Mikkel Vedby i ny bog fra RÆSON: Den nye, rå verdensorden kan skubbe Grønland tættere på USA – og på grønlandsk selvstændighed

26.10.2023

Det kan ende med, at Grønland bliver hurtigere selvstændigt på grund af Ukrainekrigen.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Artiklen er et uddrag fra Mikkel Vedby Rasmussens nye bog, Tilbage til Krigen: Danmark i den nye verdensorden (på vej fra RÆSONs Forlag), der diskuterer de udenrigs- og sikkerhedspolitiske dilemmaer, som også Danmark skal tage stilling til. Uddraget kan også læses i RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober.

Lydafspiller

Havde Grønland ikke meldt sig ud af EU i 1979, ville grønlændere have haft de samme muligheder som skotterne og katalanerne for at løsrive sig uden de omkostninger, som normalt er forbundet med at forlade en stat. EU ville have kunnet sikre markedsadgang, toldregler og alle de andre ting, som der skal til for at holde en selvstændig økonomi kørende. Skotlands muligheder for selvstændig sluttede derfor brat med Brexit, mens Grønlands muligheder blev dramatisk forøget med Ukrainekrigens udbrud. For konfrontationen med Rusland og den lavere temperatur i forholdet til Kina har øget USA’s opmærksomhed på Arktis. Det har været på vej i et stykke tid. Men hvad der før februar 2022 var scenarier, som USA ville forberede sig på, er efter februar 2022 sikkerhedspolitiske problemer, som der skal handles på.

Når Trump i 2019 talte om, at han ville købe Grønland, så refererede han på sin egen måde til en mulighed, som altid har ligget i kortene; nemlig at USA simpelthen bare overtog kontrollen med øen. USA kunne have gjort det i forbindelse med Anden Verdenskrig, men valgte at lade Danmark have ansvaret for Grønlands indenrigsforhold, mens sikkerhedspolitikken var forankret hos USA. Det var en god løsning for USA, som fik adgang til grønlandsk territorium uden at tage ansvar for indbyggerne.

Det var også en løsning, som Danmark var godt tilfreds med, både fordi Grønland gav en ekstra dimension i forholdet til USA, og fordi danske politikere oprigtigt mente, at den danske velfærdsstat kunne tilbyde grønlænderne en bedre vej til modernisering, end USA kunne.

I dag har grønlænderne selv overtaget ansvaret for størstedelen af deres indenrigspolitik. Det har paradoksalt nok gjort udenrigs- og sikkerhedspolitikken vigtigere i forholdet mellem Nuuk og København – for det er det sidste, som rigsdelene skal dele. Rent bortset fra at København selvfølgelig betaler en betydelig del af det grønlandske statsbudget. Men uanset hvad, der står i selvstyreloven, kan hverken Nuuk eller København suverænt bestemme over Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik – for dét har været amerikanernes område siden Anden Verdenskrig. I stigende grad er Danmark derfor et overflødigt mellemled mellem Washington og Nuuk – kun relevant i den relation, så længe amerikanerne stadig føler, at de nemmere kan kontrollere Grønlands sikkerhedspolitik ved at lave København gøre det meste af arbejdet.

I tiden efter afslutningen af Den Kolde Krig insisterede Danmark på at holde Arktis som et lavspændingsområde. Det er en af dansk diplomatis store succeser – at skabe en proces hvor Rusland og de andre arktiske nationer samarbejdede på en række områder og i hvert fald på overfladen delte en ambition om at holde sikkerhedspolitikken udenfor. Denne udvikling – den såkaldte Ilulissatproces – tjente også det formål at fastholde Danmarks rolle som en udenrigspolitisk spiller i Arktis, netop fordi den knæsatte et princip om at sikkerhedspolitik ikke var det vigtigste udenrigspolitiske område i den del af verden.

Dén påstand holder ikke efter Ukrainekrigen, og efterhånden som kinesiske forsøg på at få adgang til Grønlands råstoffer går imod vestlige interesser. Amerikanerne melder sig nu på banen, og nu bliver Grønlands selvstyre set som et udtryk for, at der ikke er kontrol med området. I Foreign Policy (august, 2023) beskriver Alexander Gray således, hvordan Københavns manglende kontrol med Nuuk giver mulighed for stormagtskonkurrence i Grønland. Med andre ord er Danmark ikke længere det land som holder kinesere og russere ude. Tværtimod frygter den amerikanske analytiker, at regeringen i Nuuk kan blive fristet af generøse tilbud om at sælge minerettigheder, eller at Kreml kan spille København og Nuuk ud mod hinanden. Gray opfordrer således den amerikanske regering til at koordinere bedre med Danmark såvel som med Norge og Canada.

Regeringen i København har imidlertid svært ved at kontrollere Thorshavn og Nuuk. Ikke mindst fordi Danmark har lidt at skulle have sagt i stormagtpolitikken i Arktis, og få militære kapaciteter som er relevante for den konfrontation. I august 2023 sendte det amerikanske flyvevåben en Bomber Task Force bestående af tre B2-bombefly og 150 personel til Keflavik i Island. Bombeflyene skulle sende et signal til Rusland, men man kunne også vælge at læse det anderledes i København: Strategiske bombefly er en militær division, som Danmark ikke spiller i. Danmark mangler groft sagt et hangarskib og nogle atomubåde for at være med i dét spil. Samtidigt bliver man i Thorshavn, men særligt i Nuuk, stadig mere selvsikre, efterhånden som man oplever, at omverdenen opdager, at man er blevet vigtigere. Den strategiske autonomi, som unionisterne taler så meget om, har de nordatlantiske rigsdele fået foræret af de geopolitiske omstændigheder.

I hvor høj grad den autonomi kan omsættes til egentlig selvstændighed, vil tiden vise. Der er ingen automatik, og man ser formentlig forskelligt på, hvordan mulighederne kan udnyttes i henholdsvis Thorshavn og Nuuk.

Det er langt fra givet, at USA er interesseret i at sponsere et selvstændigt Grønland. Men muligheden er der; og den mulighed er selvfølgelig endnu en faktor som presser mod grønlandsk selvstændighed. En selvstændighed, som vel at mærke ikke betyder fuld suverænitet, men som ikke desto mindre vil tage Danmark ud af det trekantsdrama, der har været rammen for Grønland siden Anden Verdenskrig.

Kort sagt: Det kan ende med, at Grønland bliver hurtigere selvstændigt på grund af Ukrainekrigen.

Denne diskussion af selvstændighed kan blive gjort aktuel af de valg, som følger med investeringen af de 143 mia. kroner til oprustning af det danske forsvar. I en årrække har Arktis været et område, hvor alle var enige om, at der var behov for yderligere forsvarsinvesteringer. Men på trods af en række analyser og beslutninger, så har der været modvilje mod at investere i kapaciteter i Nordatlanten, når Forsvaret fattedes penge. Nu er pengene dér, men samtidig er der opstået en konkurrence mellem Nordatlanten og Østersøen, hvor truslen fra Rusland skaber behov for at investere i nye skibe, overvågning og andre kapaciteter, som der egentlig også er brug for i Grønland og Færøerne. Der er næppe penge til at opruste både i Nordatlanten og Østersøen. Derfor vil forsvarsforhandlingerne sætte to typer sikkerhedspolitiske hensyn op mod hinanden. Hvis Grønland oplever at blive nedprioriteret i forsvarsforliget, kan det rejse spørgsmålet – både i Nuuk København og Washington. Kan man så ikke lige så godt få US Coast Guard til stå for forsvaret af Grønland? ■

 

Regeringen i København har imidlertid svært ved at kontrollere Thorshavn og Nuuk. Ikke mindst fordi Danmark har lidt at skulle have sagt i stormagtpolitikken i Arktis, og få militære kapaciteter som er relevante for den konfrontation
_______

 

.Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han er bestyrelses- leder i INVI – Institut for vilde problemer. I 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets Udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Center for Mili- tære Studier ved Københavns Universitet og Dansk Institut for Militære Studier. Sidste år udgav han del et af ‚Tilbage til krigen’ på RÆSONs forlag, og til november udkommer del to, hvor dette uddrag er fra.

ILLUSTRATION: Luftfoto af Grønland, April 18, 2023 [Kira Hofmann/Picture Alliance/Ritzau Scanpix]