21.04.2023

Med gratis tilgængeligt software som ChatGPT har verden opdaget, hvad teknologien allerede kan. Nu skal politikerne se, om de kan følge med.

FRA RÆSON53. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen ,En ny virkelighed′.

Af Malthe Munkøe

Da ChatGPT-softwaren i starten af 2023 blev stillet gratis til rådighed for enhver, der ønskede at undersøge mulighederne, blev det en kolossal øjenåbner for mange om mulighederne i kunstig intelligens. Potentialet til at optimere en lang række opgaver, fra informationssøgning til kodning af software til skrivning af tekster. Potentialet til lynhurtigt at gennemtrævle store mængder af data for at finde oplysninger.

Bevares, mange har muntret sig med at finde eksempler på de åbenlyse svagheder og eksempler på, at kunstig intelligens kommer til kort. Og der er da vitterligt et stykke vej endnu, før gratis kunstig intelligens-software uproblematisk kan løse enhver opgave, man kan formulere i en almindelig chat.

Vi har set, hvordan andre teknologiske nybrud blev spået stort potentiale uden nogensinde at indfri det – fra virtual reality til second life-metaverser. Forskellen er, at ChatGPT allerede er et åbenlyst brugbart hjælperedskab. Programmører kan bede den lave kode, og jo, ligesom når man får hjælp fra en studentermedhjælper, skal man kigge det efter og formentlig rette en del. Akademiske medarbejdere kan bruge programmet til at lave informationssøgning eller generere tekster, og ja, man er nødt til at være over det selv. Men det ER bemærkelsesværdigt, at allerede den første generation af offentligt tilgængelig kunstig intelligens er så relativt klar til brug og helstøbt.

Er AI den store gamechanger?

Hvorfor stilles dette stykke AI gratis til rådighed? Uden tvivl med en bagtanke om, at tusindvis – hvis ikke millionvis af brugere – nu helt gratis vil træne programmet ved at fortælle, om resultaterne er gode eller dårlige, og hvordan de bør tilpasses. Det er ligesom med andre digitale løsninger: Hvis du ikke betaler for det med penge, gør du nok på en anden måde. Og vi har endnu ikke set, hvad de store firmaer og regeringer besidder af kunstig intelligens – lige nu går de bare stille med dørene.

Potentialerne er enorme. Både i vores dagligliv, hvor AI kan være en assistent i utallige sammenhænge, i erhvervsliv og offentlige organisationer – kort sagt i alle forhold, hvor store datamængder behandles. Vi kender allerede til, hvordan avancerede computeralgoritmer afgør fx, hvilket indhold vi ser på sociale medier eller ved Google-søgninger. Med AI vil alle sådanne processer og anvendelser forventeligt blive langt mere effektive. Bedre risikovurderinger i bank- og forsikringsverdenen forventes. Listen fortsætter: Inden for sundhedssystemet, hvor kunstig intelligens allerede i dag er mere effektiv end lægerne til at identificere mange kræftformer – og jo i øvrigt ikke er en begrænset tidsmæssig ressource. Selvkørende biler og fly er ikke længere urealistisk science fiction, men en realitet, selvom nogle forbedringer nok er nødvendige, før vi for alvor tør slippe dem løs.

Konsulenthusene taler om svimlende gevinstpotentialer, eksempelvis med optimeringer inden for detailhandel og logistik. I 2030 kan AI løfte Kinas BNP med 600 mia. dollars, spår konsulenthuset McKinsey i en ny rapport. Vi har i årtier set produktivitetsvæksten aftage – trods udbredelsen af IT i 1970’erne og 1980’erne og den digitale revolution bl.a. med internettet fra 1990’erne og frem. Udviklingen minder os om, hvordan den nobelprisvindende økonom Robert Solow i 1987 indfangede dét paradoks med sætningen: „Vi ser computere overalt – bortset fra i produktivitetsstatistikkerne!”. Det er (var) der formentlig mange grunde til, herunder at det kan være svært at måle de reelle gevinster ved, at iPhones og computere i dag kan meget mere end for ti år siden. Svært er det også at gøre op, hvor meget og hvordan et samfund ændres ved konstant øjeblikkelig informationsudveksling, herunder fremkomsten af sociale medier.

En del af historien er dog formentlig også bare, at de senere årtiers digitale udvikling virker mindre revolutionerende end tidligere teknologiske kvantespring. En vaskemaskine betyder bare kvalitativt mere for samfundet – ved at gøre det lette for kvinder at forlade hjemmet og komme ind på arbejdsmarkedet – end overgangen fra mere traditionelle mobiltelefoner til iPhones.

Men måske AI har potentialet til at blive den store gamechanger, der for alvor rykker samfundet frem, både økonomisk og i mere kvalitativ fortand.

Ligesom det var svært at forudse effekten af sociale medier, da Facebook gik i luften i 2003, kan det være svært at forudse, hvordan AI vil påvirke alle mulige forhold både i dagliglivet, arbejdslivet og samfundslivet.

Et område, der forudses at blive forandret meget markant, er forsvars- og sikkerhedsindustrien. Evnen til at bearbejde data hurtigt og effektivt er allerede i dag afgørende, især når det gælder stadig mere højteknologiske våbensystemer, og cyberforsvar og i forhold til at styre dronesværme, integrere data fra forskellige våben- og informationssystemer i real time. Man skal – og kan – træffe tusindvis af beslutninger på mikrosekunder baseret på alle mulige informationer og datapunkter i situationer, hvor menneskers reaktionstid er for lang. Vi kan nærme os en verden, hvor de lande, som har den mest raffinerede kunstige intelligens, også vil vinde fremtidens konflikter og krige.


27. januar 1967: En tekniker ved en computer i FBI’s nye National Crime Information Center [FOTO: Henry Burroughs/AP/Ritzau Scanpix]

Tech-krigen er i gang – og præmien er verdensherredømmet

Netop brugen af AI i militære henseender lå nok den russiske præsident, Vladimir Putin, på sinde, da han i 2017 udtalte: „Kunstig intelligens er fremtiden, ikke kun for Rusland, men hele menneskeheden. Den kommer med kolossale muligheder, men også svært forudsigelige trusler. Den, der bliver førende på området, vil kontrollere verdenen”.

Den ildevarslende beskrivelse illustrerer, at kunstig intelligens – i modsætning til mange andre typer teknologier – i meget høj grad også anskues ud fra sikkerhedspolitiske logikker.

Ligesom under Den Kolde Krig, hvor USA og Sovjetunionen kæmpede om at være førende inden for et utal af tekniske og videnskabelige områder, bliver AI i dag set som et område, hvor ingen store nationer kan tåle stilstand.  

Tværtimod tales der åbent om et AI-kapløb med meget på spil mellem USA og Kina. Trods Putins store ord er Rusland næppe med i front. En opgørelse fra 2020 viste, at den private sektors investeringer i kunstig intelligens i USA lå på knap 25 mia. dollars, efterfulgt at Kina med cirka 10 mia. dollars. EU fulgte med rundt regnet 2 mia. dollars, omtrent på niveau med Storbritannien. Dertil kommer de offentlige investeringer, som i mange tilfælde er anseelige.

I lande som USA og Kina har man fokus på at uddanne tusindvis og atter tusindvis af techeksperter, som kan bidrage til udviklingen af AI. Ser man på antallet af patenter udstedt omkring kunstig intelligens, er den hastigt voksende interesse, såvel som den amerikanske og kinesiske førerposition, ekstremt tydelig. I 2021 overgik Kina USA i antal patenter (hvilket dog også kan handle om patenteringsstrategi; om man patenterer bredt eller smalt). Ser man på antal forskningsartikler udgivet, og hvor gode tidsskrifter de udgives i, har Kina en klar førerstilling over USA [se artiklen af Forsby i dette nummer, red.]. Og Kina har – med Tencent, Huawei og Alibaba i spidsen – en stærk techsektor med verdensførende virksomheder. Samtidig har Kina også et diktatorisk overvågningssystem af borgerne, hvilket fremmer dets AI. Der kan netop konstant genereres massive mængder data, som fodrer AI-systemer uden om de etiske og privatlivsrelaterede begrænsninger, som ville ses herhjemme. Dog står Kina i den situation, at Biden-regeringen har indført eksportkontrol, som begrænser Kinas muligheder for at importere udstyr og software til chipsproduktion. Det kan potentielt skade deres voksende AI-sektor, der er afhængig af store mængder avancerede mikrochips og processorer.

Indsatsen er høj. Både økonomisk og militært kan en førerstilling på AI-fronten sikre sejren i den voksende rivalisering mellem verdens to største magter, Kina og USA.

Mens verdens to supermagter altså nedstirrer hinanden, er situationen anderledes i Europa. Ikke at ambitionerne mangler – eller forståelsen for potentialet. Men det gamle kontinent har igennem flere årtier demonstreret klare svagheder, når det kommer til at være med i front på den digitale spillebane.

Man har bestemt nydt enorm stor gavn af den teknologiske udvikling, men det har i høj grad været som køber af løsninger fra USA. Google, Apple, Netflix, Facebook, Amazon, Microsoft, IBM – de giganter, der har været definerende for de første perioder af informationssamfundets udvikling, er alle amerikanske, og det er meget svært at få øje på nye store europæiske techvirksomheder. I Europa er man gode til at udvikle startups, men det stopper typisk der.

Udviklingen af kunstig intelligens vil utvivlsomt skabe store gevinster, også i EU, men størstedelen må nok forventes at tilfalde de firmaer, der er med i front. Og meget tyder på, at de førende firmaer og de største gevinster atter en gang vil ligge i USA’s Silicon Valley.

I lille Danmark er vi nok i bund og grund vant til, vi ikke kan være med på alle områder af de mest avancerede teknologier, men skal leve af nicher. På europæisk plan er der dog en forståelse for, at EU som helhed ER nødt til at være med. Hvis ikke i front, så i hvert fald længere fremme, end vi har set de seneste årtier, hvor Europa har stået som forbruger af alle mulige amerikanske softwaresystemer.

I Bruxelles har det længe været et tema, at man skal øge sin ,digitale suverænitet’. Man håber, at det kan blive et konkurrenceparameter, at virksomheder i det mindste ved, hvad spillereglerne er i EU – så deres AI får et kvalitetsstempel ved at få lov til at blive brugt i Europa. Drømmen er, at også europæisk erhvervsliv er med, når AI – som alle nu spår – bliver den store gamechanger?

 

Måske AI har potentialet til at blive den store gamechanger, der for alvor rykker samfundet frem, både økonomisk og i mere kvalitativ fortand
_______

 

Skræmmescenarie, eller?

Gevinsterne ved kunstig intelligens bliver store. Men man behøver bare at se en science fiction-film som Rumrejsen år 2001, Matrix eller Terminator for at forstå, at der også er risici – eller lytte til advarslerne fra så forskellige folk som Elon Musk og Stephen Hawking.  

Risiciene er reelle. Det handler dog ikke kun om dommedagsscenarier, men også helt almindelige dagligdags problemstillinger. Et par eksempler kan tjene til at illustrere det:

Firmaer, der ønsker at rekruttere, skal typisk gennemgå et stort antal ansøgninger til hver stilling. Det er tidskrævende, og en AI kan sikkert gøre det lige så godt som HR-medarbejderen, eller i hvert fald lave en fin første grovsortering. Antag, at en AI derfor trænes baseret på, hvilke personer der tidligere er blevet ansat i en given stillingskategori i virksomheden, og derefter bliver brugt til at grovsortere indkomne ansøgninger. Men hvad hvis der tidligere kun er blevet ansat folk fra en bestemt etnisk gruppe i stillingen – eller overvejende fra ét køn – så AI’en begynder at diskriminere, når den lærer sig selv at udvælge kandidater, som minder om dem, der allerede er blevet ansat?

Så er der det klassiske eksempel med en selvkørende AI, der kommer i en situation, hvor det ikke er muligt at undgå en ulykke. Skal bilen køre ud i vejrabatten, selvom passagererne i bilen næppe overlever, eller tage farten af ved at brage direkte ind i fodgængerne?

Eller tag deep fakes, hvor AI hastigt nærmer sig et punkt, hvor det ikke er muligt at skelne mellem en ægte eller falsk video eller lydfil.

Kunstig intelligens kan hurtigt skabe uoverskuelige udfordringer i forhold til privatliv. Det mest slående eksempel er Kinas brug af ansigtsgenkendelse, der udgør en omfattende kilde til overvågning. Data om borgerne, såsom deres ,sociale score’, hvor alle typer adfærd – fra det åbenlyst politiske til, hvad der opfattes som antisocial adfærd – påvirker ens score, som igen fx bestemmer karrieremuligheder, renten på banklån, endda om man kan få lov til at købe bestemte tog- og flybilletter og mange andre forhold.

 Men det er måske kun at kradse i overfladen. AI kan allerede i høj grad identificere personer alene på deres gang, der angiveligt er lige så specifik for et individ som fingeraftrykket, og alene ved en ansigtsscanning vil man kunne identificere tegn på sygdom eller andre personlige forhold, som fx om personen er udhvilet eller anspændt.

Det er selvfølgelig svært at sige, med hvilken hastighed mulighederne vil blive realiseret – og hvor meget der blot vil forblive et skræmmescenario. Blandt politiske beslutningstagere er der stort fokus på at få etableret et regelsæt for europæisk kunstig intelligens allerede nu.


28. februar 2011: En forsker fra Artificial Intelligence Group ved Freie Universität Berlin testkører en Volkswagen-bil via et ,neuro-headset’, der lader bilen styre delvist via hjernens elektriske aktivitet [FOTO: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix]

Det er nu, reglerne bliver defineret

I april 2021 præsenterede EU-kommissær og vicepræsident Margrethe Vestager et lovforslag, der på mange måder er det første reelle forsøg i verden på at regulere kunstig intelligens. Forhåbningen er, at EU derved kan fastholde sin rolle som norm- og standardsætter, jævnfør Unionens historie på mange regulatoriske områder. Eksempelvis nævnes ofte GDPR-reglerne, idet store techvirksomheder har været nødt til at sikre, at ALLE deres produkter overholder reglerne – fordi det er lettere at integrere det i alle servicer globalt end at lave specifikke tilpasninger alene til europæisk brug. Tilsvarende kan nævnes EU’s kemikalielovgivning og mange andre områder, der har fået iagttagere til at tale om EU som ,en regulatorisk supermagt’ – nogle gange benævnt ,Bruxelles-effekten’. Vestager taler åbent om en europæisk tilgang til kunstig intelligens – i skarp kontrast til den kinesiske, hvor regimet bruger AI som et redskab til at kontrollere borgerne.

Forslaget har været under forhandling siden fremsættelsen i foråret 2021. I december 2022 nåede medlemslandene til enighed om deres holdning til lovforslaget – med en række ændringer – men både medlemslandene og Europa-Parlamentet skal være enige, før det kan vedtages endeligt.

Loven, som altså lige nu er under forhandling, vil indebære en række forbud mod problematisk anvendelse af AI. Der anvendes en risikobaseret tilgang, hvor nogle anvendelsesområdet helt forbydes. Det gælder fx anvendelse, der kan skade andre, herunder subliminale teknikker, der kan bruges til at manipulere mennesker. Det gælder fx det føromtalte sociale score-system, man bruger i Kina.

På visse områder lægges der krav og betingelser ind. Eksempelvis vil live ansigtsgenkendelse i offentligheden til retshåndhævelse i udgangspunktet være forbudt, og der vil være krav om menneskelig kontrol, hvis man fx bruger kunstig intelligens til at vurdere folks kreditværdighed, ansættelser eller lignende. Ved mindre risikofyldte anvendelsesområder vil krav være mindre omfattende. Eksempelvis skal det fremgå tydeligt, hvis det er en AI, man interagerer med fx via en chatbox på en hjemmeside. Sideløbende behandles også et AI Liability-direktiv. Det vil supplere med regler de steder, hvor ansvarsplaceringen er mudret. De nuværende regler for ansvarstilskrivelse tager typisk udgangspunkt i, at forurettede viser, at en person har gjort noget forkert eller undladt at gøre noget, man burde have gjort. Det kan være svært at identificere og bevise, hvem der bør stilles til ansvar, hvis en AI gør noget, som skader andre. Er det programmøren? Er det ejeren? Usikkerheder, der ikke er hensigtsmæssige for berørte og heller ikke befordrende for, at fx virksomheder kan begynde at anvende kunstig intelligens.

Vi har været vant til, at man i sidste ende kan identificere i en kode, hvorfor computersoftware når frem til en bestemt konklusion. Men kunstig intelligens er netop designet til selv at nå frem til konklusioner baseret på data. Derfor vil det normalt ikke være muligt at vide præcis, hvorfor en AI er nået frem til et bestemt resultat. Og netop derfor opstår der mange regulatoriske udfordringer – eksempelvis hvem og i hvilket omfang producent eller ejer skal drages til ansvar, når en kunstig intelligens ved at analysere kolossale datamængder selv har tillært sig noget, som viser sig at være diskriminerende eller uetisk.

Men på den regulatoriske bane er EU altså godt med. Og det skal man ikke nødvendigvis undervurdere. Selvom bagtæppet er techkrig, stormagtsrivalisering og enorme økonomiske potentialer, så handler det i høj grad også om at sikre borgerne og samfundet. Det er nu, man definerer de regler, som vi være afgørende for AI i meget lang tid fremover. Det er, uden tvivl, et af de vigtigste regulatoriske områder i disse år. Og EU’s rækkevidde er af global betydning – på præcis samme måde som de regler for privatlivs- og databeskyttelse (herunder GPDR), der blev lagt fast i Bruxelles.

Det hele lyder stadig som ren science fiction, men det sker nu. ■

 

Vi har været vant til, at man i sidste ende kan identificere i en kode, hvorfor computersoftware når frem til en bestemt konklusion. Men kunstig intelligens er netop designet til selv at nå frem til konklusioner baseret på data
_______

 

Malthe Munkøe (f. 1984) har en baggrund bl.a. som analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet. Han arbejder aktuelt i den offentlige sektor, men skriver som privatperson.

ILLUSTRATION: Science Museum i London, 17. februar 2009: BERTI, en humanoidrobot i 1:1 størrelsesforhold, rækker sin hånd ud [FOTO: Nils Jorgensen/Shutterstock/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland