Mette Skak i RÆSONs nye trykte nummer: Putin ønsker sig en evig krig. Men han kan stadig tabe
23.12.2023
Invasionen af Ukraine skal ses i det lange perspektiv: Putins regime forbereder de nye generationer på at ofre deres liv i kampen for Ruslands ære. Det må Vesten tage alvorligt.
Af Mette Skak
Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”.
I sommeren 2022 fremkom den russiske sociolog Aleksej Levinson fra det anerkendte Levada Center med en både foruroligende og velbegrundet udlægning af, hvorfor Putin fandt det nødvendigt at invadere Ukraine 24. februar 2022: ”Hen over 2021 blev Ruslands ledelse efterhånden overbevist om, at hvis Europas energiplaner lykkes, vil Rusland miste sin status som global magt. Den eneste udvej var at blive Europas nye hegemon. Hvis Rusland gennem brug af magt kunne bringe Centraleuropas største land [dvs. Ukraine, red.] og senere andre lande og territorier over i sin egen lejr, ville Rusland opnå tilstrækkelig politisk – omend ikke økonomisk – kapital til at stå på lige fod med verdens stormagter, USA og Kina. Verden ville blive inddelt i indflydelsessfærer – og Europa ville helt og holdent falde ind under den russiske” [min oversættelse til dansk fra: Alexey Levinson: “Why is the Kremlin so committed to this war?”, June 14 2022, Meduza].
I denne udlægning var Putins hævntørst mod Ukraine – for slet ikke at tale om NATO – irrelevante faktorer. Levinson gør dermed geopolitiske motiver sekundære til fordel for det geoøkonomiske energi- og klimapolitiske motiv. Den udløsende faktor var ifølge ham Parisaftalen, der fik mange aftagere af russisk gas til at påbegynde en hurtig omstilling væk fra de fossile brændstoffer, som Rusland lever af at eksportere. I særdeleshed EU’s grønne omstilling med den såkaldte CBAM-afgift blev af Kreml set som en akut trussel mod Ruslands magtposition i den globale geoøkonomi. CBAM fordyrer omverdens eksport til EU-markedet, når der er tale om varer, der udleder megen CO₂, og det gør Ruslands produktion af jern, stål, aluminium og kunstgødning.
Hvis Levinsons analyse holder stik, er krigs- og erobringstruslen fra Rusland ikke kun rettet mod Ukraine, men mod hele Europa. Lige så skræmmende i lyset af det åbenlyse behov for at handle på klimakrisen er det, at han anser det for Ruslands krigsmål at skyde Europas omstilling til vedvarende energi i sænk til fordel for et underkuet Europa, hvor stormagten Rusland kan skalte og valte med kontinentets småstater.
Selvom man næppe kan se bort fra geopolitikken som faktor bag Ukraine-krigen, er der grund til at dykke ned i, hvordan det står til med Ruslands energi- og klimapolitik.
Kremls sabotage af klimahandling
Rusland har ratificeret Parisaftalen af 2015, men det skete så sent som i september 2019. Året før var Rusland med til at obstruere COP24 i Krakow ved sammen med Trumps USA, Saudi-Arabien og Kuwait at hindre en planlagt tilslutning til IPCC’s forudgående rapport, hvilket ellers skulle have skubbet til handling på klimafeltet. Ligeledes er det fast rutine i FN’s Sikkerhedsråd, at Rusland modarbejder den klimapolitiske dagsorden, som da Storbritannien i foråret 2021 forud for COP26 i Glasgow ville have Sikkerhedsrådet til at ophøje klimaændringer til en global sikkerhedstrussel. Bortset fra det kunne Ruslands tiltræden af Parisaftalen tyde på, at klimakrisens alvor var ved at gå op for Putin. I 2003 udtalte han, at det ville være dejligt med global opvarmning, så man ikke længere skulle gå i pels om vinteren, og han har ligefrem frarådet vindmøller med ordene: ”De ryster og får regnormene til at kravle op af jorden”.
Men så ved årsskiftet 2019-20 vedtog Rusland en treårig handlingsplan for klimapolitiske tiltag. Og så alligevel ikke, for nærlæser man planen, er den eneste ’handling’, som planen forpligter til, rene bureaukratiske indberetninger. Kun artikel 11 slår ned på noget konkret. Ganske sigende for Ruslands benspænd for klimahandling på udebane går denne bestemmelse ud på at modarbejde det, russerne kalder for EU’s ’CO₂-protektionisme’, dvs. EU’s grønne CBAM-afgift. Planen gav klart indtryk af, at den klimapolitiske alvor på Kreml-niveau handler om præcis det, som Levinson peger på.
Selvom man næppe kan se bort fra geopolitikken som faktor bag Ukraine-krigen, er der grund til at dykke ned i, hvordan det står til med Ruslands energi- og klimapolitik
_______
På hjemmebane har Ruslands Kreml-kontrollerede medier og propagandister længe stået for det stik modsatte af folkeoplysning på det klimapolitiske område. Der er udgivet hele bøger om Kremls kulsorte energipolitik og kyniske vildledning af Ruslands befolkning, fx The Energy of Russia. Hydrocarbon Culture and Climate Change af den finske energiøkonom og Rusland-kender Veli-Pekka Tynkkynen. Ifølge en nylig artikel i det engelsksprogede dagblad The Moscow Times (”Climate Skeptics Muddy Russians’ Understanding of Warming Planet”, 18. oktober 2023) står det stadig skralt til med den nødvendige klimakrisebevidsthed i Rusland. Den russiske klimaforsker Mikhail Julkin udtaler her, at hans universitetsstuderende på kandidatniveau aldrig har hørt om den globale opvarmning, så han må undervise i emnet helt fra bunden af. I 2022 var russerne et af de folkeslag på kloden, der var mindst bekymrede for klimaet, og i 2016 var Rusland i en undersøgelse af 23 lande der, hvor klimabenægtelse var mest udbredt. Ledende russiske Duma-politikere som Sergej Mironov omtalte i oktober 2023 Parisaftalen som noget, der bygger på en myte – eller med andre ord: ren indbildning, hvor Ruslands industri kommer til at betale gildet via CO₂-afgifter.
Russiske statskontrollerede TV-kanaler ser det som deres opgave at så mest mulig tvivl om klimakrisens alvor og beklikke FN’s klimapanel, IPCC. Fx hed det sig i en 2020-udgave af REN TV’s show De mest chokerende hypoteser, at den globale opvarmning blot er et globalt svindelnummer. Den røde tråd gennem det seneste årtis russiske dækning af klimastoffet er nemlig påstanden om, at sagkundskaben stadig mangler afklaring om den globale opvarmning – herunder om den er menneskeskabt – samt at teorier om global nedkøling har lige så stor gyldighed. Det hænger sammen med, at førende russiske geologer har gjort sig til talsmænd for, at verden står over for en global istid. De lægger sig dermed på linje med den russiske fossile industri og det russiske energiministerium, der helt ignorerer den grønne omstilling. Samtidig gør det russiske samfunds traditionelle mistro det svært at få befolkningen til at begribe alvoren.
Permafrostens optøning
Det tragiske ved den massive russiske klimabenægtelse er nemlig, at Rusland står over for en endnu værre udgave af den globale opvarmning end verden som helhed. Det er budskabet i en anden kulegravning af Ruslands energi- og klimapolitiske situation skrevet af den amerikanske Rusland-kender Thane Gustafson i bogen med den halvvejs russiske titel KLIMAT: Russia in the Age of Climate Change fra 2021. Det særlige russiske klimadrama skyldes, at op mod to tredjedele af Ruslands territorium er dækket af permafrost. Når den tør, vil det ruske op i undergrunden på en jordskælvsagtig måde, fordi permafrost ifølge en banebrydende analyse af fænomenet i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature primært består af bundfrosne vandkrystaller.
De globale temperaturstigninger slår to en halv gang hurtigere igennem i Rusland end i resten af verden, og ifølge data fra det russiske meteorologiske institut, Rosgidromet, endnu hurtigere i Ruslands enorme arktiske landområder helt mod nord og i Sibirien. Måske fordi disse egne samtidig udgør de mest tyndtbefolkede egne af landet, tillader Kreml sig at blæse på klimasagkundskabens advarsler.
Der er flere eksempler på dramatiske klimahændelser, som fx det enorme, hastigt optøende Batagajka-krater, hvor permafrostens forsvinden efterlader et hul i undergrunden på en kilometer i diameter og 100 meters dybde. Det er ikke længere muligt at få optøningen og de hermed forbundne jordskred i kanten af krateret under kontrol, i stedet afgiver det så megen CO₂ til atmosfæren, at det i sig selv forværrer klodens opvarmning. Batagajka-nedsmeltningen skyldes rydning af skoven tilbage i 1960.
Så sent som i maj 2020 udløste permafrostens optøning endnu en miljøkatastrofe i form af et gigantisk olieudslip i Norilsk i det nordvestlige Rusland. Selvom Rusland næppe har eneansvaret for, at Laptevhavet oppe nord for Sibirien ikke ville fryse til sidst i oktober 2020 og dermed indvarsle den arktiske vinter, sådan som det plejer, vakte denne ildevarslende nyhed international opsigt som vidnesbyrd om, hvor galt det står til med den accelererende opvarmning af hele Arktis. Det samme med den varmerekord, der blev målt 20. juni 2020 i den nordsibiriske by Verkhojansk; ellers berygtet for sine verdensrekorder i vinterfrostgrader.
I sommeren 2010 var der en voldsom hedebølge efterfulgt af omfattende løbske skovbrande i det tætbefolkede centrale Rusland, som kostede noget nær 56.000 mennesker livet og bl.a. indhyllede hovedstaden, Moskva, i tæt røg. Men katastrofen fik blot de russiske klimabenægtere til at lancere en vild konspirationsteori om, at det var USA, der havde sluppet et ’klimavåben’ løs på Rusland.
Førnævnte Rosgidromet er sammen med det russiske miljøministerium, Minprirody, ret alene om at holde fast i klimasagligheden. Da Minprirody i september 2018 offentliggjorde sin 900 siders fremskrivning af, hvordan klimakrisen vil ramme Rusland, fik den faktisk omtale i de lødige russiske aviser, heriblandt Kommersant. Dagbladet dækkede sagen under overskriften ”Sult, pest, død og forvredne jernbaneskinner” (19. september 2018). Når ordene ’pest’ og ’død’ dukker op her som trussel, skyldes det, at forhistoriens sygdomsbakterier og vira kun forbliver uskadelige for mennesker og dyr, så længe permafrosten holder dem dybfrosne. Følgelig er et af de helt store faremomenter ved den globale opvarmning, at permafrosten slipper alskens ukendte, men livsfarlige bakterier og vira løs med nye pandemier til følge, som påpeget i artiklen ”As Russia’s Permafrost Thaws, Ancient Pathogens Risk Re-Awakening” (The Moscow Times, 7. november 2023). I 2016 fik man en forsmag på, hvor galt det kan gå, idet varme fik permafrosten til at optø miltbrandsporer, der stammede fra en epidemi i 1941 blandt rensdyr tilhørende nenets-folket i det arktiske nordlige Sibirien. I al hast måtte guvernøren beordre 100.000 rensdyr nedslagtet, men en dreng døde, og 90 måtte på hospitalet (”100.000 rensdyr slagtes af frygt for ’zombie-sygdom’”, Politiken, 13. oktober 2016).
Hvad overskriftens påstand om sult angår, truer klimakrisen den russiske fødevareproduktion via den tørke og de oversvømmelser, den vil forårsage. Hertil kommer, at permafrostens optøning vil destabilisere lokale jernbaneskinner og tillige ramme Ruslands arktiske olie- og gasrørledninger samt etageejendomme i storbyerne nordpå.
Der er allerede registreret en voldsom stigning i antallet af ekstreme vejrhændelser i Rusland, såsom enorme løbske skovbrande i Sibirien. Alligevel forestiller mange russiske og enkelte internationale iagttagere sig, at Rusland vil vinde på den globale opvarmning gennem permafrostens optøning. De forudsætter, at fødevareproduktionen uden videre kan parallelforskydes mod nord, men man overser her, at de jordbundstyper, som permafrosten gemmer på, sjældent er frugtbare. Derfor er der al mulig grund til at hæfte sig ved den rapport fra 2013, hvori de anerkendte russiske agronomer Safonov og Safonova advarede om, at Ruslands egentlige frugtbare egne, såsom Altaj og Voronezj, allerede havde store problemer med erosion og udtørring. Ergo vil klimakrisen uvægerligt påføre landbruget enorme tab (”Economic analysis of the impact of climate change on agriculture in Russia”, Oxfam Research Reports, april 2013).
Putin er så forhippet på at blive ’genvalgt’ som præsident i 2024, at han ikke tør gennemføre en fuld mobilisering nu
_______
Ukraine-krigen som en permanent tilstand?
Nogle vil måske indvende, at russerne på en måde er lovligt undskyldt, for Ukraine-krigen må naturligt nok lægge beslag på opmærksomheden. Netop dette er efter alt at dømme en tilsigtet, såre belejlig indenrigspolitisk følge af Kremls vanvittige angrebskrig.
Flere russiske historikere og sociologer mener, at Putin har ændret strategi til en langvarig, ja, uophørlig udmattelseskrig. Således har den anerkendte russiske historiker Sergej Medvedev skrevet et essay, hvis budskab er, at krig simpelthen er blevet Ruslands nationale ide. Allerede i løbet af marts 2022 stod det klart, at det russiske forsøg på at erobre hele Ukraine og indsætte et marionetregime i Kyiv var slået fuldstændig fejl. Det burde, mener de britiske militære eksperter Watling & Reynolds, have fået Putin til at stoppe, mens legen var god, og indgå en våbenhvile. Men det stik modsatte skete.
Kreml gik over til at ophøje angrebskrigen til en eksistenskrig for Rusland selv, godt hjulpet af overhovedet for den russiske ortodokse kirke, patriark Kirill. Han holdt 6. marts 2022 en berygtet prædiken, hvori han ubetinget tilsluttede sig krigen, som han mente tjente et ophøjet ’metafysisk’ formål. Kirills blåstempling af krigen blev i april udbygget med et veritabelt folkemordsmanifest for ukrainernes videre skæbne skrevet af filosoffen og propagandisten Timofej Sergejtsev. Denne ideologiske mobilisering af den russiske befolkning til hellig krig blev den 21. september 2022 fulgt op af en delvis, men egentlig mobilisering af våbenføre mænd i Rusland til fronten i Ukraine. Det hensatte hele det russiske samfund i en endnu værre choktilstand end selve krigsudbruddet 24. februar 2022. Hundredtusinder flygtede til nabolande som Georgien, og alene Kasakhstan modtog 2,9 millioner flygtninge fra Rusland i 2022.
I november 2022 afholdt Putin et møde med udvalgte mødre til soldater, der var faldet i Ukraine. Her hyldede han reelt døden i en mærkværdig trøst til en ulykkelig mor: ”Vi forlader alle denne verden før eller siden. Deres søn levede ikke forgæves, for han fuldførte sin mission i stedet for at dø af vodka eller noget lignende” (citeret efter Vjorstka/Meduza, 19. januar 2023). Sociologen Dina Khapaeva ser udtalelsen som udtryk for den dødskult, som hun mener, Rusland var indfanget i allerede før Ukraine-krigen. Hendes fagfælle Grigorij Judin er enig, idet han fremhæver, hvordan Putin i sommeren 2021 udtalte, at der ”ikke er nogen glæde ved livet” (interview i Meduza: ”’Russia ends nowhere’, they say. Sociologist Grigory Yudin discusses a year of war and what comes next”, 25. februar 2023).
Judin finder det besynderligt, at en statsmand på højeste niveau som Putin ikke føler sig forpligtet til at indgyde befolkningen håb. Intet tyder dog på, at Putin deler den livslede, han gav udtryk for; tværtimod. Budskabet var ene og alene, at hans undersåtter ikke skal hænge ved livet, men være parate til at ofre det. Putin udnytter her, at flere af Ruslands højtråbende ideologer hylder den russiske kosmisme, en livsfjendsk filosofi, der drømmer om et verdensomspændende teokrati under en russisk tsar (herom se Slavoj Zizek, ”Død og ære i Rusland”, Information, 14. februar 2023).
Putins morbide etik er blevet mere tydelig, i takt med at Ukraine-krigen trækker ud og ifølge Judin netop søges gjort til en evighedskrig (’permakrig’) blottet for meningsfulde målsætninger. Dødskulten går nu hånd i hånd med en krigskult, der i økonomisk henseende truer med at gøre Rusland til et Nordkorea, hvad oprustning angår. Denne drejning over mod fascistisk massemobilisering kommer endvidere til udtryk i det nye skolefag Razgovory o vazjnjem, dvs. ’Samtaler om det væsentlige, der reelt hjernevasker børn til at blive soldater og være klar til at dø i krig.
Putins strategi i Ukraine-krigen bygger på en overbevisning om, at han kan tåle langt højere tab og en meget længere varende krig, end Ukraines vestlige støtter kan; med andre ord, at han kan ’sidde krigen ud’ og ligefrem tænke i nye erobringer
_______
Lyspunkter og udveje – findes de?
Ovenstående er unægtelig deprimerende læsning. Den russiske historiker Andrej Kolesnikov har i tidsskriftet Foreign Affairs udgivet et essay med en tilsvarende nedslående diagnose under overskriften ”How Russians Learned to Stop Worrying and Love the War. The Pliant Majority Sustaining Putin’s Rule” (1. februar 2023).
En række reportager bekræfter førnævnte Judins pointer om splittelse, frygt og fravær af håb for fremtiden i det russiske samfund. Vejen ud af Putins krigsførende evighedsmaskine er derfor ifølge Judin at genskabe håbet for russerne ved at give dem klare forestillinger om, hvordan et fredeligt samfund kan skabes. Rusland er endnu ikke som Nordkorea hermetisk lukket for viden om og impulser fra verden udenfor, så ad den vej hjælper Vestens egen offentlige samtale om grøn bæredygtighed, korruptionsbekæmpelse, frihedsrettigheder osv. måske russerne til at se fremad. Judin råder også russerne til at læse deres egen anarkist Kropotkin og pacifisten Tolstoj.
Putins strategi i Ukraine-krigen bygger på en overbevisning om, at han kan tåle langt højere tab og en meget længere varende krig, end Ukraines vestlige støtter kan; med andre ord, at han kan ’sidde krigen ud’ og ligefrem tænke i nye erobringer. Men Judin understreger, at Putins planer ikke behøver at blive virkelighed, omverden kan sætte en stopper for ham.
Paradokset er nemlig, at den direkte vej til at afkorte Ukraine-krigen er ved at vise vilje til over mange år at opretholde den militære hjælp til Ukraine – ammunition, hjælp til forsvaret af civile og opnåelsen af luftherredømme osv. Læg hertil den gode nyhed, at Putin er så forhippet på at blive ’genvalgt’ som præsident i 2024, at han ikke tør gennemføre en fuld mobilisering nu. Udsættelsen kan nemt koste ham dyrt i militær slagkraft på slagmarken i Ukraine. Og uanset hvad han gør indadtil nu eller senere, er der snævre grænser for, hvor meget Rusland kan trylles om til et Nordkorea, understreger den ansete Rusland-ekspert Mark Galeotti (Intellinews, 21. august 2023: ”The limits of Russian mobilisation”).
I øvrigt bør man huske på, hvad en klog strateg har fremført, nemlig, at Nordkoreas krigeriskhed for det meste kun er noget, man har i munden. I praksis lever Kim-diktaturet højt på at befinde sig i fredstid, for freden sikrer mod den katastrofale åreladning af generationer af især mænd, som Kremls krigspsykose påfører Rusland.
Det står ifølge The Economist allerede klart, at de russiske tab af menneskeliv i Ukraine-krigen overgår de samlede tab i henholdsvis Afghanistan-, Tjetjenien-, Georgien-, Ukraine-interventionen 2014-22 samt Syrien-krigen (2015- ). Endvidere afslører Putins permakrigsstrategi, at de tilbagevendende russiske trusler om at bruge atomvåben er bluff af typen politisk pression rettet mod vestlige regeringer for at stoppe våbenhjælpen til Ukraine og fjerne de økonomiske sanktioner mod Rusland. Så selvom det er en mørk tid, Europa gennemlever, skal vi holde hovedet koldt og ikke lade os handlingslamme af Kreml. ■
Så selvom det er en mørk tid, Europa gennemlever, skal vi holde hovedet koldt og ikke lade os handlingslamme af Kreml
_______
Mette Skak (f. 1956) er cand.phil. i russisk og historie, ph.d. og nu lektor emerita ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Hun har længe forsket i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og publiceret om bl.a. russisk strategisk kultur og klimapolitik.
ILLUSTRATION: Astana, 9. november 2023: Putin under et møde med Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokayev [FOTO: Dmitry Azarov/Kommersant Photo/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
