27.04.2023

Ud af det parlamentariske morads om pensionsreformen træder én skikkelse frem som den klare vinder: Marine Le Pen. Meningsmålingerne har i de seneste uger vist, at flere og flere franskmænd nu foretrækker lederen af det højreorienterede Rassemblement National som landets præsident

Af Malthe Dahl

Forrige fredag overkom Macrons omstridte pensionsreform den sidste juridiske forhindring. Efter en måneds ventetid faldt forfatningsrådet dom over reformen: Den franske forfatningen stod ikke i vejen for at hæve pensionsalderen.

Velvidende at forfatningsdomstolens beslutning ingenlunde ville dæmpe franskmændenes gemytter, talte Macron til befolkningen mandagen efter. ”Er reformen blevet accepteret?” spurgte præsidenten retorisk. ”Nej”, lød det, men folkets vrede var til gengæld blevet hørt og forstået, erklærede han. Derfor annoncerede den franske præsident, at nu fulgte 100 dage med forsoning, hvor nye reformer og tiltag, skulle sikre landets fremadrettede velstand og skabe bedre vilkår for franskmændene. Den grønne omstilling skulle sikres, Frankrig genindustrialiseres og arbejdslivet forbedres.

Skal Macron imidlertid lykkes med den politik, der skal indfri hans løfter, er det ikke kun befolkningens tillid, der skal genoprettes. Forholdet til Republikanerne, hvis mandater præsidentens skrøbelige flertal hviler på, er iskoldt, og kampen om pensionsreformen har skabt dyb intern splittelse i partiet. På sidelinjen har Marine Le Pens Rassemblement National næret sig ved krisen og set sine meningsmålinger sendt på himmelflugt.

Macron og Republikanerne – et umage par

Macrons parlamentariske situation var allerede vanskelig, inden pensionsreformen eksploderede i hænderne på ham. Valget ved Nationalforsamlingen sidste år gav ham ikke det flertal, der skulle gøre hans politiske idéer til virkelighed, hvilket er usædvanligt for franske præsidenter. Valgdagen ligger nemlig kort efter præsidentvalget, og begejstringen for den nyvalgte præsident når typisk ikke at falme, inden vælgerne igen går til stemmeurnerne.

Uden flertal har Macron derfor været afhængig af Republikanernes mandater for at gennemføre sit politiske program. Men partiet er ikke et støtteparti. De sidder i opposition, og ethvert lovforslag kræver derfor intens forhandling og kompromisser. Og i arbejdet med pensionsreformen var de altså ikke i stand til at nå til enighed, hvorfor Macron var nødt til at udløse artikel 49.3 for at kunne gennemføre lovgivningen uden flertal.

 

Partiets valg om at undgå store armbevægelser flugter med dets langsigtede strategi om at fremstå mere kompetent og regeringsdueligt
_______

 

Reformen kunne ellers ved første øjekast ligne politik, som Republikanerne kunne lægge mandater til. Pensionsalderen har længe stået på deres politiske dosmerseddel, og da Valérie Pécresse sidste år blev valgt som partiets præsidentkandidat, turnerede hun landet rundt med løftet om at hæve den til 65 år.

Gnidningerne mellem Republikanerne og Macron skyldes mere strategi end politiske forskelle. I sine velmagtsdage sad Republikanerne på præsidentposten og flertallet i Nationalforsamlingen, men da Macron landede på den politiske scene, svækkedes partiet. I 2015 havde partiet 185 medlemmer af Nationalforsamlingen. I dag kan de kun tælle til 59.

Republikanerne har derfor haft svært ved at nå til enighed om en linje angående samarbejdet med Macron. På den ene side har samarbejdet ført til, at partiet kunne få deres politik igennem, mens de på den anden side har frygtet at blive fuldstændig opslugt af Macron.

Den uenighed har ulmet længe internt i partiet, men pensionsreformen var benzin på bålet. Ikke nok med at partiet ikke kunne enes om, hvorvidt de skulle stemme for eller imod selve pensionsreformen, så gravede partiet deres interne grøfter dybere i efterspillet. Da oppositionen stillede et mistillidsvotum, afviste partiets leder Éric Ciotti prompte at vælte regeringen. Kort efter blev hans linje undermineret af en partiets store profiler, Aurelien Pradié, der meddelte, at medlemmerne var fritstillede til at stemme efter overbevisning. Da mistillidsvotummet kom til afstemning, valgte en tredjedel af partiet at gå mod lederens anbefalinger.

Det i forvejen skrøbelige samarbejde mellem Macron og Republikanerne er altså brudt sammen. Måske lykkes de to partier med at lægge pensionsreformen bag sig og finde en måde at samarbejde på fremadrettet. Men uanset hvad har den politiske skade været stor.

Le Pen vinder frem

Ud af det parlamentariske morads træder én skikkelse frem som den klare vinder: Marine Le Pen. Meningsmålingerne har i de seneste uger vist, at flere og flere franskmænd nu foretrækker lederen af det højreorienterede Rassemblement National som landets præsident.

Rassemblement National er styret sikkert gennem slagsmålet om pensionsreformen, der ellers på overfladen kunne ligne en snubletråd for partiet. For det første fordi partiet er hjemsted for vælgergrupper med forskellige interesser. En stor del tilhører arbejderklassen, der raser mod den forhøjede pensionsalder, mens en anden vigtig del består af den mere traditionelt konservative fløj, hvoriblandt mange ønsker at hæve pensionsalderen.

For det andet udgør de store demonstrationer og uroligheder affødt af reformen et åbenlyst dilemma for partiet: Hvordan kan man som lov og orden-parti rase mod Macron, uden at det bliver opfattet som en opfordring til civil ulydighed?

Le Pens strateger havde forudset faldgruberne. Partiets generalsekretær udtalte om reformen, at det grundlæggende ikke handlede om, ”hvem der vinder eller taber, men hvem der bliver modtager af den vrede, der fødes af reformen.” For at sikre at det ikke blev Rassemblement National, dukkede Le Pens gruppe hovedet og lod de andre partier gå i kødet på hinanden. Op til at pensionsreformen blev vedtaget, foreslog oppositionspartierne mere end 20.000 ændringer til lovteksten. Kun lidt over 200 af dem kom fra Rassemblement National, og i Nationalforsamlingens debatter så man ofte partiets medlemmer sidde og gabe på bænkene.

Partiets valg om at undgå store armbevægelser flugter med dets langsigtede strategi om at fremstå mere kompetent og regeringsdueligt. Siden Le Pen overtog tøjlerne i 2011 har hun fulgt en strategi om ”afdæmonisering”. Væk er forslag som at melde Frankrig ud af EU, og antisemitiske og racistiske kommentarer bliver håndteret med hård hånd – det førte blandt andet til at Marine Le Pens far i 2015 blev ekskluderet. Og da partiet sidste år fik rekordmange pladser i Nationalforsamlingen, var partiets linje klar: Der var ikke plads til for mange udskejelser.

Balladen om pensionsreformen har derfor været kærkommen for Le Pen. I kontrast til Macron og Republikanernes kollaps har partiet kunnet fremstå som en troværdig og seriøs opposition, og den politiske krise har derfor været med til at skænke Le Pen det, hun ønsker mere end noget andet: Legitimitet.

Vælgerne har kvitteret med øget opbakning. Selvom venstrefløjen, anført af Jean Luc Mélenchon, har været den mest markante stemme mod pensionsreformen, er det Le Pen, der har høstet point i meningsmålingerne. Ligesom Republikanerne lider venstrefløjen, der er samlet i alliancen Les Nupes, også under gevaldige, interne stridigheder, og måske derfor er det Le Pen, der har løbet med sejren i kampen om pensionsreformen. Syv procentpoint er hendes parti steget, og skulle sidste præsidentvalgs første runde gentages i dag, stod Le Pen til flere stemmer end Macron.

Der er naturligvis langt til 2027 og det næste præsidentvalg, men for Le Pen er kampen allerede begyndt. I et nyligt interview svarede hun klart nej til, om hun kunne se sig selv som premierminister, hvis Nationalforsamlingen blev opløst, og oppositionen fik flertal. Le Pen gjorde det klart, at øjnene var stift rettet mod præsidentembedet. Og med venstrefløjen i kødet på Macron, hvis parlamentariske flertal hviler på et oppositionsparti i flammer, er hun kommet et skridt nærmere at realisere den drøm. ■

 

Le Pen gjorde det klart, at øjnene var stift rettet mod præsidentembedet. Og med venstrefløjen i kødet på Macron, hvis parlamentariske flertal hviler på et oppositionsparti i flammer, er hun kommet et skridt nærmere at realisere den drøm
_______

 

Malthe Dahl (f. 1995) er journalist med base i Paris. Han er bachelor i retorik fra Københavns Universitet og kandidat fra Sciences Po-universitetet i Paris.

ILLUSTRATION: Paris, 11. april 2023: Marine Le Pen på vej ind til et møde med Frankrigs premierminister Elisabeth Borne [FOTO: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden