Mathias Findalen: Vestens stiltiende accept af katastrofen i Gaza samler resten af verden mod os
27.11.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Israels brutale krig i Gaza som modsvar på Hamas’ terrorangreb den 7. oktober har tydeliggjort, at en stor del af det internationale samfund anser USA og EU for at have et dobbeltmoralsk sindelag. Således synes en orden med Vesten på den ene side og BRIKS-landene og Det Globale Syd på den anden side at blomstre frem i en periode, der ellers i lang tid har været domineret af et multipolært tovtrækkeri.
Kommentar af Mathias Findalen
De geopolitiske brudlinjer er tegnet tydeligt op igen med Israel- og Palæstinakonflikten, og der mangler ikke politiske sympatierklæringer på nogen af fløjene: Joe Biden, Mette Frederiksen og Ursula von der Leyen har alle påpeget Israels ret til at forsvare sig selv mod Hamas og erkendt, at det vil kræve civile tab. Det virker til stadigvæk at være deres overbevisning. På den anden side har Putin sammenlignet Israels bombardementer over Gaza med dem over Leningrad under 2. Verdenskrig, Erdogan har kaldt Israel for en terroriststat, mens verdens største muslimske land Indonesien og deres præsident Joko Widodo ikke vil anerkende Israel og har fordømt den vedvarende undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning.
Man aner pludselig, at en orden med Vesten på den ene side og BRIKS-landene og Det Globale Syd på den anden side er blomstret frem i en periode, der ellers i lang tid har været domineret af et multipolært tovtrækkeri.
Ukrainekrigens skillelinjer
Ruslands brutale krigsførelse mod Ukraine fremstår som et kardinalpunkt og virker til at have samlet Vesten igen om noget, de er fælles om. I halvandet år har Vesten stået højt på deres identitet som en slags moralens og frihedens vogter, og har påpeget, at Rusland i deres krigsførelse mod Ukraine vilkårligt dræber civile, hvorfor man støtter Ukraine med militært udstyr og genopbygning i overvældende grad.
Argumentet og tilgangen har givet genlyd i store dele af Vesten, men mindre i andre dele af verden, hvor man ser krigen som stormagtskonflikt, og hvor flere afgørende globale storspillere som fx Kina, Indien, Tyrkiet, Brasilien og flere lande på det afrikanske kontinent har afvist at deltage i sanktioner eller på anden måde at isolere Rusland. Det virker til, at det har overrasket Vesten, at en relativ stor del af verdenssamfundet ikke har ville kritisere Rusland og bekæmpe deres chokerende fremfærd. Men lige meget hvordan vi vender og drejer forskellige konflikter på verdenskortet, så lider Vesten stadigvæk af krigsfærden i Irak og Afghanistan, der for mange blev et bevis på et moralsk kollaps – for imens der blev prædiket frihed og retfærdighed, bidrog USA og koalitionens krigsførelse til et totalkollaps af to landes infrastruktur og en hel regions udvikling i flere årtier.
På den anden side har Putin sammenlignet Israels bombardementer over Gaza med dem over Leningrad under 2. Verdenskrig, Erdogan har kaldt Israel for en terroriststat, mens verdens største muslimske land Indonesien og deres præsident Joko Widodo ikke vil anerkende Israel og har fordømt den vedvarende undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning
_______
Efter Hamas’ koldblodige terrorangreb den 7. oktober mod Israel, og det efterfølgende proportionsløse modsvar fra Israel, hvor nu over 13.000 civile palæstinensere, herunder over 5000 børn, er blevet dræbt i bombardementer, har en stor mængde af lande udenom USA og EU stået sammen i en massiv kritik af både Israels militære fremfærd og den humanitære blokade. Israel nåede knap at igangsætte deres bombardementer over Gaza, før ledere som Putin og Xi begyndte at tale om våbenhvile. De havde nok forudset, at mobiliseringspotentialet imod Vestens regeringer kunne blive enormt, mens Putin især var interesseret i at få Vestens øjne væk fra det store fokus på Ukraines sikkerhed. Dertil kommer, at Kina og Rusland har enorme interesser i Mellemøsten, som er intensiveret efter USA’s militære intervention af Irak for alvor faldt fra hinanden i løbet af 00’erne.
Lige nu er Vestens liberale demokratimodel i underskud. Tal fra det anerkendte institut V-dem, der studerer regeringsførelse, anslår, at der er sket en slående vækst i autokratier fra 46 pct. i 2012 til 72 pct. i 2022. Antallet af mennesker, der anses for at leve under en form for autokrati, er på det højeste niveau i tre årtier. En anden undersøgelse fra 2020 med omfattende datasæt fra Bennett Institute på Cambridge University viser, at befolkninger på hele kloden er stigende utilfredse med demokrati, tydeligt hos de yngre generationer. Det er altså ikke bare en tendens men en tilstand, der har eksisteret i lang tid, og som vestlige ledere i højere grad bør forholde sig til.
Generelt kommer en stor del af den hårdtslående kritik af Israel fra lande med autoritære ledere og regeringer, og det minder os igen om, at Vestens globale position efterhånden vækker lidet genklang ude i verden. Omvendt er det væsentligt at nævne, at kritikken i de fleste tilfælde kommer fra lande, der ingenlunde selv det sidste årti, har haft særlig meget fokus på konflikten.
Hvor den palæstinensiske sag i 00’erne mestendels havde medvind i civilsamfundet i Vesten, så har den tiltagende også haft det blandt regeringer i Det Globale Syd de seneste år. For dem sidestilles den palæstinensiske frihedskamp med kampen mod kolonimagterne i tredjeverdenslande. Israels krigsførelse i Gaza har derfor også bidraget til, at markante fløje og stemmer i Afrika, Asien og Latinamerika påpeger, at mens Vesten prioriterer beskyttelsen af ukrainere højt, lader de civile palæstinensere lide. De økonomiske bidrag til international udvikling og bistand ignoreres ofte.
De varierende syn på konflikten afspejles også i de forskellige tilgange til Hamas. USA og EU understøtter Israels bestræbelser på at udrydde Hamas, mens andre stormagter ser væsentlig anderledes på sagen. Putin har holdt møde med dem, Erdogan har kaldt Hamas en frihedsbevægelse og Qatar huser et af deres hovedkontorer. Som Amaney A. Jamal og Michael Robbins har pointeret i en artikel i Foreign Affairs, så viser deres ’Arab Barometer’-undersøgelser foretaget lige inden konflikten blussede op igen, at Hamas hverken var synderligt populære på Vestbredden eller i Gaza, og at der er større chance for, at de på sigt kan bekæmpes politisk end militært.
Når Vesten tøver, står autokratierne klar
EU og USAs forsøg på at stoppe Israels bombardementer virker tøvende. Strategien synes at være drevet af, at man dels vil vise Israel, at man er konsekvent i sin opbakning til at bekæmpe Hamas, som står på EU og USAs terrorliste, samtidig med, at man afventer udviklingen, da Vesten ingen legitimitet i Mellemøsten har som medierende aktør.
Men Vestens stiltiende accept af de voldsomme civile tabstal i Gaza er en katastrofe. For der eksisterer ikke bare signalværdi men også en afgørende vigtighed i, at Vestens regeringer i første omgang, ved siden af verserende forhandlinger om frigivelse af gidsler, tør kæmpe med alle diplomatiske kræfter for en permanent våbenhvile og beskyttelse af civile og omfattende humanitær hjælp. Samtidig med at man viser karakter af lederskab ved at tydeliggøre for israelere og palæstinensere, at man aktivt ønsker at motivere en fredsproces hen mod en to-statsløsning (som meningsmålinger over en bred kam har vist er det foretrukne i både Israel og Palæstina), der sikrer respekt for begge befolkningers ret til at eksistere i sikkerhed nu og i fremtiden. Det er hinandens forudsætninger.
Alt imens står autoritære ledere som Saudi-Arabien Bin Salman, Qatars Al-Thani, Tyrkiets Erdogan, Kinas Xi og Ruslands Putin i kø for at fremskynde en fredsaftale, der kan sikre dem yderligere legitimitet. Deres tilgang involverer ikke en synderlig klar model for en løsning af konflikten på længere sigt, men det signalerer handling. Den situation bidrager heller ikke ligefrem til at ændre på den lave globale opbakning til Vestens liberale demokratier.
Israels krigsførelse i Gaza har derfor også bidraget til, at markante fløje og stemmer i Afrika, Asien og Latinamerika påpeger, at mens Vesten prioriterer beskyttelsen af ukrainere højt, lader de civile palæstinensere lide
_______
Mathias Findalen (1985) er historiker, tidligere ekstern lektor på KUA og forfatter til bogen Det Tyrkiet Der Splitter.
ILLUSTRATION: Teheran i Iran, 18. oktober 2023: Antiamerikanske demonstrationer i den iranske hovedstad i kølvandet på krigen mellem Israel og Hamas [FOTO: Sobhan Farajvan/Zuma/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
