krigen hæren på en prøve. Der er intet, der så nådesløst afslører et samfund, som hvordan dets væbnede styrker kæmper. Ind til videre har Ukrainekrigen afsløret inkompetencen i Putins Rusland.

Prigosjin bragte afsløringerne til næste niveau ved at anklage forsvarsminister Sergej Sjojgu for at have startet Ukrainekrigen for at fremme sin egen politiske karriere: Ikke alene havde Kreml ikke evnet at føre krig; skrivebordsgeneralerne havde brugt soldaterne som bønder i et politisk skakspil. Vestlige iagttagere har i det store og hele holdt sig for gode til at fremstille Ruslands ukrainepolitik som et udtryk for magtkampen i Kreml; om hvem der skal efterfølge Putin. Prigosjin derimod har ikke den slags fine fornemmelser. Kokken, der blev krigsherre, kalder en spade for en spade. Hvis den russiske værnepligtige accepterer det narrativ, så mister Kreml kontrollen med de 200.000-300.000 soldater, som står i Ukraine.

Som Lars Bangert Struwe har påpeget i RÆSON i dag, så følger Prigosjin en tradition fra russisk historie. Efter nederlaget mod Japan i 1905 og det truende nederlag ved fronten i 1917 førte russiske soldater og officerer an i modstand mod regimet. Militære nederlag i Rusland synes at føre til en mere repressiv regeringsførelse (sejren i Napoleonskrigene, sejren i Anden Verdenskrig), mens nederlagene i 1905 og 1917 førte til (en kortvarig) liberalisering. Det samme var resultatet af nederlaget i Den Kolde Krig.

Den tradition for at soldaterne ved fronten påtager sig det ansvar, som politikerne i Moskva ikke magter at løfte, kan vise sig afgørende for Prigosjins succes. Hvor et kup er magthavernes forsøg på at stjæle historien, så er et mytteri i denne tradition et udtryk for, at et autentisk ønske hos det russiske folk får mulighed for at sætte sig igennem overfor magthaverne. Det bekræfter således landets historiske mission. Magthaverne har selv givet soldaterne våbnene i hænderne. Når magthaverne ikke evner at bruge soldaterne i nationens tjeneste, så må soldaterne selv tage ansvar for nationen.

Mytteriets historiske mening betyder, at Wagnergruppen ikke behøvede at indtage Moskva. Mytteriet kan vælte regimet, hvis hæren står bag mytteristerne. At Putin forstår den logik, var hans referencer til 1917 i talen lørdag morgen et udtryk for.

 

Mytteriets historiske mening betyder, at Wagnergruppen ikke behøvede at indtage Moskva
_______

 

Med traditionen for at gøre mytteri følger også en tradition for, hvordan man håndterer mytterister. Zaren straffer nogle skyldige, benåder oprørerne og får denne omfavnelse af oprøret til at bekræfte sin magt, i stedet for at udfordre den. Da præsident Lukasjenko lørdag aften kunne offentliggøre en aftale med Prigosjin om, at Wagner vendte tilbage til kasernerne, udfyldte han en traditionel rolle for en hofmand: at skabe ro omkring tronen. Netop fordi aftalen ikke var mellem Putin og Prigosjin, så bekræftede den Putins magt – zaren går ikke på kompromis med sin undersåtter. Men bekræftede også, at zarens magt afhænger af, at stormænd som Prigosjin accepterer magten. Mon ikke kompromisset indebærer, at forsvarsministeren bliver fyret, og Prigosjin får en hædersbevisning og plads ved bordet, når der skal laves en ny strategi for at vinde krigen i Ukraine?

Ved således at følge mytteriets ældgamle lov, har Putin bevaret magten. Men han er ikke en zar. En præsidents magt hviler på evnen til at leverer løsninger på samfundet problemer. Han kan ikke være et problem i sig selv. Nu har Prigosjin afsløret, at den russiske elite ikke selv tro på sin egen propaganda – han har demonstreret, at magten i Rusland hviler på militæret. Og Prigosjin har gjort det klart, at Kreml ikke kontrollerer sin egen hær.

Hvordan skal de soldater, som lod Prigosjin begå mytteri, vende sig om og gøre front mod de ukrainske styrker, nu hvor Prigosjin har gjort det klart, at krigen ikke handler om at frelse Ukraine og forsvare Moder Rusland, men blot er en del af skakspillet om magten, når Putin går på pension?

Efter mytteriet i Algeriet var de Gaulle og den franske civilbefolkning kun optaget af, hvor hurtigt Frankrig kunne trække sig tilbage. Mytteriet fjernede al mystik og al værdighed fra krigen. I stedet for et heltemodigt projekt, fremstod krigen som en malstrøm, der truede med at suge Frankrig til sig. At vinde krigen var simpelthen ikke prisen værd. Det gjaldt om at komme væk.

Den ukrainske generalstab vil formentlig sætte reserverne ind i den kommende tid for at udnytte forvirringen hos russerne. Vil en russisk soldat, som lige har været vidne til mytteriet, orke at kæmpe imod den ukrainske offensiv? Vil de borgere i Moskva, som kunne følge Wagnergruppen fremrykning mod byen hele lørdagen, fortsat tro på, at krigen er andet end elitens magtkamp?

Putin er ikke længere den almægtige zar. Han er ikke længere løsningen på krisen, men dens årsag. Mytteriet har undergravet den russiske krigsindsats, fordi det har frataget Putin den zarkåbe, som han har svøbt sig i. Regimet i Kreml vil stå nøgent tilbage i sin kynisme og inkompetence. Efter lørdag 24. juni er der ikke andet end magten tilbage, og den magt bliver sønderskudt af ukrainsk artilleri. ■

 

Vil de borgere i Moskva, som kunne følge Wagnergruppen fremrykning mod byen hele lørdagen, fortsat tro på, at krigen er andet end elitens magtkamp?
_______

 

ILLUSTRATION: Præsident Putin ifbm. sin tv-tale imorges [foto: Gavriil Grigorov/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne