Michael Kristiansen om den nye politiske sæson: Hvis Venstre skal rykke noget, så skal Ellemann også mene noget
05.09.2023
„Problemet er, at det er formandens opgave at tegne profilen. Det har Ellemann ikke været i stand til, siden han blev formand. Det er uklart, hvad han brænder for. Det er et stort spørgsmål: Hvad er det for nogle tanker, han har?‟
Artiklen er del af serien: Hvad venter der i dansk politik?
Interview af Carl Sørensen
RÆSON: Hvad skal vi holde øje med i den kommende tid i politik?
Vi skal holde øje med, om Venstre får nogle politiske indrømmelser eller ting gennemført, som gør, at man kan begynde at se, hvorfor Venstre er en del af det der regeringsprojekt. Det vil jeg nok mene, er det mest centrale punkt.
Det er blevet påpeget flere gange, at selve regeringsprojektet mangler et grundlag. Er det også det, du er særlig efter hos Venstre?
Både ja og nej. Jeg synes egentlig, at regeringsgrundlaget indeholder masser af ting, hvor man kan sige, at det giver det mening, også for Venstre, at være med i regeringen. Det gælder både på skatteområdet, på klimaområdet og på hele indretningen af den offentlige sektor, hvor Venstre har muligheden for at godtgøre, at det giver mening at være en del af den regering. Jeg synes faktisk, at korankrisen er det første eksempel på, at man som en flertalsregering med de to afgørende regeringspartier kan sige, at det nok ville være svært at gennemføre den lovgivning, som er på vej nu, hvis enten Venstre havde været i regeringen uden Socialdemokratiet, eller Socialdemokratiet uden Venstre. Der tror jeg, at de to partier ville have haft svært ved at ikke udnytte til at lave oppositionspolitik på.
Så korankrisen er et eksempel på, at noget som er besværligt og risikerer at lave brudflader både til venstre og højre, at fordi man sidder sammen i en regering, så har man styrken til sammen at tage de tæsk, det så giver. Man får gennemført det, som man mener er nødvendigt for landets sikkerhed og for opretholdelsen af lov og orden. Og jeg synes egentlig, at hvis man kigger på situationen i Sverige, som ikke har en tilsvarende regeringskonstitution, der kan man se, at de simpelthen ikke kan håndtere den sag, netop fordi der går for meget politik i den. Og det synes jeg er et eksempel på, at det, der må være bevæggrunden for at have en regering hen over midten af en flertalskonstellation, er, at man er i stand til at træffe nogle upopulære eller umulige beslutninger.
Jeg vil ikke kalde det en symbolsag, for det er mere end det, men det er klart, at regeringen også som samlet projekt skal levere på nogle af de større grundlæggende dagsordner, og det er vel virkelig de tre, som jeg nævnte før, særligt den offentlige sektor, der er under et enormt pres. Og hvis det skal løses, så bliver man nødt til at træffe nogle beslutninger, hvor man også bliver nødt til at lægge noget af sit ideologiske gods på hylden. Det samme gælder klimaet, og det samme gælder i virkeligheden også spørgsmålet om, hvor meget vi skal betale i skat.
Korankrisen er et eksempel på, at noget som er besværligt og risikerer at lave brudflader både til venstre og højre, at fordi man sidder sammen i en regering, så har man styrken til sammen at tage de tæsk, det så giver
_______
Koranudspillet har fået stor kritik for at være for vidtgående, og der er nogen, der frygter, at det kan have indflydelse på bl.a. kunsten. Hvad forventer du, det reelle produkt af udspillet bliver? Bliver ytringsfriheden indskrænket ved det her udspil i dine øjne – og hvordan vil det påvirke regeringen?
Ja, det gør den jo. Hvis man opfatter ytringsfriheden som sådan en, ”at man må alt”, så er det klart, at man må noget mindre. Det er jo en indskrænkelse. Men man kan også sige, at vi også lever i et retssamfund, og vi laver jo hele tiden regler for, hvordan vi skal opføre os for at få tingene til at hænge sammen. Jeg tror også, det er derfor, at den brede folkelige modstand mod det her forslag, er til at overse, fordi de fleste mennesker sådan meget logisk siger ”lad være med at brænde i bøger af”. Så på den måde tror jeg ikke, at koranforslaget bliver særligt besværligt i forhold til den brede offentlighed. Men det er klart, at det er håndhævelsen af den lovgivning, der bliver gennemført, som bliver afgørende her.
Lad os vende os mod klimaet og CO2-skatten. Der har vi for nylig set uenighed omkring, hvor vi skal beskatte, om det hedder kølediskskat, eller om det skal være på landbruget, som Venstre øjensynligt er lidt bange for. Hvordan udspiller det sig?
Det synes jeg faktisk er det mindste af det. Det er en bunden opgave at lave en CO2-skat på landbruget, så det skal de løse, og det har alle tre regeringspartier jo også tilsluttet sig. Så er det selvfølgelig et spørgsmål om selve indretningen af sådan en skat. Jeg tror, at der kommer til at være elementer af begge dele, både køledisken og landbruget specifikt. Det, der selvfølgelig er udfordrende for de store politiske partier, er, at man risikerer at miste sine vælgere på vejen. Det kan man også fornemme, at Mette Frederiksen er meget optaget af. Vi skal have befolkningen med, og det må ikke koste den enkelte dansker noget, men det kommer det jo til. Det er en utrolig svær opgave, både at fremstå som værende nogen, der reelt vil gøre noget for at løse klimakrisen, og samtidig opretholde en samfundskontrakt med borgerne. Der sidder de – ikke mindst i Socialdemokratiet – og kigger ned til Holland, hvor man har set det opportunistiske parti (BoerBurgerBeweging, red.), som går imod alle de her klimaforandringer, eller tiltag på klimaområdet, og har vundet alle regionsvalg. Det er sådan en advarsel om, at hvis man farer for hurtigt frem, så risikerer man at miste opbakningen hos i hvert fald nogle dele af befolkningen.
Hvis vi havde en borgerlig regering, så tror jeg, at uanset hvad den gjorde, så ville oppositionen og Socialdemokratiet sige, at det ikke er nok, at man går for langsomt frem, og at man beskytter særinteresser og erhvervslivets særinteresser. Og hvis vi havde en socialdemokratisk regering, så ville den samme kritik også være der fra venstre side, men der ville også være en risiko for, at for eksempel Venstre indtog en mere progressiv klimaprofil, som ville udfordre Socialdemokratiet. Udfordringen er lidt, at der ikke er nogen af de borgerlige partier, der har en klimaprofil, som virker appellerende til vælgere, der for alvor optaget af klimaproblematikkerne. Og det er især en udfordring for Venstre. Og Venstre bliver nødt til, samtidig med at sidde i regeringen, at få skærpet deres grønne profil. Det er et must.
Venstre bliver nødt til, samtidig med at sidde i regeringen, at få skærpet deres grønne profil. Det er et must
_______
Lige nu er Venstre i større eller mindre grad en svær position med Ellemann og ministerrokade. Hvordan ser du partiets nærmeste fremtid og udfordringer?
Jeg tror, at man i Venstre skal være glad for, at der er lang tid til næste valg. For på nuværende tidspunkt er det svært at få øje på de politiske mærkesager i partiet. Det er svært at pege på nogle politiske projekter, som Venstre ejer. Måske på nær skattelettelser, fordi hverken Moderaterne eller Socialdemokratiet er specielt optaget af det. Det lykkedes Løkke at få den der top-top-skat ind, som støder mange borgerlige. Men skattelettelser er den eneste mærkesag, Venstre selv ejer. Det gør, at det er svært at få øje på, hvilken politisk profil der er. Problemet er, at det er formandens opgave at tegne profilen. Det har han ikke været i stand til, siden han blev formand. Det er uklart, hvad Ellemann brænder for. Det er et stort spørgsmål. Hvad brænder han for, for indretningen af det her samfund? Hvad er det for nogle tanker, han har? Hvad er det for nogle løsninger, der skal til for, at man bringer velfærdssamfundet videre i en liberal retning, hvor man kan se, at her er Venstre til stede? Det kan man ikke pt. Venstre er et profilløst parti. Det er jo fint, at Troels Lund er i stand til at få tingene til at fungere i regeringen og lave kompromiserne. Men det der med at få appelleret til nogle vælgere, det kniber det noget mere med.
Hvordan kan lederskabet i Venstre blive mere tydeligt?
Jeg synes, at man kan fornemme, at han i hvert fald giver det en chance. Jakob Ellemann har opdaget, hvad der skal til. Han er i gang med at forklare sig. Han giver større interviews i medierne. Han er kommet ned i den rigtige værktøjskasse (som økonomiminister, red.). Men hvis Venstre skal rykke noget, så skal Ellemann også mene noget. Og det er svært at blive klog på og svært at spå om. Ellemann bliver nødt til at foretage et valg. Det var vel også det, han forsøgte i den store interview med Berlingske tidende. Det, han i virkeligheden havde i sinde at sige, var, at Liberale Alliance og De Konservative, som er de to seriøse og mere pragmatiske regeringsorienterede partier, var: ”Kom nu og vær lidt mere med. Jeg har brug for jer.” Men så fik han i virkeligheden skræmt dem mere væk med sine overstadige bemærkninger om, at „Venstre ikke skal hjem, men skal videre‟, der i stedet virkede som arrogance rettet mod dem. Fordi Ellemann bliver nødt til at vælge, om Venstre er et parti, som går efter at vinde regeringsmagten, eller at være en del af en midterflertalsregering. Det er valg, han bliver nødt til at tage. Det er han ikke helt taget. Han vakler lidt frem og tilbage.
Nu nævner du selv den her lidt manglende opbakning fra de pragmatiske blå partier. LA har stillet ultimative krav i forhold til den her top-top-skat. Hvordan kommer det til at udspille sig fremadrettet for det, man stadig kan kalde blå blok?
Hvis vi lige tager koranafbrændingerne ind en gang mere, så synes jeg faktisk, at det er interessant, at både LA og især Søren Pape harcelerer meget voldsomt imod et sådan et forbud. Men det er farligt for de to partier at være så voldsomme i deres retorik. Jeg synes, man kan se i det oprør om Søren Pape, der nu langsomt udspiller sig dagligt i bl.a. Berlingske. Men der er en risiko for, at man bliver for skinger, at man bliver for optaget af at gøre Støjberg, Vermund og Messerschmidt glade. Og så taber man sine egen værdier. Det er jo sådan set også lidt det, Ellemann har påpeget. Det er virkelig farligt. Konservatives holdning på koranafbrændingerne har været katastrofal for Søren Pape. Spørgsmålet er, om det ikke var det, der fik bægeret sig og flyde over. Det bliver vi klogere på snart. Og den der ultimative melding på top-top-skat fra Liberal Alliance har lidt af det samme i sig for Vanopslagh, da det bringer minder frem om Anders Samuelsen. Og det er næsten det værste billede, man kan tegne af Liberal Alliance; at det er Anders Samuelsen 2.0. Så det er en svær position for LA og De Konservative. Fordi regeringen behøver dem ikke. Og derfor er det svært at komme ind og for alvor få indflydelse på udformningen.
Ellemann bliver nødt til at vælge, om Venstre er et parti, som går efter at vinde regeringsmagten, eller at være en del af en midterflertalsregering
_______
Et eller andet sted kan man godt forstå Vanopslagh. For den der top-top skat, er jo, hvis man er liberal-borgerlig, en gak-gak-skat. Det er Løkkes skovsnegl, og Venstre har spist den, fordi de har fået noget for det. Jeg tror, der kommer en skattelettelse på omkring fem milliarder, eller det er i hvert fald forslaget, og en halvering af topskatten for 250.000 mennesker. Så kan man gøre op med sig selv, er det er nok? Det synes Venstre, det var. Men det er klart, at Liberal Alliance har ikke fået noget. Der er ikke noget parti, der har harceleret mere mod topskatten end Liberal Alliance. De bliver sådan set bare bedt om at stemme for. Men hvis man skal æde den der gak-gak-skat, så skal man have noget for det. Så jeg forstår godt Vanopslagh. Men den indeholder en risiko for, at han bliver opfattet som ultimativ, ukonstruktiv og upragmatisk. Det bliver spændende at følge, fordi man kan sige, at der ikke er nogen blå leder. Pape som blå leder giver ikke mening. Hverken ham som person eller partiet med den opbakning, de har. Ellemann har ligesom meldt sig ud, og ind i regeringen. Og det giver heller ikke mening, at han på en eller anden måde er statsministerkandidat. Det synes jeg i hvert fald ikke, og det tror jeg heller ikke, at vælgerne gør. Og så står Vanopslagh der. Og er vel også blevet populær på en blanding af at være fandenivoldsk, men også på at tale til nogle andre dagsordner, end hvad det er klassisk Liberal Alliance. Men det kræver jo også, at Vanopslagh er nødt til at være pragmatisk, hvis han vil have den position. Og det gør det, at top-top-skat gør ondt på ham. Den er virkelig svær.
Så hvad forventer du, at vi ser fremadrettet for både Vanopslagh og LA? En mere pragmatisk tilgang, hvor man imødekommer forslag som det, eller at man går længere væk fra regeringen?
Jeg tror, det bliver en vekselvirkning. Jeg er helt overbevist om, at hvis LA kan få nogle yderligere skattelettelser i en forhandling med regeringen, så vil man måske være med til at æde den der.
Men det er klart, at man skal have noget. Det er ulogisk at forvente, at de bare skal sige ja. Så det kommer også an på, om regeringen reelt er interesseret i at have LA med på sådan nogle ting, men det synes jeg er uklart. Jeg tror faktisk, at især Ellemann har brug for, at LA og Konservative kommer med. Fordi på en eller anden måde legitimerer det ham i den her regering. Så han skal nok passe lidt på med sine arrogante bemærkninger i forhold til Pape og Vanopslagh.
Hvor stærkt står De Konservative efter de seneste ugers kritisk af Pape som leder, men også flere udmeldelser herunder bl.a. Peter Sterup og Lars Barfoed?
Det er både Peter Sterup og Lars Barfod, der har meldt sig ud, og ikke lige så opsigtsvækkende meldte John Lohff sig også ud. Hans navn siger ikke mange så meget, men han er en af de der folk, der har været med i partiet i hele sit liv. Og har spillet en stor rolle – bl.a. ved at gøre Søren Pape til formand. I sidste uge var det tidligere minister, Jacob Axel Nielsen, som giver Pape en gevaldig bredside i Berlingske, hvor han så bringer Benedikte Kjær ind som en mulig formand. Jeg tør slet ikke gætte på, hvem der er formand for De Konservative ved næste valg, men jeg tror ikke på, at det er Pape. Og jeg tror, det kan gå hurtigere, end man tror.
Jeg tør slet ikke gætte på, hvem der er formand for De Konservative ved næste valg, men jeg tror ikke på, at det er Pape. Og jeg tror, det kan gå hurtigere, end man tror
_______
Lad os vende os mod finansloven. Nicolai Wammen har fremlagt, hvad han kalder en generøs finanslov – i hvert fald sammenlignet med sidst. Hvad kommer det til at betyde for Danmarks finanser? Og kommer det til at påvirke opbakningen til regeringen?
Jeg tror, at opbakningen til den her regering i sidste ende vil afhænge af, om vælgerne sidder tilbage med en oplevelse af, at den her regering traf nogle fornuftige og afgørende beslutninger, som der ellers ikke ville være blevet truffet. Og det er simpelthen for tidligt at sige, om det kommer til at ske eller ej. Det er man ikke er nået til endnu. Det handler om sundhedsområdet: Vil der være en oplevelse af, at sundhedsvæsenet er et andet og bedre sted? Lad os bare sige, at vi får valg om to år. Vil der være en oplevelse hos vælgerne af, at det er blevet bedre? Den tikkende bombe, som er vores velfærd, og som primært består i, at der bliver en større efterspørgsel efter velfærdsydelser. Og den efterspørgsel, der er, bliver også mere og mere krævende. Vi forventer en højere service, og det kræver selvfølgelig også, at der er flere mennesker. Og de er der bare ikke. Så det risikerer at rive bunden ud af hvilken som helst statskasse, lige meget hvor bugnende den er. Det er jo ikke noget, man kan løse bare over night. Men jeg føler mig helt overbevist om, at det bliver afgørende, at regeringen med en vis overbevisning vil kunne sige, at vi er begyndt at tage fat om at løse fremtidens problemer på det her område. Det ved vi ikke noget om nu. Det står i regeringsgrundlaget, men de kommissioner, man afventer, har ikke rigtig udspillet sig endnu. Så sundhedsområdet tror jeg bliver afgørende.
Det står stadigvæk forholdsvis kritisk til for den siddende regering i forhold til de seneste meningsmålinger. Hvad er det reelle udfald, hvis der blev udskrevet valg? Er det stadigvæk, at der er fornuft i en midterregering, eller bevæger vi os tilbage mod noget blokbaseret?
Jeg tror personligt, at den her midterregering, ikke nødvendigvis med de samme partier, men med selve konstellationen hen over midten er kommet for at blive – i hvert fald en valgperiode mere. Regeringen har virkelig tabt mange mandater i forhold til valgresultatet. Det er i høj grad selvforskyldt. Store bededag har virkelig været… Det var klodset. Det var virkelig, virkelig klodset. Så har der været den oplevelse af, at Mette Frederiksen i virkeligheden var stemplet ud. Og så har vi haft Jakob Ellemann, som har været mere sygemeldt, end han har været på arbejde i regeringens levetid. Og med de tre elementer, synes jeg ikke det er overraskende, at regeringen ligger hvor den gør. Men jeg synes ikke, at regeringen er presset, for der er jo ikke noget alternativ. Hvad er alternativet? Søren Pape? Pia Olsen Dyhr? På den måde er den ikke presset. Det vil også sige, at der er den der dynamik, at når valget på et eller andet tidspunkt bliver udskrevet, så er der en masse vælgere, der stempler ind og siger, nu skal vi interessere os for politik, og ikke for håndbold eller badminton, eller hvad man nu ellers går og laver. Og så tager man politik alvorligt på en helt anden måde. Det er også derfor, at vi ser nogle meget store bevægelser i selve valgkampen efterhånden. Vi så bare ved det seneste valg her, hvor Mette Frederiksen kom fra totalt baghjul, og så fik et kanonresultat, fordi hun flyttede det i valgkampen. Man kan flytte virkelig meget i valgkampen nu, fordi vi som vælgere ikke er særlig trofaste længere; vi er ikke særlig loyale over de partier, vi stemmer på. Vi orienterer os mere og mere mod personer. Det er også derfor, vi så Støjberg og Løkke, Franciska Rosenkilde – og jeg tager hende med, fordi Alternativet var nul og niks, da valgkampen startede. Så du kan skabe store bevægelser. Derfor synes jeg ikke, at de der meningsmålinger er så interessante på nuværende tidspunkt. Og jeg tror, at der kan ske virkelig meget. Det går meget stærkt i politik, men hvis det var et øjebliksbillede, så tror jeg, at regeringen går til valg på genvalg.
Og i samme konstellation?
Ja, men jeg tror, det vil være åbent. SF, Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre kunne indgå i sådan en regering. Der er problemer og udfordringer med dem hver især, men det er de fire partier, der sammen med de tre nuværende, kunne udgøre puljen af partier, som kan indgå i sådan en regering hen over midten. Man kan se opgøret internt i Konservative også går på, at det var en fejl, man ikke gik med. Det er i hvert fald det, alle kritikerne siger. Så der har man i hvert fald et parti, som, hvis de skifter formanden ud, kunne være interesserede. Men det er meget svært at se en borgerlig statsminister efter næste valg. Og jeg tror, den eneste mulighed for de borgerlige at komme tilbage til statsministerposten, er, at hvis man tager en runde mere med Lars Løkke. Sspørgsmålet er, om man vil det. Måske er det for voldsomt for nogen. Men lige nu kan jeg simpelthen ikke se, at der er nogle af de andre borgerlige partier, der kan levere en statsminister. ■
Jeg tror, den eneste mulighed for de borgerlige at komme tilbage til statsministerposten, er, at hvis man tager en runde mere med Lars Løkke. Spørgsmålet er, om man vil det
_______
Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.
ILLUSTRATION: Finansministeriet i København, 31. august 2023: Økonomi- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) under et pressemøde [FOTO: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
