Malthe Dahl: Frankrig skælver efter omstridt pensionsreform
23.03.2023
Pensionsreformen væver sig ind i en større fortælling om økonomien og den siddende regerings handlemåde. Udsigten til at arbejde to år længere glider ikke let ned i Frankrig, og den parlamentariske proces og det økonomiske bagtæppe har båret brænde til bålet. Spørgsmålet er nu, hvor dybt vreden stikker, og hvor stor en modstand folket og oppositionen kan mønstre.
Af Malthe Dahl, Paris
Det gik ikke, som Macron havde håbet. Den franske præsident havde utvivlsomt helst set, at hans store pensionsreform kunne blive vedtaget ved afstemning i Nationalforsamlingen. At det første større politiske projekt i hans nye periode kunne føres igennem med så meget demokratisk legitimitet som muligt.
Men kort før Nationalforsamlingen samledes for at stemme, så han ingen vej udenom. De finansielle og økonomiske risici var ifølge præsidenten for store til, at spørgsmålet kunne overlades til Nationalforsamlingen. Den femte republiks omstridte artikel 49.3 blev udløst og regeringens vilje blev til lov uden afstemning.
Befolkningens svar var prompte. Få minutter efter samledes de første demonstranter på Place de la Concorde foran Nationalforsamlingen i Paris. Først enkelte, men drypvist strømmede flere til, indtil pladsen langsomt fyldtes ud. Og som franske protester har for vane, tog affæren en voldsom drejning. Kampklædte betjente og demonstranter kom i sammenstød og tåregas indhyllede pladsen. Først sent på natten lagde urolighederne sig.
Siden da har hver dag budt på yderlige protester og strejker, og flere venter i horisonten. Macron har fået sin reform, men kaos i tilgift. De næste uger kommer til at afgøre omfanget af krisen.
En demokratisk og økonomisk krudttønde
Franskmændenes voldsomme reaktion kan måske undre i Danmark. Med sine 64 år kommer Frankrigs pensionsalder stadig til at ligge pænt under OECD-gennemsnittet, når reformen i 2027 er indfaset. Men for at forstå franskmændenes vrede, må man se længere end selve indholdet af reformen. En stor del kan også tilskrives processen:
”Jeg er ikke i tvivl. Om nogle dage bliver regeringens forpligtelse til at tage ansvar mødt med et mistillidsvotum. En afstemning kommer derfor – som den bør – til at finde sted. Det er altså det parlamentariske demokrati, der får det sidste ord.”
Med denne udtalelse til franske Le Monde, affejede premierminister Elisabeth Borne anklagerne om en udemokratisk proces kort efter at have meddelt Nationalforsamlingen, at afstemningen var aflyst. Nok kunne reformen ikke finde flertal, men hvis et mistillidsvotum ikke væltede regeringen, så måtte den være demokratisk legitim, lød budskabet.
Få udover regeringen kan følge den logik. Hele 82 pct. af franskmændene mener, at brugen af artikel 49.3 var en dårlig beslutning. Samtidig var den blot kulminationen på en proces, der bød på en række parlamentariske finter for at tvinge regeringens vilje igennem. Udover den berygtede artikel 49.3 brugte regeringen et væld af andre lovkneb for at accelerere processen og gøre det vanskeligt for opposition at gøre indsigelser.
Oveni den uskønne parlamentariske proces skal lægges timingen. Godt nok er den franske økonomi styret mere sikkert gennem inflationskrisen end størstedelen af eurozonen. Men med prisstigninger på 5,2 pct. for året 2022, har særligt de dårligst stillede borgere haft svært ved at komme gennem året uden skrammer. Pensionsreformens påbud om at kridte arbejdsskoene og forberede sig på to år mere har derfor været en ekstra bitter pille at sluge ved synet af reallønnen, der langsomt udhules.
Netop derfor føjer pensionsreformen også endnu et penselstrøg til det portræt, der for mange i landet tegner sig af Macron: En egenrådig præsident med alene de riges interesser for øje. ’Le prèsident des riches’-tilnavnet har klæbet til ham nærmest siden, han indtog Élyséepalæet, og hans udtalelser i dagene efter pensionsreformen har næppe rokket ved det billede. Under et møde med sine ministre i tirsdags erklærede præsidenten om demonstrationerne, at ”massen ingen legitimitet har overfor folket, der udtrykker sig gennem sine valgte repræsentanter.”
Demonstrationer af den størrelse er ikke set siden 2010 – dengang stod slaget også om en forhøjelse af pensionsalderen
_______
Hvad så nu?
Pensionsreformen væver sig altså ind i en større fortælling om økonomien og den siddende regerings handlemåde. Udsigten til at arbejde to år længere glider naturligvis ikke let ned i Frankrig, men den parlamentariske proces og det økonomiske bagtæppe har båret brænde til bålet. Spørgsmålet er nu, hvor dybt vreden stikker, og hvor stor en modstand folket og oppositionen kan mønstre.
For oppositionen er der få våben tilbage i arsenalet, efter at deres mistillidsvotum med blot ni stemmer faldt til jorden mandag. Først og fremmest kan de få prøvet reformen ved Forfatningsdomstolen. Det er muligt, at den kræver enkelte af de mindre tandhjul justeret, men den store knast – nemlig pensionsalderen – kommer formentligt til at bestå. Dernæst har dele af venstrefløjen krævet en folkeafstemning. Men for at det skal lykkes, skal en ansøgning godkendes gennem en række processer, hvorefter mindst 4.7 millioner af franskmændene skal bidrage med en underskrift.
Befolkningen kan fortsætte med at vise deres utilfredshed på gaderne. Det har de med bred opbakning gjort i ugerne op til og på dagen d. 7. marts, da 3.5 millioner demonstranter fulgte fagforeningernes opfordring om at ”sætte Frankrig i stå” og gik på gaderne. Demonstrationer af den størrelse er ikke set siden 2010 – dengang stod slaget også om en forhøjelse af pensionsalderen.
Spørgsmålet på alles læber er nu: Vil de hidtil fredelige protester udvikle sig til en reprise af De Gule Vestes opstande i 2018?
Foreløbigt viser vreden ikke tegn på at løje af. De seneste dage har der været voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. I Paris alene er godt 800 mennesker blevet anholdt siden reformens vedtagelse. Samtidig er vigtige dele af landets infrastruktur lammet af strejker, der blandt andet har tørlagt godt 8 pct. af landets tankstationer.
Analyseinstitutternes målinger tegner også et billede af et Frankrig med dyb politisk mistillid, og et folk som er klar til kamp mod magthaverne. Ifølge en undersøgelse lavet for TV-stationen BFMTV ønsker 68 pct. af befolkningen, at demonstrationerne fortsætter på trods af reformens vedtagelse. En måling bragt af CEVIPOF viser samtidig, at andelen, der mener, at det franske demokrati fungerer godt, er faldet til det laveste siden begivenhederne i 2018. Macrons popularitet er også styrtdykket, og kun en fjerdedel af befolkningen er tilfreds med præsidentens måde at bestride sit embede.
Den slags tal skal dog altid tages med et forbehold, når det drejer sig om Frankrig. Franskmændene er nemlig kronisk utilfredse med deres politikere og institutioner. I stort set hele den foregående præsidentperiode med Hollande ved roret, var tilliden til demokratiet lavere end nu. Og Macrons ringe popularitet blegner stadig i forhold til sin forgænger, der på sit laveste kun høstede anerkendelse hos 12 pct. af borgerne.
Det sagt står Macrons regering utvivlsomt over for den største udfordring siden De Gule Veste. Om luften langsomt siver af ballonen eller den sociale uro udvikler sig til kaos, er ikke til at sige. Men ét er sikkert. Forude venter en lang og sej armlægning mellem den femte republiks præsident og den franske befolkning. ■
Macrons regering står utvivlsomt over for den største udfordring siden De Gule Veste. Om luften langsomt siver af ballonen eller den sociale uro udvikler sig til kaos, er ikke til at sige
_______
Malthe Dahl (f. 1995) er journalist med base i Paris. Han er bachelor i retorik fra Københavns Universitet og kandidat fra Sciences Po-universitetet i Paris.
ILLUSTRATION: Nice: En demonstrant med Macron-maske under demonstrationerne i Frankrig mod Macrons pensionsreform, der nu kører på niende dag, 23. marts 2023 [FOTO: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
