Mads Dalgaard Madsen: Finansminister Janet Yellen sætter Biden og McCarthy under maksimalt tidspres i gældsloftsforhandlingerne
05.05.2023
Den amerikanske finansminister Janet Yellen har kastet intet mindre end en håndgranat ind i de igangværende gældsloftforhandlinger: USA’s gældsloft rammes meget tidligere end ventet, lyder meldingen, og dét sætter Biden og McCarthy under maksimalt tidspres. Men måske en løsning kan findes i de kommende finanslovsforhandlinger.
Analyse af Mads Dalgaard Madsen
MANDAG 1. MAJ smed finansminister, Yanet Yellen, intet mindre end en håndgranat ind i de igangværende gældsloftsforhandlinger mellem Kongressen og det Hvide Hus. I et brev advarede hun om, at de seneste prognoser viser, at USA sandsynligvis ikke kan betale sine gældsposter efter 1. juni.
Denne nye deadline er meget tidligere end ventet og sætter forhandlingsparterne, Speaker Kevin McCarthy og Præsident Biden, under maksimalt tidspres. På under en måned skal de nu finde en vej ned fra de meget høje træer, de hver især har brugt foråret på at kravle op i.
En politisk løsning er den eneste vej
De to parter kommer ind til denne nye fase i gældsloftsdramaet med modsatrettede mål. For Bidens foregår gældsloftsforhandlingerne og forhandlinger om besparelser på det føderale budget i to uafhængige spor. Han må ikke fremstå, som en præsident, der lader sig koste rundt af et Republikansk parti, der er villig til at tage selve USA’s kreditværdighed som gidsel.
Derfor er Biden i det seneste uger begyndt at understrege, at han er villig til at forhandle om de nedskæringer på de offentlige budgetter, Republikanerne forlanger. Men den diskussion kan først komme på tale i de kommende føderale finanslovsforhandlinger, der starter til efteråret. I mellemtiden forlanger han en “clean raise” af gældsloftet (en hævelse af uden betingelser).
For McCarthy er det lige omvendt. Under sit valg til Speaker lovede han sit parti at få konkrete indrømmelser fra Biden i bytte for en hævelse af gældsloftet. Derfor skal han skal have indrømmelser nu, fordi det er nu, gældsloftet skal hæves. Hvis han går med til en ‘clean raise’, så er hans dage i Speaker-stolen talte.
Det kan på overfladen ligne et håbløst udgangspunkt for tidspressede forhandlinger, hvilket også understreges af de mange, verserende spekulationer, om præsidenten har alternative muligheder for at hæve gældsloftet udenom Kongressen.
Der er bl.a. tale om muligheden for bare at ignorere gældsloftet og henvise til den 14. forfatningstilføjelse, der tilskriver, at USA skal betale sin gæld. En anden – og mere kreativ – mulighed er, at finansministeriet præger en “platinmønt” med en værdi på 1.000 mia. dollars, som den føderale regering, så ville kunne bruge af.
Der bliver delt andre kreative løsninger som ovenstående, men fælles for dem er, at de ikke skal anses som realistiske bagstoppere, hvis de politiske forhandlinger fejler. Det er meget usikkert, om de overhovedet vil virke, og hvis præsidenten går enegang på så grundlæggende et område som gældsstiftelse, vil USA med al sandsynlighed blive kastet ud i en omfattende forfatningskrise.
Så selvom der snakkes meget om alternativer, så er et politisk kompromis, den eneste vej at gå.
Hvis præsidenten går enegang på så grundlæggende et område som gældsstiftelse, vil USA med al sandsynlighed blive kastet ud i en omfattende forfatningskrise
_______
Er finanslovsforhandlinger udvejen?
På nuværende tidspunkt er det mest realistiske scenarie at få vedtaget en kort hævelse af gældsloftet på et par måneder, så gældsloftet igen rammes omkring september, hvor Kongressen og Præsidenten alligevel skal forhandle finanslov for 2024.
Hvis det lykkes, så vil Biden være i en position, hvor han kan give McCarthy indrømmelser på finansloven i håb om, at det vil tilfredsstille Speakeren til at hæve gældsloftet for en længere periode uden betingelser. Omvendt vil McCarthy kunne sige, at han brugte gældsloftet som løftestang til at få indrømmelser på finansloven. Herefter er det bare at håbe for McCarthy, at det vil blive accepteret i partigruppen som en indfrielse af det oprindelige gældsloftsløfte fra januar.
Det er utroligt vigtigt at understrege, at denne løsning på ingen måde er givet på forhånd. For McCarthys flertal er utroligt snævert, og det er slet ikke sikkert, at han har opbakning til at sender en kort hævelse af gældsloftet til afstemning i Huset inden 1. juni. Bemærk også at diskussionen slet ikke er startet om det politiske indhold i kompromiset. Hvis indrømmelserne ikke er store nok til, at den Republikanske partigruppe vil acceptere det, kan kronologien i forhandlingerne være ligegyldige.
Husk på at det kun kræver ét utilfreds medlem af majoritetspartiet til at provokere et mistillidsvotum mod McCarthy. En så lille grænse for mistillidsvotum var nemlig en anden indrømmelse McCarthy måtte give sit parti for at blive Speaker.
Husk på, at det kun kræver ét utilfreds medlem af majoritetspartiet til at provokere et mistillidsvotum mod McCarthy. En så lille grænse for mistillidsvotum var nemlig en anden indrømmelse McCarthy måtte give sit parti for at blive Speaker
_______
Hvad med Senatet?
Sidst vi var i så tilspidset en situation vedr. gældsloftet var i 2011, hvor det var Senatets republikanske leder, Senator Mitch McConnell, der løste konflikten mellem Barack Obama og Republikanerne i Kongressen. Efter måneders stilstand, hvor forhandlingerne ikke rykkede sig en tomme, fandt parterne i det aller sidste øjeblik et kompliceret kompromis. Det kompromis blev dog ikke forhandlet af Obama selv, men mellem Mitch McConnell og Obamas vicepræsident, Joe Biden.
Netop pga. Biden og McConnells succes i 2011 er der mange der ser til McConnell som den ‘voksne i lokalet’, der i 11. time kan forhandle en løsning på plads. Biden og McConnell har brugt årtier sammen i Senatets forhandlingslokaler og kender hinandens strategier indgående.
Spørger man dog McConnell selv, så kan vi glemme alt om den løsning. Han refererer blåt til Speaker McCarthy: “Senatet er ikke en spiller den her gang” lyder det Kentucky-senatoren, “… der er ingen løsning at finde i Senatet”.
McConnells passivitet kan givetvis skyldes, at han ikke længere har den magt i det Republikanske Parti, som han havde i 2011. “Dette er ikke din bedstefars Republikanske parti”, som Biden ynder at sige, når han vil understrege, at Republikanernes flirt med ’trumpismen’ – især i Repræsentanternes Hus – gør dem til mere utilregnelige forhandlingspartnere.
McConnell er ekstrem upopulær iblandt ‚trumpisterne’ i sit parti, så han er givetvis mere en forhindring for arbejdet mod et kompromis. McConnells udmeldinger tyder også på, at han godt ved, at han denne gang er han henvist til bagsædet, indtil der er blevet forhandlet en lov, der med sikkerhed kan vedtages i Huset.
Biden og McCarthy er altså nøgleaktørerne i den kommende måneds gældsloftsdrama. Vejen ned fra hver deres træ er ikke givet på forhånd, og den er fyldt med store usikkerheder og skjulte variabler. Men den skal findes, så USA ikke kastes ud i et historisk stort økonomisk kaos med voldsomme konsekvenser for os alle. ■
Biden og McCarthy er nøgleaktørerne i den kommende måneds gældsloftsdrama. Vejen ned fra hver deres træ er ikke givet på forhånd, og den er fyldt med store usikkerheder og skjulte variabler
_______
Mads Dalgaard Madsen (f.1992) er Msc. International Business and Politics, Copenhagen Business School. Ledelseskonsulent med fokus på USA og tidl. indenrigspolitisk rådgiver ved den danske Ambassade i Washington DC. RÆSONs Nyhedsanalyse er en ny fast serie, hvor skiftende skribenter leverer kortere analyser af aktuelle begivenheder. ILLUSTRATION: Finansminister Janet Yellen til møde i Verdensbanken om støtte til Ukraine, 21. April 2022 [foto Paul Blake/World Bank Group]