Malte Frøslee Ibsen i Interviewserien: Den danske venstrefløj og Socialdemokratiet har undermineret deres egen klimakoalition
28.06.2023
”Det lille politiske vindue, hvor der var vilje og et vist økonomisk og finansielt råderum til at gå aggressivt til værks på den grønne omstilling, er blevet udskiftet med en situation, hvor imperativet bliver at frigøre midler til forsvarspolitik‟
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Malte Frøslee Ibsen, forfatter, ph.d. i politisk teori fra Goethe-Universität i Frankfurt.
RÆSON: Venstrefløjen synes i disse år sat uden for indflydelse – det gælder både internationalt, hvor socialistpartier i Europa er i opløsning og ikke formår at samle vælgere og for alvor vinde indflydelse, men også herhjemme med SVM-regeringen. Og det er på et tidspunkt, og hvor vi står med en stadig mere påtrængende klimakrise, som ellers i særdeleshed har været en dagsorden, som er blevet båret frem af venstrefløjen. Hvordan kan det være?
FRØSLEE IBSEN: Noget af det, der har været kendetegnende for venstrefløjens skæbne i det 21. århundrede, er, at den har været mere eller mindre kørt ud på et sidespor med nogle få undtagelser. I Sydeuropa fik man en vælgerreaktion efter finanskrisen mod sparepolitikken på dels det voldsomme fald i velstandsniveau for mange i særligt Sydeuropa, men også som en reaktion på en oplevelse af, at EU og institutioner som Den Europæiske Centralbank tog magten ud af hænderne på de politikere, man havde stemt på. Det er én situation, hvor venstrefløjen i kølvandet på finanskrisen og statsgældskrisen er kommet til i løbet af de seneste 20 år.
En anden kort opblomstring – som i højere grad er et nord- og vesteuropæisk fænomen – fandt sted efter en lang række af stadig mere katastrofeprægede somre, hvor klimabevægelsen fik fut under kedlerne omkring 2018-19. Det skabte et ryk mod venstre med et meget stærkt grønt præg, som påvirkede sammensætningen i Europa-Parlamentet, men også på valg i Nordvesteuropa, som ved det danske valg i 2019, hvor vi også så et boost af den grønne bevægelse.
Det, der dog er vigtigt at holde sig for øje der, er, at begge de to opblomstringsperioder stadig foregår inden for en kontekst af strukturelle begrænsninger, hvor politikerne og administrationen ser det som en af deres hovedopgaver at sikre økonomisk vækst i en skarp international konkurrence – præget af de østasiatiske ‚power houses‛, som er svære at konkurrere med. Og det kridter banen op for en dynamik, som går fra folkelig reaktion til skuffelse.
Ser du det mere som et spørgsmål om, at venstrefløjen ikke er i stand til at gennemføre sine ideer, fordi den er begrænset af nogle strukturelle præmisser, end at den ikke er i stand til at gøre sine løsninger troværdige nok for befolkningerne?
Begge dele er sande. Jeg ser på venstrefløjen – inkl. Socialdemokratiet – som en bred politisk kirke så at sige, som har nogle fælles mål, der handler om social retfærdighed og om at fastholde demokratisk politiks overhøjhed over markedet. Tag eksempelvis den første regeringsperiode med Mette Frederiksen, der kom ind med et meget stærkt mandat – især et meget stærkt grønt mandat – og som lavede en masse planer og ikke i tilstrækkelig grad leverede på dem.
Den investerede al sin politiske kapital i en udvidelse af velfærdsrettighederne med Arnepensionen, hvorefter coronakrisen kom og distraherede den. Det grønne mandat fik man ikke indløst. Den tidligere regering er så blevet afløst af en „stor koalition‟, som minder om dem, man har haft i Tyskland. Den har endnu ikke været i stand til at rykke på den grønne dagsorden og har hverken modet eller mulighederne for – på grund af dens sammensætning – at nå de mål, som Folketinget jo stadigvæk i princippet er enige om skal nås. Men med Venstre som regeringspartner blokeres for den grønne omstilling af landbruget, man ellers havde kridtet banen op til i forrige regeringsperiode.
I det klimapolitiske regnskab er man nødt til i de her år at skelne mellem politiske udmeldinger, som understøtter og fastholder en bred koalition af vælgere bag klimapolitikken, og så dem, som splitter, fragmenterer og skaber konflikt internt i koalitionen
_______
Og det er, fordi den handler inden for de samme strukturelle rammer?
Ja, men det gjorde den gamle jo også. Den første Mette Frederiksen-regering havde så et flertal, som mere eller mindre havde et ønske om at prioritere klimapolitikken. Det er væk nu. Nu er man tilbage, som de andre i Interviewserien har talt om, i en form for ‚Konkurrencestaten 3.0‛.
Man ser det helt personligt eksemplificeret i Mette Frederiksen: Hendes argument i 2019 var, at vi skulle ’repolitisere’ demokratiet og give folk troen tilbage på, at politik kan gøre en forskel. Det skulle ske ved at udvide borgernes rettigheder og styrke velfærden. Og så til nu, hvor hun er hoppet tilbage i en retorik, der handler om at frigøre en masse penge til våbeninvesteringer, som jeg godt kan se fornuften i – det er jo en del af udfordringen. Men på grund af den internationale konkurrences strukturelle begrænsninger, træder man tilbage i en konkurrencestatslogik, hvor man griber til gammelkendte redskaber, som man brugte under Fogh, Thorning og Løkke. Det er udtryk for, at man pludselig befinder sig i en situation, hvor det lille politiske vindue, hvor der var vilje og et vist økonomisk og finansielt råderum til at gå aggressivt til værks på den grønne omstilling, er blevet udskiftet med en situation, hvor imperativet bliver at frigøre midler til forsvarspolitik.
Og netop de skuffede forventninger er vel også noget af det, som har været med til at svække venstrefløjens sammenhæng med dens traditionelle vælgerbase? Det ser du overalt i Vesten – herunder i Frankrig, USA, men også herhjemme. Har venstrefløjens løsninger mistet deres troværdighed hos dem, de skulle tale til?
Den ene side er den strukturelle historie med de skuffede forventninger – at det er svært at realisere de løfter, man kan mobilisere folk omkring, indenfor rammerne af en fortsat, om end lidt mere mudret, økonomisk globalisering. Men der er også en anden side, som handler om, hvordan man vælger at præsentere sin politik. Noget af det, der er sket i hele Nordvesteuropa er, at de rød-grønne partier har forsøgt at fastholde to forskellige aspekter af klimapolitikken: Det ene handler om den store strukturelle omstilling, som er en form for grøn re-industrialisering af samfundet. Selvom det slet ikke går hurtigt nok, har man dog taget nogle væsentlige skridt i dn rigtige retning – også fordi politikerne har indset, hvor tæt knyttet energiomstillingen er med forsvars- og sikkerhedspolitikken efter Ruslands angrebskrig i Ukraine. Her har man kunnet lave nogle brede aftaler, og den side er i et vist omfang blevet afpolitiseret.
Når Alternativet, Enhedslisten og nogle gange også SF skal profilere sig, så laver de klimapolitik som værdipolitik. Det kommer til at handle om nogle ting, som reelt ikke batter noget i det større klimaregnskab
_______
Den anden side er så, at det i høj grad er veluddannede folk i byerne, der stemmer på venstrefløjspartierne. Arbejdervælgerne er mere eller mindre splittet mellem Socialdemokratiet og højrefløjen, og det skaber en dynamik, hvor når Alternativet, Enhedslisten og nogle gange også SF skal profilere sig, så fører de klimapolitik som værdipolitik. Det kommer til at handle om nogle ting, som reelt ikke batter noget i det større klimaregnskab, og hvor det primært handler om værdier: Hvad spiser du? Hvor meget flyver du? Det bliver fokuseret på nogle individuelle etiske spørgsmål og kommer til at handle om, om du har en vegetarfrokostordning på din arbejdsplads, hvilket reelt er ‚nice to have‛ mere end ‚need to have‛.
Venstrefløjens problem er dog, at disse grønne værdipolitiske positioneringer reartikulerer den værdimæssige konflikt, som venstrefløjen har haft med arbejdervælgerne gennem 00’erne, som dengang primært centrerede sig om udlændingepolitikken, og som nu også dækker spørgsmålet om land og by. Det billede, der så tegner sig, er, at Maj Villadsen går ud og siger noget værdipolitisk om klimapolitikken, og så skræmmer hun arbejdervælgerne væk, for de gider ikke høre på, at de nu ikke må spise en bøf om tirsdagen. Det er der rigtig mange folk, der oplever som moralisering fra den bedrevidende, veluddannede og snobbe-privilegerede byklasse, hvilket Inger Støjbeg har været dygtig til at udnytte.
I hvilket omfang er det et langsigtet problem for venstrefløjen, hvis ikke den formår at lave den kobling igen?
I den forrige regeringsperiode havde man en arbejdsdeling, hvor den traditionelle venstrefløj og De Radikale talte til storbyvælgerne, og Socialdemokratiet talte til folk i stationsbyerne. Men det skabte jo så også den dynamik, hvor venstrefløjen hele tiden brugte den værdipolitiske klimapolitik som en flanke til at kritisere Socialdemokratiet. Og den dynamik er svær at undgå, for der er mange af de vælgere, som stemmer på venstrefløjen, som gerne vil have den dynamik. De vil stemme på politikere, som siger, at du gør det godt, hvis du har en økologisk og vegetarisk frokostordning på din arbejdsplads, og hvis du ikke har det, så er det nok, fordi du er lidt en klaphat. Problemet er bare, at det fragmenterer koalitionen.
I det klimapolitiske regnskab er man nødt til i de her år at skelne mellem politiske udmeldinger, som understøtter og fastholder en bred koalition af vælgere bag klimapolitikken, og så dem, som splitter, fragmenterer og skaber konflikt internt i koalitionen. Der er gået værdipolitik i klimapolitikken, hvilket ikke er befordrende for at fastholde den brede koalition, og det er formentlig en del af forklaringen på, hvorfor den koalition er blevet svækket – ikke kun i Danmark.
Der er gået værdipolitik i klimapolitikken, hvilket ikke er befordrende for at fastholde den brede koalition, og det er formentlig en del af forklaringen på, hvorfor den koalition er blevet svækket
_______
Det er en gammel tradition i demokratisk politik, at man i krisetider samler en koalition på midten og lader fløjene stå uden for – at man laver en form for drifts- eller kriseregering, som vi ser nu herhjemme med SVM-regeringen. Hvad gør det ved den demokratiske legitimitet for løsningerne på de problemer, der skal håndteres?
Den er en måde at forstå sammenhængen mellem demokratisk politik og krisetider på, som går helt tilbage til antikken. Når republikken trues udefra, hæver man sig over mere civile konflikter og enes om nationens forsvar. Fra Danmark kender vi det fra samlingsregeringen under Anden Verdenskrig. Der, hvor det argument giver allermest mening, er jo vitterligt, når fjenden bogstaveligt talt banker på døren og nationen skal forsvare sig for at overleve. Men vi er jo ikke i krig, må man stadig fastholde, ellers lå vi jo ovre på en slagmark i Polen eller Østukraine.
Hvis man gør det lidt konkret i forhold til Danmark og den danske parlamentariske og demokratiske tradition, så har vi en negativ parlamentarisme, som muliggør mindretalsregeringer, der bare skal sikre sig, at der ikke er et flertal imod dem, og som løbende kan sikre sig et flertal for deres politik. Vi er ikke vant til flertalsregeringer, som vi kun har haft i ret begrænsede perioder.
Den dynamik, vi ser med SVM-regeringen, er den samme, som man har set i Tyskland i flere omgange siden Anden Verdenskrig, hvor de to store partier fra hver sin blok går sammen og holder borgfred, så man så at sige afpolitiserer et stort flertal af parlamentet, fordi man suspenderer alle de indbyrdes konflikter mellem de to store partier. Så har man kun de mindre fløjpartier til at stå og brokke sig og være sure. Og det er typisk ikke en parlamentarisk opposition, som kan samle sig om særlig meget, fordi de står på hver sin side af regeringen, så den er ikke ideologisk sammenhængende. Det grundlæggende problem, det skaber, er, at den politiske debat dør hen.
Ser vi på Mette Frederiksens forrige periode, så var det en klar strategi for at komme til magten at genpolitisere dansk politik. Prominente figurer skrev bøger: Kaare Dybvad-Bek, Peter Hummelgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil, Ane Halsboe-Jørgensen, Mattias Tesfaye. De skrev allesammen bøger og forsøgte at starte både værdidagsordener og strukturelle dagsordener om sammenhængskraften i velfærdsstaten og den syge finanskapitalisme. Det har man fuldstændig stoppet nu. Man kan se det på den måde, alle de socialdemokratiske folketingsmedlemmer agerer på de sociale medier. Det er mest noget med at lægge en selfie op og starte etiske debatter om aktiv dødshjælp.
Et flertal af Folketinget er nærmest fuldstændig stille, og politik bliver ikke længere begrundet
_______
Det går fuldstændig imod den tankegang, som jeg synes var rigtig, og som Mette Frederiksen stod for op til valget i 2019. Så kunne man så være enig eller uenig i den politik, hun ville føre, men der var hele tiden en politisk debat og en idédebat, som kunne udvikle sig – også internt i Socialdemokratiet. Det var en reel ’repolitisering’, som inviterede til konflikt, opposition, diskussion og debat osv. Den her regeringskonstellation gør det stik modsatte. Et flertal af Folketinget er nærmest fuldstændig stille, og politik bliver ikke længere begrundet. Den førte politik bliver kun begrundet i floskler, og ellers er det kun Lars Løkke og Moderaterne, som driller ved at sige nogle ting, de andre ikke er enige i. Den form for legitimering, som vi er vant til, hvor ministre stiller sig op i radioprogrammer og på TV og forsvarer deres politik og giver begrundelser, taler til deres vælgere, så folk kan vurdere, om de kan bakke op om det eller ej, har man nærmest sat ud af kraft.
Befolkningen mangler en begrundelse for den førte politik, som man kan identificere sig med politisk – ud over krav om disciplin, fordi der er krig i Ukraine.
Men regeringen vil vel sige modsat, at den er blevet valgt på et projekt, som den nu gennemfører, og som handler om, at den skal være i stand til at træffe nogle langsigtede beslutninger, hvorfor den må suspendere det ‚fnidder‛, som foregår mellem fløjene, hvor man gør politiske standpunkter mere forskellige, end de er. Er det ikke grundlæggende et fair projekt?
Man bliver nødt til at vurdere argumentet konkret og se, hvad det faktisk er for nogle langsigtede beslutninger, de vil tage. Der, hvor det handler om at frigøre penge til at investere i forsvaret, synes jeg, at argumentet er stærkest, for der er virkelig mange penge, der skal hældes i forsvaret. Det er der også et stort flertal i Folketinget, som ønsker.
Der er en helt absurd logik i, at den socialdemokratiske etpartiregering blev beskyldt for at være magtfuldkommen. Hvis man ser på det med institutionelle briller og med et perspektiv på, hvad regeringens muligheder for at være magtfuldkommen reelt var, så var muligheden for at handle magtfuldkomment der netop kun, hvis de andre partier tillod det – for regeringen skulle hele tiden skaffe et flertal. Nu har vi tværtimod en regering, der i en eller anden forstand har gjort magtfuldkommenhed til selve sin raison d’etre på den måde, at de nærmest har sagt, at de behøver ikke at begrunde deres politik; de kan bare tromle den igennem. Denne regeringsdefinerende magtfuldkommenhed stod nok tydeligst frem i Jakob Ellemann-Jensens melding fra i vinters om, at hvis oppositionspartierne ikke kunne acceptere at fjerne St. Bededag, så kunne de heller ikke være med i et nyt forsvarsforlig – hvilket selvfølgelig var dybt paradoksalt, fordi Ellemann jo var én af de mest højtråbende kritikere i debatten om Frederiksens etpartiregerings magtfuldkommenhed.
Det har de brændt sig på, netop fordi det, de løb op imod, var den danske samtaledemokratiske tradition, hvor borgerne forventer andet og mere end bare at stemme på en regering hver fjerde år, som så kan passe sig selv. Folk vil debattere, kræve begrundelser og forstå – også mellem valgene – hvorfor den vedtagne politik bliver ført. Folk vil tages alvorligt og respekteres som myndige borgere, der bliver talt til på en ordentlig måde. Hvis man har stemt på et parti, som så på baggrund af et flertal dikterer vilkår, som de godt ved, de ikke har opbakning i befolkningen til, bliver man som vælger vred – også som socialdemokrat og Venstre-vælger.
Grundlæggende tror jeg ikke, at tilstrækkeligt mange vælgere køber præmissen for SVM-projektet. Løkke har spundet Venstre og Socialdemokratiet for sin vogn, og det æder langsomt begge partier op – bl.a. fordi ”truslerne” ikke er tilstrækkeligt eksistentielle. Igen, vi er ikke i krig.
Løkke har spundet Venstre og Socialdemokratiet for sin vogn, og det æder langsomt begge partier op, fordi ”truslerne” ikke er tilstrækkeligt eksistentielle
_______
Men én ting er forsvarsudgifterne, og en anden ting er klimakrisen, hvor demokratiet har haft årtier til at reagere. Er der ikke brug for en lignende samling eller afpolitisering af det område, så man kan gennemføre nogle tiltag, som tydeligvis ikke har ladet sig gennemføre under de sidste årtiers parlamentariske situation?
Jeg mener, man kan skelne mellem to forskellige modeller for krisehåndtering i demokratisk politik: Én, hvor magten lukker sig om sig selv, og en anden, hvor magten så vidt muligt forsøger at inddrage borgerne i krisehåndteringen.
I forhold til den første model mener jeg, at ideen om, at man i demokratisk politik i dag kan udpege en person, som kan hæve sig over interessekonflikter og overvinde komplekse samfundskriser, er et totalt fatamorgana. Hvis man skaber en situation, hvor man har en udøvende magt, der ikke behøver at legitimere sig over for den brede befolkning, så tjener den bare snævre samfundsgruppers interesser i stedet. Skal man se, hvor fejlslagen modellen er, kan man bare kigge mod Tyskland. Efter Fukushima-ulykken i 2011 var der en smag af, at Merkels store koalition også skulle være en klimakoalition. Hun præsenterede sig i hvert fald som klimakansleren. Og de har intet gjort.
Modellen fungerer ikke i praksis. Den model, man kørte i den forrige regeringsperiode i Danmark, viste i langt højere grad sit værd og var tættere på at udfolde sit potentiale netop i klimapolitikken. Den grønne omstilling er på en måde grundlæggende en re-industrialiseringsproces, der handler om at genopfinde måden, vi producerer og forbruger på, og måden vores energiforsyning fungerer på. Det, som demokratiet kan i den situation, og som er grunden til, at jeg tror ekstremt meget på en demokratisk krisehåndteringsmodel, er, at den sigter mod at være så responsiv over befolkningen som overhovedet muligt og inddrager så mange stemmer og krav som overhovedet muligt.
Den opgave, vi igen står over for, kan sammenlignes med den socialdemokratiske fuldbringelse af moderniseringsprocessen i 60’erne, hvor man i en eller anden forstand reddede kapitalismen fra sig selv ved fagligt og politisk at sikre den brede befolkning sociale rettigheder og velstandsfremgang. Ikke fordi det i dag handler om at redde kapitalismen, men om at kapitalismen ikke ødelægger de naturlige eksistensbetingelser for vores og de andre arters liv på jorden. For at gennemføre så gennemgribende en omstillingsproces og sørge for, at den ikke bliver blokeret af store samfundsgrupper, kræver det, at man får så bred en koalition, så stærk en opbakning, og så responsivt et apparat sat op som overhovedet muligt, så man sikrer sig helt konkret, at når man sætter en vindmølle op, så bakker folk op om det, frem for at protestere og klage, så det bliver udskudt i fem år, så der aldrig sker der noget. Eller at den grønne politik ikke bliver blokeret af borgere i gule veste, fordi teknokratiske politikere har bildt sig selv ind, at de kan gennemføre en grøn omstilling uden at tage hensyn til borgernes forventninger om social retfærdighed.
Men den grundlæggende forskel mellem den omstilling man har nu, og den man havde til velfærdsstaten i efterkrigstiden, er vel, at dengang kunne folk meget klart se for sig, hvad de fik ud af omstillingen – pension, social sikkerhed, skoler osv – hvor med den grønne omstilling synes det umiddelbart at være et spørgsmål om, at borgerne skal give afkald på noget, de før har haft – de skal flyve mindre, spise mindre kød, bo mindre, købe mindre tøj osv. Er den omstilling ikke en, som har svært ved at skaffe den fornødne opbakning i systemet, på samme måde, som hvis man skal lave om i pensionssystemet – at der er nogen, der må beslutte det, selvom det er upopulært, og hvor det først senere viser sit værd?
Der er nogle kæmpestore udfordringer. Og jeg synes, at det er rigtigt, at når man sammenligner med de glorværdige tre årtier, som franskmændene kalder de tredive år efter krigen, så er det tydeligt, at præmissen for, at man kunne skabe en bred politisk konsensus omkring store offentlige investeringer og en styrkelse af sociale rettigheder og udbygning af velfærdsstaten, var, at man havde meget høje vækstrater. I store dele af Vesten fastholdt man elementer af krigsøkonomien og bar aspekter af den planøkonomiske tænkning over i en kapitalistisk demokratisk velfærdsstatssammenhæng.
Det er rigtigt, at en del af det, som sikrede opbakningen, var, at folk kunne se, at bøffen på tallerkenen blev større. Men opbakningen blev også sikret gennem, at goderne på grund af stærke fagforeninger og politisk regulering blev fordelt meget mere ligeligt, end de er blevet på noget andet tidspunkt i den kapitalistiske historiske epoke. Udfordringen i dag er, at man skal gennemføre den grønne omstilling inden for de vilkår, som globaliseringen og den internationale konkurrence sætter. I 60’erne havde man en langt højere grad af international regulering og på ingen måde den samme konkurrencesituation: Virksomhederne kunne ikke bare flytte ud, politikken fungerede inden for nationalstatens ramme, og fagforeningerne kunne kræve højere lønninger, uden at virksomhedsejerne kunne flytte arbejdspladserne ud af landet.
Det, som kommer til at ske nu, og som allerede i stigende grad sker, er, at forsøget på at gennemføre en grøn re-industrialisering og imødegå de her modsætningsforhold skaber nogle voldsomme fordelingskonflikter i samfundet. Og udfordringen er, at forsøg på at løse det som i 60’erne ved at introducere en meget progressiv beskatning og udjævne samfundsforholdene er sværere at gennemføre i dag, netop fordi dem, der har pengene, har lettere ved at flytte dem rundt. Spørgsmålet er i dag, om man kan undgå, at traktorerne på vejene bliver grundlaget for en bredere folkelig modstand mod den grønne omstilling. Og det er det, man ser i Europa nu. Man så en grøn bølge i 2018-19, og nu ser man så reaktioner mod den måde, som de grønne mandater mange steder er blevet forvaltet på.
Tager man Tyskland som eksempel igen, så er mange folk skidesure på De Grønne, fordi de vil rulle varmepumper ud i hele landet, hvilket er dyrt for befolkningen. Og det er et eksempel på, at den model, man har valgt at køre i Tyskland, er én, som socialt vender en ret tung ende nedad.
Den opgave, vi står over for, kan måske sammenlignes med den socialdemokratiske fuldbringelse af moderniseringsprocessen i 60’erne, hvor man også i en eller anden forstand reddede kapitalismen fra sig selv
_______
Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om venstrefløjen, som ikke længere er in sync med deres traditionelle grundlag: arbejdervælgerne. Hvordan er det muligt at føre en politik, som på den ene side skal legitimeres hos vælgerne, men som samtidig meget konkret gør ondt på vælgerne på kort sigt?
Jeg så personligt gerne et bredt klimapolitisk flertal, som gik meget hårdere til stålet og målrettet sigtede mod at ændre de strukturelle rammevilkår, der gør det svært at føre en progressiv klimapolitik. Sådan ser flertallet ikke ud, og det gør det ikke nogen steder i Europa – kontinentet tager lige nu et stort skridt i en mere reaktionær retning. Der er ikke et flertal for at udfordre den eksisterende fordeling af goder på samme måde, som der var i 60’erne. Og mange af de progressive forslag bærer præg af at være svære at realisere under de herskende politiske omstændigheder. Piketty er et godt eksempel på det. Hans løsning er jo bare, at vi beskatter de rige og virksomhederne gennem EU, og så kan vi bruge de penge til den grønne omstilling. Og det er jo rigtigt helt teknisk, at hvis man gør sådan, så skaber man en situation, hvor penge- og virksomhedsejerne ikke så nemt kan undslå sig beskatningen. Det er et forsøg på at rykke tilbage mod 60’erne og den keynesianske ramme. Problemet er bare, at selvom man måske teknisk kan løse det ved at gennemføre en fælles beskatning gennem EU, så er problemet jo at nå hen til at kunne gøre det – og lige nu er det meget svært at få øje på den transeuropæiske progressive koalition, som jeg selv kaldte på i min bog om samme tema i 2019.
Og hvad er den største udfordring i forhold til at nå derhen?
Problemet er, at der både er globaliseringen og de internationale strukturelle betingelser, som gør det svært – hensynet til konkurrencedygtigheden. Men det handler også om, at venstrefløjen bredt betragtet agerer inden for den her konstellation, som fragmenterer den bredere opbakning, man har set omkring en progressiv klimapolitik, fordi det kommer til at handle om, om der er kylling i din sandwich eller ej.
Skal man nå hen til det sted, hvor Pikettys politik bliver mulig, så skal man fastholde en bred koalition i rigtig mange lande samtidig. Så rent teknisk er det rigtigt, at mange af de her problemer kun kan løses i koordination på tværs af grænser. Det vi ser lige nu, er bare fuldstændig det modsatte: Vi ser en reaktion mod en klimapolitik, som rigtig mange almindelige mennesker rundt omkring i Europa opfatter som havende en alt for stor social slagside, som er uacceptabel for dem.
Vi har talt om den struktur, som udgør rammen for politik – konkurrencestatslogikken og hensynet til international konkurrence. Hvad er det for forandringer, som er nødvendige, hvis vi skal nå i mål med omstillingen?
Der er ansatser til forandringer. Det er spørgsmål om industripolitik, beskyttelse af strategisk vigtige industrier og lignende tiltag, som amerikanerne har ført an i, og som EU nu forsøger at formulere svar på – og som er svært, fordi selve ræsonnementet i Kommissionen i mange årtier har været det modsatte, nemlig markedsliggørelse og kapitalens fri bevægelighed. Det her handler om at begrænse markederne, at beskytte strategisk vigtige områder, som ikke må opkøbes af kineserne, at sikre europæisk selvforsyning osv. Det er en modificering af globaliseringen, hvor vi fastholder globale produktionskæder på nogle områder, men begrænser dem på kritiske områder – i Europa særligt omkring energiforsyningen.
Nogle på venstrefløjen sidder stadig lidt fast i en eskatologisk revolutionær idé om, at vi skal have et stort brud, og så løser det hele sig
_______
Den udvikling peger i retning af en langsom bevægelse tilbage mod den internationale regulering, man så i 60’erne. Det, man kan frygte, er, at det bliver en selektiv modificering af globaliseringen, som vi har set i Tyskland, hvor man får et fragmenteret arbejdsmarked med nogle få grupper, som er beskyttede og står ekstremt stærkt, og mange som står svagt og udsatte i den internationale konkurrence.
Det er en meget svær situation forstået på den måde, at det, vi så i 60’erne, var, at de strukturelle rammevilkår faciliterede progressiv økonomisk politik, fordi de regulerede international handel og internationale kapitalbevægelser – og i dag udgør de strukturelle rammevilkår, der er præget af handelsliberalisering og kapitalens fri bevægelighed, i langt højere grad en stopklods, hvis man politisk vil gennemføre en grøn omstilling, som er socialt bæredygtig. Og for mig at se er de to ting én og samme ting. Man kan kun i praksis gennemføre en grøn omstilling af samfundet, hvis den er socialt bæredygtig. Ellers vil en kritisk masse af vrede borgere blokere for de grønne tiltag.
Tror du grundlæggende på, at det demokratiske system, som det fungerer nu, både kan nå at reagere på udfordringerne og samtidig sikre beslutningernes demokratiske legitimitet?
Demokratiet er jo et system, som hele tiden er i splid med sig selv – også omkring, hvad det overhovedet vil sige at føre demokratisk politik på en ansvarlig måde. Den konflikt er der ikke nogen vej uden om. Nogle på venstrefløjen sidder stadig lidt fast i en eskatologisk revolutionær idé om, at vi skal have et stort brud, og så løser det hele sig. Men demokratiet er en processuel, dynamisk og konfliktfyldt størrelse, som handler om, at den store forløsning altid udebliver. Hverken Jesus eller proletariatet kommer ned fra det høje og løser problemerne for os. Demokratiet handler om at løse konflikter på en fredelig måde, men i sin bedste form, hvor du inddrager så mange folk og tilgodeser så brede interesser som muligt.
For os, som er vokset op med en forventning om, at den politiske magt skal begrundes og legitimeres over for os, vil en ikke-demokratisk omstillingsproces ikke fungere, for så vil folk gå på gaden og sætte ild til politibiler, som vi så i Frankrig.
Mette Frederiksens nye logik om, at man kan løse kriser ved at samle magten i en flertalsregering, er en grundlæggende fejltagelse. Det er ikke en model, der har nogen som helst udsigt i demokratisk politik. Og man kan også have på fornemmelsen, at hun selv faktisk har fortrudt lidt – og måske hellere vil have et job et andet sted. Og det tror jeg også, at store dele af den socialdemokratiske folketingsgruppe mener, ligesom jeg tror, at der er mange Venstre-parlamentarikere, som mener det samme.
Som gerne vil have politikken tilbage så at sige?
Ja, som netop gerne vil tilbage til en situation, hvor de kan legitimere sig over for deres vælgere med udgangspunkt i deres egne overbevisninger, og tale til deres vælgeres overbevisninger. Alt det, Løkke snakker om, med at nu skal vi være innovative og handlekraftige – SVM-projektet bliver det fuldstændig modsatte. Det bliver statisk, al innovation går i stå, og man tager en masse politiske uenigheder ud af offentligheden og gemmer dem væk i nogle lukkede rum i regeringskontorerne. Præcis som vi har set med de store koalitioner i Tyskland. ■
For os, som er vokset op med en forventning om, at den politiske magt skal begrundes og legitimeres over for os, vil en ikke-demokratisk omstillingsproces ikke fungere, for så vil folk gå på gaden og sætte ild til politibiler
_______
Malte Frøslee Ibsen (f. 1983) har læst politisk teori i Oxford og Frankfurt. I 2019 udgav han bogen ”Den Nye Internationale: Hvor Venstrefløjen skal Omfavne EU og Demokratisere Verden” på Gyldendal, og tidligere i år udkom ”A Critical Theory of Global Justice: The Frankfurt School and World Society” på Oxford University Press.
ILLUSTRATION: Bibliotekshaven i København, den 26. maj 2023: Francisca Rosenkilde (Å), statsminister Mette Frederiksen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF) holder pressemøde [FOTO: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
