06.11.2023

Det synes at være mejslet i granit hos de fleste, at kinesernes samfundskage en dag bliver større end amerikanernes. Men en skrumpende befolkning, et kollaps i de udenlandske investeringer og en eller anden form for afvikling af årtiers globaliseringsbølge efterlader Kina et sårbart sted.

Analyse af seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel, Sydbank 

Jeg bliver hyppigt spurgt, hvornår Kina overtager USA’s position som verdens største økonomi. Og jeg bliver ofte mødt med larmende tavshed, når jeg svarer, at det aldrig kommer til at ske. Det synes at være mejslet i granit hos de fleste, at kinesernes samfundskage en dag bliver større end amerikanernes. Det er bare ikke sikkert – og min overbevisning om, at det ikke sker, er kun blevet styrket gennem de sidste 1-2 år.

Kina er selvfølgelig foran på point, når man ser på størrelsen af landets befolkning relativt til USA: 1,4 milliarder kinesere mod 330 millioner amerikanere. Som udgangspunkt sidder Kina altså med ganske gode kort på hånden i forhold til at vippe USA af tronen.

Det er bare ikke sikkert, at Kina nogensinde bliver verdens største økonomi. Mange af de lavthængende frugter er allerede plukket. Det er lettere at tage økonomiske tigerspring som en lille udviklingsøkonomi, end når man er en stor mastodont. Op igennem 80’erne var det Japan, der blev udset som tronarving. Den japanske økonomi befandt sig i overhalingssporet, og en skønne dag måtte Japan da, mente mange, blive verdens største økonomi. En boligboble i 90’erne punkterede imidlertid de drømme, og den japanske økonomi har været i slæbesporet lige siden.

Den kinesiske historie rimer på den japanske. Kina står bogstavelig talt i hus til halsen. Årtiers byggeboom uden at skele til den forventede befolkningsudvikling gør nu rigtig ondt. Befolkningstallet i Kina topper indenfor få år, hvis ikke 2022 allerede markerede et toppunkt. Befolkningsprognoserne for Kina viser, at det kommer til at gå stejlt ned ad bakke i de næste årtier. I 2050 forventes den kinesiske befolkning at være skrumpet med 100 millioner.

Når befolkningen kommer til at skrumpe så drastisk på grund af lave fødselstal, en aldrende befolkning og begrænset indvandring, så nytter det ikke at bygge boliger i al evighed med det ene formål at holde tandhjulene i gang. Byggeboomet har efterladt et massivt overudbud af boliger, og det er en væsentlig årsag til den aktuelle krise på det kinesiske boligmarked og i kinesisk økonomi i det hele taget.

For boligmarkedet er drivkræften i den kinesiske økonomi. Eller sådan har det i hvert fald været i de sidste mange år. Kina har godt nok erkendt, at væksten i fremtiden skal findes hos forbrugeren og gennem eksport af højteknologiske produkter. Men lige nu er det stadig et uproduktivt boligmarked, der er vækstmotoren.

Vi kommer ikke uden om, at den aktuelle udvikling på boligmarkedet har iværksat en ond spiral i den kinesiske økonomi. Kinesernes formue er stort set udelukkende bundet op i mursten. Faldende boligpriser slår derfor revner i privatforbruget. Bekymrede forbrugere har samtidig givet et brat fald i boligsalget, og det er årsagen til, at flere kinesiske ejendomsudviklere enten er på randen af konkurs eller allerede er krakket.

Ejendomsudviklernes forretningsmodel er bygget op på at sælge byggeprojekter, og når boligsalget svigter, køber ejendomsudviklerne mindre jord til nye byggeprojekter fra de kinesiske lokalregeringer. Det udsulter lokalregeringernes skatteindtægter.

Det er blevet mere risikabelt at investere i Kina

For at gøre ondt værre, så har udlandet også mistet interessen for at bygge fabrikker og foretage investeringer i Kina. I de sidste par kvartaler er de udenlandske investeringer i Kina faldet til det laveste niveau i to årtier. Skruer vi tiden blot ét år tilbage, strømmede der hvert kvartal udenlandske investeringer ind i Kina for mellem 80 og 100 milliarder dollars. Får Kina ikke standset blødningen, så bliver det næppe til noget med titlen som verdens største økonomi.

Forklaringerne bag udlandets vigende interesse i kinesiske investeringer er talrige, men de primære forklaringer er den politiske udvikling i Kina samt Beijings rolle på den geopolitiske scene. Kina har over de sidste år under Xi Jinpings ledelse lukket sig mere og mere omkring sig selv. Derudover har Beijing gennemført en række investorfjendtlige reformer. Det er en cocktail, der skræmmer udenlandske investorer væk.

 

Den største trussel for de kinesiske myndigheder er omfattende social uro. Det kan myndighederne gardere sig mod gennem økonomisk stabilitet.
_______

 

På den geopolitiske scene har Kina også truffet en række valg, der må have sat diskussioner i gang i bestyrelseslokalerne. Hvordan skal virksomheder forholde sig til, at Kina stadig har tætte bånd til Rusland og samtidig rasler med sablen overfor Taiwan? Senest er der også blevet stillet kritiske spørgsmål til Kinas position i konflikten mellem Israel og Hamas.

Risikoen ved at investere i Kina er ganske enkelt steget. Forsyningskaosset under coronapandemien har også tvunget virksomhederne til at tage aktiv stilling til forsyningskæderne. Skal man fortsætte globaliseringsbølgen med lange værdikæder, eller er forsyningssikkerhed så kritisk, at leverandører tæt på hjemmemarkedet skal tilvælges på bekostning af højere priser? Beslutningen kompliceres kun yderligere af et voksende fokus på klima og bæredygtighed, som også kan få virksomhederne til at vende Kina ryggen.

Kina kan ikke bremse den langsigtede vækstopbremsning

Alt er dog ikke skidt. På den korte bane tyder meget på, at Kina har fået den markante vækstopbremsning under kontrol. Finanspolitiske lempelser er blevet fremrykket, renten er blevet sat lidt ned, og det forventede budgetunderskud i 2024 er blevet løftet. Mange vil fremhæve, at denne opskrift er den helt klassiske medicin i Kina mod økonomiske kvaler. Bare brug løs af statskassen.

Det er dog vigtigt at forstå, at kineserne har justeret doseringen af medicinen kraftigt. Hvor økonomien tidligere fik tredobbelt dosis, må økonomien nu nøjes med en enkelt dosis. De kinesiske myndigheder har set skriften på væggen og accepteret, at det er uholdbart at opbygge enorme gældspukler udelukkende for at holde økonomien i gang. Gældshensyn vejer nu tungere end at holde økonomien i gang for enhver pris.

Jeg tror dog, at den aktuelle dosering er tilstrækkelig til at afværge et økonomisk kollaps, og det er faktisk en ganske vigtig pointe. Den største trussel for de kinesiske myndigheder er omfattende social uro. Det kan myndighederne gardere sig mod gennem økonomisk stabilitet.

Den stabilitet ser ud til at være opnået. Økonomien voksede i tredje kvartal med 4,9 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Samtidig har detailsalget og industriproduktionen vist spæde tegn på bedring. Så selv om økonomien ikke er tilbage på vækstsporet før corona, hvor økonomien voksede med 6-6,5 procent om året, så er væksten acceptabel i et klima med opbremsning i store dele af verdensøkonomien.

For myndighederne er det afgørende på den korte bane, at vækstblødningen er standset. For os økonomer bliver krudtet derimod brugt på at forstå, hvorfor genåbningen af den kinesiske økonomi i starten af 2023 så hurtigt udviklede sig til en maveplasker og ikke det festfyrværkeri, som vi så i Europa og USA efter pandemien.

Nogle økonomer peger på, at Kinas ekstreme nultolerancepolitik under pandemien har efterladt forbrugerne skræmt fra vid og sans. Resultatet af det er, at de kinesiske forbrugere stopper en meget større del af indkomsten i sparegrisen. Andre peger på et omslag i de globale forbrugsmønstre. Kina nød godt af de globale nedlukninger og den eksplosion i vareefterspørgslen, som det resulterede i. Under pandemien blev pengene brugt på elektronik, værnemidler og andre fysiske forbrugsgoder i stedet for hotelophold og rejser. Disse forbrugsmønstre er i løbet af 2022 og 2023 blevet normaliseret, og det har ramt den kinesiske eksport.

Det kan også være, at coronapandemien har været et røgslør for de langsigtede udfordringer i Kina og på nogle parametre endda har accelereret tendenserne. Jeg tvivler stærkt på, at Kina kan gøre noget som helst ved de langsigtede udfordringer. Og jeg tror sådan set sagtens, at den langsigtede vækstopremsning i Kina kan komme til at gå langt hurtigere, end mange forestiller sig.

En skrumpende befolkning, et kollaps i de udenlandske investeringer og en eller anden form for afvikling af årtiers globaliseringsbølge efterlader Kina et sårbart sted. Det vil trække spor i hele den globale økonomi, da vi har været vant til, at Kina har trukket en tredjedel af den globale vækst.

Så glem det: USA forbliver på tronen som verdens største økonomi. Også selv om amerikanerne er mere end 1 milliard indbyggere bagud på point fra start. ■

 

USA forbliver på tronen som verdens største økonomi. Også selv om amerikanerne er mere end 1 milliard indbyggere bagud på point fra start
_______

 

Mathias Dollerup Sproegel (f.1992) er cand.oecon fra Aarhus Universitet, seniorøkonom i Sydbank og ekstern lektor i makroøkonomi på Syddansk Universitet

ILLUSTRATION: Kinas præsident Xi Jinping taler under åbningsceremonien til Kommunistpartiets 20. partikongres i Beijing, 16. oktober 2022 [FOTO: Noel Celis/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden