Michael Irving Jensen: I sidste ende ligger ansvaret for bomberegnen i Gaza hos Vestens politiske ledere

30.10.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er kun udtryk for skribentens egen holdning og er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vestlige ledere og medier fastholder til stadighed et billede af Israel som en del af ”os”, mens palæstinensiske liv og rettigheder ikke tæller på samme vis. Det er ikke bare dovent og fordummende; det er også en tilgang, som dehumaniserer millioner af mennesker og derigennem muliggør massive menneskerettighedsovertrædelser.

Kommentar af Michael Irving Jensen

Som de fleste engagerede verdensborgere, uanset alder, etnicitet, køn, religion og politisk tilhørsforhold, har jeg været limet til sociale medier og tv-skærme siden lørdag den 7. oktober. Det stod hurtigt klart, at det, vi er vidne til, er den største gamechanger for hele Mellemøsten i de seneste fem årtier – og har udsigt til forandringer, som rækker langt udover regionen. Selvom ingen kan forudsige resultatet, vil det være dystert.

Det mest mulige scenario, vi kigger ind i, er etnisk udrensning af Gazas civile befolkning for åben skærm. En ting er de åbenlyse krigsforbrydelser, der allerede er begået. Men som mediet Mondoweiss, der udspringer af det progressive jødiske samfund, gjorde gældende forleden, så har en israelsk tænketank med tætte bånd til Netanyahu promoveret ideen om, at de nuværende begivenheder udgør en enestående chance for at ”flytte og finde en endelig løsning for hele Gazas befolkning”.

Da jeg som ung teenager satte mine fødder i Mellemøsten for første gang, blev jeg fascineret. Jeg voksede op med en zionistisk historieskrivning: Den gode gamle historie om et folk uden land og et land uden folk. En ørken, der blomstrede. Et folk, der fandt hjem. Jeg troede på narrativet, fordi jeg aldrig hørte noget andet. Det viste sig at være bedrag. Og det var først, da jeg selv opholdt mig i regionen, at mine øjne åbnedes for nye narrativer, og som følger heraf besluttede jeg som ung dansker at studere Mellemøststudier. Jeg studerede sproget, kulturen, politikken, økonomien og religionen – inklusive de forskellige strømninger af islamismen.

Kort sagt har jeg dedikeret de sidste næsten 40 år af mit liv til at arbejde i og med regionen. Jeg var i universitetsverdenen i årevis og fokuserede min forskning på palæstinensisk politik. I de sidste to årtier har jeg arbejdet i civilsamfundet og beskæftiget mig først med nutidig mellemøstlig kunst og kultur og siden været stærkt engageret i at støtte uafhængige medier i regionen – og ja, de findes. Skiftet fra akademia til ”den virkelige verden” har været utrolig givende og inspirerende. Et sandt privilegie, hvor jeg har mødt nogle af de mest inspirerende, visionære og modige mennesker, man kan forestille sig. På mange måder kender jeg regionen bedre end mit egen samfund, og måske er det derfor, jeg har så svært ved at begribe, hvad der foregår på de nordlige breddegrader.

 

Hver gang Israel angribes, giver vi fra dansk og vestlig side besættelsesmagten frit lejde til kollektivt at afstraffe en hel civilbefolkning efter forgodtbefindende
_______

 

På trods af mine studier, mit engagement og min alder er jeg simpelthen forbløffet over den danske regering og dens holdning til konflikten i Palæstina (og regionen mere generelt). Jeg er også forbløffet over hele den vestlige verden og dens manglende vilje og evne til at tage de koloniale briller af, reflektere og ændre den gammeldags og tragisk forudsigelige tilgang. Hver gang Israel angribes, giver vi fra dansk og vestlig side besættelsesmagten frit lejde til kollektivt at afstraffe en hel civilbefolkning efter forgodtbefindende. Det har vi set gentagne gange, siden blokaden af Gaza begyndte i 2007.

Vestens urokkelige støtte til Israel

Vestlige ledere og medier fastholder til stadighed et billede af Israel som en del af ”os”, mens palæstinensiske liv og rettigheder ikke tæller på samme vis. Det er ikke bare dovent og fordummende; det er også en tilgang, som dehumaniserer millioner af mennesker og derigennem muliggør massive menneskerettighedsovertrædelser.

Staten Israel fejrede sin 75-års fødselsdag tidligere i år, og det er fortsat en elsket nation i Vesten. Det ses med al tydelig i disse uger. Politiske ledere fra Vesten – Biden, Macron, Von der Leyen og Scholz – er nærmest valfartet til landet for at udtrykke sympati og utvetydig støtte til Israels ret til at reagere på Hamas’ angreb. Sideløbende gennemfører Israel en “tvungen evakuering” af over en million palæstinensere, der bor i den nordlige del af Gazastriben – verdens største, mest tætbefolkede og overvågede åbne fængsel. I takt med, at befolkningen rykker mod syd, falder bomberne nu også der.

Det generelle billede er, at vestlige medier – med få undtagelser – giver en ensidig og ofte ukritisk dækning af situationen, hvor vestlige journalister bevæger sig rundt og skriver den ene efter den anden (ofte meget relevante) personlige lidelseshistorie fra Israel, mens palæstinenserne i skarp kontrast dertil er reduceret til tal.

En del af forklaringen skyldes åbenlyst den manglende adgang til Gaza for vestlige journalister, men når man ser på omfanget af de begivenheder, der udspiller sig lige nu, kan jeg kun betegne forsøgene på at dække begge sider som stærkt mangelfulde. Det er et svigt af journalistikkens ansvar for at viderebringe sandfærdig information til den brede offentlighed.

 

Der hersker ingen tvivl om, at Hamas gik langt over grænsen for, hvilke legitime virkemidler et besat folk må gøre brug af imod en besættelsesmagt
_______

 

Det er ikke fordi, situationens alvor ikke står klar for enhver. FN kalder Israels blokade af fødevarer, vand, brændstof og elektricitet for kollektiv afstraffelse, hvilket er et klart brud med international humanitær lov. Og Israels bomberegn, der har uproportionelt mange civile ofre, bliver af Amnesty International betegnet som krigsforbrydelser. Men krigen er kun lige begyndt, hvis man skal tro de israelske politiske og militære ledere.

Den vedvarende vestlige støtte til Israel er ikke ny, men den har nået nye højder efter Hamas’ angreb den 7. oktober. Det er en reaktion på årtiers indespærring og håbløshed for millioner af palæstinensere i Gazastriben og på Vestbredden. Men der hersker ingen tvivl om, at Hamas gik langt over grænsen for, hvilke legitime virkemidler et besat folk må gøre brug af imod en besættelsesmagt. Asymmetrisk krigsførelse, når det er værst. Israel er rystet og bliver aldrig det samme igen.

De første 48 timer, efter angrebet begyndte den 7. oktober, var uden fortilfælde. Den militære supermagt blev bragt i knæ af en undertrykt ikke-statslig aktør. Den palæstinensiske sag er blevet katapulteret op øverst på den globale dagsorden. Den er kommet ud af glemslen. Sagen er ikke længere parkeret på historiens sidespor. Midt i uhyrlighederne er der blandt mange palæstinensere en stolthed over ikke at dø i stilhed.

De vestlige ledere afspejler ikke befolkningens holdning

I 75 år har Israel frataget palæstinenserne deres fundamentale rettigheder uden at blive draget til ansvar for det. Palæstinensere er blevet ydmyget, frataget deres menneskelighed, deres værdighed, deres land og deres håb. Det eneste, de har tilbage, er deres faste overbevisning om, at det er palæstinensisk land og altid vil være det.

Samtidig har vi i Vesten været bevidst blinde. I årtier har beslutningstagerne sat kikkerten for det blinde øje, mens den ene mere højreorienterede israelske regering efter den anden har udvidet bosættelsesprogrammet og intensiveret blokaden af Gaza. Som aflad har vi pligtskyldigt postet penge i UNRWA (FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten) og det palæstinensiske civilsamfund for at gøre tilværelsen tålelig, men det er jo ikke en løsning. Det er faktisk det modsatte.

 

Igen og igen har palæstinensere fået mærkat som ”den anden”, mens Israel har positioneret sig som en tæt og ligesindet allieret
_______

 

Selvom det er klart ud fra globale meningsmålinger, at omkring halvdelen af den vestlige verdens befolkning ikke bekymrer sig – eller overhovedet ved særligt meget – om konflikten, er der stadig en bemærkelsesværdig diskrepans mellem offentlighedens syn på konflikten og de valgte politikeres handlinger. Støtten til palæstinensernes legitime rettigheder er i dag langt mere udbredt end i tidligere generationer (og især de unge støtter palæstinenserne), mens de fleste folkevalgte i Vesten fortsat ubetinget støtter Israel.

Der findes naturligvis undtagelser, som for eksempel Irland, der med landets egne unikke historie i en europæisk kontekst om frigørelse fra en besættelsesmagt, positionerer sig anderledes og støtter palæstinenserne. I de fleste henseender er de folkevalgte i Vesten ellers meget opmærksomme på den offentlige mening, men ikke når det kommer til positionen på Israel. Der gælder særlige regler her, det har der altid gjort, og den igangværende krig er ingen undtagelse. Men kan det virkelig være sandt?

I 75 år har særlige regler for Israel været gældende internationalt. Intet land har så mange FN-sikkerhedsrådsresolutioner hængende over sig, som ikke er blevet implementeret. Israel er fredet, og et spørgsmål, der stilles alt for sjældent, er: Hvorfor? Hvordan kan det forklares?

Hvorfor får Israel særbehandling?

For mig at se spiller en række historiske begivenheder ind, i særdeleshed den vestlige verdens og især Europas skyld over for verdens jøder efter rædslerne begået mod dem under 2. Verdenskrig. Dernæst har de europæiske socialdemokratiske fagforeningers tætte bånd til deres israelske partnere spillet en rolle, ligesom Israel som kolonialt bosætterprojekt har været politisk og økonomisk domineret af israelske europæere og deres efterkommere med tætte bånd overalt i Vesten.

Geopolitisk spiller det også en rolle, at Israel under Den Kolde Krig var vestligt allieret, mens palæstinenserne og de øvrige befrielsesbevægelser i syd befandt sig på den anden side i de næsten fem årtier, perioden varede. Og endelig spiller det ind, at efter islamismens fremkomst som politisk og terroristisk magtfaktor har dele af den palæstinensiske modstand været integreret i den ramme. Igen og igen har palæstinensere fået mærkat som ”den anden”, mens Israel har positioneret sig som en tæt og ligesindet allieret. Palæstinenserne er simpelthen fremmede. Vi forstår dem ikke – og vil ikke forstå deres kamp og lidelser, fordi det samtidig vil betyde, at vi skal gøre op med vores nagelfaste overbevisninger.

 

Kan vi acceptere Israels nuværende hævn mod en civilbefolkning i Gaza – et område i ruiner med tusinder af døde, inklusive over 2500 børn – fremstillet som selvforsvar?
_______

 

Ikke desto mindre er der en række spørgsmål, vi bør stille os selv og vores folkevalgte: Kan vi acceptere en situation, hvor besættelse, bosættelser, drab og fængslinger er en del af dagligdagen? Kan vi acceptere en israelsk højrefløjsregering, hvor illegale bosættere sætter dagsordenen og dagligt udfører angreb og mord på civile palæstinensere på den besatte Vestbred? Kan vi acceptere en stat, der konsekvent overtræder international lov og knægter palæstinenserne deres legitime rettigheder?

Vigtigst af alt: Kan vi acceptere Israels nuværende hævn mod en civilbefolkning i Gaza – et område i ruiner med tusinder af døde, inklusive over 2500 børn – fremstillet som selvforsvar? Og kan vi i vores egen baghave acceptere, at demokratiske stater undertrykker deres egne befolkningers ret til at tage afstand fra den igangværende aggression, som vi ser i f.eks. Tyskland og Frankrig, hvor folk ikke må demonstrere mod Israels undertrykkelse?

Lige nu accepterer vi blindt tendensen i retning af en moderne Mccarthyisme, hvor både forskere og journalister trækker sig fra debatten af frygt for konsekvenser og stigmatisering, alene fordi de tror på, at menneskerettigheder fortsat er værdige og universelle. Samtidig ser vi, at vores public service-medier midlertidigt glemmer, hvad professionel journalistik handler om. Det er uomtvisteligt, at når støvet har lagt sig, står vi tilbage med uoprettelig skade i Gaza. Kan vi leve med det? Og kan vi leve med os selv?

Alt dette finder fortsat sted på grund af den vestlige verdens ledere, der ubetinget støtter Israels undertrykkelse og fortsatte besættelse, fordi de ikke er i stand til at bryde med den historiske koloniale forståelsesramme. Alt kunne se anderledes ud, hvis de tog deres egne italesatte værdier alvorligt. Det handler om menneskerettigheder og retten til selvbestemmelse.

I stedet udfolder krigsforbrydelser sig åbenlyst, og vestlige ledere er implicit medansvarlige. Dette er kun begyndelsen. Der vil være et efterspil, og de første skridt mod retssager mod vestlige politikere som medskyldige er allerede i gang. I Storbritannien har International Center for Justice for Palestinians, der ledes af den konservative MP, Crispin Blunt, i sidste uge udstedt en erklæring om, at de søger at retsforfølge enhver britisk politiker, der støtter og medvirker til krigsforbrydelser i Gaza.

Dette skridt vil utvivlsomt skabe inspiration. Politikere i Vesten har stadig en chance for at genoverveje deres støtte til de igangværende israelske krigsforbrydelser og ændre historiens gang efter 75 års undertrykkelse og straffrihed for systematiske overgreb og diskrimination mod det palæstinensiske folk. Det palæstinensiske spørgsmål er åbnet på ny, og kampen for palæstinensernes legitime rettigheder kommer utvivlsomt til at tage nye former og blive italesat i nyt sprog. ■

 

Politikere i Vesten har stadig en chance for at genoverveje deres støtte til de igangværende israelske krigsforbrydelser og ændre historiens gang efter 75 års undertrykkelse
_______

 

Michael Irving Jensen (1964) har en Ph.d. fra Københavns Universitet i Mellemøstenstudier og en MA i Udviklingsstudier fra SOAS i London. Han har været i akademia (Københavns Universitet og DIIS) i en lang årrække og har gennem de seneste 20 år arbejdet i civilsamfundet med den arabiske verden som omdrejningspunkt – i de seneste år som regionsdirektør i Mellemøsten og Nordafrika for International Media Support.

ILLUSTRATION: Den 30. oktober 2023 – Palæstinensere går rundt i ruinerne af et bombet hus i Rafah i Gaza, mens de israelske angreb fortsætter på den 24. dag af bombningen af Gaza [Foto: Abaca/Ritzau Scanpix]