18.08.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Som nationalkonservativ ser jeg mig forpligtet til at forsvare den danske nation. Gør jeg det ved at støtte Vestens krig med Kiev imod Rusland? Nej.

Kommentar af Marie Krarup, tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti

Christian Egander Skov (CES) anklagede mig for noget tid siden for at abonnere på en analyse, der ifølge ham er “påfaldende lidt national”. Som nationalkonservativ burde jeg åbenbart ændre dette. “Et godt sted at starte ville være at revidere den valne og i bedste fald nølende holdning til Ukraines kamp for sin nationale frihed og eksistens”, lyder det fra CES.

CES’s lange analyse af min og andres position viser, at han har læst et imponerende stort antal bøger om nationalkonservatisme og liberalisme. Hatten af for det. Men hvor stort kendskab har han egentlig til Ukraine? For når man bruger formuleringen “Ukraines kamp for sin nationale frihed og eksistens”, har man allerede røbet, at man fornægter et af de særlige træk ved Ukraine – nemlig at Ukraine historisk har rummet flere kulturer og dermed ikke er en homogen nationalstat som Danmark.

Det vil krigen måske ændre nu, så kun det ukrainsktalende Ukraine vil tilhøre en reduceret ukrainsk stat, og alle de andre ikke-’ukrainiserede’ områder vil være faldet fra. Vi ved det ikke. Men der er givet nogle vestukrainske politikere, der ønsker et Ukraine uden et stort russisktalende mindretal.

Eftersom Ukraine rummer flere nationaliteter, er det svært at se, lige præcis hvilken nationalitet, CES mener, jeg skal have sympati for. Faktisk ville jeg helst have, at Ukraine angående det nationale gik tilbage til det, det var før 2014, hvor der var et forsøg på at rumme alle nationaliteterne og føre en neutralitetspolitik. Det lykkedes ikke, fordi Vesten partout ville have, at Ukraine skulle vælge mellem øst og vest. Noget, som et land, der selv rummer både øst og vest indenfor egne grænser, ikke kan.

Ukraine gik i stykker og har været i borgerkrig siden foråret 2014. Borgerkrigen skyldes, at østukrainere ikke ville acceptere det nye styre, som de opfattede som illegitimt, fordi det var kommet til magten i februar 2014 på en udemokratisk og forfatningsstridig måde – ved den såkaldte Majdan-revolution.

 

Eftersom Ukraine rummer flere nationaliteter, er det svært at se, lige præcis hvilken nationalitet, CES mener, jeg skal have sympati for
_______

 

Vesten støttede det nye pro-vestlige styre og ignorerede det illegitime i magtskiftet. Men østukrainerne havde stemt på præsident Janukovich, der nu var blevet afsat imod deres vilje. Den afsatte præsident havde i sin regeringstid gjort det lettere at leve som minoritetssproget ukrainer i Ukraine, ligesom han havde tilstræbt en balance-politik mellem øst og vest og ikke ønsket medlemskab af NATO.”

Vesten støttede det nye styre og ignorerede det illegitime i magtskiftet. Men østukrainerne havde stemt på præsident Janukovich, der nu var blevet afsat imod deres vilje. Den afsatte præsident havde i sin regeringstid gjort det lettere at leve som minoritetssproget ukrainer i Ukraine, ligesom han havde tilstræbt en neutralitetspolitik.

Som sagt har Ukraine været præget af flere forskellige sprog og kulturer gennem hele sin historie som selvstændig stat (siden 1991): ukrainsk, polsk, ungarsk, rumænsk og russisk sprog og kultur. Det vestlige Ukraine er kerneområdet for en form for ukrainsk nationalisme (af nogle kaldt orange indstilling), som ikke ønsker, at Ukraine skal være multikulturel (af nogle kaldt den blå indstilling).

Det orange styre, der var ved magten i 2005-2010, førte en aktiv historiepolitik, hvor man ’ukrainiserede’ hele Ukraine [1]. Det rullede præsident Janukovich delvis tilbage, men det kom igen med fuld styrke med det nye styre i 2014. Nu kunne ’ukrainiseringen’ foregå i stærkere tempo, fordi der, efter Krim ikke længere var del af Ukraine, nu ikke kunne dannes et blåt flertal, der kunne imødegå den orange udlægning af, hvad Ukraine er og skal være.

Vesten og Rusland har hele tiden været involveret i konflikten i Ukraine. Der er så at sige to konflikter i konflikten, der har ført til krigen i dag – der er borgerkrigen i Ukraine, og så er der spørgsmålet om, hvor stor Vestens indflydelsessfære (NATO) skal være. Skal Vesten ekspandere med Ukraine og Georgien?

Rusland har sagt ”njet” igen og igen. Ligesom USA sagde ”no” til Krustjov, da han ville opsætte missiler på Cuba. Men til forskel fra Krusjtjov, er Vesten ikke villig til at tale med modparten. De vil kun have, at dialogen skal gå igennem Kiev. Tænk, hvis Krustjov havde sagt: ”Det med de atommissiler på Cuba, den må I tage med Castro og de andre cubanere. De har et frit valg.” 

Ukraine og Cuba har selvfølgelig formelt set et frit valg. Men der er ingen, der vil nøjes med den argumentation i en situation som denne. Det må selvfølgelig være stormagterne, der tager ansvaret for deres egne mere eller mindre gennemtænkte forsøg på at udvide deres interessesfærer op til andre stormagters grænser.

Borgerkrigen i Ukraine har siden 2014 været støttet af hver sin side – NATO/Vesten støtter Kiev, mens Rusland støtter Østukraine. Borgerkrigen er med Ruslands invasion blevet en international krig mellem to stater – Ukraine og Rusland, men Vesten er den egentlige krigsherre imod Rusland, fordi Vesten leverer våben og anden støtte, som Ukraine ikke kan klare sig uden.

Det er en vestlig proxy-krig imod Rusland, hvor vi slipper for at få soldater hjem i kister. Det er, som den republikanske leder, Mitch McConnell, sagde i det amerikanske Senat: ”en billig måde i både dollars og amerikanske liv at svække Ruslands mulighed for at true USA”.

I samme indlæg sagde senatoren også, at der er yderligere to grunde til, at USA støtter Kiev med våben: ”Ukraines effektive forsvar af dets territorium lærer os, hvordan vi kan forbedre forsvaret af de af vores partnere, der er truet af Kina,” og endelig: ”de fleste af de penge, der er sat af til Ukraines sikkerhed, går faktisk ikke rigtig til Ukraine. De bliver investeret i det amerikanske forsvar… Lad mig sige det helt klart: Vores hjælp til Ukraine betyder flere jobs for amerikanske arbejdere og nyere våben til amerikanske soldater!”

Som nationalkonservativ ser jeg mig forpligtet til at forsvare den danske nation. Gør jeg det ved at støtte Vestens krig med Kiev imod Rusland?

Nej. For det kan godt være, at USA bliver rigere på krigen. Men det gør Europa ikke. Tysk økonomi har problemer, fordi energien pludselig er blevet meget dyrere, efter at gas og olie fra Rusland er væk. Og udover at vi ødelægger vores egen økonomi, øger vi også risikoen for, at krigen eskalerer til en tredje verdenskrig og evt. atomkrig. Det er naturligvis ikke i vores interesse.

Som national bør jeg lige præcis gøre, hvad jeg kan for at styrke Danmark. Ved at støtte en proxykrig imod Rusland i Ukraine svækker jeg Danmark og undergraver vores egne interesser. Det er ikke en god ide, når man betragter sig selv som national. Især ikke når vi har brug for kræfter til den igangværende kulturkamp, hvor vi skal være i stand til at undgå islamiseringen af vores eget land. Det får vi ikke ved at bruge al energi på en unødvendig krig imod en kristen stormagt, der på lang sigt kunne være en hjælp i kulturkampen. Det gør det ikke lettere at fastholde en kristen kultur. I stedet skubber Vesten Rusland i armene på Kina og Iran.

 

Som national bør jeg lige præcis gøre, hvad jeg kan for at styrke Danmark. Ved at støtte en proxykrig imod Rusland i Ukraine svækker jeg Danmark og undergraver vores egne interesser
_______

 

Marie Krarup (f. 1965) er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

ILLUSTRATION: Marie Krarup [FOTO: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?