Michael Böss i RÆSON SØNDAG: Kan Vesten finde nye veje for globaliseringen i en splittet verden?

31.12.2023

Hvordan kan globaliseringen bestå under de eksisterende geopolitiske forhold? Ukrainekrigen fik sidste efterår Canadas finansminister Chrystia Freeland til at fremsætte det hidtil mest konkrete og velargumenterede bud på et alternativ til den liberale verdensorden, som nu er ved at falde sammen, og hvor historien ikke er afsluttet med en sejr for det liberale demokrati, sådan som Francis Fukuyama forudså.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Michael Böss

I dag taler vi ikke så meget om globalisering, som vi gjorde tidligere. Det er forståeligt. For efter finanskrisen 2008-10, Covid-pandemien 2020-2022 og Ruslands to invasioner af Ukraine er der sket et fald i den globale samhandel. Reel frihandel praktiseres i dag kun inden for regionale markeder som fx EU’s ”frie marked” og NAFTA (North American Free Trade Agreement) eller mellem stater, der har indgået frihandelsaftaler. Og bortset fra de fortsatte strømme af migranter og informationer, er nogle af de kapitalstrømme, der flød frit for 20 år siden, i dag enten underkastet reguleringer eller løbet tør som følge af den geopolitiske udvikling. Dertil kommer, at kravet om bæredygtighed, sikringen af stabile forsyningskæder og ønsket om pålidelige investeringer i dag er blevet centrale elementer i virksomhedernes strategi.    

Det betyder, at både virksomheder og regeringer verden over verden må forholde sig til en helt anden virkelighed end for 30 år siden. Dengang troede politologer, økonomer og politikere, at globaliseringen var kommet for at blive og ville ende med at gøre alle samfund rigere. Den ville fjerne de modsætningsforhold, der blev skabt under Den Kolde Krig, svække nationalstaten og gøre grænser irrelevante. Ingen af forudsigelsen holdt dog stik, og i dag går diskussionen på, om globaliseringen overhovedet vil overleve de nye geopolitiske forhold.

Jeg vil i det følgende først beskrive den udvikling, som globaliseringen har gennemgået, og skitsere fire mulige fremtidsscenarier. Slutteligt vil jeg give et bud på, hvordan globalisering stadig vil kunne foregå i en verden, der er splittet mellem et svindende antal demokratier og et stigende antal autokratier.  

Globaliseringens faser

I begyndelsen af 2023 konstaterede World Economic Forum (WEF) forud for sin årlige konference i Davos, at vi er gået ind i en regulær af-globalisering. Bruddene på de globale værdikæder under COVID-19-pandemien og krigen i Ukraine, de voksende ideologiske forskelle og den grønne omstilling har fået regeringer og virksomheder verden over til at genoverveje deres eksterne afhængighedsforhold. Mange af dem trækker deres produktion tilbage fra andre kontinenter eller foretrækker at samarbejde med partnere, der ligger geografisk nærmere og så at sige betragtes som en del af vennekredsen af ligesindede. Firmaers frygt for at afhænge af Kina får dem til at diversificere deres investeringer og partnerskaber. Det gælder fx Maersk, der som mange andre i dag arbejder ud fra en strategi, der omtales som „Kina plus 1‟, hvilket betyder, at der ikke længere kun investeres i Kina, men også Indien eller andre asiatiske lande. I en verden, der er blevet mere usikker og uforudsigelig, er det blevet afgørende at udvikle robuste forretningsmodeller.

Selv om globalisering ofte forbindes med årtierne omkring årtusindskiftet er der ikke kun tale om et nutidigt fænomen. Som figuren nedenfor viser, kan man inddele den i fem faser.


Globaliseringens faser siden 1870. Kilde: Peterson Institute.

Globaliseringens første fase blev indledt med industrialiseringen og endte med 1. Verdenskrig. Det var en periode, hvor verdenshandlen byggede på den såkaldte guldstandard, et monetært system, som knyttede værdien af et lands valuta til prisen på guld. Desuden var omfanget af landets pengeudstedelse forbundet med centralbankens guldbeholdning. Den øgede samhandel blev især drevet frem af forbedret transportteknologi, som sænkede handelsomkostninger og gjorde det muligt at fragte varer i større mængder. Globaliseringens første fase var domineret af Europa, USA, Canada, Australien og Argentina.

I mellemkrigstiden og under 2. Verdenskrig skete der et dramatisk tilbageslag for verdenshandlen. Først på grund af protektionistiske tiltag, og derefter som følge af den verdensomspændende krig. På trods af Verdensforbundets forsøg på at styrke multilaterale samarbejdsrelationer, skete der både en nationalisering og regionalisering af markederne i kraft af handelsbarrierer og guldstandardens ophævelse.

Globaliseringen gik med Bretton Woods-systemet ind i en tredje fase efter krigen. Systemet, der blev indført i 1945-46, havde til formål at genoprette verdensøkonomien og skabe en ny ”liberal” verdensorden, der byggede på regler og forpligtende aftaler. Det bestod af en international genopbygnings- og udviklingsbank (senere: Verdensbanken), der skulle stille kapital til rådighed for stater med behov for økonomisk støtte. Dertil kom en monetær fond (IMF), der dels skulle finansiere midlertidige ubalancer i internationale betalinger, dels holde valutakurserne fast ved at binde dem op på den amerikanske dollar, som stadig blev knyttet til guldstandarden. Sammen med en gradvis liberalisering af handlen og tilskud til Europas genopbygning fra Marshallplanen førte systemet til hurtig økonomisk vækst i Europa, Japan og flere udviklingsøkonomier og gjorde USA til den dominerende økonomiske magt.

Det nye system gjorde det muligt for nationale regeringer at holde markedskræfterne i ave gennem regulering og statsstyring og viste sig effektiv i de første tre årtier. Men i begyndelsen af 1970’erne brød det sammen. Epicentret var USA, hvor stigende udgifter til velfærd og krigsførelsen i Vietnam førte til en negativ betalingsbalance, høj inflation og voksende offentlig gældsætning. Da behovet i udlandet for den på det tidspunkt overvurderede dollar fik amerikansk valuta til at fosse ud til banker i resten af verden, indførte Nixon-regeringen – uden at have konsulteret de andre medlemmer af det internationale monetære system – en øjeblikkelig løn- og priskontrol. Desuden indførtes en importtold, muligheden for at veksle dollaren direkte til guld blev afskaffet. Det var begyndelsen til afviklingen af Bretton Woods-systemet og samtidig indledningen til globaliseringens fjerde periode: liberaliseringen.

I denne fase fjernede Kina og andre store udviklingsøkonomier deres handelsbarrierer og åbnede for en kraftig forøgelse af den internationale handel. Efter Murens Fald blev også den gamle Sovjet-blok integreret i et marked, der nu blev kaldt globalt, og hvor kapital, ressourcer og varer frit kunne strømme på tværs af territoriale grænser. Liberaliseringen blev derfor kaldt for ”globalisering”. Til at overvåge det nye og meget komplekse finansielle system blev organisationen WTO (World Trade Organization) oprettet i 1995. Så meget voksede verdenshandlen mellem 1995 og finanskrisen i 2008-09, at man kan tale om en tid med ”hyperglobalisering”. Udviklingen blev fremmet af økonomiske teorier, som blev betegnet ”neo-liberale”.

Finanskollapset i 2008  markerer enden på denne fase og begyndelsen til den femte, som vi står i nu. Ganske vist meldte DI i november 2022 ud, at ”globaliseringen lider ingen nød i Danmark”.[i] Og rigtigt er det, at det danske erhvervsliv i stigende grad er blevet afhængig at arbejdskraft udefra. Men de nøgne kendsgerninger er ikke desto mindre, at verdenshandlen i de seneste 12 år har været kendetegnet af en lang opbremsning, som skyldes en lang række faktorer: behovet for genregulering af finanssektoren, Covid-19 pandemien, geopolitiske spændinger, Brexit, politisk modstand mod frihandel, automatisering, tilbagetrækning af produktion og – senest – Ruslands krig mod Ukraine.

I 2019 opfandt tidsskriftet The Economist ordet slowbalization om den periode, vi befinder os i, og hvor verdenshandlen har bevæget sig sidelæns. Der er der dog også iagttagere, der mener, at vi oplever en geoøkonomisk fragmentation, som vil føre til ”afglobalisering”. Under alle omstændigheder kan det fastslås, at vi lever i en tid præget af stor usikkerhed om, hvilken retning vi bevæger os i.


 

[Ukraine]krigen har nu – sandsynligvis i mange år fremover og måske for bestandig – ændret betingelserne for international handel og investering. Men det er ikke den eneste faktor, der kan føre til afglobalisering
_______

 

Fire fremtidsscenarier

I januar 2022 udpegede et panel af internationale virksomhedsledere over for konsulentvirksomheden Ernest and Young (EY) geopolitiske spændinger som den største kritiske risikofaktor for den globale samhandel.[ii]  Det var en måned før Ruslands invasion af Ukraine. Krigen har nu – sandsynligvis i mange år fremover og måske for bestandig – ændret betingelserne for international handel og investering. Men det er ikke den eneste faktor, der kan føre til afglobalisering. Blandt de mange andre faktorer, der vil kunne påvirke både de enkelte landes økonomi og sikkerhed og den globale økonomi, er klimaforandringer, teknologisk innovation, demografiske forandringer, nye pandemier, frihandelsmodstand og ikke-statslige aktørers stigende indflydelse på de beslutninger, som regeringer tager. Derfor er udsigten til, at vi vil vende tilbage til det niveau, som globaliseringen nåede i den fjerde fase, højst usandsynlig. Med inspiration fra en senere analyse fra EY vil jeg opstille fire mulige fremtidsscenarier.[iii] 

1) Økonomisk selvstændighed. Dette scenarie vil betyde en tilbagevenden til den situation, der fandtes 1930’erne. Det betyder, at internationale økonomiske alliancer vil gå i opløsning. Selv om det vil indebære store økonomiske omkostninger og en lavere levestandard, vil vestlige regeringer forsøge at gøre deres lande selvforsynende. De vil yde hjemlige industrier statsstøtte, indføre toldmure og eksportkontrol, nationalisere strategisk infrastruktur og favorisere landets ”vinderindustrier”. Økonomisk politik og forsvarspolitik vil være dele af en samlet sikkerhedspolitik. Staten vil tage kontrol med de strategiske sektorer inden for industrien. Globale handelsforbindelser og kapitalstrømme vil tørre ind i takt med, at landenes erhvervsliv hjemfører produktion, og de store lande vil forsøge at skabe interne forsyningskæder, mens små og ressourcefattige lande som Danmark vil være sårbare, fordi de fortsat vil være afhængige af usikre eksterne kæder.

2) Den Anden Kolde Krig. Det andet scenarie vil minde om forholdene under den første kolde krig. Verden vil igen være fastfrosset i to allianceblokke. Den ene blok vil bestå af USA, EU og deres allierede som f.eks. Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand. Den anden blok af Kina, Rusland og deres allierede i dele af Mellemøsten og Afrika. Derudover vil der være en løs blok af lande uden for de to store alliancer, fx Indien og lande i Sydamerika.  De vil dog ligge under for et under pres fra begge blokke om at vælge side. Derfor vil der herske store geopolitiske spændinger og opstå flere konflikter, deriblandt såkaldte stedfortræderkrige, mellem de store magter. Landenes indenrigspolitik vil snarere være bestemt af hensyn til sikkerhed end økonomiske hensyn. Regeringerne vil forsøge at beskytte og kontrollere forsyningskæder og vil derfor begrænse eller ligefrem forbyde nationale virksomheders investeringer i den ”fjendtlige” blok. Konkurrencen mellem blokkene vil være afhængig af den teknologiske udvikling. Derfor vil man se stater indføre protektionistiske tiltag inden for højteknologi, energiproduktion og de såkaldte life sciences: bioteknologi, lægemiddelfremstilling, digitale løsninger, velfærdsteknologi mm.

3) Vennerne først. Også dette scenarie vil være kendetegnet ved stærke, men dog mere komplekse geopolitiske alliancer, der har til formål at bidrage til medlemslandenes velstand og sikkerhed. Ligesom i begyndelsen af 1990’erne vil handel og kapital bevæge sig forholdsvist frit, men kun mellem allierede lande. Regeringerne vil opmuntre virksomheder og selskaber til at praktisere friendshoring, dvs. at investere og indgå i stabile forsyningskæder, der forbinder ”venligsindede” lande med hinanden. De nationale regeringer vil forpligte sig indbyrdes til at respektere de overnationale regler og institutioner, de selv har tilsluttet sig. Ikke kun inden for handel, men også fx klima, energi, miljø og fødevaresikkerhed. På de fleste politikområder vil de nationale regeringer enkeltvis og sammen bestræbe sig på at afbalancere hensyn til økonomi, sikkerhed og bæredygtighed.

4) Globalisering “light”. Dette sidste scenarie vil delvist ligne situationen fra midt i 1990’erne og til begyndelsen af det næste årti og betyde en tilbagevenden til den såkaldte liberale verdensorden. I dette scenarie vil de geopolitiske spændinger igen være aftaget, og verden være præget af stabilitet, sikkerhed og forudsigelighed. De ideologiske modsætninger mellem blokkene vil blegne, idet handelsbaserede forhold mellem landene vil blive anset for vigtigere. Internationale relationer, overnationale institutioner og multilaterale aftaler vil blive betragtet som uundværlige for løsningen af fælles globale sikkerhedsproblemer som fx klimaforandringer, ressourceknaphed og terror. Men generelt vil markedet genvinde noget af den magt, det havde tidligere. Dog vil borgerne kræve foranstaltninger, der ikke udsætter dem for de sociale og økonomiske risici, der prægede hyperglobaliseringen, og derfor kræve en højere grad af statslig og overnational regulering og styring.

De fire scenarier skal selvfølgelig kun betragtes som analytiske kategorier. Udviklingen kan udmærket vise sig at lande et sted midt imellem dem. Den kan dog også gå i en mere ekstrem retning. Fx i tilfælde af en ny, varm verdenskrig. Alligevel vil dette dog være mindre sandsynligt end de fire skitserede scenarier. De mest sandsynlige er ”Den anden kolde krig” og ”Vennerne først”, mens de to andre forekommer mere usandsynlige. Med Covid-19-pandemien begyndte verden at bevæge sig væk fra ”Globalisering light”-scenariet. Efter Ruslands invasion af Ukraine er vi siden rykket tættere på ”Den anden kolde krig” og ”Vennerne først”. Det sidste af scenarierne har tilmed fået stærke politiske fortalere i den vestlige verden inden for de seneste år. En af dem er Canada.

 

De fire scenarier skal selvfølgelig kun betragtes som analytiske kategorier. Udviklingen kan udmærket vise sig at lande et sted midt imellem dem. Den kan dog også gå i en mere ekstrem retning. Fx i tilfælde af en ny, varm verdenskrig
_______

 

Genoplivning af ideen om demokratiernes alliance

Da NATO blev skabt sidst i 1940’erne, var der mange intellektuelle i både Europa og Nordamerika, der håbede, at organisationen ville udvikle sig til mere end blot en forsvarspagt. Det var en vision, som især nød støtte i Canada. Det var således den liberale canadiske regering, der stod bag indføjelsen af NATO-traktatens paragraf 3, som lyder: ”Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.”

I canadiernes forståelse betød ”selvhjælp” og ”gensidig hjælp”, at forudsætningen for et effektivt forsvar mod Sovjetunionen var social og økonomisk robusthed (resiliens). At sikkerhed drejer sig om mere end militært selvforsvar, fremgår også af paragraf 4:

”Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, nårsomhelst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.” 

Alligevel forblev NATO en militær forsvarspagt. Europa gik sin egen vej ved at skabe et regionalt økonomisk fællesskab, mens USA anså NATO for at være en blot midlertidig organisation, som skulle hjælpe Vesteuropa med at opbygge sit eget militære forsvar. Men i de seneste år – under indtryk af, at vi lever i en verden, hvor autokratiske styreformer sender demokratiet i defensiven – er den gamle idé dukket op igen i en ny form i form af et forslag om et nyt fællesskab af demokratiske stater.

I 2018 stiftede tidligere statsminister og NATO-chef Anders Fogh Rasmussen Alliance of Democracies Foundation og udtalte i den forbindelse til Altinget: “Når USA og andre demokratier trækker sig tilbage, efterlader vi et vakuum, der bliver fyldt ud af Putin, Kim Jong-un, Assad og alle de andre. Så jeg vil gerne styrke demokratiet ved at opbygge en alliance af verdens demokratier” (1.3.2018). Fonden har lige siden arrangeret årlige ”demokrati-topmøder”, som skal tjene som et forum for udveksling af viden og idéer, men overlade det til andre at føre dem ud i livet. Fogh Ramussen forestiller sig også, at fonden som en del af sit demokrati-arbejde kunne understøtte erhvervsudviklingen i de demokratiske lande.

Siden 2018 er tanken om en organisering af demokratiets ”venner” blevet aktualiseret yderligere af Putins krig i Ukraine. Krigen fik sidste efterår Canadas finansminister Chrystia Freeland til at fremsætte det hidtil mest konkrete og velargumenterede bud på et alternativ til den liberale verdensorden, som nu er ved at falde sammen.

En ny værdibaseret globalisering

Freeland er ikke blot en ny ”grå eminence”, som canadiske toppolitikere engang blev beskrevet som. Hun er også vice-premierminister og en sandsynlig afløser for Justin Trudeau som formand for Det Liberale Parti, som har haft regeringsmagten siden 2015, men hvis nuværende leder synes tæt på at have haft sin tid.

Chrystia Freeland mener, at tiden er moden til, at verdens liberale demokratier gør noget mere end blot styrke NATO. Deres samarbejde må også have et økonomisk og værdimæssigt grundlag, sagde hun i en tale, hun holdt på Brookings Institution i Washington, D.C. den 11. oktober 2022.[iv]

Hun forestiller sig en helt ny æra, der bygger på en realistisk vurdering af, at historien ikke er afsluttet med en sejr for det liberale demokrati, sådan som Francis Fukuyama forudså. Autokratierne har vist sig ikke at forsvinde gennem øget samhandel. Vesten troede, det ville kunne lade sig gøre at bringe Kina ind i WTO og at løfte de fattige lande i det globale syd ud af fattigdom uden at miste sin egen geostrategiske position i verden. Vesten troede desuden, at økonomisk velstand ville skabe demokratiske, pluralistiske og humane regimer. Man troede også, at gensidig økonomisk afhængighed ville forhindre krig og brugte derfor 30 år på at bygge den op. Set i bakspejlet har denne forestilling vist sig naiv. Først nu forstår vi, at den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders post som bestyrelsesmedlem i Rosneft var et led i Putins strategi, lyder den skarpe vurdering fra Freeland.

Hun mener, at vi må indse, at demokratierne i fremtiden vil leve på planeten sammen med lande, som ikke deler vores værdier, eller som i virkeligheden anser vores værdier som både fjendtlige og ringere end deres egne. ”Og alligevel må vi finde måder at leve sammen på.” Men ”vores nye erfaringer [efter Putins angreb på Ukraine] betyder, at vi må samle demokratierne i en fælles alliance.”

Freeland beskriver derefter i sin tale de tre grundpiller, alliancen bør hvile på: (1) et øget politisk og økonomisk samarbejde mellem de liberale demokratier, (2) et nyt forhold til det store flertal af lande, som hverken er venner eller fjender af Vesten, og (3) et mere realistisk syn på autokratier.

Om den første pille siger hun, at demokratier bevidst bør bestræbe sig på at opbygge forsyningskæder inden for deres egne økonomier, så de ikke bliver afhængige af autokratierne. Det første oplagte middel er at indføje incitamenter til skabelsen af sådanne kæder i bi- og multilaterale handelsaftaler. En sådan friendshoring vil ”tiltrække nye investeringer, skabe flere velbetalte job, lægge grunden til en ny global økonomi”. Det vil gøre de nationale økonomier mere robuste, end de er i dag.

Friendshoring er altså svaret på disse legitime bekymringer over for globalisering, mener Freeland. Men kun hvis det nye økonomiske samarbejde bygger på fælles værdier. Som fx den værdi, der blev lagt til grund for EU’s nye forbud mod varer produceret ved tvangsarbejde.

 

Chrystia Freeland mener, at tiden er moden til, at verdens liberale demokratier gør noget mere end blot styrke NATO. Deres samarbejde må også have et økonomisk og værdimæssigt grundlag
_______

 

Det betyder, at alle demokratiske lande må forpligte sig på at følge de samme regler og principper, når de handler sammen, selv om det ofte er fristende at lade være. Endvidere indebærer det, at alle lande inden for alliancen skal bruge politisk kapital på at garantere deres partnerlandes økonomiske sikkerhed. Som eksempel nævner Freeland EU, der under Covid-pandemien pålagde europæiske vaccineproducenter at overholde deres kontrakter med ikke-europæiske allierede. Men det kan også være i spørgsmål om energi og andre ressourcer, som er nødvendige for opretholdelse af produktionen. Og så er det afgørende, at den nye globale økonomi bliver grøn. Både for planetens fremtids skyld, men også fordi verdens demokratier må frigøre sig fra ”olietyrannerne” i Rusland og Mellemøsten, mener Freeland.

Det kunne lyde let nok at lave en alliance mellem venner i det rige og demokratiske Vesten. Men det vil ikke nytte noget, hvis ikke de dele af verden, som ikke fik noget udbytte af den tidligere globalisering, får mulighed for at komme med. Friendshoring må ikke blive en lukket klub for rige lande, men skal være åben for demokratier i Caribien, Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien, ja, for ethvert land, der deler den nye alliances værdier og er villigt til at spille efter de regler, den kollektivt har formuleret. Det er baggrunden for den anden grundpille i Freelands vision.

Men det forudsætter, at vi i de rige lande forstår, at det ikke er urimeligt, at mange af fattige lande i det globale syd vil stille sig tvivlende ved udsigten til at indgå i et værdibaseret partnerskab med os. Deres erfaringer med vestlig imperialisme i 18- og 1900-tallet kan få dem til at tro, at de i stedet vil få mere ud af at spille de store magter ud mod hinanden. Så meget desto større grund vil der være til at tage afstand fra fortiden og påvise over for dem, at når de nye imperiale magter, Rusland og Kina, i dag tilbyder det globale syd hjælp, sker det kun i de to magters egen interesse.

Den sidste grundpille er et realistisk syn på de nye autokratier. Som Freeland formulerer det:

“Vi må forstå, at autoritære regimer er grundlæggende fjendtlige over for os. Vores succes er en eksistentiel trussel mod dem. Det er derfor, de har forsøgt at nedbryde vores demokratier indefra, og vi kan forvente, at de vil fortsætte med at gøre det. Vi må desuden indse, at autoritære regimer har lige så lidt respekt for en regelbaseret orden mellem stater, som de har for lovens herredømme i deres egne lande. Det betyder, at vi bør udvise forsigtighed, når vi indgår økonomiske relationer med verdens diktatorer og deres eliter … Vi skal blive ved med at handle med dem, men vi må undgå strategiske sårbarheder i vores forsyningskæder og økonomier.”

Freeland begrunder nødvendigheden af at opretholde forbindelser med autokratiske lande med, at det er essentielt for løsningen af klimaforandringernes ”eksistentielle trussel” og for skabelsen af andre ”globale offentlige goder”.

Selv om der er visse uklarheder i Crystia Freelands vision om en demokratisk alliance, er der efter min vurdering tale om et sammenhængende og velargumenteret bud på, hvordan globaliseringen vil kunne fortsætte under de eksisterende geopolitiske forhold, men i en ny version. I den nye vision vil økonomierne i både det globale nord og det globale syd fortsat kunne høste de uafviselige fordele ved en global samhandel, men samtidig undgå den strategiske sårbarhed, som den gamle version indebar. I den nye model vil og bør der stadig foregå samhandel mellem demokratierne og autokratier som Rusland og Kina, men udelukkende på de betingelser, som den demokratiske alliance sætter og med henblik på at fremme fælles goder. Her vil geopolitisk stabilitet, miljøsikkerhed og human sikkerhed være afgørende for demokratierne. Til gengæld vil også autokratierne have en interesse i at forhindre, at den globale temperaturstigning får ødelæggende konsekvenser for livet på den jord, som ikke respekterer territoriale grænser. ■

 

I den nye vision vil økonomierne i både det globale nord og det globale syd fortsat kunne høste de uafviselige fordele ved en global samhandel, men samtidig undgå den strategiske sårbarhed, som den gamle version indebar

_______

 

Michael Böss er dr.phil., historiker, forfatter og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Hans seneste udgivelser er Liberalismens vildfarelser (2021), Nationale drømme – Historien om Canada (2022) og Den keltiske ånd (2023).

ILLUSTRATION: Hormuzstrædet i Den Persiske Golf, 21. juli 2019: En britisk olietanker patruljeres af en speedbåd fra den iranske revolutionære garde [FOTO: Salampix/Abaca/Ritzau Scanpix]

Fodnoter kan findes nederst.

[i] ”Globaliseringen lider ingen nød i Danmark”, DI, 1. nov. 2022, https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2022/10/globaliseringen-lider-ingen-nod-i-danmark/

[ii] “Will bold strategies fuel market-leading growth? EY 2022 CEO Outlook Survey”, January 2022,  Will bold strategies fuel market-leading growth? EY 2022 CEO Outlook Survey

[iii] “Prepare now for the new era of globalization”, EY, 8 September 2022, https://www.ey.com/en_dk/geostrategy/future-of-globalization

[iv] Chrysta Freeland, Deputy Prime Minister of Canada, Remarks by the Deputy Prime Minister at the Brookings Institution in Washington, D.C. 11 October 20222, https://deputypm.canada.ca/en/news/speeches/2022/10/11/remarks-deputy-prime-minister-brookings-institution-washington-dc.