Mandrup og Egedal-Johnson: Sydafrika bruger BRIKS til at tvinge et svækket Vesten til reformer
30.08.2023
Sydafrika risikerer sit ry som demokratisk, fredsskabende nation og brobygger mellem Det Globale Syd og Vesten for at udvise støtte til et Rusland, der har iværksat en ulovlig angrebskrig. En radikal position som bunder i en fælles historie – og et ønske om at løsrive sig fra Vestens greb, som tydeliggøres under det aktuelle BRIKS-møde.
Analyse af Thomas Mandrup og Louise Egedal-Johnson
BRIKS-topmødet i Johannesburg har på mange måder været en skelsættende begivenhed for gruppen bestående af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, som internationale vestlige observatører længe har opfattet som betydningsløse, men som med udvidelsen af yderligere seks lande nu markerer sig kraftigt i forsøget på at udfordre den vestligt dominerede verdensorden, der har præget det internationale samfund siden afslutningen af Den Kolde Krig.
Med de nye medlemslande Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater, Etiopien, Argentina og Egypten, repræsenterer gruppen nu 47 pct. af verdens befolkning og 36 pct. af det globale BNP. Dermed giver gruppen et klart signal om egen berettigelse som repræsentant for en overset del af verden. Internt i alliancen betyder det ikke alene flere globale handelspartnere, også strategisk placerede regionale stormagter i forhold til energi og adgang til handelsruter. For Sydafrika specifikt risikerer de at miste dominans internt på kontinentet, selvom de stadig er dets mest udviklede land. Til gengæld står de stærkere i samlet flok med de øvrige afrikanske lande i mødet med resten af verden.
Udvidelsen af BRIKS åbner for en række ubesvarede spørgsmål omkring BRIKS natur og især organisationens sammenhængskraft. For hvad er det, om noget, der binder denne blandede gruppe af demokratier og autokratiske stater sammen? En række af disse stater har uløste konfliktfyldte forhold til hinanden, som kan gøre et tæt samarbejde og øget integration svært. Forholdet mellem Indien og Kina er et eksempel, mens Egypten og Etiopiens anspændte forhold over Nilens vand er et andet.
BRIKS udfordrer den vestlige verdensorden, men BRIKS-landene har ikke nødvendigvis den samme vision for, hvordan en ny verdensorden skal se ud
_______
Men grupperingen betyder noget forskelligt for de forskellige medlemmer, der måske ikke har samme værdier, men som kan bruge hinanden og gruppen til at promovere deres nationale interesser ift. et Vesten med USA i spidsen, der længe har udnyttet sin position til at blokere for reformer af det internationale system. BRIKS udfordrer den vestlige verdensorden, men BRIKS-landene har ikke nødvendigvis den samme vision for, hvordan en ny verdensorden skal se ud.
Sydafrikansk loyalitet
Da Sydafrika tidligere på året afholdt militærøvelser med Rusland og Kina på eget territorie i Det Indiske Ocean, medførte det international forundring og fordømmelse. Ikke mindst fordi Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, erklærede, at landet skam holdt sig alliancefri i relation til krigen i Ukraine. Det var bare svært at få øje på, da øvelsen fandt sted på årsdagen for invasionens begyndelse. Det kunne i bedste fald tolkes som taktløst, hvis altså man er alliancefri. At ANC-regeringen (African National Congress) havde presset det sydafrikanske forsvar til at deltage med en Meka-klasse fregat, der på grund af voldsomme økonomiske problemer i det sydafrikanske forsvar ikke var fuldt operativ, understreger den vægt, der fra regeringspartiet ANC’s side blev lagt på at deltage i øvelsen.
På trods af erklæringer om alliancefrihed synes det som om, at alementer i det sydafrikanske forsvar og regeringspartiet ANC har valgt side og allieret sig med Rusland i den verserende krig
_______
Argumentet om, at man i alliancefrihedens navn også gennemfører øvelser med vestlige lande, herunder USA, blev ligeledes mødt med misbilligelse blandt vestlige diplomater i Pretoria. Bedre blev det ikke, da den amerikanske ambassadør, Reuben Brigety, gik ud med påstanden om, at det russiske sanktionspålagte handelsskib, Lady Russia, der i december 2022 havde lagt til i en sydafrikansk militærbase nær Cape Town, var blevet lastet med sydafrikanske våben i ly af mørket. Et faktum, den sydafrikanske våbeneksportkontrolkomite afviste. Det lykkedes dog ikke at fjerne mistanken, og man har derfor fra sydafrikansk side yderligere forsøgt at adressere de ubelejlige anklager med en undersøgelseskommission bestående af pensionerede dommere for at se nærmere på sagen. Denne kommission konkluderede i august 2023, at der ikke var blevet lastet våben på Lady Russia.
Spørgsmålene rejste sig dog stadig: Hvorfor holde det hemmeligt, hvorfor lukke flådebasen ned, og hvorfor bruge flådehavnen, når der var en kommerciel havn tæt ved? Det sydafrikanske uafhængige medie Daily Maverick har efterfølgende påvist, at der blev læsset gods ombord på Lady Russia fra et transportfirma, der arbejder med våbentransporter. Dette blev ikke nævnt eller undersøgt af undersøgelseskommissionen.
På trods af erklæringer om alliancefrihed synes det som om, at alementer i det sydafrikanske forsvar og regeringspartiet ANC har valgt side og allieret sig med Rusland i den verserende krig. Dette tegner et måske mere sigende billede af et land, hvor regeringen ikke altid har styr på, hvad dele af forsvaret og elementer i regeringspartiet foretager sig, og at disse dele agerer mere eller mindre autonomt.
Støtten til Rusland blev ydermere understreget af, at Sydafrika, efter en global arrestordre blev udstedt mod Putin fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol, meddelte, at man juridisk ville være nødt til at anholde den russiske præsident til BRIKS-mødet på sydafrikansk grund, men at det i praksis ville være umuligt at gøre. Præsident Ramaphosa annoncerede, at det på det nærmeste ville være en krigserklæring mod Rusland at anholde Putin, mens ledende ANC-folk erklærede, at partiet ikke anholder sine venner. Men selvom Putin i sidste ende sendte udenrigsminister Lavrov som deltager til BRIKS-mødet, udstillede støttetilkendegivelserne til Putin og Rusland fra centrale ANC-ledere vægten af Sydafrikas relation til Rusland. Her er det dog vigtigt at fastholde, at regeringen og Sydafrika er en ting, og partiet ANC med dets stærke forbindelser til Rusland er noget andet. Det kan til tider være svært at se forskellene, men de taler til forskellige publikummer, både nationalt og internationalt, og kommer med forskellige budskaber.
Men hvorfor risikerer Sydafrika sit ry som demokratisk, fredsskabende nation og brobygger mellem Det Globale Syd og Vesten for at støtte et Rusland, der har iværksat en ulovlig angrebskrig? For at forstå det, er det nødvendigt ikke kun at betragte de seneste måneders begivenheder som isolerede tilfælde, men at se deres oprindelse i et større historisk og geopolitisk perspektiv.
Hvorfor risikerer Sydafrika sit ry som demokratisk, fredsskabende nation og brobygger mellem Det Globale Syd og Vesten for at støtte et Rusland, der har iværksat en ulovlig angrebskrig?
_______
For Sydafrikas regeringsparti, ANC, spiller det en væsentlig rolle, at Sovjetunionen støttede den væbnede kamp mod Apartheid-styret både økonomisk og militært. Man kan som en sidebemærkning undre sig over, at den samme solidaritet ikke gælder Ukraine, som jo også var en del af Sovjetunionen. Med sin kommunistiske og antikoloniale profil fandt specielt de venstreorienterede i den dengang bandlyste frihedsbevægelse yderligere ideologisk inspiration til kampen mod det racistiske apartheidregime i Sovjet. Det på trods af, at Sovjet på det tidspunkt selv stod for en slags kolonisering af staterne i egne randområder. En strategi, man med en vis ret kan mene, at Rusland med invasionen af Ukraine stadig forfølger i dag. Ikke desto mindre forbliver den fortsatte relation mellem de to lande en vedvarende protest imod det hvide overherredømme og den antikoloniale kamp, som modstanden mod apartheid var et udtryk for, og samtidig en manifestation af ANC’s egen selvstændighed, styrke og sejr over selvsamme. For mange i Sydafrika er revolutionen ikke slut, det er en fortsat kamp mod de internationale strukturer, der fastholder Sydafrika og andre tidligere koloniale stater i fattigdom og undertrykkelse.
Sydafrikas politiske landkort
I dag er ANC ikke længere en oprørsbevægelse. Det er Sydafrikas største parti, en alliance mellem en bred vifte af aktører, herunder Kommunistpartiet og fagbevægelsen. Partiet har siddet ubestridt på magten siden landets første demokratiske valg i 1994 – på trods af dybe, vedvarende kriser, heriblandt omfattende korruption og et elektricitetssystem på randen af kollaps, kronisk høj arbejdsløshed og lige så høje kriminalitetsrater. Dette har sendt landet ud på en alvorlig økonomisk deroute, der gør det afhængigt af udenlandske investeringer og ofte private virksomheder ejet af det hvide mindretal. Ikke desto mindre har ANC formået at fastholde et flertal med støtte fra primært det sorte flertal af befolkningen.
Signifikante politiske alternativer har der heller ikke været. De eneste to partier, der hidtil har gjort sig gældende, er det største oppositionsparti, det socialliberale Democratic Alliance, med repræsentanter for både den hvide og den såkaldt ”farvede” del af befolkningen, som sidder på magten i Western Cape-provinsen, hvor Cape Town ligger, men også tager store stemmeandele i de store byer, herunder hovedstaden Pretoria og Sydafrikas største by, Johannesburg.
EFF, Economic Freedom Fighters, som taler til de mange fattige sorte og især unge, er et udbryderparti fra ANC. Partiet søger en alternativ økonomisk, populistisk og radikal vej ud af marginalisering og manglende fremtidshåb. De angriber ANC for at have glemt revolutionen og landets transformation, og derigennem det, de kæmpede for i krigen mod apartheid. Men ANC har flertal i landets parlament og derfor et stort parlamentarisk manøvrerum. Når skandaler som sagen om Lady R rammer, får det ingen parlamentariske konsekvenser for regeringen, da man har et flertal bag sig i et parlament, der ikke har vist sig villige til at holde regeringen ansvarlig.
Man fristes til at spørge, om hvorvidt Sydafrika ikke har forstået, at man ikke længere kan have et tæt samarbejde med et aggressivt Rusland og samtidigt forvente særbehandling i samarbejde med USA og EU
_______
Dertil kommer, at centrale aktører i og omkring partiet med en historisk og ofte økonomisk betinget loyalitet i forhold til Rusland. ANC´s historiske og økonomiske relation til Rusland, og især russiske økonomiske interesse kan delvist forklare, hvorfor partiet har taget en så markant beslutning som at støtte Rusland. Dette til trods for at det fra en økonomisk betragtning virker ulogisk, fordi Rusland ikke er en signifikant økonomisk samarbejdspartner for Sydafrika, som er langt mere afhængigt af EU og USA. Men her er det igen vigtig at adskille, hvad der synes rigtigt og logisk for Sydafrika, og så hvad der er i partiet ANC´s interesser. Kritikken mod regeringspartiet har i stigende grad handlet om, at det har glemt at have landets interesser og udvikling for øje, og at hovedprioriteten handler om partiets, og især den politiske elites, snævre interesser.
Tværtimod vil det have negative konsekvenser for Sydafrikas forhold til Vesten at gå sammen med Rusland og Kina. Både i forhold til handelsfordele, men også i forhold til den internationale goodwill, Mandela efterlod, og som tillod Sydafrika at kritisere Vesten og dets ageren. I mange år var det en udbredt forestilling i brede kredse af ANC, at man på grund af den historiske overgang fra Apartheid var en en brobygger og fredsskaber og dermed et land, der havde en unik placering i det internationale system, hvor man kunne tillade sig at tale ud fra en moralsk position. Denne position gik dog tabt i løbet af Thabo Mbekis præsidentperiode frem til 1999-2008, og i særdeleshed under den skandaleramte præsident Jakob Zuma (2009-18), hvor udenrigspolitikken for alvor mistede retning, og hvor de, især vestlige, samarbejdspartnere begyndte at tvivle på Sydafrika. Problemet for ANC og den sydafrikanske regering er, at man fortsat tror på landets specielle position, og man fristes til at spørge, om hvorvidt Sydafrika ikke har forstået, at man ikke længere kan have et tæt samarbejde med et aggressivt Rusland og samtidigt forvente særbehandling i samarbejde med USA og EU.
Afrika på verdensscenen
Ikke desto mindre har Sydafrika siden sin genindtræden på den internationale scene i 1994 forsøgt at søge indflydelse og gøre sig relevant for Vesten. Landet spillede en afgørende og konstruktiv rolle i oprettelsen af Den Internationale Krigsforbryderdomstol og var ligeledes en vigtig spiller i beslutningen om at indføre Responsability to Protect-princippet, som dækker over et ønske om at indføre en retsbaseret international orden, hvor autoritære ledere ikke kan gemme sig bag suverænitet og retten til ikke-indblanding. Men den politiske indflydelse og de internationale investeringer, der var forventet som følge af denne rolle, er udeblevet, og med finanskrakket i 2008 var Sydafrika nødt til at kigge efter andre ikke-vestlige partnere. Så da Sydafrika i 2010, takket være russernes insisteren, om end med modstand fra Indien og Brasilien, blev medlem af BRICS-samarbejdet, var det en belejlig mulighed for at søge indflydelse uden for og markere sig over for Vesten.
Skiftende sydafrikanske regeringer har sideløbende siden 1994 forsøgt at bakke op om universelle principper om menneskerettigheder og demokrati med et pragmatisk forsøg på at finde ikke-voldelige løsninger på konflikter. Dette har ledt til kritik af Sydafrikas udenrigspolitik for at være ufokuseret og til tider dobbeltmoralsk, som da Mandela med sine besøg til Libyen og Cuba insisterede på, at Sydafrikas venner ikke nødvendigvis er de samme som Vestens. Samme gjorde sig gældende med Sydafrikas lange indirekte støtte til en stadig mere autoritær Robert Mugabe i Zimbabwe. Endvidere har landet valgt ikke at støtte resolutioner, der kritiserer menneskerettighedskrænkelser i eksempelvis Burma og Sudan, da disse blev set som stormagters forsøg på at ramme de enkelte regimer frem for at kritisere forbrydelserne principielt. I forbindelse med Ruslands aggression mod Ukraine er samme argument blevet fremført gentagne gange.
Den sydafrikanske regering vil fortsat gerne forbindes med en moralsk baseret udenrigspolitik, når man som en af de største og mest vægtige nationer på det afrikanske kontinent erklærer sig alliancefri i forhold til krigen i Ukraine. Man forsøger udadtil at vise samme diplomati som Mandela gennem en fredselskende attitude i kontrast til Vestens våbenforsyninger til konflikten. I samme åndedrag demonstrerer landet moralsk overskud i forhold til Vestens historiske undertrykkelse af Afrika. Det er også i dette lys, at den sydafrikansk ledede fredsmission i juni til Ukraine og Rusland skal forstås. Her præsenterede de afrikanske ledere en ti-punkts plan, som bl.a. krævede, at landes suverænitet blev respekteret, og at børn skulle sendes tilbage til Ukraine, hvilket var en direkte hentydning til de krigsforbrydelser, Putin står anklaget for. Derudover krævede dokumentet, at salget af korn skulle gøres frit, da Afrika har lidt under krigens begrænsede forsyning af mad til kontinentet. Ikke desto mindre har Rusland valgt at opsige kornaftalen, hvilket potentielt kan lede til prisstigninger på fødevarer og mangel på fødevarer i en række afrikanske stater.
Den afrikanske fredsmission blev dog mere symbolsk end noget andet. Der var næppe tale om decideret mægling, men snarere en gestus. Men fredsmissionen gjorde dog, at Afrika i samlet flok insisterede på at træde ind på den globale scene og indtage deres plads i den nye verdensorden. Det er nyt og forfriskende, og understreger at Sydafrika – og kontinentet Afrika – skal tages seriøst internationalt.
En ny verdensorden
Som selverklærede repræsentanter for Afrika i BRICS-sammenhæng, varetager Sydafrika kontinentets interesser i organisationen. Landet forsøger på den måde at etablere en repræsentativ og multilateral diskurs, der skal skabe en mere retfærdig verdensorden i modsætning til den nuværende struktur, der ifølge Sydafrika varetager den stærkes ret. Dette ses i internationale fora såsom Sikkerhedsrådet, Verdensbanken, Verdenshandelsorganisation, hvor det er sejrherrerne fra Anden Verdenskrig og de tidligere kolonimagter, der har de afgørende stemmer, men som ikke afspejler den nutidige internationale balance eller formår at give det såkaldte globale syd en stemme.
Det, der gør Rusland – og BRICS-samarbejdet i det hele taget – interessant for Sydafrika i den anledning, er, at det udfordrer den vestligt dominerede verdensorden og bliver set som et middel til at tvinge et svækket Vesten til at acceptere reformer. Det betyder i praksis, at sikkerhedsrådet skal afspejle hele verden, og ikke kun de få stærke i form af de fem permanente medlemmer med vetoret. Det betyder, at internationale institutioner skal styres demokratisk, og ikke af økonomisk og militær magt, der har skabt et internationalt system, der sikrer de stærkes ret. Det er derfor i sydafrikansk optik ikke et knæfald for de autoritære regimer, at man samarbejder med Rusland og Kina, men et forsøg på at udfordre den orden, der har fastholdt Det Globale Syd i underudvikling.
Vesten donerer mest bistand men har ikke, sammen med Rusland og Kina, været villige til at ændre de forudsætninger, der har fastholdt det globale syd i fattigdom. Som følge af de stærkt negative konsekvenser, som koloniseringen har haft for de afrikanske stater, udtrykker Sydafrika derfor et behov for fornyelse af internationale institutioner, som eksempelvis FN’s Sikkerhedsråd, der favoriserer sejrherrerne fra Anden Verdenskrig, men efterlader to-tredjedele af jordens befolkning uden fast repræsentation og vetoret. Det samme gør sig gældende med Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen og Valutafonden, som ud fra Sydafrikas og Det Globale Syds synspunkt fastholder dem i nogle strukturer, der i praksis efterlader fattige lande i et afhængighedsforhold med manglende politisk indflydelse.
På samme måde var det en manifestation af Afrikas stigende behov for at blive taget seriøst som selvstændige og ligeværdige medlemmer af verdenssamfundet, da mange afrikanske lande valgte ikke at fordømme Ruslands invasion af Ukraine ved FN’s afstemning om en sådan resolution. Dermed blev det resultatet af den forskelsbehandling, Vesten selv har udsat Afrika for igennem årtier ved at ignorere det tilbagestående udgangspunkt, kolonismen har skabt og det verdenssyn, det har afstedkommet. Men det var også et udtryk for et argument om alliancefrihed, som en række afrikanske stater ønsker at følge. Med andre ord: Det ikke er deres krig. Også selvom Ruslands aggression er udtryk for et direkte angreb på de spilleregler, som de afrikanske lande selv har aftalt gælder i Den Afrikanske Unions Charter.
Omvendt har samarbejdet med de afrikanske lande også fået stigende betydning for Rusland gennem de senere år. Russerne var indtil starten på krigen i Ukraine den klart største våbenleverandør på kontinentet, ligesom de var aktive i udvindingen af naturressourcer og opbygningen af atomenergi. Militært har Rusland, ofte i form af Wagner-gruppen, engageret sig i en række afrikanske konflikter herunder i Centralafrikanske Republik, Mali og Libyen, hvor man ofte har stået i direkte modstrid til vestlige og især franske interesser.
Sydafrika er Afrikas mest industrialiserede økonomi og en dominerende faktor for hele kontinentet. Da Rusland insisterede på at få Sydafrika optaget i BRIKS – på trods af intern modstand fra de andre medlemmer – understregede Rusland sin støtte og loyalitet overfor Sydafrika og ikke mindst regeringspartiet ANC’s projekt. Det er først nu, at Vesten er ved at få øjnene op for dette samarbejdes dybde og betydning for hele Afrika. Her er både russerne og kineserne langt foran Vesten, som først nu er begyndt at udtrykke forståelse for Sydafrikas og kontinentets udfordringer og ønsker, men også dets indflydelse. Det klinger derfor hult, når europæiske ledere, herunder Danmark, pludselig begynder at tale om udviklingsprojekter, også selvom der rent faktisk bejles til afrikanerne. Men bedre sent end aldrig, og meget afhænger også af, hvilken forfatning Rusland er i på den anden side af invasionen af Ukraine. Ikke desto mindre viser det aktuelle BRIKS-møde, at verden er under forandring, og at vi i Vesten skal vænne os til ikke længere at være den eneste og mest attraktive partner i den multipolære verdensorden. ■
Det er først nu, at Vesten er ved at få øjnene op for dette samarbejdes dybde og betydning for hele Afrika. Her er både russerne og kineserne langt foran
_______
Thomas Mandrup (1972) er Lektor, PhD, ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiet og Lektor ved Stellenbosch University, Sydafrika. Han har en MA i Afrikastudier og har boet Sydafrika igennem en årrække og har arbejdet i kontinentets konfliktzoner igennem mange år.
Louise Egedal-Johnson (1977) er BA i retorik og cand.mag. i Afrikastudier. Hun har boet i Sydafrika og Namibia igennem en længere årrække og har skrevet om begge lande for forskellige danske medier.
ILLUSTRATION: Brasiliens præsident Lula (tv), Kinas præsident Xi Jingping (midten) og Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa (th) på vej fra møde under BRIKS Summit i Johannesburg, 24. august 2023 [FOTO: Phill Magakoe/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
