Malthe Munkøe i RÆSON SØNDAG: Europa halter efter USA og Kina. Det er op til ”Super Mario” at redde EU’s økonomi – igen
17.12.2023
Europas konkurrenceevne er alvorligt udfordret. Den tidligere italienske premierminister og chef for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er blevet bedt om at fremsætte en rapport om, hvad vi kan gøre ved det. Men er det for en udfordring – selv for den mand, der nærmest egenhændigt løste euro-gældskrisen?
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Malthe Munkøe
“Vi bør være meget bekymrede. Den europæiske økonomi har mistet konkurrenceevne de seneste 20 plus år i forhold til ikke bare USA, men Japan, Sydkorea og selvfølgelig Kina. På mange teknologiske områder har vi mistet fodfæste.”
Sådan lød analysen fra Mario Draghi i et interview med Financial Times i november 2023. Han var chef for den Europæiske Centralbank (ECB) i otte år fra 2011 til 2019, italiensk premierminister i halvandet år fra 2021 til 2022 og En af Europas mest respekterede skikkelser og fremmeste økonomiske tænkere og eksperter.
Ikke at det krævede Draghis imponerende generalieblad at nå frem til den erkendelse. Den har været tydelig længe for økonomiske analytikere; det har været slående, hvordan EU hang fast i et ”tabt årti” i 2010erne, mens resten af verden kom langt bedre igennem Finanskrisen. Og alle kan se selv fra vores almindelige dagligdag, hvordan de nyeste innovationer og teknologiske vidundere stadigt oftere stammer fra USA og Kina, ikke mindst på den digitale bane. Mens vi i Europa længe har været henvist til at importere eller købe disse løsninger fra udlandet, hvad enten det er telefoner, computere, mikrochips, droner, computersoftware, streaming, elbiler eller andet.
Men nu er det Mario Draghi, der har fået hovedansvaret for at finde ud af, hvad vi gør ved det. Financial Time-interviewet var foranlediget af, at Draghi er blevet bedt om at forfatte en rapport om Europas konkurrenceevneudfordringer for Europa-Kommissionen. Det var et af slagnumrene i Ursula von der Leyens ”State of the European Union”-tale, at man i Europa var nødt til at sadle om og få styrket sin konkurrenceevne. Derfor har kommisionsformanden bedt Draghi om at forberede en rapport om fremtiden for Europas konkurrenceevne. For Europa vil, som hun sagde, gøre ”whatever it takes” for at fastholde sin industrielle konkurrenceevne.
Draghis embedsperiode i spidsen for den Europæiske Centralbank var fra første færd præget af det alvorlige økonomiske tilbageslag fra Finanskrisen og siden den gældskrise, som kom til at hensænke eurozonen i et ”tabt årti”
_______
Whatever it takes – Super Marios nye mission
”Whatever it takes”. Det var disse ord, der gjorde den allerede respekterede Draghi til et udødeligt navn i det europæiske samarbejdes historie, og som von der Leyen altså refererede tilbage til. Draghis embedsperiode i spidsen for den Europæiske Centralbank var fra første færd præget af det alvorlige økonomiske tilbageslag fra Finanskrisen og siden den gældskrise, som kom til at hensænke eurozonen i et ”tabt årti” med massive økonomiske problemer i særligt en række sydeuropæiske lande. En krise, der først for alvor blev dæmmet op for, da Draghi lovede, at ECB ville gøre, hvad end der kræves, for at sikre euroens beståen.
Troen på eurosamarbejdet var ved at smuldre i de år, og finansmarkederne opererede med store og stigende renteforskelle på statsgæld fra de forskellige eurolande, fordi man frygtede, at især de hårdt plagede PIIGS-lande – Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien – kunne ende i statsbankerot og udtræde af valutasamarbejdet. Da man havde lagt den finansielle arkitektur for eurozonen, var det en af grundstenene, at landenes valutakurser skulle være ”irrevocably fixed” [fast valutakurs, red.] via den fælles euro. Men med især Grækenland i store problemer og verdens 8. største økonomi, Italien, med udsigt til det samme, var det bestemt ikke længere noget, markederne tog for givet.
Det var i denne situation, at Draghi som centralbankdirektør formåede på et pressemøde den 26. juli 2015 med fast stemme at gøre klart, at ECB ville gøre ”whatever it takes” for at holde euroen sammen. Eller retteligt, som han sagde: “Inden for vores mandat er ECB klar til at gøre, hvad end der skal til, for at bevare euroen. Og tro mig, det er nok.” Og det var det.
Centralbankdirektøren fik beroliget markedet på det pressemøde. Draghi havde også, trods modstand i bestyrelsen, gennemtrumfet et program af utraditionel centralbankpolitik med kvantitative lempelser, hvor ECB simpelthen opkøbte de statsobligationer, finansmarkederne var ved at miste tilliden til. Derfor er det helt passende at kalde Draghi for ”euroens redningsmand” – eller med tabloidpressens hang til det mere maleriske, ”Super Mario”, efter et populært Nintendo-spil.
Paradoksalt nok skrev Draghi faktisk sin phD på Massachusetts Institute of Technology (MIT) om, at eurosamarbejdet nok var en dårlig idé. Men nu det eksisterede, var det givetvis langt værre at lade det bryde sammen! Under alle omstændigheder skrev Draghi sig allerede med det pressemøde ind i det moderne Europas historiebøger.
Vi har haft en model i Europa, hvor vi grundlæggende var afhængige af USA for forsvar, Kina for handel og Rusland for energi
_______
Siden blev han statsminister i Italien, efter Renzi-regeringen knækkede halsen på den udfordring, det var at nå til enighed om Italiens Recovery and Resilience-plan. Det var den plan med forskellige reformtiltag, som alle medlemslande skulle udarbejde og gennemføre for at få del i de midler, som EU’s COVID-redningspakke rummer; for det hårdt plagede Italiens vedkommende ca. 200 mia. euro, svarende til 11 pct. af landets BNP. Det lykkedes Draghi med som teknokratisk caretaker-regeringsleder.
Siden blev hans regering væltet, men det er en anden historie. Nu har den 76-årige italiener fået sin karrieres formentlig sidste mission: At udarbejde den rapport om EU’s konkurrenceevne, som skal hjælpe Kommissionen og medlemslandene med at styrke europæisk økonomi.
Det er klart nemmere at pege på problemerne end at samle opbakning til at gøre noget ved det, men ikke desto mindre kan Draghis kommende rapport få væsentlig betydning. Der er efterhånden en bred erkendelse af, at det ikke længere går, at EU bliver ved med at sakke bagud. Samtidig har de erhvervsvenlige kræfter accepteret en omfattende Green Deal klimadagsorden, hvor grøn omstilling skaber store byrder for erhvervslivet, men nu forlanger de kompensation med konkurrencefremmende tiltag. Der er således lagt op til, at Draghi-rapporten får stor opmærksomhed og bliver toneangivende for en af de vigtigste dagsordner i de økonomiske diskussioner i EU.
Så hvad kan vi forvente af Draghi?
Verdensordenen er forandret
”Det geopolitiske, økonomiske fundament, som Europa har stået på siden slutningen på anden verdenskrig, er væk.” Det var den centrale indsigt, Draghi fremførte i sit interview i Financial Times i efteråret som optakt til arbejdet med konkurrenceevne-rapporten. Vi har, forklarede Draghi, haft en model i Europa, hvor vi grundlæggende var afhængige af USA for forsvar, Kina for handel og Rusland for energi.
Men USA vender sig nu mod Asien og synes heller ikke at være den sikre garant for demokrati og mod diktatur, som vi har været vant til.
Kina vil fortsat være en central handelspartner, men som EU’s Kinastrategi gjorde klart allerede fra 2019, er Beijing også en ”systemisk rival” på nogle områder. Det kan ikke være klogt at være for afhængig af sine systemiske modstandere og rivaler, navnlig i en tiltagende kold krig mellem USA og Kina.
Afhængigheden af russisk energi har allerede vist sig at være en afgørende svaghed, da man både har styrket Putins regime i årevis ved at købe den russiske olie og naturgas, og nu, hvor man på kort tid skulle finde nye måder at dække sit energibehov på, har det skabt store udfordringer og ikke mindst omkostningsstigninger.
Men udfordringerne er ikke kun af nyere dato og forårsaget af de seneste års kriser og geopolitiske jordskælv
_______
Udfordringerne er mange. Draghi pegede i Financial Times især på to: behov for højere produktivitet og behov for lavere energipriser: “For at have en økonomi, som er i stand til at understøtte et aldrende samfund på det niveau, vi har i Europa, skal vi have meget højere produktivitet (…) Vi skal tage os sammen på energiområdet. Vi kommer ingen vegne ved at betale to-tre gange så meget, som det koster, i andre områder af verden.”
Især Europas energiintensive industrier er under pres. Store dele af fx stål- og aluminiumsproduktionen ligger brak, fordi det er blevet så meget dyrere, at man ikke kan matche konkurrenter fra udlandet. Men udfordringerne er ikke kun af nyere dato og forårsaget af de seneste års kriser og geopolitiske jordskælv. I 1995 havde de lande, der i dag udgør eurozone-landene, et produktivitetsniveau omtrent på niveau med USA’s, men i dag er det væsentligt lavere. BNP skabt per arbejdstime var således 98 pct. af USA’s niveau dengang, men var i 2022 blot 82%.
Eurozonens BNP/arbejdstime relativt til USA
Kilde: egen beregning pba. OECD
Det indvendes ofte, at det er vanskeligt reelt at lave den slags sammenligninger, fordi valutakurser og omkostningsniveauer varierer så meget mellem forskellige økonomier. Kina er fx allerede for længst verdens største økonomi, hvis man opgør det i købekraftsjusterede tal, hvilket tager højde for, at det fx er billigere at gå til frisøren eller hyre en hacker i Kina end USA.
Men man kan sagtens se på mange andre indikatorer, som også tegner nedslående billeder. Eksempelvis advarede BusinessEurope – Dansk Industris pendant i Bruxelles – for nyligt i stærke vendinger om, at Europas konkurrenceevne er udfordret og pegede b.la. på, at udenlandske direkte investeringer (FDI) til EU er faldet med lidt over to tredjedele over de senere år, mens USA tiltrækker knap to tredjedele flere FDI’er.
Dertil kommer store bekymringer over, at både Kina og USA forfølger en aktiv industripolitik med store økonomiske satsninger på de afgørende teknologiområder ud fra strategiske og politiske hensyn. Kina har længe brugt subsidier til at opbygge førerpositioner på forskellige områder, fx solcelleproduktion, hvor EU og USA tidligere var markedsførende. Og med sin Inflation Reduction Act, som blandt andet giver massive skatteundtagelser til produktion af grønne teknologier i Nordamerika, har USA i høj grad meldt sig ind i statsstøttekapløbet, hvor man lægger op til at trække store investeringer fra Kina og EU til netop USA.
Det udfordrer i høj grad EU. Vel at mærke indenfor et område – grøn teknologi – hvor man ellers troede, man var verdensledende. Og vel at mærke med konkurrence både fra Kina og USA. Det er for længst fjern fortid, at EU’s virksomheder var i toppen af fødekæden, men blot outsourcede de lavproduktive, manuelle og forurenende arbejdsopgaver til Asien. Realiteten er altså, at de kinesiske firmaer har en markedsandel på 60 pct. med Goldwind i spidsen på størrelse med Vestas.
Tilsvarende har Kina og USA på bilmarkedet for længst overhalet, hvad der ellers for blot få år siden var en af Europas absolut stærkeste førerpositioner. Overgangen til elektriske biler har – som teknologispring har for vane – vendt fuldstændig op og ned på, hvem der er vindere og tabere på markedet. Da sektoren tegner sig for 7 pct. af alle jobs i EU, er det selvsagt virkelig dårlige nyheder[2] og en øjenåbner for, hvor udsat europæisk industri er for en intensiveret global konkurrence. Det sætter en tyk streg under at EU’s konkurrenceevne bliver udfordret både generelt og indenfor bestemte nøglesektorer og teknologiområder.
Det bliver efter alt at dømme en af de vigtigste udfordringer for den nye EU-Kommission, som skal udpeges efter Europa-Parlamentsvalgene til sommer.
Draghi-rapporten kommer således til at inspirere og understøtte en af de dagsordner, der politisk vil være meget stor opmærksomhed omkring. Selvom Draghi nærmest ene mand løste euro-gældskrisen i 2010erne, kommer han ikke til at løse Europas ringe konkurrenceevne ene mand. Men det får bestemt stor betydning, hvad hans rapport kommer til at sige, og dens kan meget vel blive toneangivende for de debatter og politiske udspil, vi kommer til at se den kommende tid.
Vi har ikke råd til endnu et tabt tech-kapløb
I virkeligheden har EU-landene både indkomstniveauer, moderne økonomier og konkurrencekraft, som mange lande vil misunde dem. Men det ændrer ikke på det faktum, at andre store økonomier, først og fremmest Kina og USA, længe har været foran, både når det kommer til økonomisk vækst generelt og indenfor en række specifikke sektorer og teknologiområder med stort vækstpotentiale.
Det gælder ikke mindst alt på den digitale bane, hvor det er svært at få øje på europæiske succeshistorier, mens USA kan frembyde Apple, Google, Amazon og så fremdeles, og Kina med Shein, Huawei, ByteDance (virksomheden bag bl.a. TikTok) osv. også har lagt sig helt i front.
Det gælder også, når man ser frem mod de nye teknologier og tech-områder, der ventes at blive definerende for fremtiden og skabe klare økonomiske vindere og tabere, såsom kunstig intelligens, avancerede robotter og droner, og lignende. Her ligger de europæiske virksomheder atter langt bag de kinesiske og amerikanske konkurrenter i førerfeltet.
USA og Kina er for længst endt i en tech-krig, hvor det er stærkt politiseret, hvilken teknologi man deler med de andre store økonomier
_______
Det konstaterede Draghi også i sit Financial Times interview. Hvilket givetvis vidner om, at tech-dagsordenen og evnen til at innovere og fastholde europæiske førerstillinger fylder mere i bevidstheden hos Draghi end hos mange økonomer. De har traditionelt tænkt mere i de helt overordnede makroøkonomiske dynamikker om totalfaktorproduktivitet, humankapital og så videre.
Der har dog længe været en bevægelse i gang i retning af mere industripolitiske tilgange, hvor det fylder mere og tillægges større betydning at se på specifikke sektorer af særlig strategisk betydning eller med særligt stort vækstpotentiale. Derfor er der voksende bekymring over Europas relative svaghed indenfor en række højteknologiske områder med særligt stort vækstpotentiale.
Europa risikerer altså endnu engang at blive importør af de avancerede teknologier. Det kan man godt leve med, så længe man har andre styrkepositioner og stærk konkurrenceevne. Og det har EU fortsat, men i mindre grad end vi har været vant til.
Samtidig oplever vi, at teknologisk lederskab i stigende grad ikke blot handler om økonomi, men også sikkerhedspolitik. USA og Kina er for længst endt i en tech-krig, hvor det er stærkt politiseret, hvilken teknologi man deler med de andre store økonomier. Dertil kommer, at mange af de teknologiske nybrud, vi er vidne til, har dual use; de kan anvendes både til fredelige og mindre fredelige formål. Det gælder droner, robotter og den kunstige intelligens til at styre dem. Derfor indebærer det nogle endnu mere skræmmende perspektiver, hvis EU slet ikke kan følge med, samtidig med at krig og geopolitik er tilbage på vores kontinent.
Af alle disse grunde er der stort fokus på EU’s afhængigheder. Ikke mindst ovenpå erfaringen med, at afhængighed af russisk energi var så stor en sårbarhed. Man må spørge sig selv: På hvor mange vigtige tech-områder – fra mikrochips og biler til vindmøller, solceller og droner, men også hvilke algoritmer, der skal bestemme hvilke informationer vores børn får på sociale medier samt kunstig intelligens – EU kan leve af at være dybt afhængig af tredjelande, hvoraf mange ikke engang er vores venner og allierede?
Det er på kort tid blevet en af de vigtigste debatter i og omkring Bruxelles og har været i gang i nogle år. Og det tyder på at Draghis rapport også kommer til at forholde sig til problemstillingerne og tematisere, at der er nødt til at ske noget: Europa er nødt til – med Draghis ord – at finde ud af, hvordan vi skaber en ny succesfuld geopolitisk model, som vil fungere i en forandret verden præget af stormagtsrivalisering, og hvor handelsmønstre og værdikæders indretning i stigende grad afspejler ikke bare, hvad der er økonomisk optimalt, men også politiske hensyn. ■
Europa er nødt til – med Draghis ord – at finde ud af, hvordan vi skaber en ny succesfuld geopolitisk model, som vil fungere i en forandret verden præget af stormagtsrivalisering
_______
Malthe Munkøe har en baggrund bl.a. som analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet. Han arbejder aktuelt i den offentlige sektor, men skriver som privatperson.
ILLUSTRATION: Mario Draghi vinker til offentligheden efter overdragelsesceremonien af premierministerposten til Giorgia Meloni på Palazzo Chigi i Rom den 23. oktober 2022. [FOTO: Andreas Solaro/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
