Mads Vesterager Nielsen i RÆSON SØNDAG: Spørgsmålet om Kina splitter Europa
15.04.2023
Macrons besøg i Beijing viser, hvordan Europa lige nu balancerer handel, forholdet til Kina, krigen ift. Rusland og overlappende interesser med USA. Samtidig kan et splittet Europa blive udnyttet geopolitisk og handelsmæssigt af den kinesiske ledelse
Af Mads Vesterager Nielsen
Det skabte panderynker i både Washington og flere europæiske hovedstæder, da Frankrigs præsident Emmanuel Macron i et interview på flyveturen hjem fra statsbesøg i Kina udtalte, at „den store risiko‟, Europa står over for lige nu er, at „blive fanget i kriser, der ikke er vores, hvilket forhindrer os i at opbygge strategisk autonomi.” Den franske præsidents hentydning til “kriser”, blev hurtigt tolket som et nik mod USA’s eskalerende spændinger med Kina omkring den selvstyrende ø, Taiwan.
Panderynkerne opstod, fordi Macrons rejse skulle have signaleret sammenhold både internt i den Europæiske Union og USA og EU imellem overfor et Kina, der begynder at blive mere aktivt på den globale politiske scene.
I stedet har det fået flere iagttagere til at pege på rejsen som et muligt fransk træk i retning af en form for lederrolle i Europa. For Europa balancerer lige nu handel, forholdet til Kina, krigen ift. Rusland og overlappende interesser med USA. Spørgsmålet er, hvordan europæisk strategisk autonomi ser ud i praksis, og hvem i Europa der skal være den ledende kraft bag den.
Strategisk autonomi eller sammenhold?
Forud for Macrons udtalelser havde den franske præsident fået en varm modtagelse i Beijing, hvor han bl.a. fik en lang samtale med den kinesiske præsident og partisekretær for det kinesiske kommunistiske parti, Xi Jinping, og trykkede hånd med almindelige kinesere, hvilket synes at have gjort stort indtryk på den franske præsident.
Macron var ellers ledsaget af formanden for Europa Kommissionen, Ursula von der Leyen, der sammen kørte en slags good cop, bad cop-stil over for Xi Jinping. For mens Macrons mål var at udvide franske handelsforbindelser til Kina, var von der Leyens at sende en advarsel omkring de stigende risici, der er i forholdet mellem EU og Kina. Mere om den senere.
Xi ønsker samarbejde med EU og med medlemslandene individuelt. Det har Kina et incitament til, fordi landet fortsat er på vej ud af den økonomiske suppedas, som corona-årene førte med sig. Samtidig er Kina fortsat en af EUs vigtigste handelspartnere, og det samme gør sig gældende den anden vej. Ifølge Tysklands nationale statistikbureau Statistisches Bundesamt, handlede EU og Kina i 2021 varer til en værdi af 696 milliarder EUR (5.186 milliarder DKK), hvilket svarer til 16 pct. af al EU-handel.
Havde good cop, bad cop-strategien så den ønskede effekt på den kinesiske ledelse og på forholdet mellem Kina og EU?
_______
Havde good cop, bad cop-strategien så den ønskede effekt på den kinesiske ledelse og på forholdet mellem Kina og EU? Umiddelbart ser det ikke sådan ud. Beijing fik delvist sine egne mål indfriet: At fortsætte det strategiske partnerskab med Rusland, der fortsat fører en invasionskrig, der strider imod kinesiske udenrigspolitiske principper, mens handelsforholdet til EU og individuelle medlemsstater fortsætter. På den måde er der stadig ingen reel reaktion på den fortsatte kinesiske støtte til Moskva.
Sun Yanhong, der er seniorforsker ved Institut for Europæiske studier ved det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber, udtalte efter mødet til kinesiske statsmedier: “Det viser, at i modsætning til USA, går Frankrig ikke ind for afkobling.”
I princippet kan EU forsøge at efterligne USA ved at bruge eksportkontrol og investeringsrestriktioner til at opretholde vestlig teknologisk overlegenhed over Kina. Men i praksis er Europas evne og vilje til at kopiere USA begrænset – som også von der Leyens tale inden besøget til Beijing gjorde det klart, hvor kommissionsformanden betonede Europas behov for et forhold til Kina med “mindre risici” (de-risking) i stedet for en direkte “afkobling.”
Von der Leyens strategi vil indbefatte at gøre EU’s økonomi og industri mere konkurrencedygtig og modstandsdygtig, så kritisk infrastruktur, microchips og forsvarsteknologi afskærmes fra samarbejde med strategiske rivaler, såsom Kina, mens EU skal blive bedre til at anvende eksisterende økonomiske værktøjer og handelsinstrumenter i det store skakspil med sådanne rivaler.
Her gælder det derudover om at udvikle defensive værktøjer til kritiske sektorer og søge tættere samarbejde med ligesindede partnere rundt om i verden.
De “mindre risici” ses allerede helt konkret hos europæiske virksomheder, der under og efter corona-årene har omlagt deres organisation og værdikæder i Asien til såkaldte “Kina + 1” eller “Kina + 2”-strategier, hvor fabrikker og forædlingsprocesser ikke kun lægges i Kina, men spredes ud i Syd- og Sydøstasien i lande som Vietnam og Indien.
Dette sker i anerkendelse af, at Kina er blevet et mere utilregneligt marked end for bare få år tilbage, og for at undgå at lægge alle æg i en kurv, hvis der sker en destabilisering af regionen under en konfrontation mellem USA og Kina. Her håbede Macron givetvis, at hans besøg i Beijing ville gøre et indtryk på Xi og ideelt påvirke Kina på svære spørgsmål som Taiwan, forholdet til Rusland og menneskerettigheder.
Det lykkedes, så længe Macron var i landet. Efter den franske præsident forlod Kina, igangsatte Folkets Befrielseshær militærøvelser i Taiwanstrædet, som svar på mødet mellem Taiwans præsident Tsai Ing-wen og formanden for repræsentanternes hus Kevin McCarthy i Californien. Efterfølgende blev også to af Kinas mest berømte menneskerettighedsadvokater, Xu Zhiyong og Ding Jiaxi idømt fængselsdomme på 14 og 12 år for anklager om „undergravelse af statsmagten.”
Det satte et olmt punktum for mødet, mens Macron vendte tilbage til et EU, hvor medlemslandene nu står splittet over hans udtalelser, men også om selve den europæiske tilgang til Kina.
Det satte et olmt punktum for mødet, mens Macron vendte tilbage til et EU, hvor medlemslandene nu står splittet over hans udtalelser, men også om selve den europæiske tilgang til Kina
_______
Strategisk rival eller samarbejdspartner?
“Der sker ændringer lige nu, som vi ikke har set i et århundrede. Og det er os, der sammen driver disse forandringer.” Sådan lød ordene mellem den russiske præsident Vladimir Putin og Xi Jinping, da sidstnævnte forlod Kreml efter det kinesiske statsbesøg i Moskva den 21. marts.
På trods af den yderst opsigtsvækkende udtalelse, samt Kinas støtte til Rusland under den nuværende krig, ser de fleste europæiske lande stadig ikke Kina som en kritisk sikkerhedstrussel. Beslutningstagerne i Europa er splittet på spørgsmålet: Kan Europa-Kommissionen pålægge investerings- eller eksportkontrol på kinesiske varer, hvis håndhævelsen er normalt op til de enkelte lande? Det gør det i hvert fald svært at udføre i praksis over en kam.
Og EU’s vigtigste medlem, Tyskland, er fortsat dybt splittet med hensyn til, hvor langt man kan skubbe økonomisk afkobling. Eksempelvis fik den statsejede kinesiske virksomhed COSTCO lov til at købe en andel af Hamborgs havn, på trods af protester fra de tyske efterretningstjenester. En beslutning, der nu diskuteres på ny. Kina er nemlig fortsat Tysklands største handelspartner, der står for en handel af varer til en værdi af omkring 298 milliarder euro (2.220 milliarder DKK), hvilket er en stigning på omkring 21 pct. fra 2021.
Den tyske kansler Olaf Scholz har ellers siden Ruslands invasion af Ukraine gentagne gange talt om Zeitenwende som et „epokalt tektonisk skifte‟ mod en multipolær verden, hvor forskellige lande og regeringsmodeller konkurrerer om magt og indflydelse. I en sådan verden, skrev han i Politico, stræber Tyskland efter at udvide partnerskaber med alle „nye magtcentre.”
Hvor ligger disse nye magtcentre? Her bejles tyskerne til udviklingslande, der kommer til at være vækstmarkeder i mange år fremover. Men er det en god strategi for Europa? Hvis det kan gøres samlet, så er det givet vist, men hvis Frankrig og Tyskland viser vejen med soloridt, der enøjet fokuserer på virksomheder og negligerer europæiske sikkerhedsspørgsmål, så risikerer det at undergrave sammenholdet i EU og ramme Europa i på den lange bane.
Det kan eksempelvis ske, hvis Kina ikke føler noget videre pres på en fortsættelse af det tætte forhold til Rusland og måske endda udvider støtten til Moskva.
Ikke desto mindre er politikere og analytikere i stigende grad enige om, at Kinas vision for global sikkerhed har mere til fælles med Vladimir Putins end med Vestens. Det blev også cementeret i Beijings nylige politiske erklæring om Ukraine, som giver NATO skylden for krigen og foreslår en våbenhvile på vilkår, der er gunstige for Rusland.
Under besøget i netop Rusland brugte Xi Jinping også lejligheden til at fremlægge en triade af “initiativer”, der i bund og grund tegner Xis vision for en fremtidig verdensorden:
1. Det Globale Udviklingsinitiativ, der har til hensigt at understrege Beijings intentioner om at lave samarbejder rundt omkring i verden, der bygger på udviklingsarbejde – hvormed man selvfølgelig skal forstå, at det vil være drevet af kinesiske statsejede virksomheder og uden krav om demokrati.
2. Det Globale Sikkerhedsinitiativ, som er et signal til ledere i fortrinsvist det globale syd om, at Kina vil forsøge sig med en anden tilgang til internationale kriser end USA. Her anvender kinesiske politikere ofte slet skjulte referencer til invasionerne af Irak og Afghanistan, som Kina, ifølge den kinesiske ledelse, ikke vil gentage.
3. Det Globale Civilizationsinitiativ, der er ment som en måde at kommunikere til lande rundt omkring i verden om, at kinesisk samarbejde og handel ikke fører en kulturel dimension med sig, hvilket er en skub i den modsatte retning af den globalisering, vi har kendt de seneste årtier. Og ikke mindst: Som et alternativ til USA’s universelle værdier.
Dette er Xi og Kinas overordnede salgspitch til autokratier og udviklingslande verden over, og det bliver nævnt som bærende principper, når det kinesiske diplomati engagerer sig i eksempelvis forholdet mellem Iran og Saudi-Arabien, som Xi nu agerer fredsmægler for, og i spørgsmålet om fred mellem Rusland og Ukraine.
Hvor ligger disse nye magtcentre? Her bejles tyskerne til udviklingslande, der kommer til at være vækstmarkeder i mange år fremover. Men er det en god strategi for Europa?
_______
Kina-spørgsmålet splitter Europa
Macrons møde udstiller uenigheden i EU om tilgangen til Kina. I Tyskland ånder bilindustrien, der er dybt afhængig af det kinesiske marked, fortsat kansler Scholz i nakken, hvilket er en væsentlig faktor for den tyske tøven på spørgsmålet.
Det giver dog fortsat mening for EU at samarbejde med Kina på en lang række områder, men det skal gøres både smart og ud fra Ursula von der Leyens princip om mindre risici i samarbejdet.
Det første fokusområde er teknologiske samarbejder, der på den lange bane kan overhale Europa. Derudover handler “smart”-handel om at begrænse samarbejder, der kan komme Rusland til gode i relationen til Kina. Det er områder som microchips og materialer, som Rusland ikke kan købe på grund af sanktioner, der er pålagt af både USA og EU, hvorfor de i stedet må handle gennem Kina.
Det største incitament for fortsat samarbejde er på det grønne område og om bekæmpelsen af klimaforandringer. Her har Beijing fortsat ambitiøse mål, og der er også muligheder for samarbejde med europæiske virksomheder og offentlige institutioner.
Udfordringen bliver dog at kunne identificere de bæredygtige muligheder og melde pas på forretninger, der skaber et for stort afhængighedsforhold af Kina. Også selvom disse giver mening på bundlinjen for multinationale virksomheder i Europa. Det vil kræve, at EU’s medlemslande holder en fælles linje over for Kina og undgår enegang, der sætter fællesskabet under pres.
For når der kigges rundt på EU’s medlemslande, begynder flere skarpe holdninger at melde sig i spørgsmålet om forholdet til Kina. Den “hårde linje” er fortrinsvist landene i Østeuropa, der i stigende grad bliver mere kritisk indstillede over for Kina, grundet Beijing fortsatte støtte til Ruslands angrebskrig mod nabolandet Ukraine.
Her er Litauen gået forrest, hvilket har forårsaget en brud af de diplomatiske forbindelser til Kina, hvorefter det baltiske land har styrket forholdet til Taiwan. Det har fået andre lande i regionen til at følge trop, som Tjekkiet, hvor landets nye præsident Petr Pavel endda er gået så langt som at ringe til den taiwanske præsident (et træk der fik den forhenværende amerikanske præsident Donald Trump i problemer i 2016) og erklære, at han agter at besøge den selvstyrende ø under hans embede.
Hvis den tjekkiske præsident realiserer rejsen til Taipei, vil det være en klar overtrædelse af et-Kina-politikken, og det vil påkalde en vred reaktion fra Beijing.
På den måde er det, der taler for europæisk sammenhold, at den russiske invasion af Ukraine sidste år har sat samarbejde mellem EU og autoritære stater i et helt nyt lys. Og det er balancen, der i sidste ende afgør, om EU kan lykkes med at etablere og holde en fælles linje over for Kina. ■
Den “hårde linje” er fortrinsvist landene i Østeuropa, der i stigende grad bliver mere kritisk indstillede over for Kina, grundet Beijing fortsatte støtte til Ruslands angrebskrig mod nabolandet Ukraine
_______
Mads Vesterager Nielsen (f. 1989) er Kina-analytiker, medstifter af nyhedsbrevet Sinolytica og vært på radiokanalen 24syvs udenrigsmagasin Konfliktzonen. Han er desuden BA i Kinastudier fra Københavns Universitet og MA i politiske studier fra Copenhagen Business School.
ILLUSTRATON: Sun Yat-sen Univesity of Guangzhou i det sydlige Kina, den 7. april 2023: Den franske præsident Macron taler til kinesiske studerende under sit diplomatiske besøg til Kina [FOTO: Blondet Eliot/Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
