20.04.2023

Amerikanske politikere lader sig ikke pensionere frivilligt. Det politiske systems design og selve politikernes natur betyder, at de bliver ved – også selvom mange af dem er markant ældre end gennemsnitslevealderen på de vælgere, de repræsenterer.

Analyse af Mads Dalgaard Madsen

Debatten om amerikanske politikeres bemærkelsesværdigt høje aldre er igen et aktuelt emne i amerikansk indenrigspolitik. De seneste måneder har en række aldersrelaterede uheld nemlig vist svagheden i at have et USA, der ledes af personer, som i alle andre sammenhænge ville være langt inde i deres otium.

Diskussionen er startet på baggrund af Demokraternes 89-årige Senator Dianne Feinsteins to måneders fravær fra Senatet pga. en krasbørstig omgang helvedesild. Den californiske senator er den afgørende stemme i Senatets juridiske udvalg, hvilket gør det umuligt for Demokraterne at gennemføre deres politiske ambitioner som fx at få godkendt dommere til de føderale domstole.  

Hos Republikanerne har der også været mandefald. Den toneangivende republikanske mindretalsleder, Senator Mitch McConnell på 81, har været i et månedlangt genoptræningsforløb væk fra D.C. pga. et fald, der medførte en hjernerystelse og et brækket ribben. Mange spekulerer på, hvad pokker man havde gjort, hvis der havde været afgørende forhandlinger i perioden.

I Danmark fokuserer debatten primært på 80-årige præsident Joe Bidens ambition om yderligere fire år i Det Hvide Hus. Mange danskere sætter spørgsmålstegn ved, hvordan USA har godt af at have en præsident, der vil være 82 år ved begyndelsen af sin anden embedsperiode og nå hele 86 år ved periodens afslutning.

Alderen på især præsident Biden diskuteres heftigt blandt Demokraternes valgstrateger. Det bliver anset som hans absolut største svaghed ved den kommende valgkamp. Man er især bange for at skulle føre valgkamp mod Ron DeSantis, hvis han skulle vinde det Republikanske primærvalg, da den populære Florida guvernør med sine blot 44 år vil komme til at stå i skærende kontrast til den aldrende Demokratiske præsident (der for øvrigt blev valgt til Senatet første gang i 1973).

En sådan valgkamp ville bringe minder til 2008, hvor aldersforskellen mellem 47-årige Barack Obama og 71-årige John McCain var en afgørende faktor i den Demokratiske sejr.

 

De seneste måneder har en række aldersrelaterede uheld nemlig vist svagheden i at have et USA, der ledes af personer, som i alle andre sammenhænge ville være langt inde i deres otium
_______

 

Spørger man amerikanerne, er der da også bred enighed om, at deres politikere er for gamle. Ifølge en meningsmåling fra CBS er der er bred opbakning til en øvre aldersgrænse for valgte politikere. De fleste i meningsmålingen så gerne, at der blev indført en øvre grænse på 70 år.

Man alligevel formår de gamle politikere at blive genvalgt gang på gang. Forklaringerne på den høje alder i amerikansk toppolitik er mange, men hovedårsagerne skal findes i det amerikanske politiske systems design og via en forståelse af selve den amerikanske toppolitikers natur.

Amerikanske politik belønner ’the incumbent’

I amerikansk politik nyder den siddende politiker (’the incumbent’) en betydelig fordel i valgkampe. Det var tydeligt ved midtvejsvalget i november, hvor hele 98 pct. af Kongressens incumbents opnåede genvalg.

Incumbents er svære at vælte af pinden, da der er mange interesser i deres genvalg. I Washington stiger en politikers magt nemlig proportionelt med antallet af aktive år i det politiske spil. Interessenter som donorer, vælgere og interesseorganisationer ser derfor ’afkastet’ på deres opbakning kun stige med tiden. Derfor er de villige til at give politikere ekstra point for erfaring.

Denne magtdynamik udspringer af Kongressens veletablerede senioritetsprincip. Princippet dikterer, at senioritet er den afgørende faktor, når de indflydelsesrige komiteposter og lederskabsposter fordeles. Selv praktiske ting som hvem får de bedste kontorer i Kongressens bygninger, besluttes efter antal år i Washington.  

”Incumbent advantage” er godt eksemplificeret med Iowas senator, Republikaneren Chuck Grassley, der ved midtvejsvalget blev genvalgt til en ny 6-årig periode i Senatet i en alder af 89 år.

Meningsmålinger op til valget viste, at hvis Chuck Grassley ikke var på stemmesedlen, ville senatssædet være et svingsæde, Demokraterne kunne vinde. Med Grassley på stemmesedlen var sædet solidt i den Republikanernes kolonne.

Årsagen hertil var en simpel magtudregning: Vælgerne ville ikke opgive den uproportionelle megen magt, Grassley giver Iowa via sine 57 års tjeneste i Washington.

Grassleys eksempel viser, hvordan senioritetsprincippets belønning af incumbents fører til, at man opgiver stadig mere magt ved at lade sig pensionere. Og at opgive magt er ikke noget politikere gladeligt gør. Så hellere tage en periode mere.

Politikere af en særlig støbning

Det fører til selve den amerikanske politikers natur. Vilje til magt, en god mængde egoisme og en meget høj selvtillid er karaktertræk, de fleste politikere deler. Men brug noget tid på Kongressen, og man vil finde ud af at i Washington D.C. er koncentrationen af de karaktertræk størst.

Amerikansk indenrigspolitik på føderalt niveau er et utrolig hårdt spil, der kun kan kun kan spilles af de mest ambitiøse, mest strategiske, mest egoistiske og mest indflydelsessøgende personer.

Amerikanske politikere er overbeviste om, at det er dem – og kun dem – der er bedst egnede til at repræsentere deres distrikt som Repræsentant, stat som Senator eller – som i Bidens tilfælde – land som præsident.

Hvis de ikke var det, så ville de slet ikke være der i første omgang.

Amerikanske politikere lader sig derfor ikke pensionere frivilligt. Systemets design og selve dets natur betyder, at de bliver ved – også selvom mange af dem er markant ældre end gennemsnitslevealderen på de vælgere, de repræsenterer.

 

I amerikansk politik nyder den siddende politiker (’the incumbent’) en betydelig fordel i valgkampe. Det var tydeligt ved midtvejsvalget i november, hvor hele 98 pct. af Kongressens incumbents opnåede genvalg
_______

 

Mads Dalgaard Madsen (f.1992) er Msc. International Business and Politics, Copenhagen Business School. Ledelseskonsulent med fokus på USA og tidl. indenrigspolitisk rådgiver ved den danske Ambassade i Washington DC. RÆSONs Nyhedsanalyse er en ny fast serie, hvor skiftende skribenter leverer kortere analyser af aktuelle begivenheder.

ILLUSTRATION: Den amerikanske præsident Joe Biden (f. 1942) og Demokratiske senator Bernie Sanders (f. 1941), før en tv-debat ifm. Det Demokratiske Partis primærvalg, den 25. februar 2020 [FOTO: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister