28.05.2023

I aften foregår anden og afgørende valgrunde i præsident og parlamentsvalget i Tyrkiet. Erdoğan står til sejr og genvalg, efter at han vandt første valgrunde ganske sikkert mod en ellers historisk kampdygtig opposition. En af grundene skal findes i det faktum, at mange tyrkere simpelthen ikke kan forestille sig et Tyrkiet uden Erdoğan.



Af Mathias Findalen

På trods af en katastrofal økonomisk krise, som har varet i over fem år, og et de mest voldsomme jordskælv i Tyrkiets historie, der udstillede et statssvigt af dimensioner, formåede Erdogan, der nu har siddet 20 år ved magten, ved forrige søndags præsident- og parlamentsvalg at vinde ganske overlegent i første runde.

Jeg mindes en tale med Erdoğan i 2011, som han lige så godt kunne have holdt i dag. Det var en sensommeraften, og jeg var tilskuer på et fodboldstadium udenfor Ankara. Tyrkiets regeringsparti AKP (Udviklings- og Retfærdighedspartiet), der havde været ved magten i 10 år, fejrede jubilæum foran et propfyldt stadium med tusindvis af borgere, der var blevet kørt ind fra landdistrikterne til at tage del i festlighederne. Recep Tayyib Erdoğan tog talerstolen og talte i tre stive timer uden pauser. Han messede. Om den velfærd han havde skabt. Om den økonomiske og globale opstigning landet havde oplevet, men også om vigtigheden ved at holde både lovgivningen og staten i et tæt greb, så det tyrkiske samfund ikke ville risikere at blive undergravet, som ved tidligere tiders militærkup.

Det indkapsler Erdoğans magt ret præcist: Han skaber vækst og bruger velstand og reformer som et argument for at indføre omfattende autoritær kontrol og omfattende centralisering af magten. Med den formel har han vundet utallige valg i de over 20 år, han har siddet ved magten. Og sådan lykkedes det også for ham ved første runde af det netop overståede præsidentvalg.

 

Det indkapsler Erdoğans magt ret præcist: Han skaber vækst og bruger velstand og reformer som et argument for at indføre omfattende autoritær kontrol og omfattende centralisering af magten
_______

 

En politisk kamæleon

Erdoğan og AKP overtog regeringsmagten i 2002 og reformerede landet på en måde, som aldrig er set lignende i tyrkisk historie. AKP åbnede markedet, opbyggede en imponerende infrastruktur og skabte tonsvis af arbejdspladser. Investeringerne væltede ind. Alle elskede Tyrkiet og Erdoğan. Først Bush, så Obama, og de fleste stod i kø for at lovprise udviklingen. Det kulminerede i 2005, hvor EU-optagelsesforhandlingerne påbegyndtes.

Med tiden ændrede reformerne sig til kontrol. Da Gezi-protesterne i 2013 udbrød i landet mod Erdoğans regeringsførelse, svarede han hårdt igen  og fængslede tusindvis af demonstranter og aktivister. Erdoğan skruede gevaldigt op for den autoritære regeringsførelse. Han havde erfaret fra det arabiske forår, at kun politistatsmetoder kunne lukke omfattende protester ned.

Erdoğan iværksatte derefter sin store vision om Det nye Tyrkiet. Hvor AKP i reformperioden fokuserede på, hvordan Tyrkiet fremstod over for det internationale samfund, vendte det nye Tyrkiet sig indad og skabte en national kulturrevolution. Tyrkiet er i dag det land i verden med flest moskeer pr. indbygger, der er opbygget en kæmpe filmindustri, der portrætterer de osmanniske storhedsdrømme om et imperium, der er respekteret globalt, fromme privatskoler skaber særegne bånd mellem den tyrkiske nationalidentitet og sunni-isla, og han har transformeret ayasofya museet til hagiasophia moské (Hvor Erdoğan befandt sig med tydeligste symbolik aftenen inden valget).

Regeringen portrætterer det som en samfundskontrakt med vælgerne, hvor Erdoğan får frie tøjler til at omskrive Tyrkiets historie og samtid.

For Erdoğans vælgere er han en demokratisk reformator, der har sejret over tidligere tiders undertrykkere (militæret, kupmagere, kemalisme, Vesten osv.). Derfor har kan kunnet få fyret eller arresteret kritikkere og modstandere. En historie, han selv inkarnerer, for Erdoğan selv har både været fængslet og udelukket for politisk engagement fra islamisk orienterede partier. Nu bruger han de samme autoritære metoder, som systemet tidligere har udsat ham for. Det er der for ham ingen skam i, og hans vælgere beundrer ham for det. Erdoğan er slet og ret for mange blevet symbolet på orden, velstand og harmoni i tilværelsen.

 

Regeringen portrætterer det som en samfundskontrakt med vælgerne, hvor Erdoğan får frie tøjler til at omskrive Tyrkiets historie og samtid
_______

 

Erdogans udenrigspragmatisme 

Erdoğan er en pragmatisk mester. Efter Ruslands krigsførelse i Ukraine sidste år, fik Erdogan taktisk placeret Tyrkiet som den medierende part mellem Ukraine og Rusland, hvor han ofte sidder i midten, når Putin og Zelenskyjs regeringer forsøger at forhandle aftaler på plads, som det også var tilfældet, da det lykkedes at ophæve den russiske blokade, så fragtskibe igen kunne bringe ukrainsk korn ud på verdensmarkedet. Det kan Erdoğan, fordi Tyrkiet er det eneste NATO-land, som ikke har indført sanktioner mod Rusland, og da han generelt er vellidt hos Putin.

Samtidig har Erdoğan formået at holde sig på god fod med Zelenskyj, der anser Tyrkiet for en vigtig allieret med både tætte militære og økonomiske bånd, og hvor især Tyrkiets Bayraktar-droner i krigens begyndelse var afgørende for det ukrainske militærs mulighed for at slå russerne tilbage. Og fortællingen om en stærk leder i centrum for de mest afgørende internationale forhandlinger lader han selvfølgelig den tyrkiske offentlighed opleve dagligt gennem de statsstyrede tyrkiske medier.

For Vesten er Tyrkiets NATO-medlemskab stadigvæk højt prioriteret. EU og USA bruger Tyrkisk territorium som henholdsvis stopklods for flygtninge og som luftbaser til at varetage egne interesser. Dertil er Tyrkiet ofte den eneste forhandlingsvej, NATO har til Rusland og Putin. Det er derfor, Erdoğan er blevet afgørende for Sverige og Finlands NATO-medlemskab. Men selvom Erdoğan bruger Tyrkiets NATO-medlemskab til at fremme egne interesser, er Tyrkiet selv stærkt afhængige af medlemskabet for netop at bibeholde den magt, det medfører. Omvendt bruger Putin Tyrkiet som deres trojanske hest i NATO, hvor Kreml ser muligheder for både at præge og påvirke Erdoğans prioriteringer og interesser indenfor sikkerhedsfællesskabet.

Generelt har Tyrkiet og Rusland styrket deres relation markant over de senere år, og det på trods af, at begge lande ofte har modsatrettede interesser i de krige, begge lande er involveret i. Samarbejdet har bl.a. resulteret i, at Tyrkiet i 2019 købte et russisk antimissil-forsvarssystem, som skabte røre i NATO, samt at man i år indviede den nye atomreaktor i byen Akkuyu, bygget af det statslige russiske atomenergiselskab Rosatom. Og så må man ikke glemme, at den største turismegruppe i Tyrkiet er russere, som sprøjter de ikke-sanktionerede milliarder ind i en blødende tyrkisk økonomi.

Den position Erdoğan har sat Tyrkiet i, som mægler mellem Ukraine og Rusland, er der, hvor han bedst kan lide at være: Med en fod inde i EU og NATO, samtidig med at han får frit spil til at samarbejde med dem, han vil – om det er Putin, Xi eller bin Salman. Det er der på nuværende tidspunkt intet, der forhindrer ham i ikke at fortsætte med.

 

Den position Erdoğan har sat Tyrkiet i, som mægler mellem Ukraine og Rusland, er der, hvor han bedst kan lide at være: Med en fod inde i EU og NATO, samtidig med at han får frit spil til at samarbejde med dem, han vil – om det er Putin, Xi eller bin Salman
_______

 

Hjemmebanens skavanker

Erdogans internationale bedrifter afspejler dog ikke altid de nationale. Tyrkiets økonomi lider voldsomt. De sidste fem år har liraen været i frit fald med inflationsrater på op over 80 pct., men er på nuværende tidspunkt, efter en række udenlandske lån, nede på ca. 40 pct. Der hersker en rungende arbejdsløshed, hvor selv hans egne vælgere ikke har råd til basale udgifter. Den tyrkiske økonomi har de senere år lidt under Erdoğans vækstpolitik (de såkaldte ”erdoganomics”), hvor han fokuserer på at holde renten nede for i princippet at akkumulere penge i borgernes købekraft, hvilket sjældent er en god løsning på et porøst økonomisk bagtæppe.

Tyrkiet har ganske enkelt oplevet den ene krise efter den anden, og tyrkere har det sidste årti levet i en slags permanent krisetilstand med optøjer, terrorangreb fra Islamisk Stat, en eskalerende krig mellem den tyrkiske stat og kurdiske PKK, et katastrofalt militærkupforsøg i 2016 og COVID-19 alt sammen indkapslet af en autoritær stats- og regeringsførelse.

Og den 6. februar blev landet så ramt af en af største jordskælv i historien, som nu har kostet over 50.000 mennesker livet og højst sandsynligt mange flere, da myndighederne er stoppet med at tælle. Statens svigt blev åbenlyst. Bygningssektoren er korrupt, og store dele af Tyrkiet – ikke mindst den sydøstlige del af landet – bugner med bygninger og konstruktioner, som hverken er bygget af ordentlige materialer eller er jordskælvsikrede i et af verdens mest udsatte seismiske områder. AKP-regeringen forklarede sig efterfølgende med, at mange af de bygninger, der faldt sammen som pandekager, er bygget før deres regeringsperiode, men det er efterfølgende påvist, at mange byggerier, også opført under AKP-regeringen i hast og iver på vækstjagten, heller ikke er blevet jordskælvssikret.

Tyrkiets infrastruktur er i forvejen hårdt presset grundet de over fire millioner flygtninge, og  særligt uddannelesessektoren og sundhedssystemet udfordres af så mange nye borgere. I starten brugte Erdoğan den åbne flygtningepolitik som en reklame for sit nye Tyrkiet, der var åbent for andre sunnimuslimske brødre og søstre, mens han brugte krisen til at vise omverdenen, at han ene mand havde lykkes med at håndtere den flygtningesituation, som 27 EU-medlemslande ikke magtede.

Men med årene har det udviklet sig til et mareridt for den tyrkiske infrastruktur og økonomi. De milliarder, som den tyrkiske stat modtager gennem flygtningeaftalen med EU, går mestendels til brutal grænsekontrol samt en række flygtningelejre, som kun huserer mellem 10 og 20 pct. af de flygtninge, der er i landet. De seneste år har det bl.a. medført stigende hadangreb imod flygtninge og ulovlige push-backs, der ofte ikke dækkes af medierne.

 

Den tyrkiske økonomi har de senere år lidt under Erdoğans vækstpolitik (de såkaldte ”erdoganomics”), hvor han fokuserer på at holde renten nede for i princippet at akkumulere penge i borgernes købekraft, hvilket sjældent er en god løsning på et porøst økonomisk bagtæppe
_______

 

Derfor var der op til forrige søndags præsident- og parlamentsvalg store forhåbninger om, at oppositionen endelig kunne yde en modstand, som kunne vælte Erdogan. Det var blandt andet med lokalvalget i 2019 i erindringen, hvor oppositionen vandt flere af de store byer og ganske overlegent overtog borgmesterposten i Istanbul.

Oppositionen lancerede i foråret en seksparti-koalition med vidt forskellige partier og ideologier, med den mindre karismatiske tidligere skatteembedsmand Kemal Kılıçdaroğlu som præsidentkandidat . Han har  stået i spidsen for det republikanske CHP-parti i 12 år, men uden at gøre det store væsen ud af sig selv. Kılıçdaroğlu repræsenterede den rolige politiker, der sendte små uhøjtidelige valgvideoer fra sit hjemmekøkken, og fortalte, at han vil tilbagerulle Erdoğans præsidentielle system fra 2017 og genindføre demokratiet. Det ville dermed redde Tyrkiets økonomi og give borgerne deres penge tilbage i pengepungen ifølge Kılıçdaroğlu. Og på trods af de dårlige politiske forudsætninger for at organisere en samlet opposition imod Erdoğan, formåede Kılıçdaroğlu faktisk at tegne et reelt og kompetent alternativ til Erdoğans strongmen-image.

Erdoğans modsvar til oppositionen var bl.a. at hæve mindstelønnen for offentligt ansatte, give mulighed for tidligere tilbagetræning fra arbejdsmarkedet og skabe attraktive investeringsmuligheder for forretningsmænd. Pengene kommer fra massive lån fra valutareserverne samt indsprøjtningsinvestering (og lån) primært fra Rusland og Golf-landene. Dertil lancerede Erdoğan både en ny tyrkisk elbil på markedet samt et mastodontisk hangarskib med tilbyggede droner. Alle tiltag som blev fremvist med prompt og pragt i de tyrkiske medier, og formålet var selvfølgelig at minde borgerne om Erdogans konstante evne til at løse kriser. Det er ikke blot make Turkey great again, men let Turkey stay great.

Erdoğans magtdemonstration

Spændingen har ikke været større ved et valg i de over 20 år, Erdoğan og AKP har været ved magten. Meningsmålingerne viste dødt løb, men med et lille overtag til oppositionen. Omvendt skal man altid være varsom med meningsmålinger Tyrkiet, da de både er politiske, og da mange ikke tør at fortælle, hvem de stemmer på.

Det vidste sig da også, at de langt fra havde ramt plet. I løbet af valgaftenen blev Erdoğans magtdemonstration tydelig: Han vandt med 49,5 pct. af stemmerne, men nåede lige akkurat ikke over de 50 pct., som det kræver at vinde præsidentvalget i første runde. Erdoğans højrekoalitions kandidater fik 322 af de 600 sæder i parlamentet. Det er ikke ligeså så overlegent som ved seneste præsident- og parlamentsvalg i 2018, men stadigvæk ganske overbevisende. Kılıçdaroğlu og oppositionen fik 44,5 pct. af stemmerne, hvilket er en stigning på over 10 pct. fra 2018, men en enorm skuffelse i lyset af den generelle følelse af momentum – en følelse af, at det var nu eller aldrig. Erdoğan viste igen, at han er en imminent dygtig til at føre valgkampagner. Omvendt må man sige, at valgkampen generelt ikke har været fair. Som flere internationale medier og menneskerettighedsorganisationer har pointeret, så fik Erdoğans valgkampagne i april hele 32 timer på tyrkisk stats tv, mens oppositionen nærmere fik 32 minutter.

 

Det har været helt afgørende for Erdoğan, at han selv altså har kontrol over størstedelen af medielandskabet i valgets afgørende slutspurt, hvor det er blevet fremført overfor befolkningen, at det primært er COVID-19, krigen i Ukraine og generelle trusler fra udlandet, som er årsag til befolkningens pressede pengepung
_______

 

Det er vigtigt at hæfte sig ved, at det tyrkiske demokrati blandt borgerne trods alt igen viste sig modstandsdygtigt, også selvom Erdoğans magtapparat har gjort meget for at intimidere oppositionens vælgere ved valgstederne. Generelt har valgobservatører ikke kunne finde beviser på snyd. Et imponerende antal på 88 pct. af befolkningen stemte, og det strømmede til med frivillige valgobservatører ude ved valgstederne og på sociale medier for at observere, om alt foregik efter de demokratiske spilleregler.

Erdoğan står nu to uger efter første runde som gigantisk favorit til at cementere sejren i anden rundei dag. Man bør især vær opmærksom på, hvor de 5 pct. af stemmerne, som gik til den ultra-nationalistiske og xenofobiske kandidat Sinan Oğan i første runde, ryger hen i anden runde. Valget præges nu af en yderligere markant højrenationalisme både hos regeringen og oppositionen for at bejle til Oğans vælgere. Oğan selv har givet sin opbakning til Erdoğan, hvis hårde og gennemgående nationalistiske tone i større grad stemmer overens med Oğans. I et land, hvor to tredjedele af befolkningen i forvejen stemmer nationalistisk og konservativt, er denne yderligere højredrejning dog alligevel iøjnefaldende og bekræfter, hvor svært det er at mobilisere liberale og progressive stemmer på en politisk bred platform. Vi kan forvente, at højredrejningen kan ramme især flygtninge og migranter i landet lang tid efter valget. Dertil synes det kurdiske spørgsmål definitivt kulsejlet, hvor der ikke rigtig længere eksisterer en tro på en fredelig løsning mellem den tyrkiske stat og kurdiske PKK.

Valgets vinde blæser i autokratiets retning

Valgets foreløbige tale er, at det overordnet er lykkedes Erdoğan med en fortælling om, at det, på trods af en række kriser, selvfølgelig er ham, der kan føre Tyrkiet videre. Det anerkender hans vælgere, og det har mange af de tvivlere, der først besluttede sig på dagen, også støttet op omkring.

Det har været helt afgørende for Erdoğan, at han selv altså har kontrol over størstedelen af medielandskabet i valgets afgørende slutspurt, hvor det er blevet fremført overfor befolkningen, at det primært er COVID-19, krigen i Ukraine og generelle trusler fra udlandet, som er årsag til befolkningens pressede pengepung. Ligeledes er han lykkedes med konsekvent at dæmonisere oppositionen ved at koble dem til det legitimt valgte kurdiske parti HDP, som stadigvæk for mange nationalistiske vælgere er det samme som kurdiske PKK. Dermed har regeringen lykkedes med at kunne kalde oppositionen for terrorister.

Heller ikke jordskælvet var nok til at vælte Erdoğan. I flere af de byer, der var hårdest ramt af jordskælvet, vandt han alligevel. Mediernes dikterede forklaring om, at det var Guds vilje, der var skyld i jordskælvet, og at Erdoğan ville genopbygge byerne på et år, har virket overbevisende. Og det har i hvert fald cementeret, at han for mange stadigvæk er løsningen på deres problemer. Centralt står det, at mange af tyrkerne simpelthen ikke kan forestille sig at vågne op en morgen uden Erdoğan ved roret. I den sammenhæng bliver oppositionen symbolet på det modsatte – en fortælling om usikkerhed og svaghed.

Oppositionen og dens støtter går en hård fremtid i møde, hvor de vil møde meget modstand fra regeringen, og hvor Erdoğan vil forsøge at bruge det magtmomentum, han har lige nu, til at destabilisere oppositionen yderligere. Derfra vil han opbygge nye alliancer med politiske fraktioner som han ved, at han kan styre og kontrollere, og samtidig skabe et indtryk af, at han er dialogsøgende, og måske vil han ligefrem tillade sig at kalde sig demokratiets mand i Tyrkiet. Ikke desto mindre tyder vælgerdemografien på, at minoriteter i landet går en svær fremtid i møde. Ligeledes er det uklart, om den økonomiske situation kommer til at ændre sig. Tyrkiets økonomi er pt. enormt afhængig af de økonomiske indsprøjtninger fra Rusland og Golfen (mens Kina også står klar til at ekspandere sine investeringer i landet), og der er meget, som tyder på, at de politiske vinde fra Tyrkiet blæser ekstra kraftigt i de autoritæres vej.

 

Ikke desto mindre tyder vælgerdemografien på, at minoriteter i landet går en svær fremtid i møde. Ligeledes er det uklart, om den økonomiske situation kommer til at ændre sig
_______

 

Mathias Findalen Bickersteth (f. 1985) er historiker, foredragsholder, tidligere ekstern lektor på Mellemøststudier på Københavns Universitet og forfatter til bogen Det Tyrkiet der splitter.

ILLUSTRATION: Istanbul, 26. maj 2023: Under en tale holdt af Erdogan står hans tilhængere med flag og lytter med [FOTO: Tolga Ildun/Zuma/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne